Butikkerne er lukket. Der kan være timer mellem biler på vejene. Alle arrangementer er aflyst. De politiske historier ligger inde på hovedredaktionerne.

Med lokaljournalist Henrik Lind Jørgensens ord: ”Nu er det fuldstændig stendødt”.

Henrik Lind Jørgensen har været lokaljournalist i godt og vel 25 år. De seneste to år har han brugt som egnsredaktør på Herning Folkeblad. Hver dag skal han og hans redaktion levere tre tabloidsider i Herning Folkeblad, og så er der en ugeavis oveni.

Så hvad i alverden gør man, når hele samfundet lukker ned, og alle de politiske historier ligger hos nogle andre? Det er et spørgsmål, Henrik Lind Jørgensen og hans kollegaer på egnsredaktionen har stillet sig selv gennem det seneste år.

”Fra den ene dag til den anden, fik vi ikke foræret nogle ting, da der blev lukket ned i foråret. Grundmotoren i lokalsamfundet er væk. Som lokaljournalist er det ikke, fordi min indbakke eller telefon gløder til hverdag.”

“Men nu er det fuldstændig dødt, og man skal virkelig være vaks ved havelågen,” siger han.

Egnsredaktionen plejer at være den, der tager ud og laver historier om foreninger og forretninger. Det er dem, der er ude til gymnastikopvisninger, der sikrer, at mormor kan klippe et billede af barnebarnet ud af en avis.

Inspiration blev revet væk

Når journalisterne er ude til de arrangementer, kaster det som regel andre ideer af sig. De ideer kan ligge og syde i en uge eller to, og så bliver de skrevet. Men al den inspiration, der kommer fra at være ude til arrangementer og store flokke af mennesker fra egnen, er forsvundet.

Henrik Lind har været lokaljournalist i 25 år. De seneste to år har han været redaktør på egnsredaktioner i Vildbjerg. Privatfoto

Historien om udfordringerne under et totalt lukket lokalsamfund er dog ikke en klagesang fra Henrik Lind Jørgensen. Tværtimod faktisk.

”Siden foråret har vi lavet noget af den bedste lokaljournalistik, jeg kan mindes. Vi har lavet ufatteligt mange gode, vedkommende og vigtige historier. Vi har været tvunget til at tænke kreativt,” siger han.

Hvilken journalist kender for eksempel ikke til dokumentet med ideer til historier, der ikke presser sig på, men som stadig skal skrives på et tidspunkt? Det tidspunkt kommer bare aldrig rigtig, fordi ideerne hele tiden bliver overhalet af noget aktuelt. Den idéliste har redaktionen i Herning og omegn fået tid til at tage sig af.

”Det, vi var dårligere til inden corona, var, at slå ned på de enkelte mennesker og lave lidt større portrætter af dem. Før var vi ude til store arrangementer med 500 mennesker, og så sad dem, der fik det hele til at ske, og blev overset,” siger Henrik Lind Jørgensen.

Tid til menneskerne

Egnsredaktøren fremhæver en lang række af eksempler på historier, som redaktionen har kastet sig over under nedlukningen.

Fordi der ikke skete så meget om dagen, kunne en journalist tage på tur en juninat, da 67 meter lange vinger til en vindmølle blev transporteret af kringlede veje og forbi kartoffelmarker hen til en havareret mølle. Corona-stilheden har også drevet redaktionen på jagt efter den lokale location, hvor dele af Netflix-serien Equinox er blevet til.

Den 11. februar i år kunne egnsparret Gerda og Vagn Abildtrup fejre, at de har været gift i 60 år. Hvor avisen normalt blot ville have nævnt mærkedagen, sneg de sig denne gang med til den drive-in-fest, parret holdt.

Og så er der de mennesker, som dukker op i lokalmiljøet hele tiden, som de fleste har set, men ikke ved meget om. Det er chaufføren af skolebussen, som avisen har tegnet et portræt af.

Den har har været på besøg hos det par, der måtte flytte fra deres hus på grund af en ny motorvej, og nu er parret naboer til deres gamle hus, som bliver mere og mere hærget og forfaldent.

Redaktionen har også haft tid til faktisk at tale med de mennesker, der bliver påvirket af en ny omfartsvej i stedet for blot at rapportere fra indvielsesfesten, som avisen tidligere ville have været forfalden til.

Det er historier, der før ville være druknet i en mere traditionel tilgang til at dække det lokale. Nemlig at fortælle om begivenheder, men måske glemme menneskerne bag.

”Nu kan vi se, at en person er vanvittigt spændende, fordi han eller hun gør rigtig meget for byen,” siger Henrik Lind Jørgensen.

Vil holde fast

Foråret er på vej, og det er et mere åbent samfund også. Men på egnsredaktionen vil Henrik Lind Jørgensen helst ikke falde tilbage i den gamle mølle, når en mere normal hverdag indfinder sig.

”Vi bestod det her med at få revet vores vante tæppe væk under fødderne. Det gælder om at holde ved det. Der bliver da også et pres, når samfundet åbner igen. Alle de foreninger, der ikke har fået dækning i et år, de har da også en forventning om, at avisen kommer ud. Så skal vi ikke blive væltet omkuld af forventninger til at servicere dem. Vi skal prøve at forfølge den her nye retning med at lægge snittet anderledes,” siger Henrik Lind Jørgensen.

”Det er det, jeg vil tage med herfra. Det druknede lidt før, men vi skal huske de her enkeltpersoner. For det kan godt være, der er nogle bedstemødre, der ikke får set Amalie lave gymnastikopvisning. Men så får vi skrevet en bedre historie om ham, der har ydet hundreder timers frivilligt arbejde,” tilføjer han.

De mere nære historier om mennesker, virksomheder og historier som den med Netflix-serien og vindmøllevingerne er samtidig noget, der måske er mere behov for i lokalsamfundet.

I de fleste byer er der oprettet Facebook-grupper, hvor borgerne deler informationer om arrangementer og så videre med hinanden. Det har været med til at udfordre lokaljournalistikken.

”Men historierne, der går lidt mere i dybden, mister man derinde. Det gode ved Facebook er, at det er kilde til utrolig mange historier,” siger Henrik Lind Jørgensen.