»Vi er ved at skabe et endog meget brutalt samfund.«

Navlebeskuende. Den nu afdøde socialdemokratiske politiker Svend Auken kaldte det »mediernes lemmingeeffekt«. Mønsteret, hvor alle løber efter samme historie – og samme vinkel. Lemminge-effekten er desværre velkendt, men sjældent så voldsom som i debatten om efterlønnen. Og sjældent i så lodret modstrid med journalistikkens ABC.

Det er naturligt, at medierne diskuterer landets økonomiske problemer – og at enkelte medier kører kampagnejournalistik for afskaffelse af efterlønnen. Men den igangværende kampagne er unison. Ikke ét betydende medie tager efterlønnen i forsvar, eller søger blot at nuancere debatten. Og ingen stiller det basale journalistiske spørgsmål: Hvad er konsekvensen? Hvad betyder en afskaffelse for den typiske efterlønner?

Jo, vi møder da efterlønnere i både aviser og tv. Golfspillende direktører, tandlæger og andre fra samfundets solside, som hygger sig på skatteydernes regning. "Gode historier", der desværre er totalt atypiske og blot bidrager til en kollektiv mytologi.

Kun 2 procent af efterlønnerne – to procent! – har en akademisk uddannelse. 83 procent er ufaglærte eller faglærte som for eksempel håndværkere og kontoruddannede. Grupper, der typisk kommer tidligt på arbejdsmarkedet og tager de knap så fancy jobs.

Man kan sagtens diskutere, om der skal være efterløn til en akademiker som mig, der først for alvor kom på arbejdsmarkedet som 29-årig – efter endt universitetsuddannelse. Sagen stiller sig imidlertid anderledes for min hustru, Karin, der har et almindeligt kontorjob. Hun kom i lære som 17-årig. Når hun går på efterløn som 62-årig, er det efter 45 år på arbejdsmarkedet – og med en følelse af at have ydet sit.

I virkeligheden er det to forskellige livsformer, som tørner sammen. De højtuddannede kommer ofte sent på arbejdsmarkedet, de har gode jobs og energi til at arbejde som 60-65-årige. Derfor betragtes efterløn som overflødig luksus af cheføkonomer, journalister og andre i de uddannede klasser. Sådan er det bare ikke for det store flertal af faglærte og ufaglærte.

Det hører med, at efterlønnen på blot lidt længere sigt beskæres kraftigt. Fra 2019 hæves efterløns- og pensionsalderen år for år, og det ganske dramatisk – den forhøjes med stigningen i levealderen.

Konsekvensen er, at kommende generationer skal arbejde meget længere. Middellevetiden er allerede steget så meget, at nutidens børn først kan få pension som 73-årige. Det går måske også, hvis man er sund og rask og har et attraktivt job. Men hvordan er det for hjemmehjælperen, der starter som 18-årig og – uden efterløn – skal blive ved til de 73?

Vi er ved at skabe et endog meget brutalt samfund for dem, der ikke har de gode uddannelser og attraktive jobs. Det sker i kraft af en sælsom alliance mellem den økonomiske elite og mediefolk, som ikke kan se ud over deres egen næsetip. Har vi totalt mistet fornemmelsen for livet blandt buschauffører, murersvende og andre, der ikke tilhører den kreative klasse?

– Lars Olsen er journalist og forfatter – senest har han skrevet bogen "Eliternes Triumf".