Få minutter før den meget omtalte dokumentarfilm ’Uden for citat – der følger Ekstra Bladets overlevelseskamp, mens oplaget rasler ned – skulle vises på fagfestivalen, var lokalet på 1. sal i Odense Congress Center tomt.

Nedenunder flokkedes de godt 1.000 deltagere i fagfestivalen omkring barerne – det lignede kort sagt en forestilling, hvor instruktør Mikala Krogh ikke skulle svare på mange spørgsmål, og hvor Tine Johansen, tillidsmanden, der i filmen forlader sit job under en sparerunde, ikke skulle få lov at fortælle sin historie.

Men da lyset blev slukket, var salen fyldt til sidste plads.

Filmens tre hovedspor

Journalistens udsendte, der så filmen for første gang, noterede sig denne oplevelse af filmen:

På det overordnede plan er det historien om en presset avisledelse, der kommer til at fremstå næsten uden strategisk overblik i forsøget på at opfinde en forretningsmodel, der kan redde avisen, inden den indhentes af faldende oplag og annoncedyk. Det deprimerende er, at god journalistik ikke spiller en rolle i den omstilling.

Journalistisk er det historien om, hvordan en redaktion, trods mange overvejelser, kan ende med at opfinde sine egne moralske spilleregler, når jagten på den gode historie, der umiddelbart favner avisens journalistiske mission og selvforståelse, kolliderer med journalistiske spilleregler og almindelig omtanke. Eksemplificeret af historien om de tilfangetagne danske søfolk, der koster avisen et nederlag i Pressenævnet.

Og menneskeligt har historien to hovedpersoner, der kæmper med nagende samvittighed, når journalistikken udfordres. Praktikanten, der på den ene side kan lune sig ved at score både forside og spiseseddel – men samtidig må konstatere, at overskriften på forsiden ikke stemmer overens med den virkelighed, hun har beskrevet i artiklen. Skal man så være stolt?

Og kriminalreporter og tillidsmand Tine Johansen, der i en sparerunde beslutter selv at tage imod en fratrædelsesordning, fordi hun indser, at de journalistiske projekter på nettet, der skal genrejse avisens økonomi, ikke er kendetegnet ved stor journalistisk substans. Tværtimod.

Overrasket over reaktionerne på filmen

Efter filmen interviewede Hans Jørgen Dybro, leder af fagfestivalen, instruktøren Mikala Krogh og tidligere tillidsmand Tine Johansen.

Det er ikke mindst avishusenes valg af anmeldere, der har overrasket instruktør Mikala Krogh.

»Det er kommet bag på mig, at det ikke er filmanmelderne, der er blevet sat til at anmelde filmen. Det er ofte eksterne medarbejdere, der måske har et forhold til Ekstra Bladet, der har anmeldt, men ikke nogen, der nødvendigvis har forstand på film.«

Hun fastslog:

»Anmeldelserne har mange subjektive holdninger til avisen og filmen. Og der er ting i anmeldelserne, der slet ikke er i filmen. Jeg holdt helt op med at læse anmeldelserne.«

Den beskrivelse nikkede Tine Johansen til.

»Jeg har oplevet at få at vide, at jeg har sagt ting, jeg ikke har sagt. Jeg bliver i anmeldelserne brugt som hende, der er kritisk over for Ekstra Bladet, men jeg er kritisk over for udviklingen. Det er for eksempel blevet fremstillet, som om pudset rasler ud af væggen, da jeg smækker med døren og forlader avisen. Men jeg smækker ikke med døren.«

Hun forklarer:

»Jeg forlader avisen som en reaktion på, at man skruer ned for papiravisen og op for nettet, hvor man i hvert fald for et år siden var meget i underholdningsbranchen.«

Journalisten beskrev i efteråret 2013 Tine Johansens overvejelser og beslutning.

»Det er underligt, at jeg er den eneste, der lufter de her bekymringer. Det er jo overvejelser, man har alle vegne. Det er jo helt generelt.«

Nødt til at stille op

Mikala Krogh fortalte, at flere på Ekstra Bladets redaktion umiddelbart havde været imod at være med i filmen, men følte, at de var nødt til det.

»Jeg tog en runde og snakkede med alle folk. Flere sagde: ”Det er ikke vores drømmeønske, men vi lever selv af, at andre stiller op, så det ville være enormt dobbelt at sige nej”.«

Hans Jørgen Dybro: Hvor mange gange blev du smidt uden for døren?

»Jeg kan huske en gang på Christiansborg under de konkrete forhandlinger om sparerunder. Men jeg har aldrig oplevet, at jeg have spurgt, om jeg måtte være med, og så fået nej.«

Mange overflødige chefer?

Den afsluttende spørgerunde bar præg af, at der var en del menige medarbejdere fra Ekstra Bladet i salen.

»Mikala, har du nogensinde overværet et redaktionelt møde på Ekstra Bladet, hvor man ikke uden besvær kunne have undværet halvdelen af cheferne?« lød det for eksempel.

Mikala Krogh:

»Det var vist mere en kommentar end et spørgsmål!«

Og:

»Poul Madsen er meget gennemgående figur i filmen. Hvorfor har du ikke fulgt en af dem, hvis job er på spil?«

Mikala Krogh svarede, at hun oprindeligt ville lave filmen, fordi hendes far, Torben Krogh, som redaktør selv havde sat familiens hus på spil for at redde den avis, Socialistisk Dagblad, som han stod i spidsen for.

»Jeg følger Poul Madsen, fordi han tager beslutningerne. Jeg er fascineret af, hvordan man som chef gør det her. Det er det, jeg er gået efter. Jeg har lagt et stort stykke arbejde i at få hans tillid. Det er et valg, jeg har taget,« forklarede Mikala Krogh tilhørerne.

Hvor alle andre deltagere i filmen, har haft mulighed for at se de optagelser, de selv medvirker i, har Poul Madsen ikke været i nærheden af optagelserne.

»Den eneste, der ikke har været i klipperummet, er Poul Madsen. Han så den først, da den var klippet færdig.«

Tine Johansen har efter fratrædelsen på Ekstra Bladet fået job som debatvært på dr.dk.