»Vi er ved at skabe et endog meget brutalt samfund.«
Navlebeskuende. Den nu afdøde socialdemokratiske politiker Svend Auken kaldte det »mediernes lemmingeeffekt«. Mønsteret, hvor alle løber efter samme historie – og samme vinkel. Lemminge-effekten er desværre velkendt, men sjældent så voldsom som i debatten om efterlønnen. Og sjældent i så lodret modstrid med journalistikkens ABC.
Det er naturligt, at medierne diskuterer landets økonomiske problemer – og at enkelte medier kører kampagnejournalistik for afskaffelse af efterlønnen. Men den igangværende kampagne er unison. Ikke ét betydende medie tager efterlønnen i forsvar, eller søger blot at nuancere debatten. Og ingen stiller det basale journalistiske spørgsmål: Hvad er konsekvensen? Hvad betyder en afskaffelse for den typiske efterlønner?
Jo, vi møder da efterlønnere i både aviser og tv. Golfspillende direktører, tandlæger og andre fra samfundets solside, som hygger sig på skatteydernes regning. "Gode historier", der desværre er totalt atypiske og blot bidrager til en kollektiv mytologi.
Kun 2 procent af efterlønnerne – to procent! – har en akademisk uddannelse. 83 procent er ufaglærte eller faglærte som for eksempel håndværkere og kontoruddannede. Grupper, der typisk kommer tidligt på arbejdsmarkedet og tager de knap så fancy jobs.
Man kan sagtens diskutere, om der skal være efterløn til en akademiker som mig, der først for alvor kom på arbejdsmarkedet som 29-årig – efter endt universitetsuddannelse. Sagen stiller sig imidlertid anderledes for min hustru, Karin, der har et almindeligt kontorjob. Hun kom i lære som 17-årig. Når hun går på efterløn som 62-årig, er det efter 45 år på arbejdsmarkedet – og med en følelse af at have ydet sit.
I virkeligheden er det to forskellige livsformer, som tørner sammen. De højtuddannede kommer ofte sent på arbejdsmarkedet, de har gode jobs og energi til at arbejde som 60-65-årige. Derfor betragtes efterløn som overflødig luksus af cheføkonomer, journalister og andre i de uddannede klasser. Sådan er det bare ikke for det store flertal af faglærte og ufaglærte.
Det hører med, at efterlønnen på blot lidt længere sigt beskæres kraftigt. Fra 2019 hæves efterløns- og pensionsalderen år for år, og det ganske dramatisk – den forhøjes med stigningen i levealderen.
Konsekvensen er, at kommende generationer skal arbejde meget længere. Middellevetiden er allerede steget så meget, at nutidens børn først kan få pension som 73-årige. Det går måske også, hvis man er sund og rask og har et attraktivt job. Men hvordan er det for hjemmehjælperen, der starter som 18-årig og – uden efterløn – skal blive ved til de 73?
Vi er ved at skabe et endog meget brutalt samfund for dem, der ikke har de gode uddannelser og attraktive jobs. Det sker i kraft af en sælsom alliance mellem den økonomiske elite og mediefolk, som ikke kan se ud over deres egen næsetip. Har vi totalt mistet fornemmelsen for livet blandt buschauffører, murersvende og andre, der ikke tilhører den kreative klasse?
– Lars Olsen er journalist og forfatter – senest har han skrevet bogen "Eliternes Triumf".
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Lars.
Hvornår har man "ydet sig". Din kone har åbenbart gjort det efter 45 år. Vil det sige at dem, der kun har arbejdet i 44 år ikke har ydet deres?
Og hvorfor du lige fremhæver HK´er og håndværkere forstår jeg ikke helt. Jeg kender flere akademikere der er kommet på arbejdsmarkedet som 25-årig (du har åbenbart været lidt længere om at komme på arbejdsmarkedet end så mange andre) og som ikke har planer om at stoppe før de er 65-70 år. Det giver jo også en arbejdstid på omkring 45 år. Men det er måske ikke godt nok, hvis man er akademiker? Og hvor ligger "beviset" for at en HK´er bliver mere nedslidt end en historielærer på et gymnasium? Og hvordan vil du underbygge din præmis om at "den kreative klasse" skulle være bedre stillet rent helbredsmæssigt end HK´ere eller håndværkere.
Efterløn handler vel ikke om hvilken uddannelse man har, men om man faktisk er sund og rask og kan "yde sit". Halvdelen af de efterlønnere der spiller golf i min golfklub tilhører ihvertfald ikke "den kreative klasse". Så diskussionen handler vel ikke om at nogle har mere ret til efterløn end andre - alene udfra deres uddannelse?
Mvh Geert Mørk
Hej Lars,
Nogle ville måske mene, at vi netop bliver nødt til at arbejde til vi er 73, hvis vi bevarer efterlønnen?
Og desuden kommer vi jo ikke til at afskaffe førtidspensionen. Den bliver jo ikke afskaffet.
Personligt kan jeg ikke se, hvorfor vi skal have en gratis-billet til offentlig forsørgelse, for dem der vil undgå et socialt stigma som førtidspensionist.
Peter
Kære Lars,
Jeg synes at du har fat i noget meget væsentligt.
Det gælder også danskernes trafikkultur, valg af venner, partnere og så meget andet i dag og igennem de sidste 10 år. Hvis man ikke er primadonna eller født med penge eller god til at løbe med politikere eller bare pisseegoistisk, bliver man anset for at være en taber. Man skal helst trampe på alle og feje dem ad vejen, kør dem ned og hvis de ikke makker ret, så ringer man til sine rockervenner, der kommer og opkræver dummebøder.
Man ser sjældent nogen på gaden, der smiler, folk forskanser sig i deres biler og bag deres telefoner og de virker både angste og lukkede og ulykkelige. Når man skal ekspederes i en Københavnsk butik, er man heldige hvis vedkommende gider, da det er tydeligt at ikke er mentalt til stede, men venter på at blive castet til X Faktor eller Paradise.
Det er faktisk uhyggeligt, hvor godt Foghs projekt har virket på danskernes mentalitet. Men vi kan jo ikke allesammen udvandre til Amerika. Jeg mener at det er en falliterklæring med tabet af den solidariske princip, som er til salg af folk, der i sidste ende hyrer dem, fra Østeuropa og Asien uden overindskomst. Og så kan ikke forstå det, når deres egen arbejdsplads bliver outsourcet eller nedlagt.
Jeg har ikke læst din bog, men konsekvensen bliver, som du siger, et meget brutalt samfund, som ingen kan holde ud at være i. Det er godt, at du forsøge at råbe folk op.