Københavns byret har mandag givet Peter Forchhammer medhold i en sag mod Ekstra Bladet, som nu skal betale eksmilliardæren 100.000 kroner i erstatning. Tidligere chefredaktør Bent Falbert kalder afgørelsen »noget møg«.
Eksmilliardæren Peter Forchhammer har i dag fået medhold i Københavns Byret i en sag, der bunder i et gammelt forlig mellem ham og Ekstra Bladet.
I 1998 lovede Ekstra Bladet ikke at nævne Peter Forchhammers navn i avisen. Hvis det alligevel skete, skulle avisen hver gang betale Peter Forchhammer 25.000 kroner.
Den aktuelle sag mellem Peter Forchhammer og Ekstra Bladet blev indledt i Københavns Byret for en måned siden. Han mente, at avisen havde overtrådt forliget flere gange i løbet af 2011. Nu skal Ekstra Bladet betale ham 100.000 kroner og betale sagens omkostninger, der er løbet op i 40.200 kroner. Det oplyser Københavns Byrets pressekontakdommer Anne Grete Stokholm til Journalisten.dk.
Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert, der dengang var med til at indgå forliget med Peter Forchhammer, ville ønske, at han ikke havde gjort det, siger han til Journalisten.dk.
»Det er noget møg. Min triste aktie i sagen er, at jeg gik med til at indgå forliget. Vi stod dengang til at tabe en sag med Peter Forchammer og indgik forliget, da han ikke ville kræve erstatning, hvis vi undlod at skrive om ham,« siger Bent Falbert.
Den oprindelige sag fra 1998 drejede sig om en artikel, hvor Peter Forchhammer blev beskyldt for at have snydt i en aktiehandel. Peter Forchhammer mente det var løgn, og han stævnede dengang Ekstra Bladet for injurier i Københavns Byret.
»Vi indgik forliget i den tro, at han var ubetydelig for os, men efter han meldte sig ind i milliardærklubben, var der igen grund til at skrive om ham,« forklarer Bent Falbert med henvisning til, at Peter Forchhammer var en del af den farverige milliardærklub sammen med højt profilerede erhvervsfolk som Erik Damgaard, Aldo Petersen, Ole Abildgaard og Mark Szigethy.
En af de mange journalistisk gode historier om Peter Fochhammer er, at han fra 2008 til 2010 gik fra at være god for 1,5 milliarder kroner til, at hans formue i dag er barberet ned til en brøkdel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.