»Jeg har et sandhedskriterie. Det skal være sandt og oplevet, det jeg sidder og skriver. Til gengæld skriver jeg altid mig selv ind i det. Det lægger jeg ikke skjul på. Mine øjne er horisonten. Man må ikke tro, at det er en objektiv sandhed. Det er den subjektive sandhed, jeg skriver. Det er en meget vigtig ting for mig.«
Sådan siger poeten, filminstruktøren og journalisten Jørgen Leth om den dogmatiske tråd, der har præget hans pen igennem karrieren.
En pen, der har skrevet ham hen over jazzlandskabet i 60’erne, ind i Tour de Frances hjerte, rundt i den haitianske mytologi og ind i poesiens væsen. Selv om han mest er kendt for sin rolle som cykelkommentator og filminstruktør, er det digtet, som i Jørgen Leths liv står som det reneste kunstneriske udtryk. Det ufiltrerede, som for eksempel i digtsamlingen ‘Hvad er det nu det hedder’ (2011) i digtet ‘Det kan jeg ikke huske’.
Jeg kan ikke ha det spild/at ting forsvinder/at ord løber væk fra min hånd/det vil jeg sikre mig imod/Jeg mister meget let ting og ord/Mine hænder løsner grebet/Mine tanker løsner sig/fra de opbyggede sammenhænge
Vi har talt med Jørgen Leth om, hvad han egentlig gør, når han skriver. Hvor han skriver, hvad han ser, og hvad han gør, når tingene lykkes for ham.
Jeg bor på et hotel på nordkysten af Haiti hos nogle venner. Det er et lille hotel, hvor jeg bor til leje. Der følger jeg en bestemt dagsrytme. Jeg vågner om morgenen og tjekker mails. Ved ni-halv ti-tiden skriver jeg. Det gør jeg ved bordet i hotellets restaurant. Senere flytter jeg måske et andet sted hen og skriver nede ved lobbyen. Det kommer an på, hvor behageligt jeg sidder.
Jeg skifter stilling nogle gange. Som regel skriver jeg til klokken et. Så spiser jeg frokost. Det er dejligt, at jeg ikke skal tænke på nogen praktisk forberedelse. Jeg kan tænke direkte på min skriveopgave og min koncentration.
Det er et hotel, som kun har få gæster i offseason. Det, der sker, er meget trivielt. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at kede mig. Det er en vigtig forudsætning, at jeg ikke farer ud og skal opleve.
Jeg skriver altid i en konkret periode. I marts måned i 2016 har jeg et studieophold i det danske hus i Rom. Der har jeg tænkt mig at sætte alt ind på at skrive nye digte og en ny digtsamling. Det er planlagt.
Det er jo en af grundene til, at jeg er glad for at være i Haiti. Det er en koncentreret periode, hvor jeg virkelig kan skrive. Der er nogle enkle, simple rutiner. At spise faste måltider, spille tennis i en time og så skrive. Så jeg er målbevidst om at skrive, når jeg er her. Meget mere end jeg er i Danmark. Det er mit værksted, Haiti. Her er jeg åben over for, hvad der kan ske.
Jeg skriver notater fra alt, hvad jeg ser, og det indgår på en måde. Det er meget vigtigt, at jeg ser det, jeg skriver, for mig. Det skal være virkeligt og sandt. Det er en absolut ting. Det samme med bogen ‘Mine Helte’. Jeg har gjort mig tanker og observationer live. Det er vigtigt, at det er oplevede personer og situationer.
Jeg sætter mig op igen på mit værelse ved otte-tiden om aftenen, og det er så det. Der laver jeg ikke noget. Jeg skriver ikke noget. Men jeg er fyldt af det, jeg har skrevet om dagen. Jeg kan godt finde på at læse det igen og igen. Men jeg retter ikke. Jeg skriver det kun en gang og gør det ikke mere perfekt. Det skal være så råt, som det er. Der har jeg en sikker fornemmelse af at skrive skarpt og præcist.
Jeg skriver på en Macbook. Jeg har den lette udgave, for det er meget vigtigt, når man er så omrejsende som jeg. De må ikke være for tunge.
Jeg har et begreb, og det er spilleregler. Det kender du fra filmen ‘De fem benspænd’, hvis du har set den. Det er nogle begrænsninger, jeg laver for mig selv. Det er ikke noget, jeg prædiker eller siger, at andre skal gøre. Men jeg har brug for spilleregler. Jeg sætter mig for eksempel ned og siger, at jeg nu vil skrive en time, og så ser jeg, hvad der kommer. Og jeg snyder ikke med spillereglerne.
Fra 1. april 1959 og slutningen af 60’erne var jeg professionel jazzkritiker for Aktuelt og siden Politiken. Jeg skrev meget lyriske anmeldelser. Jeg vidste ikke noget professionelt om musik, men jeg vidste, hvad jeg oplevede, og jeg kunne gengive mine oplevelser.
Jeg havde nogle meget gode redaktører, der også sendte mig af sted på opgaver, der ikke havde noget med jazz at gøre. Det var for eksempel at tage med den sidste sporvogn i København og fortælle, hvordan det moment var i Københavns historie. Det var et moment fyldt med billeder og lyrik og nostalgi. Det er jo fortælleren. Det er der, talentet starter. Jeg var en slags new journalism. Jeg skrev moderne og subjektivt.
Mine digte er noget af det bedste, jeg har skrevet. Det gælder både de tidlige som ‘Gult Lys’ og ‘Sportsdigte’. Jeg synes også, at mine senere digte er rigtigt stærke. Særligt de sidste efter jordskælvet. Det var jo traumatiserende, men jeg blev reddet af at skrive om det.
Jeg synes, jeg har skrevet hjertet ud efter jordskælvet. Disciplinen med at skrive om et kaos, imens man står midt i det, er en stor opgave.
Selve det at skrive digte er ren terapi. Jeg skriver dem, fordi jeg har brug for at skrive dem. Så enkelt er det. Jeg skriver dem ikke for andre end min egen skyld. Det er meget vigtigt. Jeg skriver dem ikke om. Det er skrevet, når det er skrevet, og så står det der. Det står som et aftryk. For mig selv er det forunderligt, at jeg spontant kan skrive så fuldendte digte.
Man forvandler ingenting til noget. Det står også i min sidste digtsamling. Det er alkymi. Jeg har ikke selv planlagt, hvad det skal handle om. Absolut ikke. Det er en forunderlig proces. Jeg har heller ingen budskaber som politiske digtere. Det er næsten som voodoo. Pludselig står det der, somme tider som om jeg selv slet ikke har indflydelse på det. Det lyder tåget, men sådan er det. Et digt starter øverst i venstre hjørne og slutter nederst i højre hjørne. Det er en proces, der er meget hurtig, når jeg er inspireret.
Jeg synes, digte er fortællingens reneste form. Det er den mest koncentrerede form for meddelelse. Du kan skrive nogle ting, som er forløsende, synes jeg. Jeg har ikke den tanke, at jeg skal handle ud fra det ene eller andet digts oplevelse. Jeg bliver berørt af det. Simpelthen. De gode digte åbne nogle døre, hvor der er noget lys og noget mørke. Det er fysisk stærkt og tankemæssigt udfordrende.
Jeg vælger altid de enkleste ord. Jeg søger ikke fremmedord eller metaforer. Jeg er allergisk over for metaforer. Jeg hader metaforer. Jeg skriver så enkle sætninger som muligt. Så er det, som om de varmer sig selv op.
Jeg har tidligere i livet haft skriveproblemer. Med årene er jeg blevet fortrolig med at skrive, hvis jeg bringer mig i de rigtige omstændigheder. Her i Haiti er jeg i de rigtige omstændigheder. Jeg skal være tålmodig og vente på, at jeg er renset i hovedet for al det besvær og alle de overvejelser og bekymringer, som jeg kan have i et mere aktivt liv i Europa. Jeg prøver at rense mit sind.
Man skal ikke være for utålmodig. Det har jeg lært. Jeg har været i Haiti i fire uger. Jeg er ikke i gang endnu denne gang. Jeg læser romaner og dovner den og tænker og skriver nogle få notater. Men jeg er ikke utålmodig. Det skal nok komme.
Jeg føler næsten en fysisk tilfredsstillelse ved noget, der er godt skrevet. Det er noget, som pirrer mig. Som eksperimenterer med sproget. Som er dristigt tænkt. Dristigt skrevet. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide prosa, der springer over mellemregningerne og på den måde er sprogligt frisk.
Jeg kan enormt godt lide god journalistik. Jeg er meget kritisk over for dårlig journalistik. Jeg mener nok journalistik, der er velskrevet og har en grad af sanselighed, en grad af oplevelse.
Jeg vil ikke lære journalister, hvordan de skal skrive. Men det er vigtigt at bruge sine øjne og ører godt og ikke tage noget for givet.
Jeg er kræsen af helvede til. Jeg læser i virkeligheden mere journalistik end litteratur. Det er måske også derfor, jeg er mere tilbøjelig til at læse krimier. Jeg er særligt glad for Jo Nesbøs, som jeg synes er de bedste nordiske krimier.
Jeg synes, der er rigtigt mange gode journalister. Jeg kan jo se, at der er mange journalister, der tager deres job alvorligt og fortæller tingene seriøst. Det værdsætter jeg enormt meget.
Jeg læser New York Times og Politiken på daglig basis. Jeg bliver meget irriteret, når det er dårligt skrevet, og det er det alt for ofte i dagens journalistik. Jeg kan også godt lide bladet The New Yorker.
Når amerikansk journalistik er bedst, så er det det bedste i verden. De har en højere disciplin i forhold til facts. Og så er de gode til at skrive. Der er ikke den intellektuelle barriere, som man støder på i dansk journalistik. Om hvorvidt folk kan forstå det, vi skriver.
Det er der, hvor digteren Jørgen Leth møder journalisten. Ved dyrkelsen af facts. Det er jo facts hele tiden. Det er ikke løgn. Det er ikke fantasi. Men derfor skal der alligevel en god del fantasi til at skrive godt.
Jeg vil selv meget nødig være klog. Jeg vil hellere være dum. Jeg synes i realiteten, at dumhed fører til større ting end klogskab og bevidsthed. Jeg kan godt lide det, der udvikler sig ud fra enkle, sanselige konstateringer frem for en intellektuel undersøgelse.
Blå bog
Jørgen Leth er født den 14. juni 1937 i Aarhus
Var journalist på Dagbladets Aktuelt fra 1959-63 og på Politiken fra 1964-68
Debuterede som poet med digtsamlingen ‘Gult Lys’ i 1962
Har i alt skrevet ni digtsamlinger, blandt andet ‘Sportsdigte’, ‘Det går forbi mig’ og ‘Billedet forestiller’
Cykelsportskommentator på TV 2 fra 1989
Instruktør af flere avantgarde- og dokumentarfilm, blandt andet cykelfilmen ‘En forårsdag i helvede’
Dette er 3. del af en serie om det at fortælle, hvor Journalisten kigger ud af boksen og lader sig inspirere af fem fantastiske fortællere, der ikke er mediefolk
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Allergisk er ikke en metafor. Det er et adverbium, der tjener som bestemmelse af en tilstand. Heldigvis sker det, at Jørgen Leth lader sig forføre af en metafor, og da er den aktiv beskrivende: "Mine øjne er horisonten." Det er de sammenlignende billeder (som...som...) han er allergisk over for.
Julie Top-Nørgaard; Det tænkte jeg også :-D Vel det som tidligere har været en såkaldt aktiv metafor, men i dag nok er en død metafor, hvis jeg forstår definitionerne rigtigt.
Er allergisk ikke en metafor?
Den gamle konsul virker altid oplagt og ærlig.
Inspirerende!
Lyt til Spørge Jørgen på Radio 247. Det er vanvittig godt!
Flere