”Har du lavet radio?” Er det første, journalist Henrik Vesterberg siger til mig efter at have hørt min lange, kludrede telefonsvarer-besked til ham.

”Nej, ikke rigtig,” får jeg svaret.

”Det skal du da gøre, mand! Det flød bare derudad!”

Jeg er ret sikker på, at det ikke flød derudad, for telefonsvarerbeskeder er ikke min stærke side. Men man ved jo aldrig. Og jeg er egentlig lidt smigret.

Men så kommer jeg i tanke om interview-formatet ’Djævlens Advokat’ fra Politikens ibyen-sektion, som er ét af de faste elementer, Henrik Vesterberg igennem de sidste 21 år har leveret til Politiken. Og bliver ret sikker på, at han tager pis på mig.

Som Djævlens Advokat interviewede Henrik Vesterberg med kæmpe flabethed kulturpersonligheder. Og det er et fællestræk for hans skriverier gennem de sidste 25 år. At bryde med den meget seriøse tilgang, han mener, der er til interviewpersoner som pressevante kulturpinger. Og til gengæld tage den menige mand på gaden seriøst.

”Det er ikke fint at gå ud på gaden og spørge en idiot om, hvordan det går. Men det kan faktisk blive skideinteressant, hvis man går ind og laver et ordentligt interview med en, der ellers ikke bliver spurgt,” siger Henrik Vesterberg.

”Til gengæld skal man så også lave lidt halløjsasa-hvordan-går det-journalistik om de fine mennesker.”

Alle dele af bylivet er vigtige

En anden ting, som Henrik Vesterbergs skriverier har til fælles, er, at størstedelen handler om København og københavnere. I sidste uge fejrede han 25 års jubilæum som københavner-skribent.

Han begyndte på gratisbladet Nat&Dag i 1992. Et københavner-magasin, som gjorde op med, hvad der var fint og ufint at skrive om.

”Det var en bestemt form for by-journalistik, som man ikke rigtig havde set i Danmark før. Vi arbejdede med den tilgang, at alle steder var lige vigtige. Der var ikke noget, der var lukket for os, fordi vi tilhørte en bestemt kulturkreds, klasse eller aldersgruppe,” siger Henrik Vesterberg.

Det mindede meget om det liv, han selv levede: Han kunne godt være på en fin restaurant om eftermiddagen, tage på Stengade 30 om aftenen og høre punk og ende på en kebab-bar om natten.

Men den tilgang til bylivet i journalistikken var ny, fortæller han. For tilbage i 80’erne og begyndelsen af 90’erne var alt byliv, der ikke var teater, udstilling eller ballet, virkelig lavkultur.

Lad Vesterbro-rotterne tale

Han er ikke selv fra hovedstaden, men fra Helsingør, og flyttede først til København, da han havde levet i lidt over 20 år.

”Da jeg lige var flyttet til, begyndte jeg at gå rundt i byen på må og få på alle mulige mærkelige tidspunkter. Der, hvor jeg kom fra, gad jeg aldrig gå en tur med hunden. Det var jo så kedeligt. Jeg blev forelsket i København. Der ser du mangfoldighed,” siger han.

I mange år – indtil dette års forår – havde Henrik Vesterberg en fast klumme ”Københavneriet” i Politikens ibyen.

Københavneriet skulle holde fast i det skæve, det skøre, det mærkelige, det anderledes, det mangfoldige, fortæller Henrik Vesterberg. Hver klumme afsluttede han med ordene Keep Copenhagen Weird.

Han trak på den fordomsfrihed, han kendte fra Nat&Dag. Der var det ikke kun alle steder, der var lige vigtige – det var også alle mennesker i bylivet.

”På Nat&Dag blev jeg kastet ud i at interviewe folk, der ikke var vant til at få presse: Bartendere, kokke og taxachauffører, som jo lige så meget som resten af kulturlivet er en del af de oplevelser, man gerne vil have i en storby. Vi lavede meget fordomsfri journalistik, og det synes jeg også, at jeg har taget med mig,” siger han.

For tre års tid siden kunne man således i Københavneriet læse et interview med Vesterbro-rotten Kim Trempenau. Han har boet på Vesterbro i 60 år, og i Københavneriet fik han lov til at komme med en svada mod udviklingen på Vesterbro med høj husleje og sandwich til 60 kroner.

”Det er vigtigt at lade ham, som har boet det samme sted i 60 år, fortælle, hvordan det egentlig er at se gentrificeringen af Vesterbro.”

Henrik Vesterberg er ikke færdig med at holde København underlig, for fremover kan man læse Københavneriet på denfri.dk.