Information, nu med headhunter

Direktøren sagde op i december, chefredaktøren i marts. Midt i en oplagsfremgang står Information i et ledelsestomrum omgærdet af tavshed.

Direktøren sagde op i december, chefredaktøren i marts. Midt i en oplagsfremgang står Information i et ledelsestomrum omgærdet af tavshed.

LEDELSE. Der mangler noget på dagbladet Information. Chefer. Midt i december sagde Informations administrerende direktør Morten Hesseldahl op. I stedet skulle han være direktør i DR Kultur. Nu mere end tre måneder senere har Informations bestyrelse stadig ikke lukket hullet. Tværtimod er chefredaktør Palle Weis fratrådt.

Der mangler dog ikke kun en chefredaktør og en direktør, men også information om Informations fremtid. Bestyrelsesformand for Information Torben Möger Pedersen tager ikke sin mobiltelefon, når Journalisten ringer, og vender ikke tilbage trods gentagne beskeder på telefonsvareren.

Medredaktør Bent Winther overtager midlertidigt posten efter Palle Weis. Han siger, at han ikke ved mere om den nye ledelsesstruktur, end der stod i den pressemeddelelse, der blev sendt ved Palle Weis’ afgang. Han frygter ikke umiddelbart, at de tomme chefposter får indflydelse på avisen.

»Det er selvfølgelig en usikker situation, men den bliver løst,« siger han.

Tillidsrepræsentanten Jon Jørgensen ved heller ikke, hvad der foregår i bestyrelsen. Men han mener, det skyldes, at bestyrelsen ikke selv ved, hvordan den kommende ledelse skal se ud.

»Når man sætter et headhunterbureau til at hjælpe med at finde en topledelse, så er det, fordi de ikke kan finde den selv,« siger han.

De eneste oplysninger, offentligheden har fået, stammer altså fra en pressemeddelelse, der indeholder den kryptiske besked, at bestyrelsen havde besluttet at bruge Morten Hesseldahls afgang til at ændre ledelsesstrukturen, og at det i den forbindelse var aftalt, at Palle Weis fratrådte.

»Informations bestyrelse har nu ønsket en anden ledelsesmæssig sammensætning, og det har jeg taget til efterretning,« siger Palle Weis i pressemeddelelsen, der også blev trykt i avisen næste dag.

En anden interessant oplysning i pressemeddelelsen er, at bestyrelsen har hyret headhunter-bureauet Odgers Berndtson til at ansætte en ny ledelse.

Journalisten ringede til bureauet for at spørge til stillingsopslaget, men fik at vide, at ‘det er fortroligt’. Odgers Berndtson ville heller ikke oplyse, hvilken konsulent der sidder med sagen.

Da det er tæt på umuligt at vride konkrete oplysninger ud af Information, har Journalisten talt uden for citat med en håndfuld kilder med kendskab til bestyrelsesarbejdet på avisen. Her er, hvad vi kan stykke sammen:

Informations bestyrelse tog Morten Hesseldahls opsigelse som en anledning til at undersøge mulighederne for at indføre en enstrenget ledelse, hvor den administrerende direktør også er ansvarshavende chefredaktør. Det er den model, blandt andet Berlingske Tidende og Børsen bruger. Det har været diskuteret flere gange gennem tiden, fordi Informations organisation er så lille. Det ville lette lønbudgettet og gøre beslutningsgangen hurtigere.

Hovedparten af Journalistens kilder tror, Palle Weis gik efter den nye stilling, men at bestyrelsen ikke ville have ham. Enkelte tror, at bestyrelsen gerne ville have ham, men at Palle Weis ikke så sig selv i rollen som direktør og chefredaktør. Der er dog enighed om, at det ligner en regulær fyreseddel til Palle Weis, fordi hans stilling står til at blive nedlagt.

Palle Weis kom til Information fra en mere anonym tilværelse som kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad i 2004. Siden han er kommet til, er oplaget steget med knap 2.000, og arbejdspladsen fremstår mere rolig end tidligere, hvilket ses som lidt af en præstation. Den tidligere medarbejderstyrede avis har i årevis været præget af magtkampe og stærke medarbejdere, der kunne sætte chefen på porten. Det skete for eksempel for Palle Weis’ forgænger, David Trads. Avisen har også ændret sit udtryk markant under Palle Weis og er blandt andet overgået til tabloidformat.

Alligevel har bestyrelsen valgt en ledelsesomlægning på bekostning af Palle Weis. Det vækker forundring blandt de kilder, Journalisten har talt med. Når det tidligere har været diskuteret, om chefredaktion og direktørposten skulle lægges sammen, er ideen netop blevet droppet, fordi den oplagte kandidat manglede, eller tiden ikke var til det.

Chefredaktørposten på Information er svær at besætte. De realistiske kandidater kan tælles på få hænder.Samtidig kan Informations tidligere ry, som en svær arbejdsplads at lede, dæmpe interessen hos mange.

Katrine Nyland Sørensen var kulturredaktør under chefredaktør David Trads. Hun betegner det som en “meget tumultarisk” periode på Information og fortæller, at det kan være et ganske besværligt sted at bestemme.

»Det kan godt være, at du har titel af redaktør, men det er ikke noget, medarbejderne nødvendigvis har den store respekt for. Folk skrev mere på den interne debat end i avisens spalter,« siger Katrine Nyland Sørensen, som i dag er vært på P1 Morgen.

Palle Weis fortsætter som seniorskribent på Information, men vil fremover have kontor i privaten på Østerbro. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Palle Weis til denne artikel.

Her er Journalistens kilders fem bud på kandidater, der kan bestride at være direktør og chefredaktør samtidig:

1 Lars Grarup, formand for RadioDays
Ledig på markedet, efter at han forlod posten som programdirektør i DR i november.

2 Stig Kirk Ørskov, chefredaktør på Politiken
Har læst økonomi og kan samtidig skrive onde ledere. Har tidligere været på Information frem til 1999.

3 Henrik Bo Nielsen, direktør i Det Danske Filminstitut
Tidligere administrerende direktør på Information og konstitueret ansvarshavende chefredaktør. Han har dermed rent faktisk prøvet stillingen.

4 Lars Vesterløkke, administrerende direktør og chefredaktør på Ritzau
Tidligere programdirektør i DR og økonomisk erfaring fra Ritzau.

5 Kristian Lund, administrerende direktør og chefredaktør på Dagens Medicin
Hans nuværende job matcher beskrivelsen, og han sidder allerede i Informations bestyrelse.

9 Kommentarer

Troels Gadegaard Frølich
23. APRIL 2010
Re: Information, nu med headhunter

Kære Pernille.

Der er et par af de kandidater, du nævner ovenfor, jeg da også selv har tænkt på som meget kompetente ledere, men jeg synes, du skyder på de forkerte i den her sag. Det giver ikke mening, at du vil give Journalisten skylden for kildernes udeladelser. Hvis det var en artikel, der handlede om ligestilling, ville det naturligvis give mening at spørge, hvorfor der ingen kvinder er på listen. Men det er ikke artiklens vinkel, og Journalisten har heldigvis et frihedsbrev, der ikke forpligter dem til at tage hensyn til forbundets politikker.

Vi er nok heller ikke enige i, at der nødvendigvis er tale om diskrimination i det her tilfælde. Jeg kan i hvert fald ikke vurdere, om kilderne rent faktisk også har overvejet kvindelige kandidater og er nået frem til, at kvinderne ikke var blandt de mest kvalificerede, uden at det nødvendigvis var deres køn, som diskvalificerede dem.

Kh Troels

Pernille Tranberg
23. APRIL 2010
Re: Information, nu med headhunter

Kære Mathias

Det kan da godt være, at jeres kilder har sagt det. Men I har jo ikke engang spurgt jeres kilder om der er nogle kvindelige kandidater, og hvorfor der så i givet fald ikke er det. Det kunne I jo så have forklaret i historien. I stedet fremstår det som om I ikke selv har tænkt over den skævhed, som jeres forbund ellers er meget obs på.

Go weekend

pernille

Mathias Bencke Fremmen
19. APRIL 2010
Re: Information, nu med headhunter
Kære Pernille,

Jeg må lige endnu en gang gøre opmærksom på, at det er Journalistens kilder, der har afgivet fem bud på en ny chefredaktør og direktør. Det er altså ikke redaktionens egne bud, som du skriver.

Der findes sikkert mange kvalificerede kvinder i branchen, ligesom der muligvis også er andre mænd, der kan føle sig forbigået, men ovenstående fem var altså de fem, kilderne fandt mest sandsynlige.

Venligst,
Mathias Bencke Fremmen

preben nyborg madsen
18. APRIL 2010
Re: Information, nu med headhunter

Mette Bock??? STOP NU!!!

Har hun ikke ødelagt nok..?

Nej, tag en mand med visioner og mod til at gøre Information bare en smule mere salgsbar, så skal I se løjer og langkål.

For det er en god avis - den skal bare peppes op!

Pernille Tranberg
18. APRIL 2010
Re: Information, nu med headhunter

Der er da masser af kvinder derude. Og enig i at det er decideret pinligt, at forbundets blad kun kan komme op med mænd. Her er nogle:

Mette Bock

Suzanne Moll

Mette Davidsen-Nielsen

 Susanne Hegelund

Marion Hannerup

 

 

 

Flere