Danske medier favoriserer først og fremmest de borgerlige partier. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2. Men størsteparten vurderer dog, at der ikke gøres forskel, hvis man nærlæser resultaterne.
Hvis der er en politisk slagside i de danske medierne, så hælder den til den borgerlige side. Sådan lyder fortolkningen af en ny meningsmåling, som Politiken offentliggør i dag.
Her fremhæves det, at 31 pct. af danskerne vurderer, at medierne først og fremmest favoriserer de borgerlige partier. Mens det blot er 15 pct., som mener, at oppositionen bliver favoriseret.
Med til billedet hører dog, at hele 44 pct. af befolkningen tilkendegiver, at medierne hverken favoriserer de borgerlige partier eller oppositionen. Og 9 pct. ved slet ikke, hvad de skal mene. Til sammen er der altså et flertal, som ikke ser nogen favorisering.
Dagbladet Politiken udlægger det dog som, at "Medierne holder mest med de blå" og professor Erik Albæk fra Syddansk Universitet har forståelse for tolkningen af resultatet.
»De fleste aviser er borgerlig-liberale, og det lægger de ikke skjul på. Kigger man isoleret på deres opinionsstof, er det rimeligt at sige, at det favoriserer borgerlige synspunkter,« siger han til avisen.
Ifølge Erik Albæk gælder det både avisernes ledere og sammensætningen af debattører og kommentatorer.
»Det er ikke tilfældigt, at Jyllands-Posten har en kommentator som Ralf Pittelkow, eller at Berlingske har et borgerligt panel som 'Groft Sagt',« siger han til Politiken.
Undersøgelsen fra Megafon er gennemført fra 31. maj til 3. juni, altså efter Henrik Sass Larsen manede til kulturkamp mod borgerlige aviser som Børsen, Berlingske og JP.
Tallerne viser i øvrigt, at det især er vælgere blandt Enhedslisten, Kristendemokraterne, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og til dels også Radikale Venstre, som mener, at medierne holder med de blå. Vælgerne blandt de øvrige partier er stort set af den stik modsatte opfattelse.
2