search

Jødisk og muslimsk radiostation enige: Medier er for ukritiske

Journalisten har mødt redaktører på to franske radiostationer: Den ene er målrettet muslimer, den anden jøder. Begge mener, at medierne øger presset på deres trosfæller efter Charlie Hebdo-angrebet. »Det er ikke, fordi de ønsker at være antijøder eller antimuslimer, men det er sådan det foregår,« siger jødisk nyhedsredaktør

Signerede filmplakater fra 1990’erne og platinplader fra nogle af Frankrigs største rappere pryder det lange gangareal. Musikken fra den igangværende liveudsendelse har sneget sig ud på gangen.

I et af de andre studier sidder den respekterede imam Abdelali Mamoun og forbereder sig til sin eftermiddagsudsendelse, mens en gruppe medarbejdere nyder indholdet fra et par store McDonald’s papirposer i spisestuen.

Vi befinder os på hos radiostationen Beur FM i det sydøstligste Paris en måned efter terrorangrebet, der lammede den franske hovedstad. Beur FM er med sine 200.000 ugentlige lyttere og 20 frekvenser rundt i hele landet en af de mest populære radiostationer blandt muslimer i Frankrig.

Siden de voldsomme begivenheder ramte landet, har Beur FM givet taletid til hundredvis af frustrerede lyttere, der føler, at islamofobien hersker mere end nogensinde før. Det fortæller den 38-årige chefredaktør Abdelkrim Branine.

»Hver uge har vi lyttere, der ringer ind, og som fortæller om deres mor, søster eller kone, der er blevet krænket eller slået, fordi de bærer tørklæde. Efter Charlie Hebdo-angrebet har vi haft lige så mange henvendelser om islamofobi på én måned, som vi havde i hele 2014,« fortæller han med alvor i stemmen.

Han tilføjer:
»Det værste er, at det i dag er blevet hverdag for os.«

Redaktør: Medier dobbelttjekker ikke

Chefredaktøren mener, at medierne er med til at skabe øget mistillid til landets store muslimske befolkning.

»Det største problem i Frankrig er, at islamofobien kommer fra højeste politiske niveau. Når staten kommer med en officiel version eller udmelding, tager medierne den for gode varer uden at gøre deres arbejde og dobbelttjekke informationerne,« lyder det fra Abdelkrim Branine.

Han mener blandt andet, at medierne bruger de samme kilder igen og igen. Det er et problem, for eksempelvis kilder, der taler på franske muslimers vegne i medierne, er ikke nødvendigvis nogle, som alle føler sig enige med, og som taler de forskellige muslimske samfunds sag.

»Dette tillidsforhold er nødt til at blive genopbygget. Som det er lige nu, bygger det på manipulation, løgne og sensationshistorier,« mener Abdelkrim Branine.

»Det her var dråben«

Tilliden til medierne er også et stort diskussionsemne på Radio J, der henvender sig til de cirka 600.000 jøder, der bor i Frankrig. Den jødiske radiokanal så ligesom Beur FM dagens lys i 1980’erne, da den daværende franske præsident François Mitterand liberaliserede FM-båndet.

Radio J deler frekvens med to andre jødiske kanaler, Radio Shalom og RCJ. De ugentlige nyheder og debatprogrammer udsendes fra et stort beboelseskompleks få hundrede meter fra Charlie Hebdos forhenværende lokaler.

I æteren er det først og fremmest frygten for antisemitisme i det franske samfund, der har kapret store dele af sendefladen oven på januar måneds terrorhandlinger, fortæller nyhedsredaktør Michel Zerbib.

»I 15 år har vi advaret om, at antisemitismen vokser i Frankrig, og lige nu oplever vi den på sit allerhøjeste niveau,« fortæller han.

Det er især snakken om at udføre "Aliyah" – en betegnelse for jødernes indvandring til Israel for at bosætte sig – der er blusset op.

»Jøderne i Frankrig stiller sig ikke længere spørgsmålet, om de vil rejse til Israel, men hvornår. Oven på de seneste mange års begivenheder har det her uden tvivl været dråben,« lyder det fra den 50-årige nyhedsredaktør.

Angrebet kan øge journalisternes bevidsthed om deres ansvar

Michel Zerbib vil ikke udråbe medierne som den eneste syndebuk, der er med til at øge antisemitismen i den franske befolkning. Men han mener, at de har et kæmpestort ansvar, når det kommer til den måde, de beskriver virkeligheden på.

Han er enig med sin kollega fra Beur FM om, at medierne i større grad rammer forkert i deres beskrivelser af virkeligheden.

»Journalisterne læser en artikel fra AFP (fransk nyhedsbureau, red.), som allerede er en dårlig artikel, og den gør de til deres bibel. Fra det øjeblik er de overbevidste om, at de siger sandheden. Det er ikke, fordi de ønsker at være antijøder eller antimuslimer, men det er sådan det foregår,« mener Michel Zerbib.

»Det handler ikke om at give et godt billede af jøderne eller et godt billede af muslimerne. Det handler om at give det rigtige billede,« tilføjer han.

Michel Zerbib håber, at terrorangrebet måske kan være med til at gøre journalisterne mere opmærksomme på det ansvar, der hviler på deres skuldre.

»Til tider gør de deres arbejde godt, men til tider laver de også alvorlige fejl.  Det er først og fremmest på tide, at medierne holder op med at have én historie i hovedet, og så klistrer den på virkeligheden,« lyder opfordringen.

Kommentarer
1
Jan August Hillers
13.02.15 08:05
Ingen tvivl om, at medierne
Ingen tvivl om, at medierne også her vælger de lette løsninger. Men er det ikke en nærmest umulig opgave at give det rigtige billede, når der er så mange forskellige jøder og muslimer. Det bliver derfor ofte til at det bliver tilgængelige eller aktive talsmænd, der kommer til orde. I Danmark er det typisk rabiate muslimer og rabiate antimuslimer. Mosaisk Trossamfund bruges som talsmænd for jøderne, men de repræsenterer vistnok kun en fjerdedel. På mange måder havde det været bedre at insistere på at få Dansk Zionistforbund på banen. Det er ikke fordi jeg savner zionister i medierne. Nærmere tværtimod. Men det ville da være et stort skridt mod "sandheden" i højere grad at få hørt og konfronteret de holdninger, der mere end andet skaber den tiltagende antisemitisme mod jøder.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen