Om godt seks måneder skal de danske forsvarspolitikere vælge, hvilket fly der kan gå hen og blive Danmarks nye kampfly. Det fly, som om 10 år sendes til Libyen, Irak eller andetsteds. Det fly, som skal være vort lands værn mod russiske bombefly de næste 30 år eller mere. 

Indkøbet af nye kampfly til Flyvevåbnet vil formentlig beløbe sig til mellem 20 og 30 milliarder kroner og være den største materielinvestering nogensinde i Forsvarets historie. En sag fyldt med spændende journalistiske vinkler. Både tekniske, erhvervsmæssige og politiske vinkler. Der er kort sagt noget for enhver journalistisk smag.

De tre kandidatfly i den danske konkurrence er vidt forskellige med hver deres fordele og ulemper, som det bliver op til politikerne at vægte. Her handler det ikke blot om flyenes egenskaber, projektrisiko og pris.

Det er nemlig et indkøb med stor betydning for Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik samt forholdet til vores allierede. Om hvem vi vælger at stå med på den internationale scene i årene fremover. Flyene skal bruges i 30 år eller mere, og derfor har det enorm politisk og strategisk betydning, om vi vælger et amerikansk eller et europæisk kampfly. Desuden er der hele spørgsmålet om, hvordan kampfly passer ind i fremtidens danske forsvar. For uanset om vi lander på 20 eller 30 milliarder kroner, så er det en enorm investering, som vil lægge beslag på en meget stor del af forsvarsbudgettet. Endelig så er der den øgede fokus på Arktis og behovet for militær tilstedeværelse i Arktis. 

Ved siden af de politiske aspekter er der erhvervsvinklerne om, hvordan milliardinvesteringen gerne skulle udmønte sig i nye danske arbejdspladser. Om vidt forskellige modkøbskrav til de tre deltagere og om nye regler – mere eller mindre dikteret af EU-Kommissionen.

Så der burde være nok at skrive og fortælle om for de danske medier. Men selv om vi kun er godt et halvt år væk fra en afgørelse, så er mediernes interesse stærkt begrænset. Blandt de større landsdækkende medier er det kun Berlingske, Information og ’P1 Morgen’, der sporadisk har beskæftiget sig med substansen og kandidaterne i konkurrencen. I alle tre tilfælde dog kun som fyldstof i nyhedsfattige ferieperioder.

Hos eksempelvis Politiken har dækningen primært bestået af ledere og klummer og en enkelt video på nettet af avisens forsvarsredaktør, der får en tur på bagsædet i et af de fly, som deltager i den danske konkurrence. 

Når andre medier har kastet sig over emnet, så har det oftest kun været punktnedslag i forbindelse med besøg hos én enkelt af deltagerne i konkurrencen. Ikke noget med systematisk at besøge producenterne i Europa og USA eller blot mødes med dem, når de kommer til København. De opgaver overlades oftest til Ingeniøren og netbaserede nichemedier som krigeren.dk og mit eget nytkampfly.dk, der med skatteyderhatten på gør det, fordi ingen andre medier gør det.

Gennem de næsten syv år jeg har fulgt kampflyindkøbet, har jeg flere gange oplevet de mange myter om udenlandske våbenproducenter og deres arbejdsmetoder, som ligger på rygraden hos rigtig mange journalister. Myter, der har resulteret i, at journalisterne ofte med vold og magt har forsøgt at tegne et billede af kampflysælgerne som lyssky personager, der med assistance fra højtbetalte danske public affairs-folk forsøger at smøre så mange danske politikere, militærpersoner, journalister og andre stakeholdere som muligt. Den fik da heller ikke for lidt i omtalen af et arrangement på Fagfestivalen, hvor lobbyisterne ”ekstraordinært” ville åbne deres værktøjskasser og fortælle om, hvordan man ruller hele ”pr- og public affairs-arsenalet” ud. 

I stedet for at beskæftige sig med substansen er flere journalister hoppet over, hvor gærdet er lavest og har lavet klichéfyldte og ikke just sandfærdige historier om de store skumle våbenproducenter og deres hær af udspekulerede lobbyister. Mest grelt i Jyllands-Posten i november 2013, hvor en uskyldig pressetur til Texas blev vredet helt ud af proportioner og fremstillet som den rene luksusbadeferie. I stedet for at fokusere på flyet og dets strategiske betydning for forholdet mellem Danmark og USA valgte journalisten at fokusere på, hvad vi fik at spise, og at der blev badet i Den Mexicanske Golf. Noget, der i øvrigt var de danske journalisters idé. 

De udenlandske våbenproducenter og deres danske pr- og public affairs-bureauer er ikke mere udspekulerede, end andre virksomheder, interesseorganisationer og lobbyfirmaer er det i deres omgang med politikere, journalister og befolkning. De har bare rigtig mange penge. 

Lad dette derfor være en opfordring til andre journalister om at rette fokus mod substansen i det største materielindkøb i det danske forsvars historie. Et indkøb, der ikke blot handler om militært isenkram. Men som også handler om storpolitik og erhvervsmuligheder. Og som fortjener langt mere journalistisk opmærksomhed, end det får i dag. 

Andreas Krog er journalist og driver nyhedssitet nytkampfly.dk, der beskæftiger sig med indkøbet af nye kampfly og andre større materielindkøb til det danske forsvar. Foto: Privat

Jyllands-Postens indlandsredaktør, Christina Agger, har sendt os denne kommentar:

I forbindelse med den danske stats forestående indkøb af kampfly observerede vi i en periode en meget heftig lobbyvirksomhed fra flere af de store aktører. Vi fandt det derfor betimeligt at sætte fokus på også denne del af kampen om den milliardstore kontrakt. Det er bestemt, mener vi, også i offentlighedens interesse at vide, hvad der foregår bag kulisserne. Det kan naturligvis ikke stå alene, hvorfor vi på Jyllands-Posten også har skrevet andre artikler om det forestående kampfly-indkøb. Blandt andet artikler om, hvorvidt det overhovedet er godt at købe fly for så mange milliarder på nuværende tidspunkt. Om den begrænsede offentlige og politiske debat om emnet. Og om de forskellige flytyper og deres fordele og ulemper. 

Politiken har takket nej til at kommentere.