Kræver 100.000 i erstatning for påstand om sort arbejde

Fem års strid om sort arbejde på et plankeværk nåede i dag Københavns Byret. Plankeværket var Naser Khaders og historien om det sorte arbejde blev leveret af Se og Hør (Rettet og opdateret 18:14)

Fem års strid om sort arbejde på et plankeværk nåede i dag Københavns Byret. Plankeværket var Naser Khaders og historien om det sorte arbejde blev leveret af Se og Hør (Rettet og opdateret 18:14)

Er det i orden at skrive, at Naser Khader har betalt "for" sort arbejde efter, at man har dementeret, at han har betalt for arbejdet "med" sorte penge?

Det blev en dyst om formuleringer, da Naser Khader i dag mødte Se og Hør i Københavns byret for at afgøre striden om bladets omtale af den tidligere politikers plankeværk.

Se og Hørs chefredaktør Kim Henningsen og Naser Khader mødtes i døren ind til sal 4:

»Er der forskel på de to ord?« spurgte Naser Khader.

»Ja, det er jo derfor, du selv reagerer,« svarede Kim Henningsen.

Naser Khaders advokat Liv Helth Laursen var tilfreds efter de første timer af retsmødet:

»Jeg synes det går godt. Det er en sjov sag om små ord, og der er ikke kommet noget overraskende frem i dag,« sagde Liv Helth Lauersen til journalisten.dk på vej tilbage fra en kort pause.

Hverken Kim Henningsen eller hans advokat ønsker at udtale sig om sagen.
»Det er en uskik, at udtale sig, mens retten sidder,« sagde Kim Henningsen til journalisten.dk.

Sagen indtil nu

I 2007 skrev Se og Hør, at der var blevet udført sort arbejde "hos" Naser Khader. Den formulering klagede Naser Khader over til Pressenævnet, der dog afviste at udtale kritik.

»Den største fejl jeg begik, det var at henvende mig til det tandløse Pressenævn, jeg skulle have stævnet Se og Hør med det samme,« sagde Naser Khader fra sin plads i vidneskranken.

I 2010 skrev Se og Hør at Khader havde betalt for arbejdet "med" sorte penge. Den påstand bragte Se og Hør senere et dementi af.

Endelig skrev Se og Hør igen i 2011, at Naser Khader havde betalt "for" sort arbejde. Det er denne tredje omtale, som retssagen drejer sig om.

Ikke en bøjet femøre

Liv Helth Lauersen førte omfattende dokumentation for tvisten mellem Khader og Se og Hør helt tilbage til 2007, mens Se og Hørs advokat generelt fattede sig i korthed.

»Faktum i sagen er forholdsvis enkel. Det drejer sig om en notits, der henviser til, at en række håndværkere har arbejdet sort hos Khader, da de var på dagpenge mens de blev betalt af Khader.
Henvisningen til 2007 har egentlig ikke noget med sagen i dag at gøre,« sagde Per Håkon Schmidt.

Fra Khaders side mente man, at hele forløbet er relevant, da sagen har forfulgt ham i årevis og har haft omfattende konsekvenser for hans politiske liv. Det afviste Se og Hørs advokat:

»Khader holder selv gang i historien, når han går ud og siger, "Yes, jeg har fået et dementi fra Se og Hør". Det samme gør sig gældende, når han går med til at deltage i programmet "Hængt ud på forsiden",« sagde Per Håkon Schmidt.

Naser Khader understreger over for journalisten.dk, at grunden til, at han tager sagen op er at få renset sit navn:

 »Det er også derfor jeg bruger mine egne penge på sagen.Hvis jeg ikke havde rent mel i posen, så havde jeg ikke brugt krudt og kræfter på denne her måde. Jeg bliver hele tiden konfronteret med det stadigvæk,« siger Naser Khader.

Naser Khaders advokat Liv Helth Lauersen krævede 100.000 kroner i erstatning, men det krav afviste Kim Henningsens advokat Per Håkon Schmidt. Hvis spørgsmålet om erstatning overhovedet skulle komme på tale burde det maksimalt løbe op i 10.000 kroner, mente Se og Hørs advokat. Særligt sagens omkostninger faldt ham for brystet.

»Angående sagens omkostninger har min kollega fået lavet et ekstrakt (dokumentsamling Red.) med en masse irrelevant indhold. Jeg frabad mig ekstrakten fra min kollega og jeg vil ikke betale så meget som en bøjet femøre for, at hun har taget alle de kopier,« sagde Per Håkon Schmidt.

Der afsiges dom den 18. december.

Rettet: Journalisten.dk havde fejlagtigt skrevet, at Se og Hør har dementeret, at Naser Khader havde betalt "for" sort arbejde og senest skrev, at der var udført sort arbejde "hos" Naser Khader.

Opdateret: Kommentar fra Naser Khader tilføjet.

1 Kommentar

Niels Riis Ebbesen
20. NOVEMBER 2012
Re: Kræver 100.000 i erstatning for påstand om sort arbejde

Naser Khader er ikke lige min kop the, men jeg bryder mig endnu mindre om Se&Hør's metoder, så jeg håber faktisk, at de virkelig bliver dømt til at betale fuldt skrald og sagsomkostningerne.

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen