“Venstre over for Socialdemokratiet. Statsministeren og formanden. To toppolitikere, der vil have magten i Danmark. Den ene har den for nu. Den anden kæmper for at få den.”
Sådan lød DR’s oplæg til den tv-debat, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) deltog i på DR i programmet ‘21 Søndag’ i går.
Debatten stod mellem de to mest sandsynlige statsministre efter et kommende folketingsvalg – selv om både Pernille Skipper (EL) og Uffe Elbæk (Å) også har annonceret, at de er kandidater til statsministerposten.
Men DR burde slet ikke have blændet op for ‘præsidentduellen’ mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Det mener Pelle Dam, der er redaktionschef på Radio24syv og redaktør på programmet ‘55 minutter'.
“Jeg synes ikke, de burde lave dem. Det hele kommer til at gå op i, hvem der bedst kan parere det, modparten siger, over i et modangreb,” siger Pelle Dam, der heller ikke mener, at TV 2 bør lave den slags tv-debatter op til den kommende valgkamp.
“Fuck den debat”
Redaktionschefen mener, at formatet er dårligt i forhold til at blive klogere og være kritisk over for de to partiledere.
“Det bliver altid en duel, hvor du kan komme med en kæk kommentar til modstanderen, og journalisten får aldrig muligheden for at stikke kniven dybt ind,” siger Pelle Dam.
Som eksempel peger han på debatemnet pension. Socialdemokratiet har foreslået, at nogle danskere skal kunne gå tidligere på pension.
“De slipper begge afsted med at sige, at de vil gøre noget for de nedslidte, men uden for alvor at svare på kritiske spørgsmål. De har to meget forskellige løsninger, som begge har helt åbenlyse svagheder. Men de har held med hele tiden at sende aben over til modparten og ikke svare reelt på de relevante, kritiske spørgsmål,“ siger han og tilføjer:
“Man burde sige ”fuck den debat” og tage en times grundigt og dybdegående interview med dem hver især i stedet for – det ville i langt højere grad gøre seerne klogere,” siger han.
På DR forsvarer nyhedschef Thomas Falbe tv-debatten.
“Vi har igennem mange måneder forsøgt at få statsministeren og lederen af det største oppositionsparti til at stille op i den samme debat. Det har vi, fordi vi mener, det er vigtigt og relevant for danskerne at høre, hvor de står over for hinanden på en række vigtige emner,” siger han med henvisning til, at de to politikere debatterede pension, klima og sundhed.
Han anerkender dog, at formatet ikke lægger op til et dybdeborende interview.
Har Pelle Dam ikke en pointe?
“Jo, det kan han godt have. Selvfølgelig er det sværere at holde fast. Men det, synes jeg, gør ikke formatet irrelevant. At fastholde politikerne med kritiske spørgsmål gør vi i alle andre formater på daglig basis,” siger han.
Debat løser ikke hele opgaven
Pelle Dam er sikker på, at både DR og TV 2 nok skal lave kritiske interviews med partilederne og andre kandidater under valgkampen.
Men han mener, debatformaterne tager for meget opmærksomhed i forhold til de kritiske interviews.
DR lavede ved sidste valg også lange interviews med partiledere – er det ikke fint at have begge dele?
“Jeg synes bare, at duellerne får så meget opmærksomhed, selv om vi ikke bliver klogere af dem. De bliver prioriteret og har mange seere, og jeg ville ønske, man nedtonede dem. Lange, kritiske interviewformater ville i mine øjne være mindst lige så underholdende,” siger han.
“Det samme problem gør sig gældende for partilederdebatter. Du kan for nemt skyde på nogle andre og undgå opfølgende spørgsmål. Og det er i seernes interesse at få svar på de mest relevante spørgsmål. Jeg kunne godt tænke mig, at medierne generelt tog mere ansvar for at holde de enkelte politikere op på det, de siger,” siger Pelle Dam.
Uden at afsløre detaljer lover Thomas Falbe, at DR i den kommende valgkamp også vil lave kritiske solointerviews med partilederne.
“Vi kommer til at have alle 12 partiledere i dybdegående interviews på tv, radio og digitalt. Vi gør ikke kun én ting. Havde vi kun lavet politisk debat med to partiledere, havde vi ikke løst opgaven. Men vi bruger mange forskellige greb,” siger han.
Undlod at invitere andre statsministerkandidater
Journalisten har også tidligere spurgt DR og TV 2, om de ville invitere Uffe Elbæk og Pernille Skipper med i debatter med statsministerkandidaterne. Begge kandidater sagde dengang til Journalisten, at de gerne ville deltage i en tv-debat for statsministerkandidater.
Dengang sagde Thomas Falbe fra DR, at de ville overveje det frem mod valgkampen.
DR unlod dog at have dem med søndag. Men hvorfor?
“Det, at andre har meldt sig som statsministerkandidater, udelukker ikke, at statsministeren og lederen af det største oppositionsparti møder hinanden i et af vores programmer,” siger Thomas Falbe.
“Hvordan vi forholder os til, hvad der ellers kan lade sig gøre i en valgkamp, tager vi stilling til til den tid,” siger han.
Lars Løkke og Mette Frederiksen afsepjler jo langtfra de mange holdninger, der er i dansk politik i dag. Er det ikke misvisende kun at lave en debat med dem?
“Det mener jeg ikke. Sådan som den parlamentariske situation er, hvis du ser, hvem partierne peger på, så er de to gode bud på statsministre. Derfor er det vigtigt, at de møder hinanden,” siger han og tilføjer:
“Det er ikke det samme som, at vi udelukker andre holdninger eller ikke lader de andre kandidater komme til orde. Men hvis vi tager Uffe Elbæk og Pernille Skipper med, hvorfor tager vi så ikke alle med? Så har vi en partilederrunde, hver gang vi skal diskutere politik, og det er heller ikke håndterbart,” siger Thomas Falbe.
Journalisten har også kontaktet TV 2 for at spørge, om de vil lave tv-dueller mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Chefredaktør Ulla Pors fra TV 2 News svarer:
”Vi venter med at offentliggøre vores valgplaner, til valget er udskrevet.”
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"... Selvfølgelig er det sværere at holde fast. Men det, synes jeg, gør ikke formatet irrelevant. At fastholde politikerne med kritiske spørgsmål gør vi i alle andre formater på daglig basis,” siger han."
Så hvorfor ikke bare sige direkte, at denne form for TV er ment som ren underholdning - uanset om det spilder vælgernes tid eller ej? Thomas Falbe spilder i øvrigt vores tid med sine åbenlyse bortforklaringer. Det er ikke professionelt - det er bare fejt.
Jeg synes ikke, jeg var klogere efter at have set den omtalte debat. Ikke nok med, at journalisten ikke fik "stukket kniven ind" - de to kandidater råbte så meget i munden på hinanden, at jeg ikke kunne høre/forstå deres budskaber. De blev kvalt af larmen.
Jeg er modstander af såkaldte President Dueller i Danmark. Har boet i USA i 20 år og Danmark i 40. Synes at formatet President Duellen viste sin uduelighed da Trump debaterede med Hillary Clinton.
Den danske politiske system er så mangfoldig, at jeg synes at en debat alene mellem Statsministeren og udfordren giver en alt for unuanceret billede. Det er for forenklet, hvilet sikkert er en del af grunden til, at man gerne vil bringe den i tv.
Jeg er også dødtræt af, at danske politikere snart medvirker i en utal af tv programmer - både dem om politik - men især alle de programmer, der ikke handler om politik men skal vise at politikerne kan lave mad og være hyggelige og klare udfordringer på et hold. Fri mig for det.
Kan politikerne ikke bare passe deres arbejde og lade være med at optræde allevegne?