search

Jørn Mikkelsen om terrorfrygten: »Vi kan aldrig gøre nok. Det er det fortvivlende«

Angsten for nye terrorangreb plager stadig en del af medarbejderne i JP/Politikens Hus. Enkelte kritiserer direkte ledelsen for at gemme sig. Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, mener dog, der er gjort meget. Men indrømmer, han selv godt kan være »en anelse famlende«. (Rettet 13:58.)

Angsten for nye terrorangreb plager stadig en del af medarbejderne i JP/Politikens Hus. Enkelte kritiserer direkte ledelsen for at gemme sig. Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, mener dog, der er gjort meget. Men indrømmer, han selv godt kan være »en anelse famlende«. (Rettet 13:58.)

Kort før nytår sker det igen. JP/Politikens Hus vågner op til nye terrortrusler. Og denne gang er det alvor. Politiet anholder fire personer, angiveligt militante islamister, som bevæbnet med lyddæmpet maskinpistol, skarp ammunition og planer om at dræbe "så mange som muligt" skaber panik på Rådhudsplansen i København.

Situationen er yderst dramatisk. Og angstprovokerende – ligesom den har været alle de foregående gange siden Muhammedtegninger blev tryk for snart seks år siden og gjorde avisen til fast mål for radikaliserede muslimers vrede.

Som chefredaktør for Morgenavisen Jyllands-Posten er Jørn Mikkelsen da heller ikke upåvirket. Og når en stribe medarbejdere i det seneste nummer af fagbladet Journalisten åbent fortæller, hvordan angsten bliver ved med at forfølge dem, så er han ikke overrasket.

»Så bliver man mindet om, at ligegyldigt hvor meget man gør – og vi synes, vi gør meget – så er det aldrig nok. For der vil altid være en utryghed og usikkerhed, og hos nogle ligefrem også en angst, som vi aldrig i den her situation, vi er i nu, kan tage helt fra folk. Derfor bliver det i sidste ende op til den enkelte at afgøre, om vedkommende kan leve med det,« siger Jørn Mikkelsen til Journalisten.dk.

Han har fuld forståelse for, at medarbejderne altid vil tilstræbe at få »den størst mulige garanti« for sikkerhed.

»Men den garanti kan vi ikke give 100 pct. Vi kan give den langt hen ad vejen, men de sidste procenter kan vi ikke give. Derfor bliver det så også i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man kan leve med det – eller ej? Er det, det værd? Vil man det? Og der må den enkelte selv gøre det op i sidste ende«

For enkelte medarbejdere på Jyllands-Posten har omkostningerne dog allerede været for store. Som beskrevet i seneste udgave af Journalisten, så har to timelønnede medarbejdere valgt at sige op med direkte henvisning til sikkerhedssituationen. Andre er så påvirkede, at de er bange for at stå frem. Eller frygter, hvad det kan få af konsekvenser. Og nogle kalder det ligefrem »galimatias« at arbejde på avisen og spørger atter om det overhovedet er det hele værd.

Jørn Mikkelsen vil dog ikke ind i den gamle diskussion om, hvorvidt Muhammed-tegningerne var det hele værd:

»Det er jeg holdt op med at svare på. Det er en futil diskussion. Og det er en diskussion man egentlig ikke kan føre,« siger han og rejser selv spørgsmålet:

»Havde vi gjort det igen, hvis vi havde vidst, at så og så mange mennesker ville være blevet dræt, og at hele den her polarisering og uro ville følge efter? Det kan man ikke give et meningsfyldt svar på. Derfor er jeg holdt op med at svare på det spørgsmål. Jeg prøvede de første par år. Men med princippet om, at menneskeliv går forud for alle andre betragtninger, ville jeg så have kunnet trykke på knappen? Selvfølgelig ville jeg ikke have kunnet det. Men den er umulig. Og jeg må blot konstatere, at vi er havnet, hvor vi er. Der er de og de trusler, som vi må leve med. Omvendt har avisen nogle publicistiske principper, som man må stå ved,« siger Jørn Mikkelsen til Journalisten.dk og tilføjer:

»Så til spørgsmålet om jeg ærgrer mig? Det er jeg også holdt op med. Jeg bruger i stedet krudtet på den aktuelle situation.«

Men man kan jo sige, at Muhammedtegningerne og mediehusets korstog for ytringsfriheden har haft en høj pris for medarbejderne. Nu er det dem, der ikke tør tale?

»Jeg må anholde ordet korstog. Det må jeg afvise og i stedet minde om, at det var et journalistisk projekt. Det har vi så på en eller anden måde fået i nakken igen. Det er en omkostning. Men om vi skulle have ladet være eller ej – det giver ingen mening at tale om seks år efter.«

Men omkostningen er, at det har ramt medarbejderne?

»Det beviser, at det gamle udgangspunkt for at lave projektet med tegninger, at der foregik en intimidering af den offentlige mening, og at ytringsfriheden var under pres, var korrekt. Og den præmis er blevet bekræftet for hver ny attentatplan og hvert nyt mordforsøg lige siden. Og ja, det er en ond logik, at vi nu får den i nakken. Men har det gjort debatten om ytringsfriheden mindre vigtig? Nej – det har det sørme ikke. Men vi er desværre blevet påført nogle ubehagelige omstændigheder.«

Efter fagbladet skrev om medarbejdernes terror-tanker i det seneste nummer har Journalistens redaktion fået yderligere reaktioner fra folk, som føler, at ledelsen ikke altid tager medarbejdernes bekymringer og frygt alvorligt.

Særligt terrorsagen mod Jyllands-Postens redaktion i København den 29. december sidste år kritiseres. Her oplyser en af de medarbejdere, som sagde op, at ledelsens umiddelbare reaktion var for ringe. Ikke nok med at folk var voldsomt rystede og græd. Nyhedschefen forblev på sit kontor. Det samme gjorde ledelsen, hedder det i kritikken. Og der kom først en mail ud til samtlige ansatte dagen efter.

(OPDATERING: JOURNALISTEN.DK er blevet gjort opmærksom på, at ovennævnte kritik ikke passer. I en mail fra Jørn Mikkelsen i dag klokken 13:52, skriver Jørn Mikkelsen til Journalisten.dk: "Det er ikke korrekt, at der ikke blev informeret den 29. december. Koncerndirektør Lars Munch udsendte en orientering til hele JP/Politikens Hus. Efterfølgende orienterede jeg specifikt JP's medarbejdere. – samme dag som afsløringen af attentatplanerne.")

(TILFØJELSE: Jørn Mikkelsen svarede dog i første omgang følgende – før det stod klart, at JP's ledelse faktisk havde informeret alle medarbejdere på selve dagen for terrortruslerne i december 2010. Det enkelte citat har vi valgt at lade stå her:)

»Jamen, det kan jeg ikke kommentere. Jeg mindes det hele, som var det i går. Men hvorfor der ikke blev informeret samme dag, det kan jeg ikke huske,« fortæller Jyllands-Postens chefredaktør og understreger, at mediehuset har en kompliceret informationsstruktur, fordi man ønsker at give samme besked til samtlige ansatte i hele JP/Politikens Hus når den slags sker. Og det gælder både i Viby og på Rådhuspladsen i København.

»Vi har en policy om, at alle koncernens virksomheder skal have samme besked samtidigt. Og det er en fornuftig beslutning, så rygterne ikke bare løber, og så alle er lige informeret. Men hvorfor der ikke lige blev indkaldt til møde der i december, det skal jeg ikke kunne sige.«.

Jørn Mikkelsen lader flere gange forstå, at ledelsen løbende har spørgsmålet om håndteringen af medarbejdernes frygt oppe at vende:

»Gør vi det godt nok? Næppe. Ville vi gerne gøre mere endnu: Ja!,« siger han.

»Men min pointe er blot, at til sidst er der den rest af tvivl, som vi ikke kan tage fra folk. Og der må den enkelte gøre sin situation op. Medarbejderskaren er også meget meget sammensat. For nogle er det ikke så vigtigt. For andre er det meget vigtigt. Og hvor vi retter os mod dem, som er bange og angste. Vi bruger rigtig rigtig meget tid på det. Og det bliver aktualiseret hver eneste gang, der er afsløringer af attentatplaner. Vi har et stående beredskab i ledelsen. Og det er med os hele tiden.«

Men nogle vil måske opfatte dig som en mand af Arnold Scharznegger-stål, der er i stand til at ignorere truslerne og derfor ikke den nemmeste at gå til?

»Det håber jeg ikke er indtrykket. Mit fokus er på medarbejderne.«

Men hvis man nu hører til blandt dem, der let bliver berørt, så er det måske ikke altid man har lyst til at komme til dig?

»Men så kan man jo bruge det fagretlige system med tillidsfolk og anonymitet samt de der institutionaliserede møder, vi har,« siger Jørn Mikkelsen.

Men du kunne jo også vælge en rolle, hvor du gik offensivt hen til den enkelte, som du vidste, følte sig presset eller stresset af tankerne om terror?

»Det er helt klart ledelsens rolle. Og det sker også løbende. Med enkelte medarbejdere, med medarbejderrepræsentanter og tillidsfolk. Men jeg tager også snakken, hvis folk selv kommer. Det er der faktisk folk, som har gjort. Ikke så meget mere. Men det er sket.«

Jørn Mikkelsen peger i øvrigt på, at JP/Politikens Hus både stiller fysisk sikkerhed og psykisk hjælp til rådighed:

»Det kan ingen være i tvivl om. Hverken her eller i Viby. Så er der en psykisk betinget frygt, som langt hen ad vejen er svær at håndtere – både fra ledelsen og medarbejderen – så prøver vi forskellige tilbud på psykologfronten. Og det hjælper sikkert mange, men der vil hele tiden være en rest frygt, man ikke kan fjerne. Og der kan jeg ikke træffe afgørelsen for den enkelte, om man skal sige stop. Det kan jeg ikke blande mig i.«

Jørn Mikkelsen mener i øvrigt, at det er forfejlet, hvis nogen mener, ledelsen ikke tager sikkerhedsaspektet og medarbejdernes bekymringer alvorligt.

»Der må jeg bare sige stilfærdigt: Det er en uretfærdig kritik, at vi ikke skulle tage det alvorligt. Vi kan aldrig gøre nok. Det er det fortvivlende. Og i det vakuum opstår der selvfølgelig de følelser, og det er meget forståeligt.«

Synes du selv, du gør nok?

»Som sagt, vi gør sikkert ikke nok. Men dialogen med medarbejderne er der. Det er et fast tema i samarbejdsudvalget hver måned. Og virksomhedens indre liv er blevet ændret for at optimere informationsstrømmen, og for dermed at være åbne over for, hvad der rør sig blandt medarbejderne.«

Men hvad med dig selv? Er du aldrig i tvivl?

»Jo, jo… jeg kunne sikkert gøre mere. Og jeg må også indrømme, at jeg er en anelse famlende over for, hvordan man nogle gange griber det an.«

Hvor går din egen smertegrænse i det her?

»Den er ikke vigtig. Det, der er vigtigt, er medarbejdernes ve og vel. Og medarbejderne har meget forskellige smertegrænser. Og jeg respekterer dem alle.«

Hvor er det største forbedringspotentiale lige nu?

»Det er både på den fysiske side, hvor vi forbedrer sikkerheden hele tiden. Men også i kommunikationen og den slags situationer fra juledagene, du nu fremhæver. I de tilspidsede situationer kan det nogle gange virke som om, vi ikke altid rammer den optimale form for kommunikation. Og jeg håber aldrig det bliver en rutine eller vane. Vi har været igennem det nogle gange. Og vi har håndteret det bedre nogle gange end andre.«

 

(Rettelse: Vi skrev tidligere i dag, at der ikke blev informeret den 29. december 2010, hvilket medarbejdere på Jyllands-Posten havde oplyst til os. I forbindelse med interviewet med Jørn Mikkelsen var det usikkert, om det reelt forholdt sig sådan. Efterfølgende har Jørn Mikkelsen undersøgt det og kan oplyse, at koncerndirektør Lars Munch udsendte en orientering til hele JP/Politikens Hus den 29. december sidste år. Og efterfølgende orienterede Jørn Mikkelsen JP's medarbejdere – samme dag, som afsløringen af attentatplanerne. Rettelse er tilføjet kl. 13:58)

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen