Mr. News, DDR-korrespondenten, kommunikationsbranchens fader og Danmarks første pressefotograf. De formede den branche, vi andre har arvet, og nu er de gamle. Journalisten har besøgt dem.

»Jeg blev meget gammel, før jeg overhovedet tænkte over, at jeg var gammel.«

Tove Smidth er tidligere borgmester i Gladsaxe efter navnkundige Erhard Jakobsen. Hun er mangeårig journalist i DR og rapporterede blandt andet fra Polen, DDR og Rusland, da Østblokken var lukket land for de fleste.
Nu er hun 89 år, og jeg tror hende: Alderdommen må have ramt hende sent. Faktisk ser Tove ud, som om hun stadig har held med at snyde tiden.

Journalisten undersøger i et helt nummer begrebet "gammel". Jeg opsøger kolleger, der har levet længe nok til at fortælle om livet. Hvad var drivkraften? Hvad er planerne for resten af tilværelsen?
Hun tager imod i lejligheden i Gladsaxe, hvor hun bor på øverste etage. Lyseblå almuemøbler dominerer stuen, »arvegods fra generationer«, men møblerne står så spredt, at hjemmet har et lyst og åbent look.
Tove selv bærer matchende smykker. Ring, halskæde og armbånd med rav i store ovaler. Hendes hår er kort, hvidt og purret op over hele hovedet, så Tove ligner en nordisk Elizabeth Taylor.
Kun få detaljer afslører, at alderen trods alt vinder ind. Den ene er høreapparatet, der er diskret gemt under frisuren. Den anden er Toves stemme.

Journalistens udsendte hører det først adskillige dage efter besøget. Men båndet afslører den sødme i stemmen, som ofte tilhører en ældre kvinde. Tove taler en knivspids forsigtigt, men artikuleret og med en svag accent af København.
»Jeg synes ikke, det var svært, jeg har altid følt mig tryg i mit fag,« siger hun, »og jeg har fået den ene chance efter den anden med en kombination af skrivelyst, åbenbart skriveevne og sprog. De tre ting har været rammen om min karriere.«

Chancen for at blive journalist opstod i en togkupé fra Fyn mod København i 1944. Tove er uddannet korrespondent i engelsk, tysk og fransk, men i kupeen mødte hun tilfældigvis redaktøren for Brugsforenings Bladet, det senere Samvirke.
»Vi faldt i hak på alle måder. Vi aftalte, at når krigen var forbi, skulle jeg i mesterlære på bladet. Derefter var det blot at minde ham om det,« husker hun.
Tove husker også en af de første historier, hun skrev for bladet: "Sådan laver man en atombombe", lød rubrikken.

Hun ler ved tanken, lunt og længe: »Jeg var ikke beskeden. Men historien var jo relevant.«
Det aktuelle og relevante blev netop den røde tråd i den karriere, der for alvor foldede sig ud, da Tove fik job som reporter på DR i 1963. Stillingen var i afdelingen Kultur og Samfund, men det var samfundet, der havde Toves særlige interesse. Fra nu af dannede journalistik og politik et parløb, hvor den ene drev den anden frem som tandhjul i et urværk.

Oftere og oftere rejste Tove med mikrofonen til Gladsaxe, »der foregik så meget hos Erhard (Jakobsen, red.)«, og en dag blev hun opfordret til at stille op til byrådsvalget. Men det var ikke politikken, der var ambitionen, da hun tog udfordringen op.
»Jeg var lumsk. Jeg tænkte, at erfaringen ville give mig en ekstra viden, jeg kunne trække på som journalist.«
Og journalistikken blev bedre. Men Tove blev også fanget ind. Hun overtog borgmesterposten i '74 og sad i to perioder med orlov fra DR. I lejligheden hænger stadig et billede af Tove med kæden. Smilet på fotoet når helt op i øjnene og presser dem sammen til smalle sprækker.

Det var lidenskaben for samfundet og dets mennesker, der gav Tove hendes største oplevelser som journalist. Ud over byrådet og journalistikken knoklede Tove med mellemfolkeligt arbejde. Hun fik kontakter bag jerntæppet i øst, og efterhånden fik hun muligheden for at rejse dertil – og tage mikrofonen med.

Én gang i Polen havde Tove en usædvanlig tolk. Han talte et ualmindeligt godt tysk, men faktisk var han polsk. Han fortalte, at han var ét blandt flere børn, som nazisterne stjal i de besatte lande og adopterede bort til tyske familier. Først da Alfried var 17, fandt moderen ham igen.
»Polsk radio havde allerede lavet et program om de stjålne børn. Jeg bad om båndet, og så tog jeg hjem og lavede et helt unikt program om noget, ingen før havde hørt.«

Fra Auschwitz skabte Tove levende historie. Hun rejste dertil på 25-års dagen for lejrens befrielse og talte med de overlevende. Hjemme i Danmark lagde skuespillere stemmer til, og DR sendte et hørespil med de befriede fangers historie. Den dag i dag står reportagerne som milepæle i Toves karriere.
»Mit største bidrag til journalistikken var den indsigt, jeg gav, i en verden, der ikke var tilgængelig. Jeg mener ikke på det overordnede plan med fine politikere, der siger det, der forventes. Men hos den enkelte familie, som fortalte om sin hverdag,« siger hun.

Oplevelserne og journalistikken kan Tove tale om »i dagevis«. Men hun tøver – for første gang i vores snak – da samtalen falder på fremtiden. Hun anbringer ordene med omhu, ét for ét.
»Jeg er bevidst om, at den må være meget kort. Jeg bliver 90 næste gang, så hvad er realistisk? Tanken om fremtiden er vel nok at gøre op, hvad der er vigtigst nu.«
Hvad er vigtigst nu?
»Det vigtigste er at få nogle ting sluttet af. Hvad vil jeg smide ud af papirer, og hvilke informationer skal jeg give videre. At gøre boet op.«

Tove rejser sig for at hente et lilla sjal, som hun lægger over sine skuldre. Sjalet har nøjagtig samme farve som hendes bluse i chiffon.
Er det ikke en underlig fornemmelse?
»Jo, og jeg efterlever det ikke godt nok. Der er så meget andet, der tager tiden. Jeg sidder her og virker munter, men faktisk har jeg det rigtig skidt indeni.«

En god ven ligger for døden. Når Journalisten er gået, skal Tove derhen på besøg. Det er hårdt, når de andre falder fra. Men selv om tiden viser tænder, udnytter Tove den hver eneste dag. Hun tager på rejser med det danske kulturinstitut og til foredrag i Udenrigspolitisk Selskab. Hun holder sig ajour med faget for eksempel gennem journalisternes veteranforening.
Og måske er menneskene netop det vigtigste udbytte, når regnskabet gøres op efter et langt liv i journalistikken.
»I vores job får du så mange kontakter, og har du lyst og energi, kan du holde fast i dem. Det er en fantastisk gave. Der ligger muligheden for en pragtfuld alderdom i vores fag, hvis helbredet giver dig chancen,« slår hun fast.

Tove Smidth, f. 1923. Tresproglig korrespondent, journalist '49. DR 1963-89, medlem af Gladsaxe Byråd (S) 1966-83, borgmester 1974-83. Tildelt den polske orden 'l'Ordre du Mérite Culturel', den polske stats fortjenstmedaljer i sølv og guld, polsk Røde Kors' medalje mv. – foto: Sara Galbiati

Ole Thisted
f. 1944. Uddannet på Roskilde Dagblad.
Blandt andet Fyens Stiftstidende, TV Avisen, netop pensioneret fra TV2 Bornholm.
Tilnavn Mr. News. – foto: DR-arkiv

Jeg blev journalist, fordi:
»Jeg fik at vide ved et tilfælde, at der var mulighed for en elevplads på Roskilde Dagblad. De fik mange ansøgninger, men min lå øverst i bunken, før chefen gik på ferie, og derfor greb han den. Jeg var heldig, sådan er det tit. Første dag blev jeg placeret i Lise Nørgaards gamle stol, og jeg husker, at jeg tænkte: "Det her må kunne føre til noget."«

Drivkraften i mit arbejdsliv var:
»Jeg har aldrig været optaget af en hellig ild om at ændre verden. Dengang var der meget revolutionsromantik i luften. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne for ikke at lade mine personlige holdninger påvirke arbejdet. Drivkraften var at lave de bedst mulige programmer og have det sjovt samtidig.«

Mit største bidrag til branchen:
»På TV Avisen var jeg med til at indføre det kritiske interview. Tidligere var man meget ærbødig over for politikere og erhvervsledere, men vi begyndte at stille kritiske spørgsmål. Det vakte stor opstandelse, men folk kunne lide det, og til sidst måtte politikerne vænne sig til det. Men personligt har jeg ikke tilført noget revolutionerende. Jeg bidrog blot til en udvikling.«

Mine tanker, da jeg sagde farvel til rollen som Mr. News på TV Avisen:
»Det var ikke svært. Jeg har altid vidst, at det var stolen, der var interessant, og ikke mig som person. Jeg vidste godt, at du ikke skal tro, du er noget særligt, fordi du er landskendt for dit job. Jeg var dagsordensætter i mange år, og det kan jeg savne, men samtidig var ansvaret stort. Især i monopolårene. I bund og grund blev dagsordenen sat af nogle mere eller mindre tilfældige lønmodtagere. Vi traf beslutninger, der nogle gange kunne flytte mandater i Folketinget. Det var næsten for meget. For mig var det en lettelse, da monopolet blev brudt.«

– foto: Sara Galbiati
Aage Büchert
f. 1932. Uddannet cand.polit. 1960.
Chefredaktør Samvirke 1973, bortvist 1989. Medstifter af Dansk Center vedrørende Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme. I dag pensionist.

Den største chance, jeg fik i mit arbejdsliv:
»Jeg har altid skabt mine chancer selv. Men jeg fik en appelsin i turbanen, da FDB tilbød mig en ansættelse dels som pr-medarbejder, dels som journalist på Samvirke. Forinden havde jeg skrevet et par freelanceartikler for Samvirke. 10 år efter blev jeg chefredaktør.«

Det sværeste valg, jeg har truffet:
»Efter 27 år i FDB rettede jeg en bredside mod min bestyrelsesformand, vel vidende at jeg risikerede mit job. En morgen fik jeg en håndskrevet seddel stukket i hånden. Der stod, at Samvirkes udgivelser skulle skæres med halvdelen, men ingen havde rådført sig med mig. Tidligere talte vi demokratisk om vigtige beslutninger, nu kom der en ny ledelsesstil, hvor de traf den slags afgørelser og blot forventede, at jeg rettede ind. Det gjorde mig rasende. Jeg skrev et internt notat, hvor jeg kritiserede formanden sønder og sammen – og blev fyret fra den ene dag til den anden. Men jeg har ikke fortrudt det. Ledelsesstilen chokerede mig faktisk mere end fyringen.«

Det ville jeg gøre om, hvis jeg kunne:
»Jeg ville vælge et liv med mindre druk. Rent journalistisk var jeg glad for alkohol. Som journalist er du altid på jagt efter noget, og du finder det lettere, hvis du er fuld, end hvis du er en pæn dreng, som går tidligt i seng. Jeg var meget sammen med dagbladsjournalister i min tid på Samvirke, og der var meget druk. Jeg kender flere drøngode journalister, som har drukket sig ihjel. Poul Dalgaard var en af mine gode venner, han vandt Cavling to gange. Jeg havde selv en rem af huden. Normalt tog jeg antabus for at undgå at drikke på arbejde. Det er 30 år siden, jeg tog min sidste drink, men jeg husker den endnu.«

Mine tanker om fremtiden:
»Jeg frygter ikke døden. Jeg bliver jo til intet, hvordan kan jeg frygte det? Jeg har haft et privilegeret liv, bedre end jeg fortjente. Jeg er endda sluppet gennem farlige runder og har haft det pragtfuldt de seneste 20 år. Derfor er jeg ikke ked af, at jeg synger på sidste vers.«

– foto: Poul Anker Nielsen
Poul Anker Nielsen
f. 1949. Uddannet på Skive Folkeblad som Danmarks første pressefotograf.
JydskeVestkysten. I dag freelance.

Det sværeste valg, jeg har truffet:
»Da jeg var yngre, fik jeg flere store tilbud fra blandt andre Politiken og Jyllands-Posten. Det var prestigejobs, og det var svært at sige nej. Jeg har altid elsket at være pressefotograf, men jeg mener, at det er vigtigere at være et helt menneske – med et helt liv i det samfund, hvor du bor og er. Nogle lever hele livet efter, at brandbilen rykker ud. Det ville aldrig være nok for mig. Jeg var i Ribe, det kunne jeg ikke forlade.«

Det stærkeste billede, jeg har taget:
»Er fra revolutionen i Rumænien. Jeg var ude ved massegraven i Timişoara, og der var et kapel med to kister. Omkring kisterne var der trukket ledninger, afbarkede, brugt til tortur. Jeg sparkede til kisterne for at se, om der var mennesker i dem, men de var tomme. Men i bunden af kisterne lå det frosne blod fra dem, som var torteret ihjel. Blodet dannede omridset af deres kroppe. Jeg rejste kisterne op og tog et billede. For mig var det symbolet på al den ondskab, der kan være i verden.«

Det overrasker mig mest ved at blive ældre:
»De yngres fravalg. Jeg glemmer aldrig, da Ekstra Bladet fik ny billedchef. Han ringede til mig og sagde: »Vi har besluttet, at vi ikke mere vil brødføde det grå guld. Nu stopper samarbejdet.« Alder betyder ikke, at din storhed er kendt for alle. Det gjorde ondt dybt inde.«

Om min fotoannonce, som de fleste kender:
»Annoncen med det lille digt er en reaktion. Jeg var så dødtræt af de unge fotografer med kortklippet hår, sorte støvler og sorte, stramme bukser. Jeg var træt af uniformeringen. En reportagefotograf skal tæt på de mennesker, han skildrer. Hvordan kan du suge ånden ud af et slagteri, når du adskiller dig så markant fra dem, du fotograferer?«

foto: Sara Galbiati
Jørgen Pedersen
f. 1939. Uddannet på Politiken og Holbæk Amts Venstreblad. Børsen, Ekstra Bladet, selvstændig konsulent og stifter af bureauet Jøp, Ove & Myrthu. I dag pensionist.

Om mit ry for at opfinde kommunikationsbranchen:
»Det passer ikke. Det handler om, hvor langt tilbage folk kan huske. I slutningen af 60'erne var der kæmpe kapaciteter i branchen for eksempel Erik Heimann Olsen, som for nylig er død. Jeg fik det ry, fordi der kun var få, der slog sig åbent ned som konsulenter.«

Mit største bidrag til branchen:
»Mit udgangspunkt som rådgiver var altid på journalistikkens principper. Jeg prædikede åbenheden på alle fronter. Vi rådgav for eksempel under konstruktionen af Storebælts-forbindelsen, hvor alt gik galt. En situation var, da boremaskinerne kørte fast i tunnellen. Der inviterede vi 50 journalister ned og lod dem kravle helt ud i spidsen, hvor medarbejderne lå og bankede sten ud af maskinen. Der forsvandt pressens hånlige tone og blev afløst af respekt. Jeg har medvirket til en udvikling, hvor flere er bevidste om, at åben og aktiv kommunikation er værd at arbejde med. Det glæder jeg mig over.«

Det sværeste valg, jeg har truffet:
»Det kom, da lægerne mente, at mit helbred kunne tage alvorligt skade efter mange, mange års job med 24 timers stand by og konstant højt adrenalinniveau. Jeg bad om nogle piller, men de forslog, at jeg gik hjem og fik et liv. Det råd overvejede jeg et døgns tid, hvorefter jeg besluttede at følge det i samråd med min kone.«

Den største forskel på mediebranchen i dag og tidligere:
»Det ved jeg ikke. Men den debat, der med mellemrum raser om spindoktorernes indflydelse på politikerne, er efter min mening himmelråbende naiv. Der har altid været spindoktorer i de politiske systemer, også demokratierne. Det er jo ikke givet, at enhver folkevalgt med god evne til at udtrykke sig og tækkes vælgere også kan tænke politik. Spindoktorerne kan ikke undværes, og de kan ikke holdes nede.«

– foto: Sara Galbiati
Lally Hoffmann
f. 1945. Uddannet cand.mag. i fransk og russisk, MA i broadcasting. Frankrig-korrespondent for DR og TV 2, forfatter. I dag reporter, TV 2.

Jeg valgte en akademisk uddannelse, fordi:
»Jeg tænkte slet ikke på at gå i mesterlære for at blive journalist. Jeg gik den anden vej, jeg så først på, hvordan verden er. Fransk på universitetet gav en hel verden at sætte sig ind i. Men det har forfulgt mig siden. Jeg tog en MA i broadcasting i San Francisco, men i DR kendte de kun Columbias journalistuddannelse, så det var ikke interessant. Jeg turnerede alle afdelinger, sågar tekstning, men der var ingen jobs. Da jeg startede på TV Avisen i 1980, blev jeg kaldt magisteren. Det var ingen kompliment.«

Den største chance, jeg fik i mit arbejdsliv:
»Den største tillidserklæring var det franske præsidentvalg i '81. Jeg havde aldrig før været på live eller på udlandsrejse for DR. Mitterrand vandt, den aften øsede det ned i Paris. Jeg skulle i radio og tv bagefter, og jeg løb gennem regnen hen til studiet. I øresneglen hørte jeg, at de præsenterede mig derhjemme: »Så stiller vi om til Lola Hattmann i Paris,« sagde værten. Så ny var jeg. Men jeg talte fransk, og derfor fik jeg chancen.«

Den største forskel på mediebranchen i dag og tidligere:
»Vi er kørt ind i kendissyndromet. Tv kører utroligt meget på studieværter og faste personer. Det er helt nyt. Dengang grinede vi, når en journalist absolut ville i stand-up (være i billedet, red.): »Han skulle vist være politiker,« sagde vi. Jeg håber, at de unge i dag får samme chancer, som jeg fik, men der er lang vej, som det er nu. Det er synd. For du lærer, når du bliver kastet ud og ser, om du kan svømme.«

Det sværeste valg, jeg har truffet:
»Var beslutningen om at blive chef for faktaafdelingen i Odense i stedet for udlandsjournalist på TV Avisen. Jeg kom fra Argentina med jetlag, da administrerende direktør Jørgen Schleimann ringede til mig. Jeg blev både overrasket og glad, for uanset hvad jeg har sagt, har Schleimann altid sagt det modsatte – helt tilbage fra Lola-tiden i Paris. Jeg valgte at prøve. Da beslutningen var truffet, trykte B.T. en løbeseddel med mit billede og teksten: "Hun er ikke bange for Schleimann".«

Det er jeg mest stolt over:
»Mine bøger. Jeg er en utålmodig sjæl, og en bog er et kæmpe projekt. Det er en stor sejr at sidde stille i stolen så længe.«

Mine tanker om den dag, jeg forlader rampelyset:
»Så bliver jeg freelancer igen. Jeg kan kun forestille mig at være beskæftiget. Jeg vil ikke glemme, at verden vibrerer, og historier skal fortælles. Der er ingen øvre aldersgrænse, jeg bliver freelancer den dag, de spændende opgaver holder op. Til den tid håber jeg, at jeg bliver husket – at jeg stadig bliver opfordret til nye projekter, selv om jeg ikke står midt i rampelyset.«

– foto: Sara Galbiati
Mogens Thomsen
f. 1952. Uddannet Lolland-Falsters
Folketidende, hvor han var til 2006. Sygemeldt siden maj 2011.

Jeg blev journalist, fordi:
»Jeg var meget sportsinteresseret, og det var min faste overbevisning, at jeg skulle skrive om sport. Det er det eneste, jeg aldrig har gjort.«

Den værste beslutning, jeg har truffet:
»I dag ved jeg, at jeg har arbejdet for meget. På et tidspunkt lagde jeg billet ind på posten som motorredaktør, samtidig med at jeg var lokalredaktør. Jeg lærte at bryde siderne om, og engang fik jeg lyst til at lave radio, og så gjorde jeg også det. Jeg arbejdede 60 timer om ugen, det gik jo fint, der var ingen problemer. Jeg har simpelthen taget for meget på mig og nydt det for meget.«

Vendepunktet i mit arbejdsliv:
»Det var, da jeg opdagede, at jeg havde stress. Da stoppede mit arbejde. De første symptomer kom for fire-fem år siden. Hver morgen tog det en time, før jeg kom i gang, hvor jeg bare hyggede på computeren. Til sidst gik jeg først i gang, når vi var meget tæt på deadline. Jeg var dødtræt. Jeg sov i 12 timer og var træt, når jeg vågnede. Jeg ringede til en psykolog, og han chokerede mig ikke med sin melding: Jeg skulle melde mig syg og finde ud af, hvad jeg så kunne fylde hovedet med, når det ikke er arbejde.«

Mine planer for fremtiden:
»Jeg håber, at jeg kommer til hægterne, så jeg kan skrive lidt. Men min krop siger meget tydeligt, at jeg ikke er klar. Jeg ryster indvendigt, hvis jeg laver mere, end jeg bør. Det føles, som om der kravler en masse små dyr rundt og kradser i min hud fra indersiden.«