search

»Jeg er helt vild med …«

Det er helt almindeligt at være skør med et fodboldhold, når du er sportsjournalist. En fireårig dansk dreng render for eksempel rundt og hedder Ubaldo. Fordi hans far altid har elsket Argentinas fodboldlandshold

Andreas Kraul
Fodboldkommentator på DR og Tottenham-fan

Tottenham har været mit hold, siden jeg som niårig begyndte at se fodbold i fjernsynet. Jeg var meget fast seer af Sportslørdag. Jeg havde lørdagsslik, præcis som børn i dag har til Disney-sjov om fredagen, og så fik jeg lov at lave 10 rækker på tipskuponen. Hvorfor det lige blev Tottenham, fortaber sig lidt. Måske var det noget med de hvide trøjer.

Den største oplevelse, jeg har haft med Tottenham, var sammen med min nyligt afdøde kollega Jens Jørgen Brinch. Jeg boede i London i en periode efter gymnasiet. Så skrev jeg til Brinch, at jeg var en knægt, der interesserede mig enormt meget for fodbold og drømte om at blive sportsjournalist – om han ikke kunne tage mig med til en tipskamp? Han skrev så tilbage, at han skulle på White Heart Lane den og den dag, og vi kunne bare mødes i hotellobbyen. Det er noget, der har betydet rigtig meget i mit liv. Dels at han tog sig tiden og jeg fik lov at sidde med ham der på stadion, dels at det var White Heart Lane. Ingen tvivl om, at dér blev lagt en kim til min karriere som sportsjournalist.

For mig er det at se Tottenham lidt et frirum i forhold til mit arbejde. Som fodboldkommentator bliver man altid beskyldt for at holde med et hold. Det kan være de mest mærkelige beskyldninger, man får. Især om de store hold – FCK og Brøndby. Sandheden er, at man som sportsjournalist har utroligt svært ved at bevare entusiasmen for et enkelt hold. For fascinationen forsvinder. Når jeg dækker Superligaen og landsholdet, bruger jeg meget tid med spillere, trænere og ledere. Og så bliver det mennesker. På den måde forsvinder idol-relationen og bliver en almindelig arbejdsrelation.

Tottenham har ikke rigtig vundet noget i den periode, jeg har fulgt dem. Måske en enkelt FA-cup eller en Liga-cup.  Men jeg har en del kammerater, der holder med Tottenham, og så mødes vi måske på en pub af og til og ser dem spille. Tottenham er jo lidt i den halvkuriøse afdeling, så det er ligesom ok, at jeg som journalist holder med dem. Det er heller ikke sådan, at min dag bliver ødelagt, hvis de taber en kamp. Eller som da jeg var 13 år og ikke kunne sove af bar nervøsitet, når Danmark skulle spille en kvalifikationskamp.


Jan Schouby
Sportsredaktør på Aarhus Stiftstidende og AGF-fan

På et tidspunkt var der et diskussionspunkt på et debatforum for fans, der havde titlen: ”Hvem holder Schouby egentlig med?” Faktum er, at jeg holder rigtig meget med AGF, og jeg håber, de vinder hver eneste kamp. Selvfølgelig fordi vi sælger flere aviser, når AGF vinder, men primært fordi AGF er min klub og har været det, lige siden jeg selv spillede på Fredensvang.

Jeg spillede selv fodbold i AGF, fra jeg var 13, til jeg var 22. Som senior trænede jeg med førsteholdet, men jeg var ikke i nærheden af at blive udtaget. Jeg kunne nemlig ikke løbe fra en pølsevogn op ad bakke. Så smadrede jeg knæet, og det passede meget godt med, at jeg skulle starte på DJH. Bagefter blev jeg ansat på Stiften, hvor jeg først dækkede lokalsport og siden 1996 håndbold og fodbold, med størst fokus på AGF.

Det sportslige højdepunkt for klubben var mesterskabet i 1986. Da havde de sgu et fremragende hold med suverænt dygtige spillere som Jan Bartram, John Stampe og Troels Rasmussen. Men i den tid jeg har dækket AGF, har der været skræmmende få lyspunkter og til gengæld en perlerække af nedture med to nedrykninger til første division som lavpunkterne.

Alligevel sker der noget positivt med en klub og et hold, når de møder så meget modvind. Man rykker sammen. Man snakker om, hvorvidt de bedste fans er i Brøndby eller FCK. Men de bedste fans er i Aarhus. De har været vidne til den ene skandale efter den anden i årevis. Og de står der endnu. For AGF er byens hold.

I starten var det ikke så let at skulle skrive om klubben, når der var modgang. Jeg er jo samme årgang som for eksempel Stig Tøfting og Claus Thomsen, og det kan godt være lidt svært at give 03 til nogle personer, man omgås halvprivat. Men jeg har altid stået ude på træningsbanen dagen efter en kamp – også når jeg har givet dem dårlige karakterer eller afsløret en skandale.

Udgangspunktet er, at vi skriver alt, der har relevans for fodbolden. Også når Stig Tøfting kommer op at slås med nogle klubkammerater til en julefrokost. Han syntes ikke, jeg skulle skrive det, for han vidste, at han ville blive fyret. Men jeg lader ikke være at skrive ting, selv om de gør ondt på AGF. Især ikke efter at klubben er blevet en kommerciel forretning.

Spillerne er nogle gange dem, der har lettest ved at acceptere det, jeg skriver. Aarhus Stiftstidende er jo mediepartnere med klubben. Så vores marketingafdeling har flere gange været inde og sige: »Nu hvor vi skal til at forhandle vores aftale, kunne du måske lige holde igen med at svine dem til.« Jeg synes, mange kolleger i lokalpressen er alt for lidt kritiske og giver for lidt modspil. For mange bliver fedtet ind i deres klubber, så de ikke tør skrive de negative historier. Naturligvis skal de bakke op, men det er forkert at tro, at man gør klubben en tjeneste ved aldrig at kritisere den.

Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke kan spille med i en old boys-kamp for klubben, men der går min grænse – jeg kan ikke være medlem af klubben, når jeg skal dække den. Du vil heller ikke se mig stå i fanafsnittet og råbe og skrige, når AGF scorer. Omvendt giver det ikke mening at sige, at jeg ikke holder med AGF, når jeg nu har skrevet om dem i 16 år.

– »I den tid jeg har dækket AGF, har det været en perlerække af nedture med to nedrykninger til første division.« – foto: Lærke Posselt


Niels Christian Frederiksen
Fodboldkommentator på Canal 9 og Argentina-fan

Min passion for Argentinas landshold startede, da jeg som otteårig så VM i 1978 i fjernsynet, hvor Argentina vandt på hjemmebane. Dengang havde de spillere som Mario Kempes, Daniel Passarella og Leopoldo Luque. I målet havde de Ubaldo Fillol, som stod helt fantastisk.

Min fireårige søn hedder faktisk Ubaldo til mellemnavn. Laurids Ubaldo Frederiksen. Der er mange, der spørger, om det ikke var svært at få konen med på den, men det var det ikke. Det var nærmere nede i kirken, at de skulle overbevises om, at det kan man godt hedde.

Det er underligt, at jeg holder med et land i stedet for en klub, men jeg er helt vild med landsholdsfodbold. Det må være en ting fra min barndom. Det lyder helt åndssvagt, at det betyder så meget, men når et VM er ved at være slut, tænker jeg: Hvor mange VM mon jeg når at se, før jeg går bort? Verdensmesterskaberne er pejlemærker i mit liv.

Jeg har været i Argentina fire gange. Det er helt specielt at være der. Der er en særlig melankoli og kulturel stemning. Det er ikke karnevalsagtigt som i Brasilien, men mere dystert. Hårene rejser sig, når man kommer ind på Estadio Monumental, deres nationalstadion.

Jeg har fulgt med i argentinsk fodbold, lige siden jeg var barn. Både landsholdet, men også klubfodbolden. På journalisthøjskolen skrev jeg speciale om, hvordan argentinerne ser på fodbolden. Det var nærmest et antropologisk studie.

I 2005 skulle jeg derover, hvor jeg både skulle skrive for Tipsbladet og kommentere Argentina-Brasilien for Viasat. Dagen før kampen tog jeg ud og så Brasilien træne. Jeg havde taget min Argentina-trøje på. Både argentinerne og brasilianerne syntes, at jeg havde meget store nosser sådan at troppe op i modstanderens trøje. Så jeg blev interviewet af både brasilianske og argentinske medier.

Nogle år senere skrev avisen La Nación i en leder, at Argentinas største fan bor i Danmark. Jeg har stadig avisudklippet derhjemme. De beskrev i lederen, at jeg hejser det argentinske flag på min balkon, når Argentina spiller. Det gør jeg stadig. Når Argentina spiller, tager vi alle sammen Argentina-trøjer på hjemme hos mig. Da min datter blev student, smykkede vi hele huset ind i lyseblåt og hvidt.

Jeg har kommenteret Argentinas kampe fire eller fem gange, og det er slet ikke svært. Så tager jeg den professionelle kasket på. Der har ikke været klager over det, og jeg mener godt, at jeg kan håndtere det. Når jeg kommenterer Brøndby mod FCK, så får vi 100 klager. 50 mener, at jeg er Brøndby-fan, og 50 mener, at jeg er FCK-fan.

Jeg synes, at man skal lægge det klart ud, hvem man holder med. Carsten Werge er Frem-fan, og han gør en dyd ud af at fortælle det. Det anerkender folk.


Arnela Muminović
Viborg- og Bayern München-fan. Tidligere journalistpraktikant på Viasat Sport/TV 3 Sport. Nu 7. semester på DMJX

Jeg bliver sur, når de taber, og glad, når de vinder. Jeg er fra Viborg, og jeg har set dem spille, siden jeg var 10 år gammel. Hvis jeg ikke havde penge til at se dem, stillede jeg mig op på taget ved hallen ved siden af, så jeg kunne kigge ind på stadion.

Min kærlighed til Viborg har ikke så meget med deres spillestil at gøre. Når de går på banen, får jeg en hjemlig følelse, når jeg ser klublogoet og de grønne farver, også selv om det ikke er de samme spillere, som dengang jeg begyndte at holde med dem. Dengang hed de lokale helte Heine Fernandez, Hans Eklund og Jacob Glerup.

Viborg er lige rykket op i Superligaen igen, men før det lå de og rodede rundt i første division. Da var det ikke så sjovt at holde med Viborg, men man kan ikke styre sine følelser, når det kommer til fodbold.
Jeg begyndte også at holde med Bayern München som barn. Selvfølgelig fordi de vandt meget. Men jeg begyndte også at holde med dem på grund af spilleren Hasan Salihamidžić, der ligesom jeg selv er fra Bosnien. Men der er ingen tvivl om, at jeg ville holde med Viborg, hvis de to hold skulle møde hinanden.

Jeg har altid selv spillet fodbold, så det er nok derfor, jeg går så meget op i det. Som kvindelig sportsjournalist har jeg ikke oplevet nogen grove fordomme fra de mandlige sportsjournalister, men jeg har da oplevet, at flere af dem er blevet lidt overraskede over, at jeg ved så meget.

Da jeg var på TV3 Sport, var jeg flere gange med til at dække Viborgs kampe. Jeg syntes bare, at det gav mig en fordel, at jeg vidste så meget om klubben. Så kunne jeg stille nogle spørgsmål, som jeg nok ikke havde kunnet, hvis jeg ikke vidste så meget om klubben.

Man skal ikke gå og gemme på, hvilket hold man holder med. Alle har et favorithold, så man kan lige så godt sige det. Så længe man er neutral, når man har med holdet at gøre, kan jeg ikke se noget problem i det.

»Jeg har set dem spille, siden jeg var 10 år gammel. Hvis jeg ikke havde penge til at se dem, stillede jeg mig op på taget ved hallen ved siden af, så jeg kunne kigge ind på stadion.«  – foto: Lærke Posselt


Martin Davidsen
Sportsjournalist på Tipsbladet og OB-fan

Ligesom alle danskere kan huske, hvad de lavede den aften, hvor Danmark vandt EM i 1992, så kan alle OB-fans huske den aften i 1994, da OB slog Real Madrid på udebane og gik videre i UEFA Cuppen. De skulle vinde 2-0 for at gå videre, og det gjorde de.
Inden kampen sagde min far, at han ville tage ned og oddse. »Hvad skal jeg spille på, Martin?« spurgte han. Og niårige Martin svarede, at han skulle spille på 2-0, for så ville vi gå videre. Da OB kom foran 2-0 i sidste minut og gik videre, skreg vi så meget hjemme i stuen, at min lillebror på et år begyndte at græde. Min far nåede aldrig at oddse, for kiosken var lukket, da han kom derned.
Ikke ret lang tid efter den kamp flyttede vi så fra Nyborg til Odense. Det gjorde, at jeg så de fleste kampe på stadion, ligesom jeg så dem træne, når jeg havde fri fra skole.
Det fede ved OB, og det lyder måske lidt underligt, er, at de ikke har vundet mesterskabet siden 1989. Alle OB-fans tænker: »Næste år må det blive.« Jeg ved ikke, hvad de ville gøre af sig selv, hvis det lykkedes lige pludselig. Det er kedeligt at holde med et hold, der vinder hele tiden.
Der er ikke ret mange, der ved mere om OB, end jeg gør. Og det giver mig en fordel, når jeg skal dække dem for Tipsbladet. På den anden side må jeg indrømme, at jeg i mange år har haft det svært med, at folk ved, at jeg har et tilhørsforhold til OB. Jeg prøver at være objektiv og lade være at skilte for meget med, at jeg holder med OB.
Men jeg er heller ikke fan på samme måde længere, som jeg var, før jeg blev journalist. Jeg er blevet miljøskadet af det. Nu kan jeg ikke længere se en kamp uden at analysere den og tænke: »Det der er en god historie.« Jeg bliver ikke revet med på samme måde længere, når jeg ser OB spille. Og slet ikke, når jeg er på arbejde.

»Da OB kom foran 2-0 i sidste minut og gik videre, skreg vi så meget hjemme i stuen, at min lillebror på et år begyndte at græde.« – foto: PR


Mads Wehlast
sportsjournalist på Ekstra Bladet og Liverpool-fan

Jeg har holdt med Liverpool siden 1974, hvor jeg var otte år gammel. Jeg husker stadig kampen. Det var mod Newcastle, og det var manager Bill Shankleys sidste. Efter kampen kommer en fan hen til ham og spørger, om han må kysse Shankleys sko, hvortil Shankley siger: »Kan du så ikke pudse dem også, når du alligevel er dernede?«

Det næste store højdepunkt, jeg husker, var, at de slog Borrusia Mönchengladbach i Europa Cup-finalen i 1977. Det var jo mod Allan Simonsens hold, så der var jeg tæt på at stå i en loyalitetskonflikt. Men jeg svigtede ikke Liverpool.

Jeg har været ovre og se dem spille på Anfield omkring 10 gange. Og jeg siger dig – hvis ikke man får gåsehud, når man oplever Anfield, så kan man ikke få passion for fodbold. Selve anlægget er noget gammelt lort. Men det er hele historien, der er fantastisk. Stemningen på ’The Kop’ – verdens måske mest berømte ståtribune – kan være helt elektrisk. Og når de inden kampen spiller Gerry & The Pacemakers ’You’ll never walk alone’, så tales der for alvor til følelsesregistret, og hele klubhistorien løber over nethinden, og samhørigheden mellem alle de struber, der skråler med … jeg bliver helt sentimental, når jeg tænker på det.

Vi har haft 23 vanskelige år. Godt nok fik vi Champions League-sejren i 2005, men ellers har det været problemfyldte år med dårlige indkøb og håbløse ejere. Men det gode ved at være Liverpool-fan er, at man hvert år tror, at bøtten vender.

Jeg har ingen problemer med at være kritisk mod Liverpool, når jeg skriver om dem, og jeg kan være meget kritisk. For eksempel over, at de lige har brugt næsten 150 millioner på en venstrebenet midtstopper. Hvorfor bruge alle de penge, når de i forvejen har Daniel Agger, som også er venstrebenet og tilmed vice-anfører?

Du skal ikke fortælle mig, at sportsjournalister ikke holder med en fodboldklub. Sportsjournalister, der dækker fodbold, og som ikke har en klub, de holder med – det lyder meget mærkeligt i mine ører. Man skal også passe på, man ikke bliver for hellig. Min egen sportschef er også Liverpool-fan, og jeg kan nævne mange i vores branche, der har tilknytning til et hold. Morten Bruun på 6’eren er eksempelvis Manchester United-fan.

Det er noget helt andet end, at politiske journalister skal være neutrale. De har jo mulighed for at påvirke samfundsdebatten. Det andet handler om fodbold, følelser og glæde.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen