Vi skal arbejde længere. Det budskab er gentaget så ofte, at det næppe er gået nogen forbi.

Men samtidig er der modsat­rettede tendenser, der handler om ungdomsdyrkelse, fravalg af ældre på arbejdsmarkedet og en teknologisk udvikling, der efterlader mange i kølvandet.

Ikke mindst i mediebranchen, som står midt i en fremadskridende digital omlægning, mens forretningsgrundlaget fra annoncer smuldrer.

Denne artikel stiller spørgsmålet: Har mediebranchen stadig plads til – og brug for – medarbejdere, der har rundet 60 år?

Det umiddelbare svar er, at det har den. Vores tre cases på 63, 64 og 71 år er værdsatte medarbejdere på deres arbejdspladser, respekterede for deres dygtighed, erfaring og produktivitet. Og budskabet, som de alle tre kommer med, er, at de elsker deres arbejde – næsten mere nu end i deres yngre dage.

↑ Finn Frandsen er 64 år og har været fastansat på Politiken siden 1982. Foto: Thomas Nielsen.

 

Slut med at ”blive hængende”

Men billedet er mere broget end de tre positive historier, vi fortæller. Ifølge Steffen Lilmoes, som netop er stoppet efter mange år som journalist og tillidsrepræsentant på JydskeVestkysten, er mediebranchen blevet et hårdere sted at blive gammel.

”I dag skal man levere hele tiden, og man har ikke den tid til at sidde og pusle om tingene. Det stresser nok en del, især den ældre generation,” fortæller han.

Udviklingen af de digitale medieplatforme er en faktor. Den anden er den skrantende økonomi i store dele af branchen.

Steffen Lilmoes kan huske, hvordan ældre medarbejdere tidligere havde mulighed for at trække sig tilbage med mindre krævende opgaver på avisen.

”I mange år fik de lidt ældre lov til at ”blive hængende”. Der skete ikke noget ved, at man droslede lidt ned, selv om man stadig havde sine 37 timer.”

Sådan husker Jan Schoubye, chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, det også.

”Der var nogle ældre, der ikke leverede helt den samme mængde. Men det er der sgu ikke i dag. Jeg stiller samme krav, om de er 60 eller 30. Vi har ikke råd til nogen, der ikke leverer.”

Krav om udvikling

Der ér forskel på unge og ældre journalister, fortæller han. Ikke i mængden af arbejde, men i forhold til kompetencer.

”I forhold til sociale medier er de unge indfødte på en helt anden måde. Men man skal ikke undervurdere ældre journalisters rutine. De kan skære en historie, finde og servere den, så folk gider læse. Og jeg vil nødigt undvære nogen. Særlig fordi jeg stadig tjener de fleste penge på at lave avis til nogle læsere, der er endnu ældre.”

Schoubye lægger dog ikke skjul på, at man som ældre medarbejder står sig godt, hvis man forsøger at udvikle sine kompetencer i takt med avisens behov.

”Man skal selvfølgelig have lyst til at tage billeder og video – også selv om det er lidt grænseoverskridende. Og de dage, hvor man kun kom på print, er overstået. Jeg forventer, at mine journalister deler deres ting på sociale medier og er i interaktion med læserne.”

Privilegerede

Udvikling til sidste arbejdsdag, det er vilkårene. Men alligevel skal vi være glade, siger Abelone Glahn, kommunikationsrådgiver og forfatter til bogen ’Senior og selvstændig’. For et langt stykke hen ad vejen er vi selv herrer over, hvornår vi vil stoppe.

”Vores arbejde som mediefolk er i høj grad vores identitet. Derfor er det også sværere at slippe det. Men i modsætning til andre er vi ikke afhængige af produktionsmidlerne. Vi kan publicere uden trykpresse eller store tv-studier, så du ser rigtig mange, der bliver ved med at formidle, bare på andre måder,” fortæller hun.

↑ Her sidder Eva Schulsinger, 63 år og redaktør på TV Avisen, til afvikling i DR Byen. Foto: Thomas Nielsen.

 

Hun nævner et eksempel fra sin egen bog – den snart 78-årige tidligere DR-medarbejder Gunvor Bjerre, der i dag laver podcast.

”Andre underviser, skriver anmeldelser, e-bøger, samler livsfortællinger og modererer onlinefora. Jeg synes, vi lever i en privilegeret tid. Vi har oplevet opgang med gode overenskomster og pensioner, og nedgang, hvor fastansættelserne svinder helt væk for folk over 55. Men lige nu ser vi en fantastisk blomstring i måder, man kan formidle på. Skiftet til det digitale er en fantastisk gave.”

Eva Schulsinger, 63 år: ”Hvis man vil være glad, skal man omfavne udviklingen”

Der er altid en særlig nerve i afviklingsrummet, når et tv-program sendes live. En intens stemning af koncentration og kampgejst, akkompagneret af den nærmest messende strøm af kommandoer fra producerne om kameraskift og skærmgrafikker.

”Dejlig munter stemning, I har imellem jer – hold fast i det.”

Som redaktør på programmet ’Råd til corona’ spiller Eva Schulsinger en tiltagetrukket rolle under afviklingen. Hun bruger mest sin mikrofon til at komme med opmuntringer til værten under de forproducerede indslag.

”Dejlig start, Nina, det er super …”

↑ Da Eva Schulsinger startede som redaktør på 19-nyhederne på TV 2, lå hun vågen om natten og redigerede udsendelserne om inde i sit hoved. ”Sådan noget æder én op,” lyder det fra hende nu. Foto: Thomas Nielsen.

 

Klokken nærmer sig 22.30, da Nina Munch-Perrin takker af, og producerne læner sig tilbage i sæderne og sender verbale high-fives ud til holdet.

Det er her, Eva Schulsinger får sit fix af arbejdsglæde.

”Det kick, man får, når man laver noget ekstra fedt sammen med andre, det er der ikke meget, der slår,” siger hun.

Eva Schulsinger er 63 år og har lavet tv-nyheder siden 1988. Først på TV 2 og nu på TV Avisen, hvor hun er redaktør. Et job, der både giver og tager med rund hånd.

”Når jeg laver TV Avisen 21 og løber rundt på gangene klokken 20 og er i tvivl om, hvorvidt indslagene når at blive færdig, så tænker jeg: Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Man kigger altid lidt ned i afgrunden.”

Når den sene TV Avisen går på skærmen, er det kulminationen af en 13 timers arbejdsdag, hvor man som redaktør skal være klar til at ændre arbejdsprogrammet fra det ene øjeblik til det andet.

Men det bliver nemmere med alderen.

”Du når et punkt, hvor du rider på din erfaring, og det gør mange ting meget nemmere. Man bliver hurtigere til at træffe beslutningerne, fordi man ikke er helt så bange for at træffe forkerte beslutninger. Da jeg startede som redaktør på 19-nyhederne på TV 2, lå jeg ofte vågen om natten og redigerede udsendelserne om inde i mit hoved. Sådan noget æder én op.”

↑ ”Jeg vil ikke være den, der halter bagefter med ny teknologi. Da airpods kom frem,  var jeg nummer to på redaktionen til at anskaffe dem,” fortæller Eva Schulsinger. Foto: Thomas Nielsen.

 

Eva Schulsinger er en afdæmpet person, men det er med store følelsesudtryk i spil, når hun fortæller om sit arbejde. Det fylder meget, og derfor er tanken om, at det en dag skal slutte, ikke særlig rar, indrømmer hun.

Men det er en overvejelse, hun føler, hun er nødt til at tage hul på.

”Man er nødt til at tænke på det med at åbne nogle andre spor i sit liv end arbejdet, så man ikke bare står der en dag – bum – og så er det slut. Det at være journalist er så stor en del af ens identitet. Det er fantastisk, men fandeme også farligt.”

”Jeg vil ikke være den, der ikke kan finde ud af teknikken, bare fordi jeg er ældre. Så når der kommer nyt udstyr, er jeg altid blandt de første til at lære det at kende.”

Eva Schulsinger

At gå glad og engageret på arbejde efter mange år i en stor organisation som DR er ikke en selvfølge. Men et stykke hen ad vejen kan man selv vælge, at man vil gøre det.

”Hvis man vil være glad og trives som ældre på en arbejdsplads, kan man vælge at være positiv over for udvikling, og nærmest omfavne det lidt. I DR bliver strukturerne hele tiden lavet om. Og så må man bide sig selv i tungen og lade være med at være den, der hele tiden siger: Det har vi prøvet, det virker ikke.”

En anden ældre-fælde, som Eva Schulsinger prøver at undgå, er rollen som teknisk bagstræber.

”Jeg vil ikke være den, der halter bagefter med ny teknologi. Da airpods kom frem,  var jeg nummer to på redaktionen til at anskaffe dem,” fortæller hun.

Kan man blive 70 år i dit job?

”Det er jeg spændt på. Hvorfor ikke?”

Finn Frandsen, 64 år: ”At få et menneske til at slappe af – dét kan jeg”

”Prøv at kigge, som om du er i dine egne tanker … lige lidt højere … yes!”

Lars Løkke Rasmussen lader rutinemæssigt blikket forsvinde ud i rummet, mens fotograf Finn Frandsen danser rundt om ham med sit kamera.

Når man ser de to mænd, kan man ikke lade være at tænke, at det er godt, rollefordelingen ikke er omvendt. Hvor 56-årige Løkke er noget besværet af statsmandsvægten, bevæger 64-årige Finn Frandsen sig kvikt og adræt rundt i sine hvide kondisko, mens han afsøger nye kameravinkler.

↑ Det kan godt være, at de unge fotografer kommer med personlige, kunstneriske udtryk og kan en masse fantastiske ting. Men det, som Finn Frandsen kan, er, at sætte sig over for et menneske og få det til at slappe af, siger fotografen selv. Foto: Thomas Nielsen.

 

”Jeg kunne godt tænke mig, at du prøver at smide jakken,” forsøger han sig.

”Det tror jeg ikke, jeg vil. Jeg er blevet så fed,” kommer det lunt, men bestemt fra Løkke.

”Du ser brandgodt ud!” flirter Finn Frandsen på syngende bornholmsk.

Han synes ikke selv, han hører til blandt landets dygtigste fotografer. Men han er god til mennesker.

”De unge er så sindssygt dygtige. De kommer med personlige, kunstneriske udtryk og kan en masse fantastiske ting. Der må jeg erkende, at det kan jeg ikke. Men det med at sætte sig over for et menneske og få det til at slappe af – det kan jeg.”

Og det handler ikke kun om, at Finn Frandsen er et smilende og behageligt menneske. Der ligger mange års arbejde og titusindvis af billeder bag.

”Da jeg startede som elev på Bornholmeren, var det meget grænseoverskridende for mig at kontakte mennesker. Det var, så jeg helt fik en knude i maven. Og det var stressende, for der skulle fotograferes meget – 15-20 billeder om dagen – du kom altid fem minutter for sent. Men man lærer af at arbejde meget.”

↑ I sin tid som fastansat har Finn Frandsen særligt de senere år set fotograf-kollegerne på de øvrige dagblade forsvinde. Foto: Thomas Nielsen.

 

Han fortæller, hvordan han på et tidspunkt forsøgte at gøre en af de yngre fotografer kunsten efter med efterbehandling og farvemættede billeder.

Det fik fotochefen sat en stopper for øjeblikkeligt.

”Per Folkver kom løbende og sagde: Nu lader du ham fotografere på sin måde, og så fotograferer du, som du er god til. Man kan jo godt blive usikker på sig selv, men det, tror jeg, er med til at holde en i live som fotograf – at man forholder sig til, hvordan andre fotograferer, og hvordan man selv gør.”

”Hver morgen glæder jeg mig til at gå på arbejde. Bare tænk tanken: Du har varierede opgaver, møder nye mennesker, farer omkring. Det er jo verdens bedste job.”

Finn Frandsen

Finn Frandsen har været fastansat på Politiken siden 1982. Særligt de senere år har han kunnet se, hvordan fotograf-kollegerne på de øvrige dagblade er forsvundet. Han har også selv stået ved en fratrædelsesrunde og overvejet, om han skulle trække sig til fordel for de yngre.

”Så mødte jeg en jævnaldrende kollega – en journalist, der havde samme overvejelse. Men så kiggede han mig dybt i øjnene og sagde: Vi kan jo stadig godt lide det.”

Og det kan Finn Frandsen.

”Hver morgen glæder jeg mig til at gå på arbejde. Bare tænk tanken: Du har varierede opgaver, møder nye mennesker, farer omkring. Det er jo verdens bedste job.”

Lisbeth Stryhn, 71 år: ”Nu er det kun lysten, der driver værket”

I juni var Lisbeth Stryhn midtpunkt for en sjælden begivenhed i den danske medieverden. Hun fejrede 50 års jubilæum som journalist på Randers Amts Avis.

Men hun glædede sig ikke.

”Det var faktisk ikke særlig rart,” indrømmer hun.

For det med den høje alder er ikke noget, hun har lyst til at blive mindet om.

”Jeg glemmer da tit min alder – det er jeg jo nødt til. Men det kommer op til overfladen i forbindelse med jubilæer og fødselsdage. Og det bryder jeg mig faktisk ikke om.”

Lisbeth Stryhn begyndte som elev på Randers Amts Avis i 1970. Dengang var der fire medarbejdere på kulturredaktionen, så hun fik teatrene, som man dengang skulle til Aarhus eller Aalborg for at finde.

”Jeg glemmer da tit min alder – det er jeg jo nødt til. Men det kommer op til overfladen i forbindelse med jubilæer og fødselsdage. Og det bryder jeg mig faktisk ikke om.”

Lisbeth Stryhn

I dag sidder hun alene med hele kulturstoffet.

”Vi har fået musik- og teaterhuset Værket, vi har fået egnsteater og et kammerorkester. Det er blevet et kæmpe område med mange spændende ting, man kan tage fat i. Det er bare skønt.”

Randers Amts Avis har som mange provinsdagblade oplevet en lang række nedskæringer. 16 fyringsrunder tæller Lisbeth Stryhn, at hun har oplevet.

Og fyringsrunderne er også en af de anledninger, hvor man som ældre medarbejder bliver opmærksom på sin alder. For der er en slags kutyme for, at det er de ældre, pensionsmodne medarbejdere, der trækker sig. Og det er faktisk et pres, indrømmer hun. Særligt når man helst bare vil blive ved.

”På et tidspunkt valgte jeg efter mange og lange overvejelser at melde mig og bede om en fratrædelse,” fortæller hun.

↑ For Lisbeth Stryhn er det lysten, der driver værket, og hun synes, det er et fantastisk privilegium, at hun kan stoppe den dag, hun ikke gider mere. Foto: Thomas Nielsen.

Ironisk nok sagde ledelsen nej. De var simpelthen for glade for Lisbeth Stryhn, der som kulturjournalist gennem mange år og i øvrigt også lederskribent er med til at give avisen profil.

”Herefter har jeg ligesom sluttet fred med mig selv. Nu har jeg tilbudt det en gang, og så skal jeg ikke sidde og have en masse kvaler omkring det igen næste gang. Det er jo ikke til at holde ud.”

Hun er dog to gange gået ned i tid. Først for at passe sin nu afdøde mand under hans sygdom og så igen for at få en kabale til at gå op ved en fyringsrunde.

Men 3/5 arbejdstid er der rigeligt energi til. Og som hun sidder ved sit skrivebord i avisens nye lokaler og kigger ud over Gudenåens udmunding, kan hun faktisk ikke komme i tanker om et tidspunkt, hvor det har været sjovere at gå på arbejde.

”Jeg nyder at komme ind på morgenmøder og følge med i, hvad der foregår på andre stofområder – det synes jeg er utroligt spændende. Og så er det jo et fantastisk privilegium, at den dag, jeg ikke gider mere, kan jeg bare stoppe. Før har jeg haft en familie, jeg skulle forsørge. Nu er det kun lysten, der driver værket.”

 

 

Fem gode råd til seniorer i mediebranchen

Seniorer er ikke hårdere ramt af ledighed end andre aldersgrupper i AJKS – faktisk tværtimod.

Tal fra AJKS viser, at lige knap 10 procent af den samlede medlemsskare er ledige. Blandt medlemmer i 50’erne er 7,8 procent ledige, og for medlemmer i 60’erne er ledigheden på 8,9 procent.

Til gengæld er der forholdsmæssigt flere blandt seniorerne, som slipper dagpengene ved at blive selvstændige eller skifte til eksempelvis kommunikation. Flere 60+-årige går desuden på efterløn eller pension, fortæller karrierevejleder i AJKS Rasmus Hengstenberg.

Her giver han gode råd til, hvordan man som senior bider sig fast i mediebranchen.

1.
Hav tålmodighed
Bliver du ledig i 50’erne, vil det statistisk set tage dig lidt længere tid at finde næste job, end hvis du er i 30’erne.

”Men det må ikke blive en selvopfyldende profeti, at hvis du er ledig som 50+-årig, så får du ikke job igen. Virkeligheden viser noget andet.”

2.
Udvid kompetencer og netværk
Uanset om du har job i mediebranchen eller er ledig, skal du hele tiden udvikle dine kompetencer, så de holder trit med for eksempel den digitale udvikling. Og så skal du mere end pleje dit netværk.

”På et tidspunkt er ham redaktionschefen, du kender, udskiftet med en 35-årig. Netværket skal ikke bare vedligeholdes, men faktisk udvides.”

3.
Reflekter: Hvad er vigtigst?
Hvis du bliver ledig som 50+-årig, skal du hurtigst muligt afklare med dig selv, hvad der er vigtigst for dig. Løn, logistik eller bestemte arbejdsopgaver?

”Det breder jobmulighederne ud. Og det kan være med til at gøre, at du ikke brænder nogen broer i starten af et ledighedsforløb.”

4.
Spil på senior-styrkerne
Som senior har du betydelige fordele i at underbygge, at du skaber værdi. Dem skal du slå på.

”Ofte har seniorer siddet på de store redaktioner, de har skabt resultater og har et stort netværk.”

5.
Bryd fordommene
Selv om fordommene om seniorer ikke gælder dig personligt, skal du alligevel modbevise dem.

”Tænk over, hvordan du formidler, at du stadig holder dig til ilden og udvikler dig, samtidig med at du trækker på en bred erfaring.”