Arne Notkin afviser kritik af “De røde lejesvende”

Programchef på DR2, Arne Notkin, afviser kritikken af "Jagten på de røde lejesvende". Striden står blandt andet om, hvorvidt et politisk papir er falsk. »Der er to sider af den sag, og det er vel det, journalistik handler om,« siger Arne Notkin til Journalisten.dk.

Programchef på DR2, Arne Notkin, afviser kritikken af "Jagten på de røde lejesvende". Striden står blandt andet om, hvorvidt et politisk papir er falsk. »Der er to sider af den sag, og det er vel det, journalistik handler om,« siger Arne Notkin til Journalisten.dk.

I dag har Information fremlagt en redegørelse af journalist og DR-veteran Poul Smidt, der kritiserer dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende" for dårlig kildekritik. I dokumentaren fremhæves en sympatierklæring til støtte for den palæstinensiske organisation PFLP, som flere DR-medarbejdere skulle have underskrevet.

Men dokumentets ægthed er draget i tvivl utallige gange gennem årene, og derfor er det problematisk at bruge det i "Jagten på de røde lejesvende", uden at oplyse dette, skriver Poul Smidt.

»Det er næppe i overensstemmelse med DR's program-etik – eller straffeloven – at belastende beskyldninger, som er tilbagevist for 30, 16 og otte år siden nu flyttes fra aviser til fjernsynet, som om der er belæg for beskyldningerne,« står der i redegørelsen.

DR 2's programchef Arne Notkin står for skud i redegørelsen, blandt andet fordi han selv i sin tid var med til at skrive en række kritiske artikler om venstrefløjen og terrorbevægelser i Weekendavisen, hvori han også brugte den omstridte erklæring.

Hvad siger du til kritikken af DR's program-etik?

»Nu er jeg ikke straffelovsekspert, men der eksisterer omtvistede dokumenter, som man af mange gode journalistiske grunde er nødt til at tage ind i sådan et program. Hvordan skal man så forholde sig til det? Når vi både bringer benægtelserne fra Ruth von Sperling og Jens Nauntofte og bekræftelsen fra Per Schultz, så kan man vel ikke sige, at vi har et problem,« siger Arne Notkin til Journalisten.dk.

Arne Notkin er uenig i, at det er et kildekritisk problem at bruge dokumentet i dokumentarserien, når flere af personerne, hvis navne står på dokumentet, nægter at have skrevet under på det.

»Ja, der er nogen, der benægter at have skrevet under på dette dokument, og der er andre, der siger det modsatte. Der er to sider af den sag, og det er vel det, journalistik handler om. Der er tilfælde, hvor det bare er umuligt at nå til bunds. Kan det bevises, at det er et falsum? Har man fundet en eventuel forfalsker? Nej!«

Ifølge Arne Notkin står striden om hensigtserklæringen fra halvfjerdserne ikke om hele teksten – men kun om én konkret formulering.

»Hovedsagen er, at det, de benægter, er den del af teksten, der handler om ubetinget støtte til PFLP. Det, de ikke benægter er, at de støtter den præambel, der indleder teksten, og som er en ensidig, politisk erklæring.«

Poul Smidt skriver i sin redegørelse, at dokumentet er et falsum, og at det er sandsynliggjort både i 1980, i 1994, i 2002 og i 2010. Er du uenig i, at det er tvivlsomt, om erklæringen er ægte?

»Erklæringen er med garanti ægte. Det, der er omstridt er, om der stod "ubestridt støtte til PFLP", eller om der ikke stod det.«

I pr-materialet til dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende" står der, at man vil kigge på nogle af de vigtigste anklager mod DR i de seneste 40 år. I Poul Smidts redegørelse drages der tvivl om, hvorvidt en erklæring, som flere af underskriverne afviser at have skrevet under på, kan komme på tale blandt de vigtigste anklager.

Er du enig i, at papiret ikke er væsentligt nok?

»Nej, for den anklage, der bringes frem og som bygger på denne erklæring, kan godt være falsk. Men den kan også være sand. Den er omstridt.«

Arne Notkin understreger, at han ikke har været involveret i valg og fravalg i forbindelse med produktionen af "Jagten på de røde lejesvende".

»Men PFLP-erklæringen har været et omdiskuteret dokument. Derfor er det naturligt, at det indgår i serien,« tilføjer han.

0 Kommentarer