Fyens Stiftstidende var et af de medier i Region Syddanmark, der spillede en nøglerolle, da Falck via en nøje tilrettelagt kampagne forsøgte at skabe mistillid til ambulancetjenesten Bios.
66 gange er Fyens Stiftstidende nævnt i rapporten fra Konkurrencerådet, og chefredaktør Poul Kjærgaard fortalte i sidste uge Journalisten, at han ikke var klar over, hvilke negative historier der var orkestreret af Falck.
Siden har Jysk Fynske Medier gennemgået artiklerne i sagen og konkluderede i går, at der ikke var nogen faktuelle fejl.
”Vi står ved alle de flere end 500 artikler, vi har skrevet om Bios og Falck siden 2014,” skrev Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Peter Orry.
”Der er en god dialog”
Spørgsmålet er dog fortsat: Hvordan præsenterede de mennesker, der afsatte Falcks historier, sig, når de kontaktede for eksempel Fyens Stiftstidende?
I Konkurrencerådets rapport kan man blandt andet læse, at Advice skriver i en mail 24. oktober 2014:
”Preparation af alt oversat materiale vedrørende retssagerne, som er blevet overdraget og grundigt gennemgået med Fyens Stiftstidende (en svær sag at løfte)”
I en anden mail skriver Advice 19. marts 2015 i en status over ”next steps”:
”Fyens kører fornuftigt, og der er god dialog, men vi har meget svært ved at få JV med.”
Da Journalisten spørger chefredaktør for Fyens Stiftstidende Poul Kjærgaard, hvordan avisen helt konkret blev præsenteret for tip og henvendelser, svarer han:
”Vi har fået tip og henvendelser både på mail og telefon.”
Vil ikke bryde kildebeskyttelse
Hvordan præsenterede de sig selv? Var de transparente omkring, hvem de var? Sagde personerne bag henvendelserne, hvem de arbejdede for?
”Det kan jeg ikke fortælle uden at gå på kompromis med vores kildebeskyttelse. Det, vi gør i den slags sager, er, at vi gør, hvad vi kan, for at afdække, hvilke motiver der ligger bag henvendelserne. Nogle gange er det nemmere at gennemskue end andre,” forklarer Poul Kjærgaard.
Vidste I, hvilke interesser der var på spil hos tipperne?
”Vi taler selvfølgelig med vores kilder. Vi har undervejs fået forskellige indikationer, som vi ikke kan komme ind på. Vi har i vores research fået øje på personer, som har henvendt sig med en dagsorden,” siger Poul Kjærgaard.
Nogle havde ikke rent mel i posen
Har I ikke spurgt ind til, om det var Falck, de arbejdede for?
”Nej, ikke altid. Vi spurgte ind til det nogle gange. Det har efterfølgende vist sig, at det ikke er alle, der har haft rent mel i posen.”
Burde I ikke som et kritisk medie vide, hvem kilderne repræsenterer?
”Vi stiller alle de oplagte spørgsmål. Vi har spurgt nogle af vores kilder. Ikke i alle henvendelser. Vi får talrige henvendelser. Nogle steder har det været relevant at spørge. I sådan en sag som afdækning af ambulanceberedskabet i Region Syddanmark har det været meget tydeligt, at der har været interesse på begge sider.”
Har personerne bag henvendelserne fortalt jer på noget tidspunkt, at de arbejder for Falck?
”Nej, det har de aldrig sagt.”
Andre chefredaktører i 2014
Kan du sende mig mails eller beskeder fra tipperne, hvor de fortæller om sig selv?
”Nej, det kan jeg ikke. Vi arbejder med kildebeskyttelse.”
Vil fremlæggelsen af e-mails ikke styrke jeres troværdighed?
”Lige nu handler det ikke om at tjene vores troværdighed. Det handler om at beskytte vores kilder, som vi samarbejder med. Det er et grundfæstet princip hos os.”
Journalisten har også spurgt chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, hvordan folk præsenterede sig.
”Der er tale om historier, som blev skrevet i 2014. Det er før fusionen, hvor Jysk Fynske Medier blev dannet. Det var med andre chefredaktører og andre journalister. Vi har tjekket historierne og deres faktuelle indhold, og de har både været korrekte og relevante,” siger Peter Orry.
Er det ikke vigtigt at vide, hvor et tip kommer fra, og hvilke interesser der kan være på spil?
”Jo, det kan godt være relevant.”
Vil I så undersøge, hvordan idéerne blev præsenteret for jer?
”Nej, vi har ikke tænkt os at undersøge det, fordi den afgørende pointe for os ikke er, hvor tippet kommer fra. Vi får jævnligt tip fra nogle, der forsøger at stille andre i dårligt lys. Når vi får et tip, vurderer vi, om det er noget, der er relevant for offentligheden. Og hvis de betingelser er opfyldt, så bringer vi det,” siger Peter Orry.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Journalisten : Hvorfor spørger I ikke, om Falck også har været store annoncører? Det spørgsmål virker ellers rimeligt åbenlyst