search

Journalisten har sammen med Jørgen Leth valgt fem scener i tre af hans vigtigste sportsfilm. Spillereglerne var klare. Vi afspillede klippene, han gennemgik dem. Martin Bubandt

i

Jørgen Leth om sine fem vigtigste scener: ”Jeg bruger observation og iagttagelse”

Jørgen Leth blev for nylig hyldet som ærespublicist for mere end 60 år som journalist, kunstner og cykelkommentator. I den tid har han med kameraet skabt en helt ny måde at fortælle dokumentarisk om sport

Prolog: Poetisk sport

Vi sidder i Jørgen Leths sorte sofa i lejligheden på Gothersgade i København. Foran os står en computer, et videoklip venter på at blive sat i gang.

Hvorfor ville du gerne lave film om sport?

”Sportsjournalistikken i 50’erne og 60’erne var meget primitiv. Jeg syntes, sporten var dybere og mere kompleks. Den handlede om eksistens. Og jeg havde adgang til en helt speciel verden, som andre ikke kendte. Det var driften for mig,” siger Jørgen Leth.

Jørgen Leth har været optaget af sport det meste af sit liv. Som barn elskede han banecyklingen i Aarhus og kørte selv. Siden begyndte han at spille bordtennis, som blev grundlaget for en af hans første film om sport: ’Kinesisk bordtennis’ fra 1972.

Sportsfilmene har været definerende for Jørgen Leths virke som filmskaber. De har været en kombination af hans journalistiske karriere og hans baggrund som poet og avantgarde-filmskaber.

Sport har en poetisk værdi, der er større end blot resultaterne, mener han.

Jørgen Leth

Født 14. juni 1937 ­i Aarhus

Bor om foråret i København, om vinteren på et hotel i Haiti

Journalist på Dagbladet Aktuelt 1959-1963

Journalist på Politiken 1964-1968

Derudover dokumentarist, avantgardist, digter, forfatter, journalist og cykelkommentator igennem 60 år

Udkom med digtsamlingen ’Sportsdigte’ i 1967 – har i alt skrevet 10 digtsamlinger

Kåret til ærespublicist af Publicistklubben fredag den 10. maj 2019

Han har lavet sine egne regler for sportsdokumentarisme – og har skabt nye måder at filme og formidle sport på.

I ’Det uperfekte menneske’ beskriver han reglerne for, hvordan han ville lave film.

”Filmen må ikke være klog. Den skal forsøge sig frem, prøve at finde en orden.”

Derfor har vi sat os ned med ham for at gennemgå fem af de vigtigste scener fra hans sportsfilm.

Jeg henter et glas vand til ham og starter det første klip.

 

Scene 1
Film: ’En forårsdag i helvede’, 1976.
Mekaniker vasker kæde

Instruktør: Jørgen Leth
Fotograf: Dan Holmberg, Henning Camre, m.fl.
Klipper: Lars Brydesen
Lyd: Ole Ørsted
Komponist: Gunner Møller Pedersen
Skudt på: Forskelligt

 

Lyden af en cykelkæde i bevægelse rammer os. Vi ser et nærbillede af en mekaniker med en pensel i hånden. Han er ved at rengøre kæden.

”Lyden er enormt vigtig,” siger Jørgen Leth.

Skuddet fortsætter, der bliver ikke klippet.

”Det tager den tid, det tager. Det er det, der er vigtigt her. Vi elsker den lyd, vi elsker hans arbejde. Vi har fået adgang og bruger den til at fortælle en meget sanselig historie om at gøre en kæde klar.”

Skuddet er det allerførste i dokumentaren ’En forårsdag i helvede’ (1976). En film, der har defineret Jørgen Leth som dokumentarist, og som på flere måder i sin æstetik og ambition var banebrydende for en sportsdokumentar.

”Dan Holmberg og jeg lavede en præcis plan for skydningen. Hvor kameramændene skulle være, om der skulle panoreres i et skud, om de skulle holde kameraet stille. Vi havde 27 kameramænd med fra starten,” siger Jørgen Leth.

Paris-Roubaix er en af cykelsportens forårsklassikere. Det er et brutalt løb, som bliver kørt over 250 kilometer, mange af dem på elendige brosten – forholdene var også så dårlige, at et par kameramænd måtte udgå af løbet, akkurat som cykelrytterne selv.

Jørgen Leths sportsfilm:
Motion Picture (1970).
Kinesisk bordtennis (1972).
Stjernerne og vandbærerne (1974).
Den umulige time (1975).
En forårsdag i helvede (1976).
Pelota (1983).
Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993).

”Det var meget svært. Det var egentlig et umuligt projekt. Det var også derfor, det var så tiltrækkende,” siger Jørgen Leth.

For et så dramatisk løb, så er åbningen meget udramatisk …

”Ja,” siger Jørgen Leth. Lyden af en sart violin glider ind over lyden af kæden.

”Nu kommer musikken ind, som antyder noget andet,” siger han.

”Det fungerer fantastisk godt som åbningsskud. Det er en dagligdagshandling. Der er en evighed i scenen.”

I alt varer filmens første skud 35 sekunder.

”Jeg tror stadig, det skud er langt fremme i skoene. Jeg tror, mange i dag ville blive utålmodige og klippe væk. Lave et andet billede. Det er et godt øje at komme ind i filmen med,” siger han.

Udenfor sværmer en helikopter over byen og skærer igennem filmens musik.

 

Scene 2
Film: ’En forårsdag i helvede’, 1976.
Løbet kører forbi

Instruktør: Jørgen Leth
Fotograf: Dan Holmberg, Henning Camre, m.fl.
Klipper: Lars Brydesen
Lyd: Ole Ørsted
Komponist: Gunner Møller Pedersen
Skudt på: Forskelligt

 

Først ser vi motorcyklerne. De suser forbi. Så er der et hul. Og dernede, glitrende i solen, kommer feltet. Det er langt væk.

”Så kommer feltet drønende ned midt igennem byen. De oversvømmer ham. Det er flot. Så bilerne bagved,” siger Jørgen Leth.

Der er mange af dem. De fortsætter med at komme. Det er endnu et langt skud – dette over 40 sekunder.

”Det er stadigvæk løbet, der kører her. Og stadigvæk. Det er en af de vigtige ting, man tit overser i sport. Vi ser kun action. Rytterne selv. Man er ikke klar over gigantismen i løbet,” siger han.

Skuddet er velgennemtænkt. Jørgen Leth havde forinden grundigt instrueret flere kameramænd under Paris-Roubaix i, at de skulle filme hele løbet i en stor total – også i den tid, hvor der ikke var noget i billedet. De måtte ikke stoppe med at skyde.

”Det havde jeg mange kampe med,” siger han.

Flere af kameramændene, der kom fra Frankrig eller Italien, havde ikke forstået instruksen. Mange af de meget lange skud var ødelagte, opdagede Jørgen Leth efterfølgende i klipperummet. De havde nemlig ikke filmet, når der ikke var noget i skudlinjen. Dette er et af de få skud, hvor det er tæt på at være gjort rigtigt.

”Men kameramanden kunne godt have filmet endnu mere her,” siger Jørgen Leth.

Hvad ville der ske, hvis man klippede i dette skud?

”Det ville være noget pjat. Skuddet har en symfonisk fylde. Det formidler fornemmelsen, som jeg selv elsker, af at stå og se et cykelløb. At mærke feltet nærme sig. I stedet for utålmodigt at løbe videre,” siger han.

Selve kameraets indstilling er pointen. At billedet fastholdes.

”Det er vigtigt at forstå, hvad cykelløb drejer sig om. Det kan man kun gøre med den slags billede. Seerne skal optage i sig, at feltet maser sig ned i byen. Når jeg tænker på nutidens dækning af cykelløb, tager man ikke den altomfattende billedidé med i spil,” siger han.

 

Scene 3
Film: ’En forårsdag i helvede’, 1976.
Kuiper angriber. De Vlaeminck svarer igen

Instruktør: Jørgen Leth
Fotograf: Dan Holmberg, Henning Camre, m.fl.
Klipper: Lars Brydesen
Lyd: Ole Ørsted
Komponist: Gunner Møller Pedersen
Skudt på: Forskelligt

 

Jørgen Leths højre hånd er skudt frem i et angreb og gør sig ud for verdensmesteren i 1976, Hennie Kuiper, en væver cykelrytter. Den venstre er klassikerstjernen Roger De Vlaeminck, en ordentlig kleppert. Jørgen Leth er i gang med at genopføre det klip, vi lige har set.

”Hvis ikke De Vlaeminck svarer igen, så forsvinder løbet i tågerne. De Vlaeminck tager ansvar,” siger Jørgen Leth.

Skuddet, vi lige har set, er måske dét af Jørgen Leths, der har sat det største aftryk på fotografering af cykelsport i dag. Angrebet fra Kuiper ser vi helt fra oven i et fuldstændigt roligt helikopterbillede. Det er banebrydende.

Billedet er fotograferet med et såkaldt wescam – et kamera ophængt med gyroskop under en helikopter. Det var en helt ny teknologi dengang, som Jørgen Leth var den første til at bruge på cykelsport og dermed skabe store totalbilleder set fra oven.

”Ja. Jeg har tit fået komplimenter fra fransk fjernsyns chef, fordi jeg var den første. Jeg viste vejen, siger han. Men de ville nu nok have fundet på det alligevel, så hele æren vil jeg ikke tage,” siger Jørgen Leth.

Sammenlignet med de andre skud i ’En forårsdag i helvede’ er dette kort. I skuddet inden ser man et nærbillede af Hennie Kuiper fra en motorcykel. Så klipper filmen til totalbilledet i sekundet, hvor han angriber.

”Det giver en svimlende fornemmelse af, at man er alle steder. Helt ned i detaljen. At vi kan gå fra nær til fjern. Det er elementært at bruge det greb. Det er jeg meget stolt over. De to billeder supplerer hinanden på en smuk måde,” siger han.

Med de hurtige klip minder det faktisk en del om, hvordan de filmer cykelløb i dag?

”Det er hypermoderne. Det er rigtigt set. Lige præcis den metode bruges i dag. Det ville også være dumt, hvis ikke de brugte det. Det er indlysende, at du i producervognen har en fantastisk mulighed for at vise det taktiske spil på den måde,” siger Jørgen Leth.

 

Scene 4
Film: ’Stjernerne og vandbærerne’, 1973.
Tidskørsel. Ole Ritter kører i mål

Instruktør: Jørgen Leth
Fotograf: Dan Holmberg
Klipper: Christian Hartkopp
Lyd: Ole Henning Hansen, Ebbe Traberg
Komponist: Gunner Møller Pedersen
Skudt på: 16 mm film, farve

 

”Waauw,” siger Jørgen Leth. ”Det er fantastisk, det der.” Den gamle kommentator kribler frem i ham, da Ole Ritter i billedet skyder over mod tilskuerne i højre side af vejen. Der er 200 meter tilbage, før Ole Ritter er i mål. Så 150 meter. Så 100.

Skuddet er fra filmen ’Stjernerne og vandbærerne’ fra 1973. Den første, Jørgen Leth lavede om cykelløb, som dokumenterer de store historier i etapeløbet Giro d’Italia det år.

I billedet ser vi Ole Ritter fra et kamera på en motorcykel. Den er bag ham og kører i præcis samme tempo som ham mod mål. Verden suser forbi i siden, og man kan fornemme, hvor stærkt Ole Ritter kører. Fornemme, hvor lange de sidste meter af en enkeltstart er.

”Det er Ritters bedrift, vi skildrer. Der er ikke klip til noget andet. Det ville være fuldstændigt ødelæggende. Vi får det maksimale ud af kameraets muligheder her,” siger Jørgen Leth.

Han forklarer, at de mange gange i løbet kunne skyde Ole Ritter forfra, men ikke her, fordi Ritter så ville få læ for vinden.

”Virkeligheden og reglerne giver en begrænsning,” siger han.

Begrænsningerne gør fortællingen stærkere.

”Det synes jeg. Det bliver til et helt genialt billede af en mand, der lider og kører som en vanvittig.”

Lige efter at Ole Ritter kører over stregen, er der et kort klip, hvor man ser ham blive grebet af en politimand. Dernæst endnu et, og så ser man Ole Ritter nedefra i et nærbillede. Han spørger sin assistent med sveden drivende ned ad ansigtet: ”Mejor tempo? (Bedste tid?).”

”Det er en fortælling om en mand, der kan sit job og er gået til grænsen. Han er ved at falde om. Det er enestående billeder. Fotografen Dan Holmberg har været genial i den film. Det er afgørende, at han er så hurtig til at komme rundt om Ole Ritter og stiller skarpt på en brøkdel af et sekund,” siger Jørgen Leth.

Der er to mænd på arbejde her. Det er godt håndværk i sig selv …

”Det er fandeme godt håndværk,” siger Jørgen Leth. ”Jeg bliver overvældet, når jeg ser det igen.”

 

Jørgen Leth: ”Jeg bruger observation og iagttagelse” 4 Jørgen Leth: ”Jeg bruger observation og iagttagelse” 5 Jørgen Leth: ”Jeg bruger observation og iagttagelse” 7

Scene 5
Film: ’Pelota’, 1983.
Atanoernes hænder

Instruktør: Jørgen Leth
Fotograf: Dan Holmberg, Ole John
Klipper: Franz Ernst
Lyd: Morning Pastorok
Skudt på: 16 mm film, farve

 

En voldsomt kroget hånd med lange, bøjede fingre toner frem. Reglerne er brudt i den sidste scene.

Det er ikke en scene med levende billeder, men i stedet stills fra dokumentaren ’Pelota’ sat sammen i en montage. Alle stillbillederne viser hænderne fra én familie af Pelota-spillere – Atanoerne.

”Hænderne. For satan. Wow. Det er smukt. Det er arbejdet. Det hårde slid. Fantastisk. Jeg synes, det er fortalt med ømhed og kærlighed,” siger Jørgen Leth.

Pelota er et baskisk boldspil, hvor mænd spiller med en lille, fjedrende kugle op ad en væg. Deres redskab er hånden, og hele filmen ’Pelota’ centrerer sig om billeder af hænder, der gør noget: Taper sig ind, laver bolde, kaster med bolde.

”Hænderne er deres mest betydningsfulde redskab. Det viser denne sekvens. Hænderne er sønderbrudte af at spille,” siger han.

Det er et skarpt brud i dokumentarens stil, at hænderne er fotograferet i en montage af nærbilleder, mener Jørgen Leth.

”Det koncentrerer fortællingen. Det er stillestående billeder midt i en film på 40 minutter. Det er meget udpenslet,” siger han.

Det er meget sjældent, Jørgen Leth har brugt stills.

”Men her er det indlysende. Det bliver en kraftig pointering: Her er heltemodets hænder.”

Jeg kommer til at tænke på cykelryttere, der er glade for at vise deres ar frem efter styrt …

”Ja, vi viser prisen frem. Vi er stolte over, at vi har lidt for at nå de resultater, vi har skabt.”

”Man kunne godt ønske sig, at der blev lavet mere med den form for nysgerrighed, jeg havde over for materien.”

Jørgen Leth

Epilog: Filmens ende

Jørgen Leth rejser sig langsomt op. Han vil vise et magasin om tennis, som han læser.

”Det er virkelig for nørder,” siger han og påpeger, at billederne minder meget om dem i ’Pelota’. Tennis er måske stedet, han ville starte, hvis han skulle lave en ny sportsfilm i dag – en film om cykling vil han aldrig lave igen.

”Man kunne godt ønske sig, at der blev lavet mere med den form for nysgerrighed, jeg havde over for materien,” siger han.

”Man kan bare tage fat. Man kunne tage ned til Rafael Nadal på Mallorca og se ham arbejde,” siger han med tanke på den spanske stjernespiller – men så stopper han sig selv.

”Men det med at kunne være sammen med sportsheltene er sværere i dag.”

De er sværere at få adgang til?

”Ja. Messi kunne man også følge. Men jeg ville hellere søge nogle mindre skikkelser. Jeg ville give meget for at få mere plads. Mere tid med den enkelte. Man kan ikke nøjes med afmålte stumper,” siger han.

De visuelle greb fra hans film kan man sagtens opdatere og lægge ned over moderne film, mener han. Han roser blandt andet cykelfilmen ’Moon Rider’ fra 2012. Men det brede fokus for sportsdokumentaren tror han er sværere at gentage.

”Jeg har søgt efter dybere værdier i sport, hvis jeg skal sige det lidt frækt. Varige værdier. Jeg har søgt efter den historiske ramme, sport lever i. Jeg har været en slags arkæolog,” siger han.

Hvordan vil du beskrive din samlede visuelle stil?

”Det er en æstetik som en betragter. Jeg bruger observation og iagttagelse. Billederne er en undersøgelse. Vi ser øjeblikke åbenbare sig.”

Jørgen Leth er stolt over sine sportsfilm. Synes, at man stadig kan lære meget af dem. Men er han lykkedes med det, han drømte om, da han gik i gang med at lave film om sport?

”Jeg synes, jeg har gjort mit for at vise en anden måde at opleve sport på.”

 

Alle film og fotos er bragt med tilladelse fra Jørgen Leth og Det Danske Filminstitut. Filmklippene er også bragt med tilladelse fra Steen Herdel Film og Nordisk Film.

 

Jørgen Leth: ”Jeg bruger observation og iagttagelse” 8

Jørgen Leth fotograferet i april til Journalisten. Martin Bubandt

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen