Selvmord skal ikke forties i medierne, men omtales på en etisk og oplysende måde, mener arbejdsgruppe bag ny pris.

ETIK. En ny pris, Werther-prisen, skal sætte fokus på danske mediers omtale af selvmord. Prisen uddeles for første gang på Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse, den 10. september.

Formålet med prisen er at fremme etisk forsvarlig formidling af selvmordsproblematikken i de danske medier, og den gives til mediearbejdere, som har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde.

Det nyvalgte medlem af hovedbestyrelsen kommunikationsrådgiver Per Roholt fra Odense repræsenterer Dansk Journalistforbund i den arbejdsgruppe, som står bag prisen. Han er også medlem af forbundets medieudvalg og ser forbundets ja til at deltage i prisuddelingen som en naturlig forlængelse af de mediepolitiske diskussioner i Dansk Journalistforbund.

»Flere undersøgelser har dokumenteret, at hvis man skriver på en uhensigtsmæssig måde om selvmord, så risikerer man, at andre mennesker 'følger efter', for eksempel ved at vælge samme metoder, som de har set omtalt i medierne. Det skal man da som journalist være temmelig tykhudet for ikke at lade sig påvirke af,« siger Per Roholt, som også lægger op til en debat i det mediepolitiske udvalg om, hvad der er etisk forsvarlig omtale i forbindelse med selvmord.

Efter at han trådte ind i udvalget, skrev Fyens Stiftstidende om en 16-årig dreng, der sprang fra en motorvejsbro ned foran en lastbil og blev dræbt – Per Roholt kendte drengen.

»Vi kan eventuelt også overveje, om vi kan blive enige om et sæt anbefalinger i forhold til vores medlemmer,« foreslår Per Roholt.

I den arbejdsgruppe, der skal uddele Werther-prisen, sidder 29-årige Anja Thomsen som repræsentant for Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Både hendes far og bror har begået selvmord, og broderens blev omtalt i medierne.

»Det kan være virkelig svært for efterladte at genkende den historie, som medierne skriver. En af årsagerne er nok, at medierne helst vil forenkle forklaringen på selvmordet og ofte kun angiver én grund. Men der er meget sjældent bare én forklaring på, hvorfor mennesker begår selvmord,« understreger Anja Thomsen.

Hun mener også, at nogle medier lægger alt for meget drama i omtalen af selvmord.

»At se et selvmord blæst op og dramatiseret i en avis kan virke helt forkert og meget voldsomt på de efterladte, som i forvejen har en historie at slås med, der er rigelig dramatisk i sig selv,« påpeger hun.

Werther-prisen har fået sit navn fra hovedpersonen i Goethes roman »Den unge Werthers lidelser« fra 1774. Bogens hovedperson begår selvmord, og da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som dele af det øvrige Europa, hvor unge mænd, der identificerede sig med Werther, tog sig af dage ved at benytte samme metode.

Prisens navn skal derfor minde om, at selve formålet med prisen er at lære af historien og blandt andet undgå at omtale selvmordsforsøg og selvmord på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.

Læs om, hvordan man indstiller til prisen på www.efterladte.dk eller www.selvmordsforskning.dk

• Arbejdsgruppen bag Werther-prisen består af 
  Overlæge Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd.
  Lærer Anja Thomsen, medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af efterladte efter selvmord.
  Kommunikationsrådgiver Per Roholt, Dansk Journalistforbund.
  Uddannelseskonsulent Inge Jacobsen, Center for Selvmordsforskning i Odense.

• Werther-prisen
  Werther-prisen uddeles i forlængelse af verdenssundhedsorganisationen WHOs anbefalinger for mediernes omtale af selvmord.

  WHO fraråder:
  At offentliggøre fotos eller afskedsbreve.
  At gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoder.
  At bruge formuleringen »det lykkedes at begå selvmord«.
  At angive forenklede årsagsforklaringer.
  At forherlige selvmord eller at gøre det til forsidestof.
  At benytte religiøse eller kulturelle stereotyper.
  At give nogen skylden for selvmordet.

  WHO anbefaler:
  At man indgår i et tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne eller relevante fagpersoner forud for offentliggørelse af fakta.
  At omtale et selvmord som et »fuldbyrdet selvmord«.
  Kun at gengive relevante oplysninger, og kun inde i avisen.
  At fremhæve alternativer til selvmord, det vil sige konstruktive løsninger på problemer.
  At oplyse om telefonrådgivninger og lokale henvendelsesmuligheder.
  At offentliggøre risikofaktorer og signaler på selvmordsadfærd.

  Se mere om retningslinjerne på http://www.selvmordsforskning.dk/Web/Site/Menu1/Presse

Drengen på broen

Kritik af artikel om 16-årigs selvmord har ført til eftertanke på Fyens Stiftstidende.

SELVRANSAGELSE. »Sidste skoledag endte med selvmord«.

Sådan lød overskriften på forsiden af Fyens Stiftstidende søndag den 22. maj. Baggrunden var, at en 16-årig dreng blev ramt af en lastbil, efter at han formentlig sprang ned fra en bro over motorvejen.

Avisen illustrerede forsidehistorien med fotografier af den bro, den 16-årige sprang fra. På broen er en kammerat til den 16-årige fotograferet, en dreng, som avisen også bringer et interview med.

Brugen af billedet af drengen på broen har givet reaktioner fra blandt andet Center for Selvmordsforskning i Odense og fra overlæge Merete Nordentoft, Bispebjerg Hospital.

Merete Nordentoft har gennem mange år fulgt mediernes omtale af selvmord og har også et par gange været med til at indanke historier om selvmord til Pressenævnet. Hun siger om billederne af broen:

»At vise den bro, som drengen øjensynligt sprang fra, altså åstedet, er at gå for detaljeret til værks. Det kan let invitere til efterligning, og det giver hele historien et sensationelt præg at vise et andet ungt menneske på den samme bro. Selvmord ved udspring i Danmark har heldigvis været faldende gennem mange år, men når en avis bringer sådan et foto, kan det blive en slags brugsanvisning for andre sårbare unge, og det bør medierne undgå.«

Center for Selvmordsforskning reagerede ved at sende avisen en mail, hvor centret gør opmærksom på WHOs anbefalinger for omtale af selvmord. Heri fraråder WHO blandt andet at offentliggøre fotos og at gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoden (se faktaboks).

Henvendelsen fra Center for Selvmordsforskning fik Fyens Stiftstidendes redaktionschef, Jan Kristensen, til at bede om et møde med Centrets uddannelseskonsulent, Inge Jacobsen.

»Det møde ønskede vi, fordi omtale af selvmord ikke hører til hverdagen på avisen. Vi har vores eget etiske regelsæt, som alle journalisterne kender, og her fremgår det, at selvmord normalt ikke omtales, medmindre det griber ind i det offentlige rum – for eksempel ved at skabe trafikforsinkelse, eller hvis det på anden måde har almenhedens interesse,« forklarer Jan Kristensen.

I tilfældet med den 16-årige mener avisen, at sagen var af almen interesse.

»Drengen var, ifølge kammerater og skoleinspektør, en velfungerende dreng, og alle var chokerede over selvmordet. Vi mener, at andre teenagefamilier bør kende denne sag og måske ad den vej blive mere opmærksomme på deres børns signaler, hvis der altså er nogen,« siger Jan Kris-tensen og henviser til, at undersøgelser viser, at mange unge i løbet af deres teenageår tænker på selvmord, og selvmord skal ikke tabuiseres.

»Jeg synes, at kvaliteten og styrken i vores arbejde består i, at vi ikke bringer nyhedshistorien alene, men også skriver en artikel om krise-signaler, og vi skriver om hjælp til drengens kammerater. Vi forsøger at gøre læserne klogere,« siger han.

Mødet med Center for Selvmordsforskning om WHOs regelsæt har manet til eftertanke på avisen.

»Vi har for eksempel ikke bragt henvisninger til, hvor folk kan søge hjælp, sådan som WHO anbefaler. Det vil vi måske gøre fremover,« siger Jan Kristensen. Han tilføjer, at også valget af fotografier kan gøres anderledes.

»Det er ikke et øjeblik faldet os ind, at fotografierne kunne føre til efterligninger, men det vil vi have i baghovedet en anden gang, for vi er naturligvis ikke interesseret i at bringe »opskrifter« på selvmordsmetoder,« siger han og fortæller, hvordan billedet blev taget:

»En fotograf og en journalist blev bedt om at køre forbi stedet på motorvejen for at lave et billede, hvis der lå blomster. På broen traf de kammeraten til den afdøde, som fortalte, at han havde stået der i længere tid og tænkt over sagen. Derfor fik vi interview og billede. Stemningsbilledet af kammeraten ville vi nok stadig bringe, men det mere anvisende, med motorvejen og biler, ville vi afstå fra med vores viden i dag.«

Redaktionschefen tilføjer, at han nu har lagt WHOs retningslinjer ud på avisens interne konference, så alle medarbejdere kan have dem i baghovedet.

»Det gør dem imidlertid ikke til faste regler. Det vil stadig være avisens ledelse, der afgør, hvordan vi vinkler stoffet.«

Den 16-årige drengs familie har også reageret på avisomtalen af selvmordet. Drengens far har henvendt sig og fået et møde med avisen, og reporter Ulrik Sass har lavet et interview med ham om det at miste et barn i en sådan tragedie. Der resterer endnu nogle politiundersøgelser, og imens vil familien overveje nøjere, om avisen skal trykke interviewet. Til Journalisten siger drengens mor, Jeanet Bondtofte, at oplevelsen af at se sønnens død omtalt som selvmord på avisens forside har været voldsom.

»Reelt ved vi ikke, om han faktisk sprang, eller om han kan være faldet, altså om det kan være en ulykke. Vi har udbedt os en samtale med politiet, hvor forløbet de sidste timer skal gennemgås, og vi venter på svar fra obduktionen. Avisen skriver, at han havde sendt sms'er til familien om, at han ville tage sit liv, men det er forkert. Vi har aldrig modtaget en sms fra ham, og kammeraterne benægter også, at de fik sms'er.«

Til de pårørendes kritik siger Jan Kristensen:

»Oplysningerne om sms'erne fik vi i første omgang fra politiet. Senere bekræftede skoleinspektøren fra drengens skole informationerne om disse sms'er, og det anså vi for at være to pålidelige kilder. Dagen efter havde skoleinspektøren fået meldinger om, at sms'erne måske ikke eksisterede. Derfor skrev vi selvfølgelig dette i en artikel i mandagens avis, og artiklen betegner i den forbindelse selvmordet som en gåde.«

Om avisens mandagsudgave af historien siger Jeanet Bondtofte:

»Vi bor i et meget lille samfund, og alle har læst, hvad avisen skrev om søndagen, men forklaringen mandag har næsten ingen set, sådan er det jo. Vi bliver spurgt konstant, hvad der stod i de sms'er, og vi føler virkelig, vi er hængt ud som dårlige forældre.«