Konspirations-magasin: Vi er platform for folk, der ikke bliver lyttet til

Et nyt magasin om konspirationsteorier sælges i op mod 1.800 butikker. Drivkraften er en utilfredshed med de traditionelle medier, fortæller chefredaktøren: "Hvis vi skal redde den her verden, så er vi nødt til at formidle den rigtige information ud til folk"

"Vi prøver at genopfinde den gamle måde at lave journalistik på, hvor du sætter dig ned og researcher på et emne. Der kan gå to uger, tre uger, op til et halvt år. Og så skriver du så en artikel."

Sådan lyder det fra Josef Hanji, chefredaktør på det nye magasin Konspiration. Magasinet er kort fortalt fortaler for en række konspirationsteorier.

I seneste nummer af bladet kan man blandt andet læse, at ”penge er verdens største fupnummer”, som der står på forsiden. Og at ”magtens spidser” fra blandt andet CIA og medierne hvert år mødes uden for San Francisco og udfører "drabelige ritualer og tilbeder ugle-guden Molech".

To magasiner er indtil videre sendt på gaden, og magasinet er aktuelt ude i 1.600-1.800 butikker, herunder 7-Eleven og Circle K. Udgiveren er Nexis Media. De første salgstal er ifølge Josef Hanji netop kommet ind fra Ugebladsdistributionen (UBD), der distribuerer magasinet. Han fortæller, at han ikke må videregive de konkrete tal, men siger:

"Det ser ud, som om det kan lade sig gøre at sælge bladet i Danmark. De første tal fra UBD tyder på, at vi har ramt 'break even' – måske også over."

"Vi har brugt Danmark som forsøgsland. Hvis et blad kan sælge i Danmark, så kan det også sælge i andre lande, fordi Danmark er et meget konservativt land med hensyn til bladsalg," forklarer han.

Træt af de traditionelle medier

Josef Hanji fortæller, at drivkraften bag magasinet er en utilfredshed med de traditionelle medier.

"Hvis vi skal redde den her verden, så er vi nødt til at formidle den rigtige information ud til folk," siger han og fortsætter:

"Jeg stoppede med at se fjernsyn, den dag hvor TV 2 brugte fem minutter af et indslag på at fortælle folk, hvordan de kunne spille Scrabble på deres smartphone. Der fik jeg bare nok: Det kan da ikke være rigtigt, at vi skal betale for de her ting, og så får vi bare ævl og bævl og Melodi Grand Prix."

Josef Hanji forklarer også, at han er drevet af en undren over dækningen af terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 – og de efterfølgende krige.

"Tårnene falder sammen på 12-16 sekunder. De er 417 meter høje og rummer 110 etager. Det svarer til, at de næsten skal falde med 10 etager i sekundet. Prøv selv at klappe 110 gange på 12-16 sekunder," siger Josef Hanji, der tidligere har været del el af den internationale 9/11 Truth-bevægelse.

Magasinet Konspiration beskæftiger sig en del med netop denne hændelse.

"Vi kommer ikke med sandheden. Vi kommer med den anden side, som du ikke kan læse om i mainstream-pressen. Der kan du læse, at Osama bin Laden har indrømmet 9-11. Men han har ikke indrømmet det!" vurderer Josef Hanji. 

Skal man stole på en "politisk aktivist"?

Journalisten har anskaffet sig den seneste udgave af Konspiration. Her står der på forsiden: "Penge er verdens største fupnummer". Og i magasinet finder man en seks siders lang gennemgang af bankvæsenets historie, skrevet af en person, der titulerer sig selv som "politisk aktivist".

Hvorfor bør vi stole på en historisk udlægning af en "politisk aktivist"?

"Jeg kender ham. Jeg har selv været politisk aktivist, og jeg vidste, at han ved noget om finanser. Problemet er, at du ikke kan finde folk inde i systemet, der ved de ting, vi ved. For de har ikke researchet det. De tror alle sammen, at Nationalbanken er ejet af Folketinget," hævder Josef Hanji.

Men er "politisk aktivist" en troværdig titel?

"I min verden er det. Jeg kan godt se det, hvor du ser det fra. Men når jeg snakker om en 'politisk aktivist', så mener jeg bare en, der interesserer sig for, hvordan tingene hænger sammen. Han stillede op for Schiller Instituttet ved det sidste folketingsvalg," siger Josef Hanji.

I magasinet finder man også en artikel om tænketanken Project for a New American Century. Skribenten er tituleret som "pastor emeritus" og "tidligere major".

Hvorfor har du ikke sat en historieforsker til at skrive om det emne?

"Kan du finde en historiker, der har skrevet om New American Century? Det er dét, der er problemet," siger Josef Hanji.

Skribenten citerer – så vidt jeg kan se – ikke nogen eksperter i artiklen. Hvorfor ikke? 

"Hvilke eksperter har sat sig ned og kigget på, hvordan banksystemet er bygget op? De fleste arbejder inden for systemet. Det er på samme måde, som da jeg var lærer. Der troede jeg, jeg vidste, hvordan demokratiet hang sammen. Det vidste jeg ikke!"

"Det er ikke journalistik"

I førnævnte artikel om banksystemet står der følgende:

"Vi har et finansielt system i dag, som er til stor fordel for bankerne, men på mange måder en katastrofe for samfundet og den almindelige borger."

Man kan også læse, at "en ændring af penge- og finanssystemet synes at være noget, der burde være gjort for længst."

Det er nogle ret værdiladede bemærkninger fra skribentens side. Hvorfor vælger I dette greb?

"Det, vi har skabt, er en platform for folk, der ikke bliver lyttet til, og som her kan komme af med deres ord. Det er ikke journalistik. Det er deres holdninger. Det er skribentens ord, hans udlægning. Hvis han sendte det her ind til Information eller Politiken, så ville han ikke komme ind. Vi kan ikke komme igennem til pressen. De vil ikke trykke det her," siger Josef Hanji.

"Det her er en platform for folk, der har researchet på de her ting i minimum fem år," bedyrer Josef Hanji.

Han lover dog, at han holder øje med skribenterne.

"Så kommer min kritiske vurdering ind. Du får ikke lov til at trykke hvad som helst," siger han.

Hvor er dokumentationen?

På side 20 i magasinet kan man læse, at "magtens spidser" hvert år mødes i juli måned i et naturskønt område ud for San Francisco og udfører "drabelige ritualer og tilbeder ugle-guden Molech". Man kan også læse, at flere amerikanske præsidenter, industrifyrster, direktører for CIA og ledere af store medier har deltaget.

Hvad bygger I det på?

"Det er en journalist, der har skrevet det. Normalt er det mig, der har skrevet de her ting, men jeg har simpelthen for meget at lave, så jeg prøver at outsource det. Men der er ikke noget forkert i det, hun har skrevet. Jeg ved det, for jeg har selv kigget på det," siger Josef Hanji.

Men hvorfor vælger I at udelade dokumentation?

"Hvis du kigger på litteraturlisten på nettet, kan du, se, at der er over 100 links til bladet."

På Konspiration.nu kan man finde en kildeliste til de fleste af artiklerne, hvis man indtaster en kode, som findes i det fysiske magasin.

Josef Hanji forklarer, at han overvejer at indføre en boks til kilder i bunden af artiklerne i det fysiske magasin.

 

21 Kommentarer

Lars Bjorn
3. MAJ 2017
Det virker helt forrykt, at
Det virker helt forrykt, at at nogle ledere fra hele verden virkeligt deltager i tilbedelsen af en ugle og hvad der fører med - det underlige er at det finder sted - og især at det ikke er noget, der falder den almindelige presse for brystet. Det er forrykt.
Martin Parbst
3. MAJ 2017
Nu er jeg en af dem, som
Nu er jeg en af dem, som læser magasinet og som er taknemmelig for de røster, der fortæller andre historier end dem, vi hører om i mainstream medierne, hvor nogle journalister ukritisk har copy/pasted fra Reuters/ Ritzaus og andre nyhedsstrømme. Når mainstream medierne nu på 16 år bilder befolkningen ind, at den officielle historie om 9/11 er sand, og når de ignorerer, hvad vi alle kan se med egne øjne, når vi kigger op på himlen, at fly sprayer på kryds og tværs. Begrebet hedder Chemtrails, og det ved vi ikke fordi Godaften Danmark har været nysgerrig på det, men fordi selvstændige og kritisk tænkende mennesker gør opmærksom på det bl.a. i Konspiration.

Jeg vil gætte på, at 95-99% af danskerne tror at Nationalbanken er ejet af Danmark. Sådan forholder det sig ikke og det bliver super interessant, når man som borger i Danmark ikke kan blive oplyst, hvem som ejer den.
Thomas Hulstrøm
3. MAJ 2017
Det er godt der er kommet et
Det er godt der er kommet et blad der skriver hvad mainstream ikke tør/vil. Har læst begge numre af Konspiration, og er imponeret over både grundighed, Teknik og den viden og indsigt div forfattere har.
Michael Højgård Hansen
3. MAJ 2017
Jeg husker stadig
Jeg husker stadig overraskelsen dengang jeg troede at jeg havde opdaget 11/9 løgnen før journalister og politikere. Naivt tænkte jeg at der ikke kunne gå lang tid før det uofficielle ville blive officielt. Men at søge en bredere forståelse af et emne, er ikke en prioritet allerøverst på listen for flertallet. De fleste journalister jagter mere forfængelige værdier. Og politikerne er så programmeret og skolet i et bestemt tankesystem, at deres hjerneaktivitet bedst kan sidestilles med en printplade.
Josef Hanji
4. MAJ 2017
Tak til Thomas M. Larsen for
Tak til Thomas M. Larsen for hans artikel, som på trods af den begrænsede tid han havde til rådighed til artikelskrivningen, formåede at få sat fokus på nogle vigtige emner.

Man kan dog undres lidt over, at det er vigtigere at gå op i skribenternes titler end i det indhold de skriver om.

Eksempelvis bruger vi tre artikler i starten af KONSPIRATION #2 på at afsløre hvorrdan banker kan trykke penge ud af den blå luft - hovedrystende information i en verden dybt tynget af gæld, men nej, det er titlen som politisk aktivist der fokuseres på.

Et andet eksempel er omtalen om PNAC, en neokonservativ tænketank med folk som Cheney, Wolfowitch og Rumsfeldt, der allerede året inden 9/11 indtraf, i år 2000, i rapporten Rebuilding Americas Defenses bekendtgjorde, at de ønskede en ny katalyserende begivenhed som et nyt Pearl Harbor, som kunne sparke gang i deres planer. Året efter sad flere af PNACs medlemmer og kunne bestemme, hvad 9/11 skulle bruges til. På mange måder er det noget man burde tabe underkæben over - men nej, igen er det en undren over at man ikke har valgt en historiker som skribent som fremhæves.

Et sted hvor Thomas dog går ind i bevisbyrden, er bl.a. i omtalen af destruktionen af de to WTC tårne d. 11. september. Det ville dog have klædt artiklen hvis han havde nævnt de knap 3.000 arkitekter og ingeniører (i AE911Truth) der også undrer sig over den officielle forklaring om brandfremkaldte sammenbrud, nu når jeg fortalte ham at denne gruppe af fagfolk stort set er blevet igoreret af den danske presse, selv om de har eksisteret siden 2006.

Der graves også dybere i faktaboksen på side 20 om Bohemian Grove, og her må vi tage hatten af, for det har været utrolig svært at få pressen til at skrive om Bohemian Grove i den tid de har eksisteret. Jeg husker selv hvordan deres ritual Cremation of Care, måske er en af de mest hovedrystende ting jeg er stødt på gennem de seneste 10 års undersøgelser af disse emner. Så jeg forstår at Thomas undrer sig, man kan jo dårligt tro det - men for dem så gider at lave researchen, vil de hovedrystende oplysninger i bladet blive bekræftet. Vi opfordrer alle til at bruge vores linksamling på hjemmesiden konspiration.nu

Tak til journalisternes fagforening for at sætte fokus på dette nye medie, vi håber at folk vil tage sig tiden til læse vores blad, for der er bestemt overraskende ting at læse der i, som burde pirre de fleste journalisters nysgerrighed.

Flere