For politisk: DR og TV 2 var ikke med på opråb om beskyttelse af afghanske journalister

Dansk Journalistforbund havde håbet, at en samlet mediebranche kunne appellere om sikkerhed til mediefolk i Afghanistan, men det viste sig umuligt

Det lignede umiddelbart en henvendelse fra en samlet dansk mediebranche, der i sidste uge sendte en opfordring til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om at have øje for sikkerhedssituationen for de afghanere, der har hjulpet danske medier med at dække konflikten i Afghanistan.

Opråbet til udenrigsministeren var underskrevet af Dansk Journalistforbund, Danske Medier og International Media Support.

Til gengæld var Danmarks to største mediehuse ikke med. DR og TV 2, der i årenes løb adskillige gange har haft journalister og korrespondenter i Afghanistan, mener nemlig ikke, at de kan stå bag sådan et opråb.

”Det er en politisk beslutning, hvem der skal og ikke skal til Danmark, og vi har ikke mulighed for selv at være aktiv part i en proces, der handler om at lægge pres på den danske regering. Det vil forhindre os i at gøre vores pligt – at dække enhver historie upartisk,” forklarede DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, i et skriftligt citat til Journalisten i sidste uge.

Svaret var stort set det samme fra TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors:

”TV 2 kan som uafhængigt nyhedsmedie ikke stå bag en politisk opfordring,” skrev hun til Journalisten.

Men den melding er DJ’s formand, Tine Johansen, uforstående over for. Appellen fra de tre organisationer nævnte nemlig ikke noget om, at mediefolkene skulle bringes til Danmark.

”Jeg havde håbet, at vores opråb kunne være fra en fælles mediebranche, og så er jeg dybest set uenig i, at det er politisk. Det handler om rigtige menneskers sikkerhed. Mennesker, der har hjulpet både DR og TV 2 med at få oplysninger ud til verden,” siger hun.

”Vasker hænder”

Mahvish Ahmad er en af dem, der har arbejdet for både DR og TV 2. Hun er i dag assisterende professor i menneskerettigheder og Politik ved London School of Economics and Political Science, og hun bed i weekenden mærke i, at hverken DR eller TV 2 stod bag appellen til Jeppe Kofod.

”Jeg spekulerer over, hvor mange andre udenlandske nyhedsorganisationer, der er poppet ind og ud af Afghanistan, som vasker deres hænder for ethvert ansvar for de afghanere, der gjorde det muligt for dem at gøre deres arbejde,” skriver hun på Twitter.

Ifølge Tine Johansen burde medier som TV 2 og DR være bevidst om deres ansvar, når kanalernes journalister får assistance af lokale journalister, fixere eller chauffører.

”Jeg synes, der burde være en form for kædeansvar. At det ikke bare er den fastansatte eller udsendte, men også dem, man kalder underleverandører, man skal tage ansvar for i den her situation. Det er løst tilknyttede mennesker, men de spiller en rolle i at kunne rapportere fra Afghanistan,” siger hun.

DJ: Det er ikke politik

Dansk Journalistforbund sendte den 5. august et åbent brev til udenrigsministeren, hvor der blev opfordret til at give de mediefolk, der har hjulpet danske journalister i Afghanistan, asyl i Danmark. Også i USA og Storbritannien har en koalition af medier sendt opfordringer om visum til de afghanere, der har hjulpet medierne i Afghanistan.

I weekenden besluttede den britiske regering så at tilbyde visum til omkring 200 afghanske mediefolk, der har hjulpet og arbejdet for britiske medier.

Men den opfordring, der blev sendt i sidste uge fra DJ, Danske Medier og IMS, indeholdt ikke ét ord om asyl eller visum, og det var ganske bevidst.

”Vi kræver ikke en asylpolitik eller udlændingepolitik i Danmark, vi gør simpelthen opmærksom på, at der er nogle mennesker, der er i fare,” siger Tine Johansen.

Taleban lovede i sidste uge, at der ville være pressefrihed under den militante islamistiske gruppes styre, og at bevægelsen vil sørge for journalisters sikkerhed. I nærmest samme åndedrag blev kvindelige tv-værter beordret væk fra skærmen, og Taleban er gået fra dør til dør hos journalister. I det vestlige Afghanistan kostede det ifølge tyske Deutsche Welle en af deres journalisters familiemedlemmer livet, da Taleban aflagde besøg i familiemedlemmets hjem.

”Vi skal sikre os, at de mennesker bliver bragt i sikkerhed nu og her. Ved ikke at anvise den konkrete løsning havde jeg et håb om, at vi kunne samle os som branche uden at blande os i politiske aftaler, men være en stemme for de mennesker, der har hjulpet os,” siger Tine Johansen.

Er det ikke at blande sig i en politisk prioritering, når man opfordrer myndighederne til at have øjne på en bestemt gruppe mennesker?

”Vi rangordner ikke nogen. Jeg håber og tror da, at der også er ngo’er, der beder myndighederne om også at huske deres samarbejdspartnere. Det her var ikke tænkt som et politisk statement, men som et opråb om at huske de mennesker, der har hjulpet danske medier.”

Det kan vel ses som, at I mener, at en gruppe menneskers sikkerhed skal prioriteres højere end den helt almindelige civile afghaner?

”Vi, der repræsenterer de her mennesker, bliver nødt til at gøre opmærksom på, at de har ydet en indsats. Bag ethvert vigtigt nyhedsindslag står en række mennesker. Der er dem på skærmen, og så er der dem bagved, du ikke kan se på skærmen eller i den artikel, du læser.”

DR anerkender indsatsen

DR’s nyhedsdirektør fastholder i et skriftligt svar, at DR ikke har mulighed for ”selv at være aktiv part i en proces, der handler om at lægge pres på den danske regering”.

”Vi anerkender indsatsen fra Danske Medier, Dansk Journalistforbund og IMS, og vi leverer om muligt nødvendig dokumentation for samarbejdsrelationer med mediefolk i Afghanistan for at fremme processen og behandling af deres sager,” siger hun i et skriftligt svar og tilføjer:

”Vi har naturligvis et ansvar for alle, der udfører arbejde for os, og vi gør, hvad der er muligt, for at hjælpe dem. Men det er ikke noget, vi vil gå i detaljer med.”

TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors, er ikke vendt tilbage efter Journalistens henvendelse.

”Men vi håber naturligvis på sikkerhed til alle i det kaosramte Afghanistan – herunder dem, der har hjulpet mediefolk fra hele verden med at kunne dække en svær situation under ekstreme forhold,” sagde Ulla Pors i et skriftligt svar i sidste uge.

0 Kommentarer

Læs også

Jeppe Kofod:

Jeppe Kofod: ”Vi evakuerer hellere én afghaner for meget end én for lidt”

18. AUGUST 2021
Familiemedlem til journalist i Tyskland dræbt af Taleban

Familiemedlem til journalist i Tyskland dræbt af Taleban

20. AUGUST 2021
Afghanske journalister på amerikansk radiostation: ”Vi bliver ladt i stikken”

Afghanske journalister på amerikanske radiostationer: ”Vi bliver ladt i stikken”

17. AUGUST 2021
Taliban lover pressefrihed: Kvindelige værter pilles af skærmen

Taleban lover pressefrihed: Kvindelige værter pilles af skærmen

16. AUGUST 2021