Matematikeren Poul Einer Hansen og satiretegner Roald Als har snakket idéer sammen i 25 år. Over et blødkogt æg afslører de, at de egentlig ikke ved, hvordan de finder på Roald Als’ tegninger. De kommer bare, når de taler sammen.

JUBILÆUM. »Tove Fergo skal ligge på knæ og sige: ’Herre, jeg har gjort alt, hvorfor har du ikke hørt mig?’« gnækker Politikens satiretegner Roald Als.

Han har netop sat sig i køkkenet hos sin ven og idémand, matematikeren Poul Einer Hansen. Klokken er halv ni og regnen falder uden for vinduerne til Sankt Jørgens Sø i København.

Det er torsdag morgen to dage efter foltetingsvalget. Poul Einer Hansen laver blødkogte æg, og Roald Als er allerede begyndt at finde på næste dags tegning til avisen. Sådan har de siddet sammen cirka en gang om ugen de sidste 25 år. Samt talt kolossalt meget i telefon med hinanden.

De har svært ved at sætte ord på, hvordan konstellationen mellem en matematiklærer og en tegner tilsammen kommer på spøjse påhit, som at Anders Fogh Rasmussen er en hulemand, at Poul Nyrup Rasmussen skal skyde sig selv i foden, eller at en buste af Poul Schlüter naturligvis skal placeres foran Tæppeland.

»Det er ikke nogen let opgave, du har givet dig selv,« sagde Poul Einer Hansen dagen forinden, hvor vi aftalte at Journalisten kunne være fluen på væggen til den ugentlige morgenmads-seance. Roald Als er enig med sin ven. Det, de gør, kan ikke forklares, siger han.

»Det er mange, der spørger os, hvad vi gør. Jeg ved det ikke, vi sidder jo bare og snakker om, hvad der er sket, og så er den der pludselig. NU SKAL DU LUKKE ØRERNE, POUL EINER,« siger Roald Als pludselig med høj stemme over mod sin ven, som er ved at hælde kaffen på termokande.

»Poul Einer er den eneste, jeg kender, der er klogere end Tøger Seidenfaden (Politikens ansvarshavende chefredaktør, red.). Tøger har sine blinde punkter, for eksempel litteratur. Poul Einer derimod, han ved nærmest alt. Han er verdensberømt. En matematiker i Kina, en i Ungarn og en i Canada kender hans fire sider lange artikler, som kun består af matematiske formler. Og han er en sproglig begavelse. Han har for eksempel oversat »Greven af Monte Cristo«. Han ved også helt præcist, hvordan en arbejder eller en direktør taler. Han retter alle mine artikler og finder næsten på alle teksterne til mine tegninger. Og så er han sjov,« siger Roald Als.

Der er ingen tvivl om, at Roald Als værdsætter matematikeren fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. De mødte hinanden på filmbladet Levende Billeder i slutningen af halvfjerdserne.

Levende Billeder var rugeanstalt og legeplads for betydelige egoer som Kim Schumacher, Lasse Jensen og Lasse Ellegaard. Og der opdagede Roald Als, at han kunne bruge Poul Einer Hansen som sparringspartner.

Så vigtig var Hansen for Als, at han fik trumfet igennem, at Hansen blev hyret som idémand, da han i 1994 forlod Weekendavisen til fordel for Politiken.

»Det var et krav. Jeg syntes ikke, jeg kunne uden min ’neger’, altså det kalder jeg Poul Einer,« fortæller Roald Als.

På Weekendavisen fik Hansen fire flasker snaps hver jul for at hjælpe Als, på Politiken er Hansen på lønningslisten.

Der er udbytte i makkerskabet for dem begge to: Roald Als får hjælp til idéerne, og Poul Einer Hansen får et kig ind i et stort avishus.

»Vi mødes aldrig i mit kontor på Landbohøjskolens dødssyge betonhus. Det er sjovere for mig at bevæge mig rundt inde i Politikens krinkelkrogede gange. Jeg opfatter det her som min hobby og det arbejde, som jeg synes er sjovest. Sådan ville jeg nok ikke have det, hvis det var det eneste, jeg skulle lave,« siger Poul Einer Hansen.

Poul Einer Hansen er angiveligt klog. Han har for eksempel skrevet flere lærebøger i matematik. Måske er det en modvægt til den abstrakte algebra, at hans humor indimellem er ganske barnlig.

»Tis og bæ er i sig selv morsomt,« siger Poul Einer Hansen.

»Roalds tegninger af Hans Chris-tian Schmidt (tidligere miljøminister, red.) som står og tisser, er vanvittigt morsomme,« fortsætter den 59-årige matematiker med et drenget smil.

De taler i telefon sammen næsten dagligt for at vende, hvem der nu skal flamberes i avisen.

»Det er vigtigt for mig at have nogen at tale idéer med. At få afprøvet, om de er sjove. Hvis folk ikke griner, når jeg fortæller om idéen, så holder den som regel ikke. Men mange gange kan jeg tale mig frem til en sjov idé sammen med Poul Einer. Forleden kom vi til at snakke om, at det var mærkeligt, at Marianne Jelved er de smartes favorit, for hun ser eddermame ikke smart ud,« siger Roald Als.

»Så var idéen at tegne Marianne i plisseret nederdel, sådan lidt gråmeleret,« fortsætter Poul Einer Hansen.

»Så kom Poul Einer på, at vi kunne stille hende op mod Helle Thorning-Schmidt med sin Gucci-taske. Eller var det mig, der fandt på det?

Jeg kan ikke huske det. Men det er ofte sådan, det er. Bagefter kan vi ikke huske, hvem der fandt på det,« siger Roald Als og ser helt tilfreds ud.

Ofte er det pludselige indfald eller tilfældigheder, som tænder den gode idé.

Da Poul Schlüter var trådt tilbage som statsminister, var der en kunstner, som havde lavet en buste af ham. Det var meningen, at busten skulle foræres til Schlüters fødeby, men de ville ikke have den – og heller ingen andre byer, siger Roald Als.

»Så ringer Poul Einer og siger, at den skal stå foran Tæppeland. Han er lige kørt forbi sådan en butik, og så var den der.«

Måske kan Als og Hansen ikke analysere det, de gør sammen, ned til noget, der kan forklares med ord. Men de forsøger at vise, hvordan de gør.

»Der var en dag, hvor jeg ikke kunne finde på en skid. Så tog jeg en snak med Gorm Vølver fra ATS (Politikens bagside At Tænke Sig, red.). Gorm fortalte, at der var en historie om, at brevduer ikke bare finder hjem af sig selv, de følger veje og jernbaner, når de skal hjem. Han syntes, at jeg skulle tegne en brevdue, som kom for sent på grund af kø på Helsingørmotorvejen, og den blev faktisk god, selv om den ikke væltede regeringen. Det kan blive lidt husmandsagtigt indimellem, men der skal jo en tegning i avisen,« siger Roald Als.

Et smukt samarbejde

Hvorfor er makkerparret Roald Als og Poul Einer Hansen så gode til at udvikle idéer sammen? Ekspert i idéudvikling Hans Chr. Andersen giver et par bud.

Tekst: Henrik Møhring Madsen

INDFALD. Gode idéer er ofte en mangelvare, men det gælder tilsyneladende ikke for tegneren Roald Als. Gennem mange år har hans tegninger gang på gang gnubbet lattermusklerne hos danske avislæsere.

’Hemmeligheden’ bag idérigdommen er ifølge tegneren selv, at han kan udvikle og afprøve idéer sammen med sin ven, matematiklæreren Poul Einer Hansen.

Men hvad det er, de kan sammen, har de svært ved at sætte ord på.

»Det er ikke så underligt, for de har jo ingen grund til at analysere, hvad det er, de gør sammen, så længe det virker,« siger journalist og konsulent Hans Chr. Andersen.

Hans Chr. Andersen har udgivet flere bøger om idéudvikling og kreative processer på journalistiske redaktioner. Han har læst Journalistens reportage fra det ugentlige møde mellem tegner og matematiker. Og selv om han betegner det som ’livsfarligt’ at skulle forklare, hvad de to kan sammen, så indvilger han i at gøre forsøget.

»De har hver deres klart definerede opgave, og er dygtige til noget forskelligt. De respekterer og overholder denne rollefordeling. Midt i deres forskellighed har de samme form for humor, og det er et væsentligt grundlag for, at forskelligheden kan mødes. De har et åndeligt kammeratskab og en fortrolighed, hvor de overholder alle de regler og rammer, der gælder for arbejdet med kreative processer,« siger Hans Chr. Andersen.

En af hovedreglerne for at kunne udvikle idéer sammen er, at man hele tiden følges ad i processen. For eksempel at man ikke afviser hinandens indfald med det samme. Hans Chr. Andersen kalder det »reglen om samtidighed«.

»Når den ene ringer til anden og lufter en idé, begynder den anden ikke at kritisere eller foreslå noget andet. Jeg tror, at Roald Als og Poul Einer Hansen bygger videre på hinandens idéer, når det er det, der er brug for. Og river ned og kritiserer, når det er det, der er brug for.«

En anden grundregel for frugtbar idéudvikling er begrænsninger. Det er lettere få idéer, når der er rammer at tænke ud fra, siger Hans Chr. Andersen.

»En ramme kan være noget så enkelt som en deadline. Der skal jo en tegning i avisen, som Roald Als siger i artiklen. Jeg tror også, at de arbejder med begrænsninger på andre måder. Als forslår, at Tove Fergo skal ligge på knæ og sige: ’Herre, jeg har gjort alt, hvorfor har du ikke hørt mig?’ Als leverer her ikke bare et indfald, men også en ramme at tænke i.«

Idéudviklingen på redaktionerne kan være lige så velfungerende, mener Hans Chr. Andersen. Den eneste forudsætning er, at deltagerne overholder spillereglerne og rammerne for processen. Ligesom Als og Hansen.

»De to et meget smukt eksempel på, at det er meget lettere at være kreativ i fællesskab.«

• Blå Bog – Poul Einer Hansen
  
  Født 1939.

  Cand.mag. et mag.scient. i matematik fra Københavns Universitet i 1962.

  Lektor i matematik ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1963-2005.

  Forfatter til mange lærebøger i faget, heriblandt »Differentialligninger«.

  I 1969 filmkritiker på bladet Film 69, derefter opgaver for Levende Billeder, Kosmorama og 1971-80 ansat ved Weekendavisen.

  Har siden 1991 lavet talrige oversættelser, blandt andet af Alexandre Dumas’ »Greven af Monte Cristo«, E.T.A. Hoffmanns »Nøddeknækkeren« og »Musekongen« samt gendigtninger af Jeppe Aakjær-historier – fra jysk dialekt til en slags dansk.

  Siden 1998 skribent i Operaens Venners blad Ascolta.

• Blå bog – Roald Als

  Født 1948.

  Uddannet på illustrator- og reklamelinjen på Skolen for Brugskunst.

  Arbejdede som freelancetegner for blandt andet Blæksprutten, Politisk Revy og Børsens Nyhedsmagasin indtil 1975, hvor han blev tilknyttet filmmagasinet Levende Billeder.

  Blev i 1980 hyret til Weekendavisen. Da avisens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, skiftede til Politiken i 1994, tog han Roald Als med.

  Roald Als har modtaget adskillige priser, blandt andet Kulturministeriets Illustratorpris i 1986 og LOs Kulturpris i 2003. Blev i 1996 kåret som Årets Bladtegner.

  Har illustreret omkring 40 bøger og selv udgivet ti. Den seneste fra 2004, »Fyringsrunde«, tager sig endnu gang kærligt af den siddende regering.