Smædebilleder var med til at fremkalde eksplosion.

DELEGATION. Profeten Muhammed med påklistret grisetryne. En bedende muslim, der bliver misbrugt seksuelt af en hund. Muhammed med horn i panden, der tager små børn.

Disse billeder har aldrig været offentliggjort i Jyllands-Posten (JP) og var derfor ikke en del af den oprindelige polemik om avisens tolv profettegninger. Ikke desto mindre skulle de blive en væsentlig del af det brændstof, der har kastet Danmark ud i den nuværende internationale krise. Det skete som bekendt, da en gruppe af herboende imamer i starten af året medbragte dem på en rundrejse til Mellemøsten.

Her blev billederne vist frem for politikere, præster og officielle institutioner. Og herfra nåede de ud til masserne via satellit-tv.

Afsløringen af imamernes rundrejse vakte offentlig vrede og politisk postyr. Anklager om landsforræderi og muslimsk femtekolonne-virksomhed fik blandt andet Udenrigsministeriet til at nedsætte en task force-gruppe, der følger den internationale nyhedsdækning intenst og øjeblikkeligt skal gå til modangreb på falske historier.

Talsmanden for Det Islamiske Trossamfund, imam Ahmed Akkari, fortæller, at han medbragte billederne til Mellemøsten, og at det øjensynligt er anonyme smædebreve tilsendt herboende muslimer. Han afviste i et Politiken-interview den 5. februar at have gjort noget galt.

Politiken: Er det rigtigt forstået, at du er vred på JP, fordi de som medie har bragt tegninger af Muhammed til offentligheden. Mens du selv har bragt et billede af Muhammed som gris videre til offentligheden …?

Akkari: »Så kan du lige så godt stille BBC til ansvar også. De filmede og viderebragte det billede af Muhammed med grisetrynen.«

Politiken: Men det var faktisk dig – ikke JP – der mangfoldiggjorde billedet af Muhammed som gris, som BBC så siden har vist.

Akkari: »Ja, men det har andre så også gjort. Og det er mit svar. Når man er med i et interview, så har man lov til at svare, som man vil. Hold nu op. De tegninger har været med i en mappe for at vise udviklingen i Danmark. Nu må man tage ansvar – og hvis vi skal tage et ansvar, så må JP også gøre det. Gør de det, så vil jeg gerne være med til, at vi tager ansvar begge to.« (…)

Politiken: Men lige opsummerende. Hvilken forskel gør det, om det er dig eller JP, der mangfoldiggør krænkende billeder af profeten?

Akkari: »En kæmpe forskel. Jeg har ikke trykt dem i aviser. Jeg har vist dem til institutioner og politikere i en mappe. Jeg har ikke delt dem rundt til medier og bedt dem sprede det.«

Politiken: Når du kigger tilbage på det her forløb, hvad ville du så have gjort anderledes?

Akkari: »Ikke noget. Jeg mener ikke, at vi på nogen måde har handlet ukorrekt.«

Oplysningerne om imamernes rejse fik Pia Kjærsgaard til at kalde dem landsforrædere, og hun rejste umiddelbart derefter et politisk flertal for at undersøge deres fremtidige ophold i landet.

Det Islamiske Trossamfund har svaret igen med en injuriestævning mod Dansk Folkepartis formand.

BBC beklagede den 7. februar at have kædet grisebilledet sammen med JP.

Kommunikation er en motorsav

Muhammed-sagen ifølge kommunikationsekspert Jess Myrthu.

TUMULT. »Sagen er meget dygtig kørt af Det Islamiske Trossamfund – hvis det vel at mærke var det her kaos, de ønskede. Men hvis det er ærligt, når de siger, at de ikke ønskede tumult, så er kommunikationen løbet dem af hænde. Så har vi et klassisk eksempel på, hvad der kan ske, når man mangler strategi.«

Sådan lyder vurderingen fra kommunikationsekspert Jess Myrthu, der blandt andet laver krisehjælp til virksomheder i mediestorm.

»Kommunikation er lige så nyttigt et værktøj som budgetter – og når man laver budgetter, gør man det på et realistisk grundlag og tager både hensyn til det bedste og det værste, der kan ske. Det burde Islamisk Trossamfund have gjort – ligesom i øvrigt både Jyllands-Posten og regeringen.«

»Det her er et godt eksempel på, at kommunikation er et fantastisk stærkt værktøj, men at det er farligt, hvis man bruger det forkert. Hvis man kan bruge en motorsav, er det et vidunderligt værktøj. Hvis man ikke kan, er den livsfarlig,« siger Jess Myrthu.

»Hvis det var Det Islamiske Trossamfunds strategi at sætte brand i gaden, er det lykkedes fantastisk. Men hvis det var deres ønske at skabe debat og dialog, er hele deres strategi løbet løbsk.« /A.P.

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Orkanens øje«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.