MetroXpress A/S fremlagde regnskab i dag. Det viser overskud på driften, men efter regningen er betalt til moderselskabet Metro International, er der underskud på 17 millioner, fortæller direktør Søren Riis til Journalisten.dk. Han tør ikke love, at 24timer overlever året ud.
Sidste år gik gratisaviserne 24timer og MetroXpress sammen i ét selskab, og det er derfor et samlet regnskab for de to aviser, der blev fremlagt i dag.
På trods af et kraftigt faldende annoncemarked kan der rent faktisk godt laves forretning på reklamefinansierede gratisaviser. Driften af de to aviser giver nemlig et positivt resultat.
»Driften giver et overskud, men det er før rente- og franchiseudgifter, og det er derfor, vi lander på et underskud,« siger administrerende direktør Søren Riis til Journalisten.dk
Det samlede regnskab ender altså på et underskud på 17 millioner kroner. En del af forklaringen på underskuddet ligger i, at MetroXpress endnu ikke har fundet en lejer til de bygninger, der blev tomme, da de flyttede 24timer og MetroXpress' redaktioner sammen. Hvis det lykkes at finde en lejer, vil det betyde en ekstra indkomst de næste år.
Sidste år var underskuddet 20 millioner kroner større. Den positive økonomiske udvikling skyldes, at MetroXpress har været gode til at justere udgifterne, siger Søren Riis.
Hvor er det især, I har sparet penge?
»Vi skar 29 fuldtidsstillinger væk i november 2008. Og siden har vi også nedlagt nogle stillinger, så lønudgifterne er betydeligt mindre,« siger Søren Riis.
29 mand er meget, hvordan kan I stadig lave to aviser, som folk gider læse?
»Der er en masse synergieffekter ved at lave to aviser, og mange af stillingerne har været redigerende og administrative medarbejdere.«
Men folk må da kunne mærke forskel.
»Vores læsertal er alfa og omega for os, fordi vi udelukkende lever af annoncer. Vi kan konstatere, at vores læsertal stadig er gode. Det lykkedes for at adskille aviserne fra hinanden, så de nu har en meget forskellig profil.«
I har også annonceret i januar, at der skal fyres yderligere medarbejdere. Hvor længe kan I blive ved med at skære ned?
»Vi kan ikke blive ved med at skære ned. Vi lever af annoncer, og når de forsvinder, må vi spare.
Vi måtte indse sidste år, at vi ikke bare kan skære ned, og vi blev nødt til at gøre noget anderledes i stedet for. Det blev så til sammenlægningen af redaktionerne, hvor vi sparer en hel del ved at gøre tingene anderledes.«
Men når I fyrer så mange medarbejdere, så er der vel tre muligheder. Enten skal de nuværende lave mere, eller I begynder at have færre sider, ellers må I få nogle andre til at lave det for jer. Nogen skal vel skrive historierne?
»Vi har en masse fordele ved, at vores medarbejdere leverer til begge aviser. Vi har også lavet en aftale med Ritzau om, at vi får nogle færdige sider fra dem. Der sparer vi noget, fordi vi ikke selv skal rette det til.«
Hvor mange medarbejdere er der tilbage på 24timer?
»Det er næsten umuligt at sige, fordi de fleste medarbejdere er tværredaktionelle. Da vi overtog 24timer var der 45 redaktionelle medarbejdere. Nu er der 38 på de to aviser til sammen. Så det er en del, der er røget.«
Er der overhovedet forretning i at køre to forskellige aviser?
»Ja. Ellers ville vi ikke gøre det. De to aviser rammer to meget forskellige målgrupper.«
Kan du garantere, at 24timer overlever året ud?
»Nej. Kun hvis du kan garantere, at finanskrisen er slut. Men hvis hvis finanskrisen fortsætter, og annoncemarkedet falder med for eksempel 15 procent, så er det eneste, jeg kan garantere, at der vil være færre dagblade i Danmark. Jeg tør ikke spå om 24timer,« siger Søren Riis
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fiktivt interview:
Mathias, vil du garanterer, at du overlever 2010?
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke lever i 2011.
Men kan du garantere det?
Nej, kun hvis du kan garantere, at bilister, lastbilchauffører, motorcyklister mv. kører pænt og forsvarligt. Og bandekrigens skyderier ikke blusser op igen og rammer uskyldige.
Overskrift: Mathias: Usikkert om jeg overlever 2010
Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at vi ikke udgiver to dagblade, metroXpress og 24timer i både 2010, 2011, 2012.........men jeg garanterer aldrig noget og slet ikke i disse tider!
Så det er en fantastisk overskrift, på et iøvrigt flot regnskab som vi er meget tilfredse med, som "journalisten" tryller frem - men det er jo set før.
Søren Riis