Der er nok at tage fat på, efter at TV2 i går aftes viste deres dokumentar “Politik til salg” (se traileren her) om lobbyisme i Danmark. Bare se på Twitter.

Først og fremmest fortjener dokumentaren ros for at forholde sig relativt nøgternt og konstaterende til et emne, hvor det er nemt at lade sensationshunden gø. Det bidrager positivt til programmets troværdighed. Og det er noget af et scoop, at de har fået lov at følge en lobbyist så tæt over en længere periode. Det giver et sjældent – og efter min opfattelse realistisk – indblik i en verden, som de færreste danskere kender.

Programmets hovedperson er Mads Christian Esbensen, der er stifter og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Bureauet har speciale i politisk interessevaretagelse, og man følger dets forsøg på at påvirke den politiske beslutningsproces på et par konkrete sager.

Han fortjener ros for sin vilje til at åbne op. Men programmet fremstår alligevel som et selvmål af dets hovedperson. Hvis vi som grundpræmis for professionel kommunikation lægger, at man forsøger at fremme sine egne interesser, så rammer den erfarne politiske operatør skævt her.

Karikatur for fuld udblæsning

I kommunikationskredse er “Mørkets Fyrste” en vedholdende mytisk figur. Det er den velklædte mand (m/k, men næsten altid en mand), som ved hjælp af sine kontakter, sin skarpe analytiske sans og sin kynisme kan påvirke politikerne i den retning, han ønsker. På lidt bonderøvsagtig vis har vi i Danmark taget det på engelsk meget nedladende udtryk “spindoktor” som adelsmærke. Mads Christian Esbensen fremstår ikke i programmet som en person, der decideret har noget imod den myte.

Fra åbningssekvensen med manchetknapper og slipseknude oser han af at være en mand, som elsker at optræde som den karakter. Programmet igennem er der store mængder af den tilsyneladende tilfældige name dropping af fornavne på politikere, som er et kendetegn i de kredse, og som har til hensigt over for alle – kunder, kolleger og andre – at understrege styrken og nærheden af ens relationer. It’s not what you know, it’s who you know, og alt det der jazz.

Og Mads Christian (som han foretrækker at blive kaldt) har naturligvis travlt på Folkemødet, lobbyisternes festplads, hvor han får tid til både at spise pizza med et folketingsmedlem, mødes med en masse andre (vigtige, forstår man) folk i en række brancher og foretage yngelpleje af den næste generation af beslutningstagere i form af beregnende hygge med en ungdomspolitiker.

At blive fremstillet sådan er muligvis godt for hans ego, men jeg tvivler på, at det er særlig godt for hverken de politikere, han omgås med, eller lobbybranchen som helhed. Det tyder reaktionen på de sociale medier da heller ikke på.

Den klassiske lobbyist ifølge #politiktilsalg – vi ses på toga. #dkpol pic.twitter.com/ibTjbG4okc

— Phillip Dimsits (@dimsits) November 25, 2015

Den uskønne virkelighed

Dokumentaren lukker danskerne ind i en verden, som de ikke kender meget til. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så fremstår det bare ikke specielt kønt, når lobbyisten ringer til politikeren og slesker sig igennem en samtale omkring kvaliteten af bøffen i går, inden han på vegne af en betalende kunde får politikeren i tale om et specifikt emne.

Programmet har da også allerede ført til fornyet politisk debat omkring lobbyisternes rolle. Her er det vigtigt, at man holder tungen lige i munden.

For, som medgivet ovenfor, så er meget af det, der foregår, ikke kønt. Når eksempelvis politikere den ene dag tager imod gode råd fra lobbyister og den anden dag – som regel, når de ikke er blevet valgt – selv bliver lobbyister. Men er det stort anderledes, end når journalister den ene dag er særlige rådgivere for politikere og den næste dag arbejder på en af landets store nyhedsredaktioner?

Denne form for stoledans tager sig ikke specielt glorværdig ud udefra. Men hvad, må man spørge sig selv, er alternativet? Er det bedre at hyre folk, der ikke er eksperter? Måske. Men det er ikke svært at forstå, at fristelsen for at hyre en med ekspertviden og netværk i begge tilfælde er stort.

Mere end bare kynisk kapitalisme

Og i forhold til lobbyisme, så er man nødt til at forholde sig til den positive rolle, det også spiller i demokratiet. For hvem har lyst til, at man mister danske arbejdspladser, fordi politikerne og embedsmændene, der udarbejder lovene, ikke fuldt ud forstår deres konsekvenser for erhvervslivet? Det er ganske enkelt ikke muligt for centraladministrationen at have detailviden om samtlige brancher i landet, og derfor er dialog mellem det politiske miljø og erhvervslivet nødvendigt for at skabe den mest hensigtsmæssige lovgivning.

Derudover forsømte programmet at give et mere komplet overblik over, hvem der bedriver politisk interessevaretagelse i Danmark. For det er ikke kun de store onde kapitalister, men i høj grad også patientforeninger, fagbevægelsen og delvist offentlige organisationer som Forbrugerrådet, der hver især forsøger at fremme deres egne interesser over for politikerne.

På den anden side er det åbenlyst, at den nuværende situation er til fordel for dem med flest penge. For hvis du har råd til at købe bunker af konsulenttimer hos de bedste rådgivere, få udarbejdet økonomiske rapporter og analyser og finansiere tænketanke og forskning, der støtter din sag, så er du naturligvis langt bedre stillet, end hvis du er en lille interesseorganisation, hvor du selv må lægge penge i kaffekassen for at få lov at drikke bitter filterkaffe. Det er hævet over enhver tvivl.

Vigtig debat

Derfor er denne debat vigtig for demokratiet. Og derfor er det også vigtigt, at man tager den på sober vis og ikke hopper til de nemme svar. For selvom eksempelvis et lobbyregister virker tiltalende, så vil det ikke nødvendigvis gøre nogen forskel. I EU er der lobbyregistre, men der er efter min bedste overbevisning intet, der tyder på, at det gør lovgivningsprocessen dernede mere demokratisk. Det uskønne forløb omkring europæiske bilproducenters påvirkning af lovgivningen omkring bilers forurening peger i hvert fald ikke i den retning.

Der er brug for, at vi ved, hvad vi diskuterer. Hvordan er magtbalancen mellem erhvervslivets dybe lommer og almindelige borgeres mulighed for at gøre deres indflydelse gældende gennem organisationer? Derfor ville det være nyttigt med en grundig, uvildig kortlægning af lobbyismen i Danmark.

I programmet beklager RUC’s Mark Ørsten sig over, at han ikke har kunnet få de nødvendige informationer til at lave den forskning. Derfor beror viden om området især på kommunikationsbureauernes egne undersøgelser. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende fra et demokratisk perspektiv. Og hvis ikke man som organisation eller virksomhed ønsker at bidrage til indsamlingen af information til en uvildig undersøgelse, så kunne man overveje at have sanktionsmulighed i form af fratagelse af adgang til Christiansborg.

Så selvom Mads Christian Esbensen efter min mening ikke har gjort sig selv nogen tjenester med programmet, så har han muligvis tjent demokratiet. Det kræver, at udsendelsen afstedkommer en konstruktiv og saglig debat.

Politikernes og journalisternes ansvar

Men rapporter og nye regler kommer ikke nødvendigvis til at ændre det store. I en fri markedsøkonomi kan man ikke forhindre interessenter med store økonomiske interesser i at få deres holdning ud. Og kommunikationsfolk er sat i verden for at fremme andres interesser. Det er deres raison d’être, deres natur.

I sidste ende er det derfor op til politikerne at have deres etiske kompas i orden, og op til journalisterne at have deres kritiske sans skærpet, når de mødes af kommunikationsfolk. Det er politikerne og pressen, der er ansvarlige for, at meningsdannelsen og politikudviklingen foregår på demokratisk vis.