Journalister bliver beskyldt for at være overfladiske og poppede. Men uanset om journalister arbejder på en nyhedsredaktion, magasin eller ugeblad, mener 95 procent, at journalister skal være vagthunde, viser ny stor undersøgelse.
Det er én lang mentalorgasme at lave afslørende journalistik, der sætter dagsordenen og sælger for millioner af kroner aviser.«
Jakob Priess kender til yderpunkterne i mediebranchen. Som nyuddannet journalist var han med til at vinde Cavling-prisen med Brixtofte-sagen. Siden smækkede han med døren og forlod B.T. for at skrive om poker og gambling. I dag er han webredaktør på Canal Digital. Han fortryder ikke, at han sagde farvel til vagthundejournalistikken. Men han kan godt savne suset.
»Nogle gange kan jeg godt mærke, at den indre Sherlock Holmes sidder derinde og skriger på opmærksomhed,« siger han..
Gå ind på snart sagt enhver redaktion eller freelance-kontorfælleskab, og du vil med sikkerhed møde journalister, der mener, at fagets vigtigste opgave er at lave undersøgende og afslørende vagthundejournalistik. Og helst vælte en folkevalgt, som Jakob Priess gjorde med Brixtofte. Det viser en ny ph.d.-afhandling skrevet af Morten Skovsgaard fra Syddansk Universitet. Han har spurgt 2.000 danske journalister i DJ om deres normer og værdier. Og 95 procent mener, at det allervigtigste for journalister er at bide magthaverne i haserne og undersøge påstande og udsagn fra de folkevalgte.
»Rollen som vagthund fylder meget i journalisternes selvforståelse på tværs af alle medier.
Selv om det er lettere at praktisere på et nyhedsmedie end andre steder, har de fleste journalister den samme opfattelse af, hvordan de bør optræde,« siger Morten Skovsgaard fra SDU.
»Det er måske ikke det samme som 'Operation X', men for vores læsere er det lige så vigtigt, at deres børn for eksempel har en sikker skolevej.« – Anja Berth, Vesterbro Bladet – foto: Gitte Sofie Hansen
Helt i top ligger idealet om at stille ministre i regeringen til regnskab, viser undersøgelsen. Men mindre kan også gøre det, fortæller journalist Anja Berth fra ugeavisen Vesterbro Bladet, der hører under Berlingske Media. Hun siger, at hun jævnligt udlever sin indre vagthund.
»Det er måske ikke det samme som 'Operation X', men for vores læsere er det lige så vigtigt, at deres børn for eksempel har en sikker skolevej.«
Hun nyder adrenalinsuset, når hun ringer til en af de københavnske politikeres pressemedarbejdere – og politikeren ringer tilbage et minut efter.
»Så ved jeg, at jeg har fat i en vigtig sag.«
Undersøgelsen fra SDU dokumenterer for første gang, hvilke professionelle normer og værdier journalister tillægger størst betydning. Ud over vagthunderollen er det vigtigt, at journalistikken er tilstræbt objektiv og afbalanceret. Udsagnet "God journalistik repræsenterer alle sider i en sag fair og stiller kritiske spørgsmål til alle parter" kommer på en skala fra 0 til 6 helt op på vurderingen 5,2. Eller som Søren Vestergaard Nielsen, der er selvstændig videojournalist med
Festergaardfilm siger:
»Jeg drømmer om en dag at lave mere vagthundejournalistik, hvor det ikke kun er regering og politikere, der er målskive, men ulige magtrelationer og manglende gennemsigtighed i det hele taget,« siger Søren Vestergaard Nielsen, der for tiden mest løser kommunikationsopgaver.
Han har stor respekt for vagthundejournalister. Bare vagthunden ikke mister besindelsen.
»Jeg bryder mig ikke om den type kampagnejournalistik, hvor journalisters brændende ønske om at fremstå som bidske vagthunde overskygger nuancer og lødighed.«
Vagthunden er vigtigst
Danske journalister mener, at den allervigtigste rolle for journalister er vagthunden – at undersøge udsagn fra regeringen, være djævlens advokat over for de folkevalgte og være borgernes repræsentanter. Det er langt vigtigere end at komme først med sin historie eller ramme en bred målgruppe. I alt mener 95 procent, at vagthunderollen er ”vigtig” eller ”ekstremt vigtig”.
SDU-undersøgelsen viser, at selv om journalist ikke er en beskyttet titel, og alle enhver i princippet kan gå ind i mediebranchen, så er journalister som gruppe ekstremt homogen. Idealerne om at være offentlighedens kritiske repræsentant er ofte tårnhøje, men de færreste har mulighed for at udleve dem i fuld skala.
For eksempel oplyser journalisterne, at væsentlighed ideelt set er så vigtigt, at det på en skala fra 0 til 4 burde ligge på 3,28. Men i virkelighedens verden, erkender journalisterne, ligger den nede på 2,62 – og dermed lavere end sensationskriteriet. Journalisterne tilskriver selv forskellen mediebranchens arbejdsbetingelser.
Det paradoksale er imidlertid, at journalisterne har gode muligheder for selv at vælge, hvad de vil beskæftige sig med. Især på dagbladene kan over halvdelen selv bestemme historie, vinkel og kilder. Men de kan ikke bestemme, hvor lang tid de har til at lave historien. Det gør chefen. Og netop tid er ifølge undersøgelsen den største stressfaktor for de fleste journalister.
En af branchens vaskeægte vagthunde, Adam Dyrvig Tatt fra 'Operation X', kan godt nikke genkendende til, at mange journalister ikke har tiden til at folde sig ud som vagthunde. Det gælder også nyhedsjournalisterne på de store medier, der burde kunne lave vagthundejournalistik af højeste karat.
»Når jeg taler med journalister på andre medier, kan jeg godt mærke, at der er en forskel. De holder fri, når de har lavet deres historie, og deres medier giver dem ikke pladsen og tiden, fordi historien skal passes ind i et to minutters tv-indslag eller en kort nyhedsartikel,« siger Adam Dyrvig Tatt, der i perioder arbejder op til 60-70 timer om ugen.
Mens han stadig var i praktik på Bastard Film, lavede han de skjulte optagelser på handicapinstitutionen Strandvænget. I dag er han på 'Operation X' og har blandt andet lavet programmer om forholdene på danske minkfarme og senest om overpriser for høreapparater. Han mener, at flere journalister ville lave vagthundejournalistik, hvis der var flere serielle dokumentarprogrammer som 'Operation X', der sendes hver anden uge.
»Mens 'Basta' og 'Kontant' laver afslørende forbrugerjournalistik, så er 'Operation X' det eneste program, der har kræfterne til at dykke ned i en enkelt sag. Hvis der var flere af den slags programmer, tror jeg, at der ville være journalister til at løfte opgaven.«
Ifølge Morten Skovsgaard fra SDU appellerer idealet om vagthunden lige meget til journalister i alle aldre. Men for de fleste journalister, Journalisten har talt med til denne artikel, er antallet af vagthundeartikler ikke ligefrem stigende. Tvært-imod skal man i flere tilfælde tilbage til praktiktiden for at finde de seneste eksempler. Begrundelserne er, at journalisterne har stiftet familie og ikke har tid. Måske arbejder man et sted, der ikke laver kritisk journalistik.
Niels Christian Frederiksen er fodboldkommentator på Canal9 og Canal+ og har en fortid på Politiken og dagbladet Dagen. Han er i dag lidt usikker på, om han stadig har vagthunden i sig.
»Jeg må med skam sige, at det ikke er noget, jeg har gjort så meget i siden min praktiktid. Muligvis er jeg efter alle disse herrens år i underholdningsbranchen mere blevet til en cirkushest.«
Han mener fortsat, at kritisk journalistik er journalistikkens vigtigste opgave overhovedet.
»Men den kan ikke stå alene, lige så lidt som man kan vinde VM i fodbold med 11 Michael Laudrupper på holdet,« siger Niels Christian Frederiksen og henviser til, at læserne, seerne og lytterne ofte efterspørger alt muligt andet end vagthundejournalistik.
»Hvordan forklarer vi ellers, at letbenede programmer som 'Vild med Dans', 'De Unge Mødre' og 'Paradise Hotel' har en så enorm tiltrækningskraft i disse år?«
Hvad påvirker dit arbejde?:
Mangel på tid har størst indflydelse på journalisters arbejde – og de hårdest ramte er medarbejderne på web og de elektroniske medier. Tidspres påvirker betydeligt mere end pres fra kilder og annoncører. Tallene viser også, at web-journalister er mere påvirket af kliktal, end tv-journalister er af seertal.
Især freelancerne oplever i SDU-undersøgelsen, at der er stor forskel på vagthundeidealerne og virkelighedens kontakt med kunderne, hvor det sensationelle fylder mest. For medierne kan forklaringen være, at det kan være en dyr omgang at sætte freelancere til at lave noget journalistik, som måske ikke bliver til noget. Så hellere satse på noget sikkert.
»Fra min kontorstol som freelancer er det svært at sælge ideen om, at jeg vil bruge tre uger på at søge aktindsigt og grave mig ned i længere tid. Jeg tror, medierne gerne vil have afslørende journalistik, men det handler også om økonomi, og at de skal have en avis eller et blad på gaden,« siger freelancer Thomas Brunstrøm, der "ligesom alle andre idealistiske unge" søgte ind på Journalisthøjskolen for at lave vagthundejournalistik.
I dag freelancer han blandt andre for Where2Go, Politiken og DJ's kommunikationsblad, Magasin K. Han siger, at han i den perfekte verden gerne ville lave afslørende forsider og skægge bagsider samme dag. Men når det kommer til stykket, har han ikke tålmodigheden til at kaste sig over store undersøgende projekter.
»Faktisk kan jeg bedst lide at lave portrætter, features og andre ikke særligt vagthundeagtige ting og gå videre med noget nyt næste dag. Men det synes jeg ikke er at gå på kompromis – en avis ville jo også være underlig uden baggrundsartikler og kulturstof.«
Jakob Priess var med til at vinde Cavling-prisen på B.T. med Brixtofte-sagen. I dag er han webredaktør.
»Det er godt, at journalister engagerer sig i omverdenen, men faktum er, at de færreste journalister arbejder som vagthunde,« siger han. – foto: Gitte Sofie Hansen
På B.T. gik Jakob Priess efter Brixtofte-sagen på jagt efter en ny skandale.
»Når man har været med i en så stor sag, er det svært at skrive en note om Britney Spears,« fortæller han.
I stedet ledte han efter noget endnu større og vildere.
»Det var slidsomt. Jeg løb efter en masse spøgelser og luftkasteller, der ikke var noget i,« siger Jakob Priess, der til sidst vendte den undersøgende journalistik ryggen for at lave noget, han syntes var sjovere – han startede et nyt pokermagasin.
Når så mange journalister hylder rollen som vagthund, handler det ifølge Jakob Priess om, at vi godt kan lide at tegne det billede af os selv.
»Vi kan godt lide at se os som vigtige. Vi vil gerne holde statsmagten i ørerne. Vi går rundt og bekræfter hinanden i, at hvis det ikke var for os, ville alle rende rundt og snyde og svindle. Vi elsker, når en skurk bliver fældet på tv med skjult kamera,« siger han.
Men når han ser på mediebilledet, har han svært ved at se, at der ligger stærke vagthunde-idealer bag.
»Det er godt, at journalister engagerer sig i omverdenen, men faktum er, at de færreste journalister arbejder som vagthunde. Så det er at blæse ballonen lidt for hårdt op, når næsten alle journalister siger, at deres allervigtigste opgave er at vælte regeringer.« •
Ph.d.-afhandlingen "The Danish Journalist" er skrevet af Morten Skovsgaard og handler om journalisters normer og værdier. Den er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 journalister i DJ i sommeren 2009. Besvarelserne kommer til at indgå i en fremtidig international sammenligning af journalister på tværs af landegrænser.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er rart at læse om alle dem der forsvare og oplyser om overgreb af den ene eller anden art.
Internettet er nu truet af magthaverne, fordi magthaverne ønsker at vedtage love der gør det muligt at lukke hjemmesider ned, bare ved mistanken om krænkelser af ophavsretten.
Håber at vores grundlov har mere vægt end politikernes lede private hjemmesider.
Nu er sandheden jo også den at ethvert forsøg på at agere Vagthund saboteres på alle fronter, beskæringer i adgangen til aktindsigt og specielt det nye radiosystem SINE som udelukker ethvert "kig-over-skulderen" på politi, brand og redning.
Fremtiden består af oplæsning af politirapporten dagen efter - og kun det som politiet mener journalisterne bør vide !
Fremadrettet vil vi se sager som politiet benægter da vi ingen mulighed har for at få et eneste pip om noget fra sagerne før længe efter når afspærringen er rullet sammen og alle er kørt deres vej.....
Det da fint journalister selv syntes vagthunden er vigtigs - men det er vist efterhåndeb kun en håndfuld journalister som i virkeligheden tager det alvorligt. Langt størstedelen af nyhederne i dag er mikrofonholderi, lettere omskrevede pressemeddelser, 'fladskærm-guides' alternativ-behandling og ligegyldig gossip.
Kristian Hansen
Så vent til du læser bogen om Derain-sagen.
Det er en alvorlig historie lanceret af en bidsk vagthund.
Men desværre er der nok ikke mange journalister, som fatter alvoren i den sag.
Hidtil ikke, i hvert fald.
vh
pjm
www.kunstnyt.dk – hvis du vil vide mere
Det da fint journalister selv syntes vagthunden er vigtigs - men det er vist efterhåndeb kun en håndfuld journalister som i virkeligheden tager det alvorligt. Langt størstedelen af nyhederne i dag er mikrofonholderi, lettere omskrevede pressemeddelser, 'fladskærm-guides' alternativ-behandling og ligegyldig gossip.