search

JOURNALIST OG BORGMESTER

86-årige Carl Emil Hansen har i over et kvart århundrede arbejdet for A-pressen. Det var i en periode, hvor det rette politiske engagement var obligatorisk. Senere blev Carl Emil Hansen borgmester og trak sig fra journalistikken. »Men hvis man kunne se en nyhed i en dagsorden, var man jo et stort fjols, hvis man ikke gav den videre,« siger Carl Emil Hansen.

86-årige Carl Emil Hansen har i over et kvart århundrede arbejdet for A-pressen. Det var i en periode, hvor det rette politiske engagement var obligatorisk. Senere blev Carl Emil Hansen borgmester og trak sig fra journalistikken. »Men hvis man kunne se en nyhed i en dagsorden, var man jo et stort fjols, hvis man ikke gav den videre,« siger Carl Emil Hansen.

 

»Jeg blev journalist, fordi jeg kunne spille på trompet«, lyder det spøgefuldt fra den 86-årige Carl Emil Hansen.
Han lever som pensionist i en større lejlighed midt i Nakskov og er stadig aktiv. Således har han blandt andet skrevet en række af sine erindringer ned, og de handler ikke mindst om hans 29 år i A-pressens tjeneste.
Journalistlivet begyndte hjemme i Stubbekøbing, hvor lokalredaktøren på Stubbekøbing Social-Demokrat, Allert Christensen, skulle have en elev.
»Og han var interesseret i at få mig, da jeg allerede dengang var indlemmet i hans lille ensemble, som hver uge musicerede i aviskontoret.«
Ansættelsesudvalget, i hvilket A-pressens øverste, administrative leder deltog, havde en anden prioritering:
»Det eneste, de ville vide, var, om jeg var med i DSU. Og så kunne jeg fortælle, at jeg var formand,« lyder det klukkende.
Det politiske engagement var således obligatorisk, men Carl Emil kom da også fra et klassisk socialdemokratisk miljø. Faderen, Christian Hansen, var fabriksarbejder, og moderen lugede roer, arbejdede på et ægpakkeri fra tid til anden og stod ellers for husførelsen i hjemmet, hvor Carl Emil og hans to søskende voksede op. Faderen var også aktiv i partiforening, fagforening, a-kasse, sygekasse og brugsforening.
Selv har Carl Emil også været politisk engageret hele sit liv, og i årene 1962-85 på fuld tid som borgmester i Nakskov. Men i modsætning til sin lokalredaktør i Stubbekøbing, forlod han avis-arbejdet, da han blev valgt til den politiske post.

Redaktøren betalte lønnen
Tilbage i 1933 fik den 18-årige journalistelev en ret så travl chef. Foruden at passe avis og være borgmester i Stubbekøbing var Allert Christensen agitator, som drog rundt i landsdelen for at hverve nye medlemmer til bevægelsen.
»Og hver fredag begav han sig hen til gasmålerfabrikken for at kræve penge op for avisen. Han fandt det vigtigt at hilse på svendene og styrke dem i deres politiske overbevisning. Så var han jo også sikker på at få avispengene hjem,« fortæller Carl Emil.
Med alle sine gøremål havde Allert Christensen svært ved at få tid til selve skriveriet. Det skabte utilfredshed. Både i den lokale kontrolkomite, som bestyrelserne for A-pressens blade dengang kaldtes, og i ledelsen på Nykøbing Social-Demokraten hvorunder Stubbekøbing-redaktionen hørte. Derfor blev aftalen, at redaktionen skulle udvides med eleven.
»Lønnen – de 40 kroner om ugen – skulle redaktøren selv udrede. Det var der også noget jantelov i. Han fik 120 kroner om ugen som lokalredaktør og et beskedent honorar som byens førstemand. Og det gav misundelse. Jeg synes, det var gement, at han selv skulle betale min løn. Men han var en godmodig mand, som fandt sig i det,« siger Carl Emil.
Efter halvandet år i sin hjemby kom den unge mand til avisens hovedsæde i Nakskov, hvor hans DSU-kammerat, Jacob Grove, var redaktionssekretær.
»Nakskov var en ny verden for en ung fremadstræbende journalistspire. Mellem de fire aviser, vores socialdemokratiske, den konservative, venstre-avisen og den radikale, var konkurrencen hård. Der var ikke overflod af medarbejdere nogen steder. Hos os var der kun Grove og mig,« fortæller Carl Emil.
Carl Emil blev blandt andet sat til at tage sig af foreningsstof, og trods konkurrencen de fire blade imellem, kunne der godt samarbejdes på det felt.
»På almindelige hverdage var der ofte flere møder samme aften, som alle skulle dækkes. Så jeg lavede aftaler med andre journalister, der var i nogenlunde samme situation. Vi udvekslede referater.«

Forvirrede læsere
Med møderne i byrådet forholdt det sig ganske anderledes.
»Byrådet var den store slagmark, og det viste sig i referaterne. Disse var lange, virkelig lange hos alle aviserne. Og når der var store sager, blev de diskuteret flere dage efter,« fortæller Carl Emil.
De fire aviser refererede sagerne i hvert deres politiske lys.
»Hvis borgerne dengang læste alle fire aviser, måtte de blive forvirrede. For det var meget forskelligt, hvad der stod,« konkluderer den tidligere elev.
Carl Emil Hansens redaktør i Nakskov, A.E. Hansen, var også borgmester, og han lå i direkte slagsmål med de konkurrerende aviser.
»Han indlod sig med mellemrum i drabelige fejder med især Venstre-avisen Nakskov Tidende, hvor C.C. Haugner var redaktør. De to havde også været modstandere i byrådssalen, og Haugner havde, uden at skele til kendsgerningerne, gang på gang hængt A. E. Hansen ud for alle de vanskeligheder, Nakskov havde været ude for økonomisk. Når de to havde fejder, lagde de ikke fingre imellem. Halve og hele sider blev fyret af.«
Selv da A.E. Hansen grundet sygdom trak sig som borgmester, var hans redaktørvirke på flere måder præget af, at han selv havde været aktiv politiker og stadig ville sørge for, at Nakskov kunne leve op til prædikatet: »Den rødeste by i det rødeste amt.«
»Nakskov var vist den by i landet, hvor den politiske journalistik levede længst. Selvfølgelig trættede den læserne, men ingen turde sige noget. Heller ikke på møderne i kontrolkomiteerne eller andre steder. Og den gamle redaktør kunne desværre ikke selv se det,« lyder vurderingen fra Carl Emil.

Tyske håndlangere skød kollega
Selv fik han lyst til at prøve kræfter andre steder, og i 1939 søgte han ind ved »bureauet«, Den socialdemokratiske provinspresses korrespondancebureau, hvorfra han et par år efter gik over til selve Social-Demokraten, det landsdækkende blad. Med sig til København bragte han sin kone Erna, DSU-pigen fra Nakskov.
Han arbejdede med vidt forskellige opgaver i løbet af den periode, og på avisen endte han med at blive politisk reporter i 1943.
»Det skyldtes den tragiske kendsgerning, at den hidtidige medarbejder, Sigurd Thomsen, blev skudt ned af tyske håndlangere, da han var på vej hjem. Vi fulgtes i øvrigt ofte ad, da vi boede i samme ende af byen. Den aften var jeg imidlertid ikke med, da jeg lå på hospitalet med en ondartet skarlagensfeber,« husker Carl Emil.
Det var dog noget ejendommeligt at blive politisk medarbejder på et tidspunkt, da rigsdagen var sendt hjem – som følge af begivenhederne i august 1943«, fortæller Carl Emil. I august 1943 ophørte samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt.
Det politiske landsstof var det således småt med frem til maj 1945, hvor befrielsen kom. Til gengæld blev det ret så hektisk den 4. maj om aftenen.

Nej til kommunisterne
Carl Emil skulle ellers hjem til familien, men på vej op ad Sallingvej hørte han frihedsbudskabet fra åbentstående vinduer i kvarteret.
»Forholdsordren lød på, at jeg straks skulle begive mig til Christiansborg, og det skete så med næste sporvogn. Biler fandtes jo så at sige ikke. Der var pludselig kommet liv bag slottets tykke mure. Nu skulle regeringen sammensættes og præsenteres. Det var forud aftalt, at halvdelen skulle være politikere fra Folketinget og halvdelen fra Frihedsbevægelsen. De dukkede så op hos statsminister Vilhelm Buhl, og der var Frode Jacobsen, Arne Sørensen og alle de andre. Adskillige, som man ikke kendte meget til, fordi de jo netop havde levet illegalt. Det var en bevæget aften og nat og en utrolig oplevelse. Men også travl. Næsten ingen søvn,« fortæller Carl Emil.
Efter tiden med censur og utryghed var der igen lukket op for den politiske journalistik, og blandt det, Carl Emil fik skrevet på Social-Demokraten, var et interview med statsminister Vilhelm Buhl.
Det aktuelle emne var det forestående valg 30. oktober og især, hvordan Buhl skønnede, den nye magtfordeling ville blive.
Carl Emil husker stadig en del af interviewet i hovedet:
»Kan det tænkes, at der efter valget dannes en fælles regering af socialdemokrater og kommunister,« lød et af de centrale spørgsmål fra avisens medarbejder.
»Jeg kan ikke se, at grundlaget herfor er til stede«, lød en del af svaret, fortæller Carl Emil.
»Så var det sagt. Det havde ikke været tydeligere tilkendegivet, for det havde trods alt i det efterår været et lidt delikat emne – i fagbevægelsen og såmænd også i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe,« fortæller Carl Emil.
Reporteren brændte efter at få interviewet i avisen, men han måtte bøje sig for, at det først skulle til gennemsyn hos Buhl. I mellemtiden havde partiformanden, Hans Hedtoft, annonceret bruddet med kommunisterne på et møde ude i landet. Der røg Carl Emils solo-nyhed.
»Jeg ærgrede mig. Det med at lave samtaler med koryfæer bliver sjældent det samme som at kunne tale med almindelige dødelige,« konkluderede reporteren.
På det tidspunkt var han begyndt at længes efter selv at kunne bestemme over indholdet i avisen, og han og hans familie ønskede også at forlade København oven på de mørke krigsår.

Til provinsen igen
Allerede samme efterår rykkede de til Silkeborg, hvor Carl Emil var chefredaktør på Silkeborg Social-Demokrat i fire år. Silkeborg var dog heller ikke det ideelle sted, viste det sig. Glad blev han derfor, da stillingen som redaktør for hans gamle lærested i Nakskov blev opslået, og han fik den.
»Bladet, partiet og fagbevægelsen stod stærkt i alle kommuner, og det var som om, Bresemanns og A. E. Hansens ånd stadig svævede over vandene,« siger han.
Selv om han således havde stor respekt for disse to forgængere, satte han sig i spidsen for en modernisering af bladet. Dels på det tekniske område, dels omkring indholdet og selve bladhovedet. De seks titler med »Social-Demokrat« for avisens udgaver skulle udskiftes. Det var upraktisk ved trykningen, og tiden var løbet fra dem.
»Vi valgte et kort neutralt navn. Så kunne der også slås hul på dogmet om, at man kun holdt vores avis, hvis man var overbevist socialdemokrat.
Nogle af de »rigtige« socialdemokrater kritiserede navneskiftet, og ved bladmøder blev der talt om »faneflugt«. Men det tog nu ikke lang tid, inden navnet var slået an,« siger Carl Emil. Fra 1. oktober 1950 hed avisen Ny Dag, og det den eneste gang, avisen udkom på en søndag.
Ny Dag kom under Carl Emils ledelse op på 13.000 i oplag, og som noget usædvanligt i A-pressen var økonomien også god. Han mener selv, avisen havde en åben stil, hvor der blev lagt vægt på at bringe de gode historier.
»Vi havde gode medarbejdere. Om de var socialdemokrater, blandede jeg mig ikke i, men det var typisk nok unge fra socialdemokratiske hjem, vi fik. De vidste jo også, hvad avisen stod for. I øvrigt ansatte jeg ikke selv medarbejderne, det klarede ledelsen i København.«
Som det gjaldt andre steder, skrumpede avis-verdenen efterhånden ind på Lolland-Falster. De stærkeste, der var tilbage, var Ny Dag og Lolland-Falsters Folketidende, Venstre-avisen med base i Nykøbing F. Den fik indpas i Nakskov, efterhånden som de andre aviser faldt fra, og er nu den eneste tilbage i byen. I Carl Emils øjne er den stadig en tilflytter.

Bud efter ham
Carl Emil kunne godt have tilbragt resten af sine arbejdsår med bladarbejde. Til kommunevalget i 1962 var der imidlertid bud efter ham, da Nakskovs mange-årige borgmester, Marius Nielsen, skulle afløses.
En kreds af medlemmer i parti og fagbevægelse opfordrede chefredaktøren til at stille op – på trods af, at han ikke engang var medlem af byrådet. Carl Emil lod sig overtale og blev valgt som byens førstemand. Indeni var han stadig journalist, men de store skriverier var der ikke tid til.
»Men hvis man kunne se en nyhed i en dagsorden, var man jo et stort fjols, hvis man ikke gav den videre. Det var jo fortrinsvist til Ny Dag, men hvis det kunne spores, hvor den kom fra, gav jeg den også til de andre aviser,« afslører Carl Emil.
En kommentar til Ny Dag kunne det også blive til indimellem, men også her uden, at borgmesteren lagde eget navn til.
Da Carl Emil overlod styret i byrådet til sin efterfølger, kastede han sig igen over skrivemaskinen. I tidens løb er det blevet til bøger, pjecer og artikler. I år har han blandt andet fået udgivet et lille mindeskrift »Omkring det hvide bladhus«, hvor han fortæller om sin avis i 1930erne.
Ny Dag lukkede i 1994, men de 93 årgange af Ny Dag er nu tilbage i Nakskov, efter at de var i eksil på Arbejderbevægelsens Arkiv i godt fire år. Carl Emil var med, da avislæsesalen blev åbnet i august.
»Det er godt, at de er tilbage, da vi ikke mere har den daglige avis. Jeg håber, de bliver til stor nytte for befolkningen. Jeg synes også stadig, det var forkert af LO og A-pressen at lukke Ny Dag. Kunne de ikke have valgt en anden løsning,« lyder det fra den gamle redaktør.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen