Du har lavet avis hele dit voksenliv, nu skal du pludselig lave tv. Hvornår fandt du ud af det? 

»Da de ringede og spurgte. Jeg har ikke overvejet at lave tv, siden jeg for måske 15 år siden søgte et job som vært og var til casting og bagefter blev ringet op af Arne Notkin, som sagde: »De, der fungerede, var dem, der tændte som et lys, når kameraet tændte. Det gjorde du ikke.« Men siden kom jeg til at være gæst på tv ret ofte og opdagede, at jeg virkelig godt kan lide det som medie. Jeg sagde ja, fordi ’Deadline’ er et vigtigt program og et sted, som konfronterer magten, reflekterer og får sat ord på store bevægelser – uden af den grund at tabe sin kritiske sans.«

Hvordan kan det være, at du i sin tid blev cand.mag. i litteraturvidenskab?

»Mine forældre var akademikere, så det ville jeg også være. Og fordi jeg var sådan en dygtig karakterpige, ville jeg læse statskundskab. Jeg var til én forelæsning og var ved at falde ned af stolen af kedsomhed, men så gik jeg til en forelæsning på litteraturvidenskab og tænkte: ’Hvor dejligt, at man i fem år kan læse bøger, og så er det en uddannelse.«

Hvad tænkte du dengang om journalister? 

»Mit hjem var præget af en vis skepsis over for det journalistiske, fordi mine akademikerforældre blev ringet op af journalister, der overhovedet ikke havde sat sig ind i forholdene i det østlige Zimbabwe. Det var lidt overfladisk, mente de, og rigtig viden var forskning. Men jeg har altid tænkt: Rigtig viden er den, man kan få spredt. De, der kan finde ud af at kaste viden ud til mange mennesker, gør et super vigtigt arbejde – også selv om de ikke altid gør det perfekt.«

Hvornår begyndte du at betragte dig selv som journalist? 

»Jeg lavede journalistik i mange år uden overhovedet at tænke på mig selv som en journalist. Men i 2005 lavede jeg et graverprojekt med Charlotte Aagaard, som handlede om Mærsk og andre firmaers rolle i Irakkrigen. En aften sad jeg inde på Information og ringede til en amerikansk kilde, som havde været ansat i besættelsesmyndighederne i Irak, og som tog telefonen og sagde: ’Ah, du vil gerne tale om Mærsk. Ja, det undrede mig altid, hvorfor de opførte sig på den måde.’ I det øjeblik fik jeg en følelse i maven af, at jeg var i gang med at afdække noget, som nogen gerne ville holde hemmeligt. Dér var jeg en rigtig journalist.«

Er journalister gode nok til at stille de rigtige spørgsmål?

»Nogle er, men mange er ikke. Der bliver lavet lødig, undersøgende og vigtig journalistik, men det store problem er den enorme mængde af historier og holdninger, der vælter ud i hovedet på folk. At nogen stiller det rigtige spørgsmål, er ikke ensbetydende med, at folk hører det. Som journalist kaster man sig ind i en kamp om sandheden. Hvordan vinder man den kamp? Det spørgsmål er blevet sværere at besvare. Min metode er kun at sige, at du må holde fast i at lave det, du kan stå ved.«

Hvis du er kendt i offentligheden, er du det nok som venstrefløjsdebattør. Nu taler du om vigtigheden af den lødige journalistik, som skal overbevise folk om sandheden. Hvordan vil du forene din fortid og din profil med at være vært på et neutralt nyheds- og aktualitetsprogram?

»Der er ingen modsætning mellem at have holdninger og at lave lødig journalistik. Idéen om det neutrale menneske er en forældet løgn, som journalistikken skal holde op med at fable om, for den er meningsløs. Det, vi skal måles på, er, om vores arbejde holder, og om vi formår at bringe holdninger sammen, så de brydes med hinanden på en måde, som gør folk klogere. Det kan man ikke, hvis man er bange for holdninger.«

Så du vil fortsætte med at begive dig ind i debatter og give din holdning til kende?

»Ja, det kan sagtens være. Men der er også en grund til, at jeg er blevet journalist og ikke politiker – jeg er egentlig mere optaget af at forstå verden. Mine holdninger er et middel til dét – en måde at gå til angreb på virkeligheden på, så jeg forstår den bedre. Så den måde, jeg har deltaget i debatter på, har typisk været ved at forsøge at gribe fat i de steder, hvor jeg synes, folk har forstået virkeligheden forkert. Og ja, det kan jeg sagtens forestille mig at blive ved med.«

Er det en journalistisk kompetence at insistere på at forklare, hvordan virkeligheden skal forstås?

»Ikke nødvendigvis. Den grundjournalistiske kompetence er ikke at svare, men at spørge. At spørge, lytte og have øje for uoverensstemmelser og det nye. En anden kompetence, som ikke alle journalister behøver at have, og som man måske mere har med som akademiker, er det, forfatteren William Gibson kalder mønstergenkendelse. Altså at analysere de svar, man får, og stille spørgsmålet: Er der nogle mønstre, der går igen? Det er et nyttigt redskab at bruge til at spørge med.«

Hvad er fagets største udfordring?

»Kampen om sandhederne. I den kamp er vi journalister i defensiven over for alle mulige, som er dygtige til at fortælle historier, der ikke nødvendigvis er sande. Journalistikkens problem er også en kombination af dårligt selvværd og store egoer. På den ene side render vi rundt og siger, at vi er vigtige for demokratiet, og på den anden side er vi enormt glade for bekræftelse og kommer derfor til at kommentere eller spå om alt muligt, fordi det giver klik. Vi kaster os ind i konkurrencer, hvor journalistikken slet ikke hører til – vi mener i stedet for at vide og samler klik i stedet for at sprede viden – fordi vi som branche er bekræftelsessøgende – ligesom den type personligheder, der søger til den her branche, er.«

Hvad er løsningen?

»Jeg ved det ikke. Den løsning, jeg kan se, er, at vi insisterer på vigtig, lødig og undersøgende journalistik. Men jeg er ikke skråsikker på, at det er det, der kommer til at vinde kampen om sandhederne i sidste ende.«