search

I spil på jobslagmarken

LEDIGHED. "Du skal vælge med hjertet. Du kan, hvad du vil. Husk, du er fra en lille årgang, og der bliver rift om dig!"Det var sådan cirka de råd, som samtlige studievejledere gav mig ledsaget af klap på skulderen hele vejen igennem min studietid.

LEDIGHED. "Du skal vælge med hjertet. Du kan, hvad du vil. Husk, du er fra en lille årgang, og der bliver rift om dig!"
Det var sådan cirka de råd, som samtlige studievejledere gav mig ledsaget af klap på skulderen hele vejen igennem min studietid.

Og jeg voksede og voksede. Strøg ind på Journalisthøjskolen og drømte om dagen, hvor jeg med stolthed kunne lægge hånden på hjertet og sige: "Jeg er journalist."

Og så en vindblæst dag i april sidste år tog jeg langt om længe afsked med Bunkeren. Nu var drømmen nået, og det var tid til at blive omsværmet af chefredaktører og marketingsbosser.

Men de kom ikke. Heller ikke selv om jeg sendte invitation på invitation. Langsomt gik det op for mig, at noget var helt galt. De havde løjet, vejlederne!

Hvor havde jeg dog været naiv.
I mellemtiden var min postkasse blevet fyldt med breve fra Jobcentret og A-kassen. Og mens jeg kæmpede mig igennem papirmængder svarende til en mindre svensk granskov, åbnede en ny verden sig langsomt for mig. En verden, der på mange måder mindede om et koldkrigstids-drama fra DDR. Der var agenter og dobbeltagenter, strikse kontrolfunktioner og krav om at melde tilbage til basen med korte mellemrum. I det store hele var det en verden gennemsyret af mistillid.

"Herr Bjerre, De ønsker ikke et job, gør De? Svar mig!," læste jeg mellem linjerne.
Jeg begyndte at blive paranoid. Jeg vågnede op om natten badet i koldsved med spørgsmålet jagende igennem hjernen: "Fik jeg meldt mig ledig i denne uge?"
Jeg læste og læste og prøvede at forstå systemet. Der måtte jo være en mening med det hele. Men jo mere jeg læste, des mindre forstod jeg.

Det var et mareridt, indtil jeg en dag blev inviteret til taktisk møde hos AJKS.
»Du må for guds skyld ikke prøve at tænke logik ind i det system. Det er det værste, du kan gøre,« var det første, min vejleder fortalte mig.

Det næste råd var, at jeg burde se hele systemet for mig som et spil:
»Når alle felterne er udfyldt, så får du dine penge,« forklarede hun.

Ugen efter på jobcentret blev jeg så sat ind i spillereglerne:
»You have the right to remain silent. Derudover skal du på jobsøgningskursus. Har du forstået?«
Jeg havde forstået, og mandagen efter troppede jeg op hos konsulentfirmaet Ballisager for at lære at skrive ansøgninger og tackle interviewsituationer.

På kurset blev jeg igennem hård disciplin langsomt forvandlet til en soldat i kampen om jobs. Jeg lærte at fyre salgstaler af som geværsalver og spinde netværk, der kunne gøre selv en terrorist misundelig.
Samtidig begyndte mit spil at ændre sig. Pludselig handlede det ikke så meget om at få et job. Det handlede om at desertere fra Ballisager, inden jeg fik blæst hjernen ud i en omgang russisk jobroulette.

Flugtvejen blev et løntilskudsjob, og pludselig en dag så var der også et rigtigt job til mig.
Det hænder dog stadig, at jeg vågner badet i sved og febrilsk rækker ud efter min computer, men så husker jeg, at krigen er ovre, og falder i søvn med et smil på læben.

-Jon Fiala Bjerre, radiojournalist på Horsens Folkeblad

Kommentarer
2
Ditte
13.08.11 22:40
Re: I spil på jobslagmarken
Åh gud, det lyder som et marreridt! Jeg drømmer selv om at blive journalist for enden af min uddannelse, men det er heldigvist tidligt gået op for mig, at det nok bliver en hård sag at skaffe et job. Jeg vil bare udtrykke min beundring for ikke at give op på halvvejen!
Fremhævet af Journalisten
William Husted
14.08.11 14:46
Re: I spil på jobslagmarken
Jeg ved godt, det måske er hårde tider - men lad være med at løbe rundt og tro det værste. Der ER sku jobs. 
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen