Journalisten behøver ikke bruge mange minutter på at jage journalister med politisk observans. De har nemlig en klub – og vi måtte gerne komme med til julefrokosten.

TRADITION. »Hvis man ikke vil stå ved sit partimedlemskab, er man en vatpik,« siger Karl Vilhelm Christiansen i telefonen.

Få dage forinden har han skabt nysgerrig undren på Journalistens redaktion med en invitation til julefrokost i Peter Sabroe-klubben. En klub for journalister, der samtidig er medlemmer af Socialdemokraterne.
Og jo, Journalisten er velkommen, og Karl Vilhelm vil efter en smule overtalelse også godt lade sig citere for det med vatpikken.

I 2010 brugte man megen tid på at snakke om journalisters politiske standpunkter. Lige fra føljetonen om venstresnoede DR-medarbejdere til borgerlige eks-spindoktorer, og så alle os andre, der kan deles ud fra vores holdning til Helle Thornings skattesag.

Og det er, som om den underlæggende præmis hele tiden har været, at man nok kan have holdninger, men partipolitiske tilhørsforhold er ikke noget for seriøse journalister.

For Karl Vilhelm Christiansen er det næsten omvendt, siger han og fortæller om ideen bag klubben – et fællesskab i Peter Sabroes ånd, der ønsker at fremme demokrati, lighed og solidaritet, der vil kæmpe for de svage og mod det uretfærdige i samfundet.

Peter Sabroe var både socialdemokratisk folketingsmedlem samt redaktør og skribent ved forskellige socialdemokratiske aviser. Når han førte en kampagne – for eksempel for bedre forhold på tidens børnehjem – var det et to-løbet haglgevær, han fyrede af. Der blev både skrevet med store bogstaver i avisen og råbt højt i Folketingssalen. I dag virker den sammenblanding af journalistik og politisk agitation dybt uprofessionel, men samtidig har Sabroes sociale reportager, der blev drevet frem af hans politiske engagement, været fuldstændigt grundlæggende for meget af den journalistik, der laves i dag.

Sneen daler tungt over haveforeningen Vennelyst tæt ved Christianshavn, hvor en flok mediearbejdere har bænket sig med Københavns overborgmester.

Borgmesteren har egentlig takket nej til øl nummer to. Men så fortryder han alligevel.
»Det ér jo fredag,« medgiver han og tager imod den åbnede Tuborg-flaske, som han trods alt kun drikker halvdelen af, før han begynder at skotte mod udgangen.

Frank Jensen har en professionel afslappethed over sig, og det er svært at vurdere, hvor meget han hygger sig, og hvor meget han er i arbejde som politiker i forhold til den flok af journalister og mediefolk, han er sammen med. Men faktum er, at han bliver siddende, også efter det tidspunkt, hvor han lovligt undskyldt kunne have valgt retræten.
»Her slapper han af, her er han blandt venner,« bemærker en af tilhørerne.

Og der er unægteligt noget socialdemokratisk over omgivelserne ved Sabroe-klubbens julefrokost den fredag. Et lille fælleshus i Danmarks næstældste haveforening, hvor arbejderklassen siden 1893 har dyrket sit eget alternativ til det borgerlige ideal om hus og have. Lokalerne huseres til daglig af skytteforeningen, og fra de brune trævægge skuer mange års skytteformænd på sort-hvide fotografier side om side med præmier og små metal-emblemer med indgraveringer som '1. pris, kapskydningen mellem Pilen og Vennelyst 12-8-34'. I loftet hænger propel-ventilatorer, hvis originale hvide finish for længst har fortonet sig i det beige. De kan formentlig også føres nogle år tilbage i tiden.

Og ved et langbord sidder de så – de sidste ægte, røde svende. Der er måske 25 mennesker i lokalet. Et lille sammensurium af journalister, redaktører, fotografer, informationsarbejdere og så pensionister – ikke mindst.

Og så er der selvfølgelig dagens hædersgæst og særlige feature, Frank Jensen, der som en anden konfirmand – eller er det som Jesus ved den sidste nadver? – er blevet placeret midt på langsiden. Han indleder med et par joviale bemærkninger om bondetampen, der kom til hovedstaden, og mens der nippes til silden, går han over i en beretning om sit arbejde som overborgmester.

Frank Jensen er ikke anledningen. Sabroe-klubbens julefrokost er en fast tradition, og det er de særlige gæster også, typisk socialdemokratiske toppolitikere som Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og i sin tid Svend Auken.
»Jeg husker, at vi holdt stiftende generalforsamling det år, hvor Gerhard Schröder blev valgt som kansler,« kommer det fra den anden side af bordet, da Journalisten spørger til foreningens alder. Og efter en kort forhandling bliver man enige om, at det blev han i 1998.

12 år er ingen alder for en klub, men den bygger på et tungt og gammelt fundament, nemlig den nu opløste socialdemokratiske redaktørforening. I fire-pressens dage var der både en forening for Venstre-redaktører, en for konservative og sågar en radikal. Den sidste formand for den socialdemokratiske var for øvrigt Lisbeth Knudsen, bemærkes det.

Frank Jensen har svaret på spørgsmål, og smørrebrødet er kommet på bordet. En af de sidst ankomne er den tidligere DR-journalist og programredaktør Tove Smidth. Hun er 87 år, men det er hverken til at se eller høre. I 1974 tog hun orlov fra DR for at erstatte Erhard Jacobsen som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe.

»Jeg gik faktisk ind i politik, fordi jeg tænkte, at jeg ville blive en bedre journalist. Hvis jeg kendte til hele det politiske spil, ville jeg kunne stille bedre spørgsmål,« fortæller hun.
Det blev til 10 år som borgmester, inden hun vendte tilbage til DR, og her studsede ingen over hendes åbenlyse politiske tilhørsforhold.

»Nej, der var faktisk aldrig nogen, der sagde noget om det. Men jeg synes også, jeg har holdt min sti ren og har holdt mine meninger udenfor,« siger hun.
»Man frakobler sgu da aldrig sine holdninger,« kommer det fra et medlem, der som den eneste har bedt om at være anonym i artiklen.
»Jeg har kunder, for hvem det vil være en rød klud at vide, at jeg er medlem af socialdemokraterne,« siger han.

Der er intet rygeforbud i fælleshuset i Vennelyst, og det kvitteres der for, efterhånden som øl, kaffe og småkager går i et.
I den tågede ende af lokalet sidder Lise Thorsen i hyggelig snak med partikammerater. Hun er freelancejournalist og tillige medlem af borgerrepræsentationen i København. Tidligere har hun blandt andet været redaktør for Funktionærforbundets blad. Fagpressens folk udgør en tyk grundstamme i Sabroe-klubben.

»Hvis jeg var i dagspressen, ville jeg heller ikke melde mig ind, det skal der ikke herske tvivl om. Jeg tror også, det er derfor, vi ikke får så mange unge medlemmer – de ved, de skal videre,« siger hun.
Peter Sabroe-klubben dør ikke. Der vil også være julefrokost i 2020, slår formand Karl Vilhelm Christiansen fast.
Men han tøver et sekund, inden svaret falder.