»Jeg er ingen tæppetisser og skider ikke på fortov eller græsplæner, hvor folks børn leger.«

HUNDELIV. Storbritannien forbød i 2005 rævejagt efter vild diskussion, som danske medier refererede med hovedrysten – halsende hunde i sporet på dødsdømte ræve forekom at være et barbarisk levn fra britisk overklassefortid.

Men de samme medier sætter gerne lighedstegn mellem journaliststanden og Canis lupus familiaris.
Sjældent gælder sammenligningen 'førerhunden', selv om den er entydigt nyttig. Meget få ser sig selv (snarere konkurrenten …) som 'skødehund'. Oftere fremhæves 'sporhunden', der snuser sig frem til flygtede forbrydere eller forkomne børn i halmstakke på vinterkolde marker. 

Endnu oftere omtales journalister som 'jagthunde'. De støver bytte op og glammer, indtil nogen skyder kræet, eller finder anskudt vildt, så det kan få nådestødet, og jeg kan godt se det: Næsen i sporet, og Caro og Trofast tonser deruda' med hævet kuglepen og skjult kamera.

Men det er først og fremmest 'vagthunden', som redaktøren og den ærgerrige reporter identificerer sig med.  
Må jeg ikke nok være fri for det hele!

Jeg har ikke tænkt mig – nu eller nogensinde – at leve et hundeliv. Jeg har ikke bedende hundeøjne i embeds medfør. Mit savl driver ikke pavlovsk ved synet af en journalistisk lækkerbid i en fremstrakt hånd. Jeg er ingen tæppetisser og skider ikke på fortov eller græsplæner, hvor folks børn leger, mens andre ligger og tager solbad.

Mine forældre afrettede mig ikke, men opdrog mig til at tænke – succesen kan diskuteres, men kriteriet var ikke, at jeg skulle klistre mig til deres ben ved et "På plads!" eller ryge på røven ved ordren "Sit!". 

Men gudhjælpemig, om ikke fremtrædende fagfæller synes, at jeg skal opfatte det som en hæder at blive kaldt en hund!
I et civiliseret samfund har alle hunde en ejer – kælent benævnt 'far', 'mor' eller 'dens menneske'. Det er godt, for 'Canis' er rovdyr og bør ikke fræse rundt på egen pote, uafrettet og befængt med lopper og rabies.

'Far', 'mor' og 'menneske' avler og afretter bror Canis til skødehund, førerhund, vagthund, jagthund, eller hvad den nu skal være. På 'menneskets' ordre vil hunden jage, tage stand, holde fast. Typisk vil en vagthund være i snor, lænke eller bag hegn, og en jagthund i felten gør kun, hvad den har fået besked på, hvis den er sin herre en god hjælper. 

Hvem har fundet på at sammenligne tænkende, reflekterende, ansvarsbevidste, selvstændige og veluddannede medlemmer af dyrefamilien 'homo sapiens' med Canis lupus familiaris? Hvem så først danske journalister som velafrettede, logrende husdyr, der forvandler sig til savlende, halvt hjernedøde flokdyr i blodrus, så snart de får fært og slippes løs af lænke og mundkurv? 

Var det (virkelig?!) os selv?

– Kate Bluhme, journalist på Ekstra Bladet