Politikens musikredaktør Erik Jensen skal være ny korrespondent for avisen. Med base i Barcelona skal han dække kultur og livsstil i Spanien, Portugal og Italien.
Politikens musikredaktør Erik Jensen skal nu prøve kræfter med jobbet som korrespondent. Politiken har oprettet en særlig stilling som kulturkorrespondent med base i Barcelona.
Det fremgår af Journalisten.dks navnenyt.
Herfra skal Erik Jensen skrive om kultur, livsstil og levemåder i Spanien, Portugal og Italien, skriver Mediawatch.dk.
Erik Jensen har skrevet om musik for blandt andre Politiken siden 1990. Han starter i det nye job 1. april.
"Jeg har haft et drømmejob i rigtig mange år. Jeg har været dybt taknemmelig for at kunne gøre min passion til arbejde. Men i de senere år har jeg også haft lyst til at 'simulere' voksen og prøve noget andet, mens tid er. Der kommer min nye stilling ind som ikke så lidt af en åbenbaring," siger Erik Jensen til Mediawatch.dk.
"Det er en ny stilling, en offensiv satsning i en krisetid og det synes jeg er fantastisk. Det betyder selvfølgelig også, at det er lidt op til mig selv at finde formen og snittet på det, så det er lidt af et eksperiment," fortsætter han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.