Denne artikel blev første gang bragt af Journalisten i 2017. Vi har taget den frem igen, da Herbert Pundik er sovet stille ind i sit hjem søndag aften.

Herbert Pundik står på Vester Voldgade og ser ud over Rådhuspladsens metrobyggeri. Bag ham troner den bygning, der huser tre af landets dagblade, og som har været hans faste arbejdsplads siden 1965, selv om han aldrig har haft bopæl i København. I alle årene har han boet i Tel Aviv over 3.000 kilometer væk og været indlogeret på Hotel Kong Frederik, når han har været her. Han er i tweedjakke, lyseblå skjorte, grå bukser med pressefolder. En nydelig herre på 89.

Da han viser mig ind gennem husets sindrige sikkerhedssystem og op til sit kontor, stopper han flere gange op. Først for at hilse på chefredaktøren, som er på vej ud, og som omfavner ham hjerteligt og slår en kort sludder af. Næste gang er det for at hente post og hilse på ”pigerne” i receptionen, og senere gør han holdt hos navneredaktøren, som Herbert Pundik bedyrer er den eneste resterende medarbejder, der blev ansat med ham som chefredaktør. Inde på det lille kontor, som er placeret i det diagonalt modsatte hjørne af det berømte hjørnekontor, er der tæt pakket med gamle bøger og skrivemaskiner i mange farver. Omkring 10 apparater, tror jeg, jeg kan tælle. Kontoret deler han med Bo Lidegaard.

”Eks-chefredaktørernes kontor,” siger han og klukker lidt. ”Os kommer de ikke af med, før resten af verden gør.”

Jeg spørger Herbert Pundik, hvorfor han blev journalist, og han spørger, om jeg vil have den lange historie. Det vil jeg gerne.

”Først må du forstå, at når man som jeg skal se tilbage på et langt liv, så vil det, man har oplevet, ikke altid være lige sandfærdigt. Bagtanker er ofte besmykket af senere livserfaringer, og det hele bliver en stor pærevælling af ting, man virkelig tænkte, og ting, man tror, man tænkte, men som man i virkeligheden først har tænkt senere,” siger han og holder en lille pause.

”Men et liv består af en række runddele, man pludselig finder sig selv i, og hvor man må vælge mellem nogle hovedveje. Hvis man ikke selv vælger, vil andre formentlig gøre det for én – og hvis de andre er nogle nazister, som har dig på programmet for tilintetgørelse, så er det smart at vælge hurtigt.”

Hvornår var din første væsentlige runddel?

”Første gang, jeg virkelig måtte vælge, var jeg 15 år gammel. Det var i oktober 1943, og rektoren på min skole, Metropolitanskolen, kom ind i klassen. ”Du må løbe hjem og advare dine forældre,” sagde han: ”Tyskerne kommer i nat. I må ikke sove i jeres hjem, I må søge tilflugt.” Den besked markerer min overgang til voksentilværelsen. Jeg var født i Danmark og antog mig selv for at være som mine kammerater i alle henseender, og pludselig fik jeg at vide, at jeg ikke måtte sove i mit eget hjem, mens de gerne måtte. Det var et chok. Men vi flygtede og overlevede.”

Et mirakel

Episoden kom ifølge Herbert Pundik til at betyde alt. Selv definerer han sig ikke som ”religiøs jøde”, men han blev konfronteret med, at hans ”slægt eller stammefrænder” i Europa blev stort set tilintetgjort af tyskerne. Seks millioner mennesker blev dræbt, Pundiks familie overlevede. Det var noget, man religiøst ville kalde et mirakel, som han siger.

”Det skabte på en eller anden måde et behov for et opgør; et behov for at rejse til Israel og hjælpe jøderne i en ny krig, som var den, der opstod, da jøderne begyndte at slås med kolonimagten England i Palæstina. Vi var 35 mand, der havde været i Sverige, og som var enige om, at vi skyldte at hjælpe. Så vi tog af sted, overlevede krigen, rejste tilbage til Danmark, og jeg fortsatte mine studier og blev gift.”

Hvornår kom journalistikken ind i billedet?

”Jeg studerede statsvidenskab, men jeg har altid skrevet og redigeret. På Ordrup Gymnasium, hvor jeg kom tilbage efter krigen, redigerede jeg skoleavisen. Og så begyndte jeg at skrive til Information og havde det store held, at den fremragende redaktionssekretær Erling Bjøl blev min mester. Han skar mine artikler til halvdelen og lærte mig at holde kæft og ikke slås med redaktionssekretæren om længden.”

Hvordan var det at skrive for Information på det her tidspunkt?

[quote:1]

”Efterkrigstiden var de store ideologiers kollision, kommunismen mødte det liberale demokrati. Jeg var meget engageret på den venstreorienterede del af samfundsdebatten, og jeg skrev for en månedsavis, der hed Frit Danmark, hvor det store clash imellem venstre- og højrefløjen var åbenlys. Jeg var venstreorienteret, men samtidig optaget af Israel, så jeg begyndte at skrive om konflikten, og det gjorde kommunistfløjen meget vred. Så vred, at jeg har oplevet den store ære at være genstand for en fælleserklæring fra arbejderne på B&W, som krævede mig fyret, fordi de mente, at jeg var kryptozionist,” siger han og ler.

Freelance i Israel

Mødet med Israel var af så stor betydning for Herbert Pundik, at han måtte af sted igen. Det var en illusion at tro, at han kunne rejse derned og være soldat og så tage hjem og bare blive ”almindelig dansker” igen, siger han.

”I årene fra 1949 til ’54, da jeg vender tilbage, udspiller der sig et fuldstændig usandsynligt drama dernede. Nu kan man diskutere, om det var retmæssigt eller ej, at de slog sig ned i Palæstina, men det var en kendsgerning, at det skete, og den omvæltning ville jeg gerne være del af.”

I 1954, mens han endnu kun havde en bachelor, mødte den 26-årige Pundik en departementschef fra Israels arbejdsministerium, som vidste, at han havde været af sted, og som sagde: ”Hvis du er her inden 15. september, har du job hos mig.”

Den 14. september stod Herbert Pundik i Hafnia.

”Og så gik der tre år, hvor jeg lærte sproget og for at supplere min meget dårlige løn i Arbejdsministeriet skrev lidt her og der – for Tidens Kvinder og alle mulige fagblade, som freelancere nu gør.”

Hvordan var det at være freelancer?

”Jeg har kolossalt stor respekt for freelancere. Det kræver ikke bare talent, men også en fantastisk tro på sig selv at få et nej, et nej, et nej, et nej og så et ja. Men altså, hvis du virkelig tror på dit talent, så kan du godt overleve alle de skuffelser, som følger med de mange glæder, som også er en del af det at være freelancer.”

Men du fortsatte ikke freelancelivet?

”Nej, for en dag kom Informations chefredaktør, Erik Seidenfaden, på besøg i Israel, og han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at korrespondere for Information. Mellemøsten brændte allerede, og Afrika var begyndt at komme ud af sine, om jeg så må sige, koloniale lænker. Så jeg sagde ja. Jeg opgav mit regeringsjob og koncentrerede mig om at rejse rundt. I 60’erne og 70’erne så alle unge fremskridtsvenlige mennesker en fremtid i Afrika, mange rejste ned og byggede broer og gravede grøfter – det kunne jeg nu rejse rundt og følge, og det gjorde jeg med stor glæde.”

En ny runddel

Lige indtil 1965, hvor han stod foran en ny runddel.

”Jeg husker tydeligt, at jeg lå på mit hotel og sov, og telefonen ringede. Jeg lå på venstre side og greb telefonen: ”Seidenfaden. Du må komme hjem med det samme.””

Pundik rejste til Danmark, og det viste sig, at Erik Seidenfaden planlagde at trække sig og havde udset den unge korrespondent til sin efterfølger. Han var populær blandt medarbejderne, for han deltog ikke i intriger, eftersom han altid bare sad og skrev et eller andet sted i Afrika. Men han kunne ikke rejse hjem, for han havde børn og kone og en tilværelse i Israel.

”Og så måtte jeg jo skilles fra Information. Man kan ikke sige nej til den slags og tro, at tingene er, som de altid har været. Dengang var pressen mindre i omfang, og der var færre muligheder. Pressen var jo den trykte presse! Alle kendte hinanden. Det var – for at bruge et negativt udtryk – sammenspist, men det var det ikke, jeg vil hellere kalde det et solidaritetskammeratskab. Men jeg sagde op.”

Herbert Pundiks drøm siden gymnasiet havde været at få ansættelse på Politiken. At blive korrespondent ville være nøglen til paradis.

Dengang var verden ikke åben som i dag, så at kunne rejse til Bali og skrive om oprøret dér var de færreste beskåret. Derfor var han henrykt, da han blev ansat som Politikens rejsende medarbejder i Afrika og Asien.

”Fra 1965 havde jeg fem skønne år, og en dag stod jeg under bruseren i den centralafrikanske by Bangui netop hjemkommet fra elefantjagt. Igen, telefon. Min nye chef, Arne-Ejbye Ernst. Han sagde næsten det samme som Seidenfaden: Jeg skulle komme hjem med det samme.”

Det viste sig, at der var ballade på Politiken, som skulle have ny chefredaktør. Medarbejderne havde besluttet og bestyrelsen sanktioneret, at det skulle være Herbert Pundik.

”Jeg drømte ikke om det og havde slet ikke ambitioner om det. Jeg var glad for at rejse rundt og skrive, og jeg havde en søn, der gik i skole og dit og dat. Så sagde direktøren, Ernst Klæbel, pludselig: ”Jeg har en idé. Du behøver ikke komme hjem, du kan bo i Israel, og så kommer du her en måned ad gangen og tager dine weekender i Israel. Så laver vi en kontrakt på to år.” Jeg endte med at sige: ”Herregud, ja ja” og tiltrådte 1. januar. Så gik der 24 år. Der var sgu ingen, der mindede mig om de to år i kontrakten.”

Frihed og talent

Når pressehistorien bliver fortalt, er der tendens til at glemme, at Herbert Pundik i de 24 år var flankeret af chefredaktørkollegerne Jørgen Grunnét og Agner Ahm. Det lykkedes de tre at tage en avis, der var på vej ned under 100.000 – hvilket var det økonomiske dødsstød – til i løbet af fem år at ramme et oplag på 150.000.

”Vores succes hvilede på to ting. Redaktionel frihed og talentfulde skribenter. Så vi udarbejdede Politikens formålsparagraf, hvor punkt et var, at Politiken er en uafhængig avis, og punkt to var, at de bedste penne i Danmark skal skrive for Politiken. Det mener jeg stadig er helt afgørende for journalistisk succes: Administration og økonomi er væsentligt, javist, men det er underordnet én ting: En avis er et håndskrevet produkt, og håndskrivning er et talent. Og under min tid ansatte vi nogle af landets bedste penne.”

Hvorfor er redaktionel frihed og partipolitisk uafhængighed så vigtigt for dig?

”I Israel havde jeg oplevet storpartiets herredømme, hvor alt var socialdemokratisk. Du blev født på en socialdemokratisk klinik, du blev begravet i arbejderbevægelsen. Da jeg en overgang var journalist dernede, fik jeg at vide, at jeg skulle skrive sådan og sådan, og jeg måtte ikke tale om palæstinenserne og så videre. Jeg fik i blodet, at hvis der er noget, der er slemt for en avis, så er det partipolitisk afhængighed. Da jeg så kom her, var det første, jeg gjorde, at sende et brev til Bernhard Baunsgaard – den tidligere statsministers bror, som var formand for De Radikales folketingsgruppe: ”Kære Baunsgaard, jeg er glad for alle de år, Politiken har været afhængig af jer. Men nu er det slut. Fra i dag er Politiken uafhængig, og vi har intet særligt forhold til De Radikale. Den mand, der har siddet som observatør i jeres folketingsgruppe, har vi kaldt hjem. Vi er frie.”

Hvordan reagerede folk på det?

”Er du tosset en ballade, der blev. Stor begejstring blandt medarbejderne, stor ballade i den radikale bestyrelse. I dag vil journalister jo blæse på bestyrelser, men hos os var bestyrelsen blevet en væsentlig institution, som også havde indflydelse på det redaktionelle – og den var radikal. Men ingen af medarbejderne var radikale, de var SF’ere eller kommunister, så de var opstemte.”

Hemmelig agent for Mossad

I 2010 kom det frem, at Herbert Pundik i 50’erne og 60’erne havde brugt sine reportagerejser til parallelt med at lave journalistik at indsamle informationer og skrive efterretningsrapporter til Mossad.

”Det var kun, mens jeg var på Information,” forsikrer han.

”Da jeg blev ansat på Politiken, holdt jeg op. Information var et gammelt undergrundsblad og uden at komme mere ind på det, vil jeg sige: Jeg var ikke den eneste. En arbejdede for eksempel som spion for kommunistiske efterretningstjenester i Latinamerika,” siger han med henvisning til den kontroversielle reporter Jan Stage, som i 1970’erne arbejdede som Informations korrespondent i Caracas, mens han løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste

”Så det var på tidspunktet ikke så kontroversielt.”

Da det kom frem, udtalte du, at ”det var efterretningsarbejde, ja, men hvor går grænsen mellem spionage og journalistik?” Hvad mener du med det?

”Grundlæggende er de to professioner meget, meget tæt på hinanden. Den store forskel er, at den ene rapporterer sine læsere, den anden rapporterer ikke bare sine læsere, men også andre. Og i mit tilfælde blev mine rapporter, som i virkeligheden bare var journalistrapporter, som for eksempel berettede om sammensætningen af den politiske magt blandt stammerne i Somali, også sendt til den israelske ambassade.”

Hvis du i din tid som chefredaktør i 70’erne og 80’erne havde vidst, at nogle af dine ansatte bedrev dobbeltarbejde, ville du så have accepteret det?

”Det er jo hypotetisk, men grunden til, at jeg følte mig kaldet til at dele min viden med den israelske efterretningstjeneste, var, at Israel var i krig med sine naboer. Afrika var en slagmark mellem egypterne og israelerne. Jeg fandt det rimeligt, at jeg skulle deltage i den israelske sikkerhed ved at afsløre de egyptiske manipulationer, jeg kunne opsnappe. Jeg følte, at jeg var på retfærdighedens side.”

Hvad hvis englænderne havde bedt dig om det?

”Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at hvis det var Danmark og ikke israelerne, der mente, det var vigtigt at vide, hvad der foregik i Afrika, og jeg kunne bidrage til Danmarks langstrakte forsvar – ja, så tror jeg også, jeg ville have sagt ja.”

Da historien rullede, var der en del bestyrtelse i branchen. Informations daværende chefredaktør, Palle Weis, var uforstående over for dit valg og kaldte agentarbejdet ”helt uforsvarligt”. Kan du forstå det?

”Sådan må en dansk redaktør, som aldrig selv har oplevet eksistentielle kriser, jo sige. En redaktør i Danmark bliver ikke udsat for et krav om valg om ting, der har noget at gøre med liv og død, så jeg kan godt forstå, at Palle sagde, som han gjorde. Men jeg tror, at havde han været i min situation og stået ved de her runddele … Så havde han måske valgt det samme.”

Talent koster penge

Da jeg mod samtalens afslutning beder Herbert Pundik pege på det, han ser som branchens største udfordring, udbryder han straks, at teknologi ikke er hans område – det ved han ingenting om.

Men – tilføjer han – den største udfordring handler grundlæggende også om de to ting frihed og talent.

”Talent koster penge, og der er ingen penge, så talenterne går andre steder hen end aviserne, hvor de får flere penge. Jeg mener, at den eneste helt renfærdige formidling af nyheder er den, der står i en kvalitetsavis. Nyheder, analyser, debat. Politikens debatsider er noget af det væsentligste i dansk demokratisk meningsudvikling. Ikke tv, hvor du ikke får et ord indført. Vi modtager tusinder af indlæg fra folk, som ikke har andre steder at fremsætte deres politiske meninger, og det første, politikere og deres rådgivere gør om morgenen, er jo stadig at læse avisernes debatsider. Hvordan skal politikerne vide, hvad deres vælgere vil have, uden seriøse dagblade? Hvis de forsvinder, går det ud over demokratiet.”

Hvad er løsningen?

”Efter 90 år har jeg lært, at man skal holde sig fra at udtale sig om fremtiden, men spørgsmålet er, om vi stadig har vores folkedemokrati om 10 år. Vil borgerne stadig have kontakt med politikerne? Eller vil politikerne være på en planet uden forbindelse til folket? Tv offentliggør jo ikke debatindlæg, men vi kunne godt forny folkedemokratiet og lave vælgerforeninger igen og mødes med vores folkevalgte på Folketinget.”

Hvorfor gør vi det ikke, tror du?

”Fordi vi har travlt med vores levestandard. Hvis du læser aviserne, vil du opdage, at de ting, folk beskæftiger sig med, berører dem selv og deres levestandard. Danmark har opløst den gamle aftale med UNHCR om at tage 500 konventionsflygtninge, fordi vi ikke har råd. Råd! At der ikke i befolkningen rejser sig en storm over, at et af verdens rigeste lande ikke mener at have råd til at tage 500 – krigsskadede og gebrækkelige – flygtninge, er mig en gåde. Det er stort set gået hen over hovedet på de fleste, at vi har opført os så usolidarisk. Alle har svigtet. Præsterne. Akademikerne. Hvor er det akademiske oprør? I 50’erne og 60’erne var der kvindeoprør, børneoprør, antiatomoprør. Hvor er det henne? Danmark har råd til at blive et strålende eksempel på en ny verden, hvor man ikke bare taler om, men også praktiserer international solidaritet – uden at det går ud over ens levestandard. Men vi gør det ikke. Og det er ærgerligt.”

Er vi simpelthen bare blevet mere selvoptagede?

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det sørme ikke.”