… er titlen på Lasse Ellegaards bog, med eftertitlen ‘Af en opkomlings optegnelser 1968-98'. Ellegaard synes at have en evne til at havne det rigtige sted på rette tidspunkt: Der, hvor livet i journalistikkens kulisser udspiller sig mest dramatisk. JOURNALISTEN springer på beretningen sidst i tresserne. Den nyuddannede Ellegaard har netop fået job på Information. Her truer anarkiet forude – medarbejderdemokrati …

En dag i 1969 købte Palle Fogtdal dagbladet Information for 800.000 kr. Hans bagtanke var at tappe det for journalister til et nyhedsmagasin, han planlagde at udgive ud over succesbladene, der var henvendt til den øgede velstand – Eva, Bo Bedre og Bilen og Båden.
Palle Fogtdal var selvlært som forretningsmand og havde banket sit forlag op fra ingenting til imponerende oplagstal. En underligt stille type, hvis generthed dækkede over en tough arbejdsgiver, der drev sine butikker med jernhård disciplin. Men i Store Kongensgade var han på udebane. Han havde købt en avis, hvis medarbejdere kom dryssende til redaktionsmøde henad klokken 13. Herefter drak de kaffe på det kinesiske cafeteria på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade, hvor stort og småt blev drøftet. Ved 17-tiden gik de i gang med arbejdet og var som regel færdige ved 20-22-tiden, men ofte først henad midnat (den gang var Information endnu formiddagsavis).
Om eftermiddagen kunne Jacob Ludvigsen og hans sære venner, f.eks. Carsten Overskov fra TV-programmet »Peberkværnen« og Tim Jacobsen fra det kommunistiske dagblad, Land og Folk, møde op på redaktionen bevæbnede med en pose øl og et kinesisk luftgevær. Så blev der kastet pile til dartskiven på endevæggen af mit og Tyge Pedersens kontor. Om aftenen kunne Hans-Jørgen Nielsen dukke op i selskab med en svensk digter eller en irsk forfatter i den hensigt at ringe til George Harrison fra bladets telefon for at drøfte et eller andet projekt, som Beatlesguitaristen kunne skyde penge i.
Nedenunder i det ramponerede redaktionssekretariat stod Børge Outze og brød avisen om med Richard Berg, den grafiske redaktionschef, der var kæderyger og havde en abe hjemme i sit køkken. Outze var allerede den gang en myte i pressen. Hans ledelse
af Information hvilede på to grundprincipper: Redaktionel frihed til journalisterne og redigering efter de forhåndenværende søms princip. Den redaktionelle frihed betød, at den enkelte journalist eller skribent ikke behøvede at forholde sig til avisen som institution, men kunne pleje sit eget billede af, hvordan verden burde se ud.
Nils Ufer fik således egenhændigt afskaffet »den grimme lov« om forbud mod homoseksualitet ved at skrive imod den i måneder. Outze, men vel især hans medredaktør i 20 år, Erik Seidenfaden, havde et væsentligt medansvar for, at Danmark trods socialdemokratisk skepsis blev meldt ind i NATO i 1949.

Informations prestige som modstandsblad var med til at vende opinionen. Prisen for den redaktionelle frihed var tilfældighed i prioriteringen af stofområderne, som ingen moderne avis i dag ville tolerere, og en anarkistisk redigering, der gjorde, at Information adskilte sig fra den øvrige presse ved at sætte sin helt egen dagsorden. Eller rettere at lade den enkelte journalist sætte sin dagsorden, hvilket blev opfattet som kompensation for de lave lønninger og lange arbejdsdage. Vilkår, som Outze selv delte, indtil han blev svækket af sygdom. Når han lagde avisen »i seng«, som det hedder, stod han altid lidt med siden til ombryderbordet, som om han holdt øje med alt på én gang. I virkeligheden var hans blik fæstnet på et punkt inden i ham selv. Han henvendte sig sjældent til andre end Berg, men var snakkesalig nok, hvis han blev antastet.
»Jeg var også en slags ungdomsoprører«, kunne han sige med den fynske diktion, han omhyggeligt plejede. Så pegede han hen mod vinduet ned til gården og fortsatte: »Da vi tog bla'et, lå vi der ne'e i porten og skø'. Men der var ingen at sky'e efter. De var væk, da vi omsi'er gik ind.«
Dem, der var væk, da Outze gik ind, var journalisterne på det nazistiske »Fædrelandet«, hvis redaktion, sættemaskiner og trykkeri han med væbnet bistand af frihedskæmpergruppen »Korps Ågesen« beslaglagde på befrielsesaftenen 4. maj 1945, og hvis udtjente skriveborde stadig udgjorde hovedparten af inventaret i redaktionssekretariatet og i de fleste kontorer. Bortset, naturligvis, fra Hans Bischoffs. Han var avisens stjerne og havde forhandlet sig til sofa og lænestol og sofabord, da han blev købt fra B.T efter sin Cavlingpris, som han fik for at afsløre, at pristalsreguleringen var behæftet med graverende fejl.
Bischoff var blevet ansat på et tidspunkt, da avisen var i dyb økonomisk krise – og hvor Adler valgte at forsøge at investere frem for at skære ned. Den strategi ville have lukket bladet, hvis ikke Fogtdal var trådt til med sine 800.000 kr., men det vidste medarbejderne ikke. Bischoff var på mange måder et fremmedelement på avisen, hvis yngre medarbejdere misbilligede hans medlemsskab af partiet Venstre og hans liberale syn på det økonomiske stof, han var ansat til at varetage.
Det tog han pænt. Muligvis fordi han ikke opdagede den latente modvilje – men nok snarere fordi han var ligeglad. Andre kolleger, der faldt uden for avisens interne kodeks, var mindre hårdhudede. En yngre journalist, der både var konservativ og familiefar, blev mobbet ud med chikanerier, der spændte fra almindelig mental terror til ondskabsfulde practical jokes. Han fortrak til radioavisen, hvor han sidder den dag i dag.
Hans Bischoff var helt anderledes tilpasningsdygtig og altid i afvæbnende godt humør. Han fungerede desuden som gratis konsulent for de kolleger, der enten allerede havde problemer med økonomien eller ville få det i kraft af et stigende overforbrug.
»Du skal bare låne«, var Bischoffs glade omkvæd, »inflationen holder dig skadesløs. Jo mere du låner, desto mere tjener du.« Så skrev han videre på sin elektriske skrivemaskine, måske på et referat af Amagerbankens generalforsamling, hvor han havde deltaget som aktionær, og hvor han år efter år huskede at nævne den forlorne skildpadde, banken serverede. Referatet blev sendt med rørpost til sekretariatet og videre til sætning uden andre end de bemærkninger, der blev gjort i redaktionens »klageprotokol«, hvor vi svinede hinanden til.

Grunden til, at der ikke blev grebet ind mod denne upassende sammenblanding af Bischoffs og læsernes interesser, var, at redaktionssekretærerne i deres stille sind sympatiserede med ham – ikke mindst den aldrende og efterhånden halvblinde Willy P., som Outze havde ansat efter at han (urimeligt) var blevet frataget sit medlemskab af Dansk Journalistforbund ved forbundets nationale æresret efter besættelsen med den begrundelse, at han havde arbejdet på det tyske pressebureau i København.
Willy P. var sydslesviger og havde i sin tid været en god journalist. Han havde som korrespondent været indblandet i den advarsel, der blev sendt fra Berlin til København forud for besættelsen, men som bevidst blev overhørt. Nu sad han i kronisk reaktionært lune som et glemt monument over egne bedrifter. Da Erik Meier Carlsen i 1970 trådte ind på avisen som ny redaktionssekretær, kastede Willy P. et blik på hans lange, viltre hår og hans sorte Draculakappe og brummede ud i rummet: »Smitter han?«
Og måske, måske ikke, fik han et svar fra kollegaen ved siden af, en gnækkende gnavpot ved navn Per Høyer Hansen, hvis mavesure stil camouflerede en udviklet sans for humor og et betydeligt talent som skribent. Høyer, der kun var venlig over for børn, var ganske typisk for det klientel af hel- , halv- og kvartstuderende røvere, der skrev og redigerede avisen. Han var cand.jur., og havde tjent til studierne som resultatneger på Ritzaus Bureaus sportsredaktion, hvilket gradvis skvulpede ham ind i journalistikken. Han nursede med omhu den særlige arrogance og sans for sproglig spidsfindighed, der kendetegner procederende forsvarsadvokater, og hans belæringer til »ungreporterne«, som han kaldte alle, der var yngre end han selv, var sir-gt cicelerede uforskammetheder: »Måske skulle du tilmelde dig et kursus i elementært dansk«, kunne han knurre under tilretning af en artikel, »som du skriver her, vil selv dette blads generelt ubegavede og halvblinde læsere opdage din ubehjælpsomme mangel på formuleringsevne. Det burde du måske gøre noget ved.«
Per Høyer Hansen og Willy P. var stort set de eneste på redaktionen, der ikke var bange for reporteren Nils Ufer – på det tidspunkt avisens Pariskorrespondent.
Normalt ringede Ufer ved 19-tiden for at diktere sit stof til næste dags avis. Telefonen kimede vedholdende og utålmodigt uden at nogen tog den, hvis Høyer og Willy P. ikke var til stede. Endelig løftede en forbipasserende reporter uforvarende røret og måtte stå model til Ufers omhyggeligt forberedte møgfald – som drejede sig om den fejlagtige placering af hans artikler, om de helt jammerlige aviser, der var blevet produceret ugen i forvejen, om den mangel på stil, der prægede layouten på forsiden og ikke mindst om de ledere, der blev skrevet af »denne Knud Vilby fra Ekstra Bladet«. Han var, hvad man kan kalde en sammensat personlighed. Mild og blød det ene minut, fuldkommen hysterisk det næste, men hele tiden ivrigt optaget af tiden, helt præcis det hjørne af tiden, han selv var i færd med at udforske. Og han var dybt engageret i Information, som han flere gange forlod i vrede – det var således Ufer, der fandt på bladets reklameslogan, »den mindst ringe avis«.
Hans afsmag for Vilby var nærmest manisk, men dækkede mest en forskel i stil. Vilby var blandt de få på avisen, der syntes at leve en normal tilværelse. Han havde egen madpakke med og gik hjem til sin familie hver aften. Vi andre spiste junkfood, som de overkvalificerede bude (flere af dem har i dag topposter i stats- og EU-administrationen) hentede i det kinesiske cafeteria. Vi endte ofte arbejdsdagen på værtshuset Drop Inn, dengang samlingssted for folk med tilknytning til reklamebranchen, filmbranchen, medierne og musikmiljøet.

Sådan var den manege, Palle Fogtdal overtog i 1969. Og han havde svære tilvænningsproblemer. Han var vant til, at hans ansatte mødte præcis klokken ni om morgenen. Nu ankom han til en tom redaktion morgen efter morgen. David Jens Adler prøvede at forklare den nye ejer, at det var en umulig opgave at få Informations journalister til møde på klokkeslet. Takken var, at Fogtdal fyrede ham pr. telegram fra sin position på en lystbåd i Ægæerhavet senere på sommeren.
Men Fogtdal gav op. Da han havde plukket avisen for de folk, han kunne bruge på NB, sit nye projekt. Han tog det meste af udlandsredaktionen og en halv Bischoff med sig – hvorefter han »solgte« avisen til de resterende medarbejdere for en sum på 80.000 kr.
Fogtdals sublimt udspekulerede hævn var, at avisen kun var til salg, hvis samtlige medarbejdere blev medejere – fra rengøringspersonale, korrekturlæsere, bude, journalister, typografer, administration til direktør og ansvarshavende chefredaktør. Danmarks første medarbejderejede virksomhed var en realitet. (…)
Den nye, demokratiske struktur, stod på tre ben – en bestyrelse, der fik lidt eller ingen indflydelse, et »råd«, der varetog de daglige forretninger, og som havde en vis betydning, og et plenum, der skulle afholdes med bestemte intervaller, og som var avisens øverste myndighed.
Det faktum, at Palle Fogtdal havde solgt avisen til alle medarbejderne, og ikke kun redaktionen, betød, at andre instanser i bladhuset pludselig fik indflydelse. Pakkeriet, for eksempel, hvor de ansatte var enten revolutionære eller kommunister, og som arbejdede om natten, hvorfor de kunne deltage i »rådsmøder« om dagen.
Og korrekturen – den blev en virkelig magtfaktor. Informations korrekturlæsere var hovedsagelig studenter, og flere af dem opgav faktisk studierne, da de så de muligheder, den nye ejerstruktur tilbød. En af dem, Georg Hutters, avancerede til marketingdirektør, to andre, Søren Voulund og Adam Paltorp, deltog aktivt på så at sige alle planer af avisens liv, og Voulund var i en periode administrerende direktør. Birgit Ipsen, i dag udlandsredaktionens kompetente og respekterede oversætter, begyndte som korrekturlæser. I det hele taget var fordelen ved det nye medarbejderdemokrati, at avisen fornyede sig indefra, lidt på samme måde som TV 2 senere gjorde det under Jørgen Schleimanns ledelse, fordi man ikke længere hang fast i traditionelle arbejdsmarkedsfordomme.
Ulempen var, at der gik megen tid med at producere politik i stedet for avis. Plenummøderne, der som regel blev afviklet i ungdomscenteret i Suhmsgade, udviklede sig ofte til rene tabernakler, specielt efter frokosten med øl og snaps, hvor folk skændtes om principper, der havde mere med huspolitik (og politik) end med journalistik at gøre. Dog var der en evne til at bevare humoren midt i de endeløse diskussioner. Da jeg ved et plenummøde havde drukket mig fuld og forlod mødet med en erklæring om, at »nu går jeg, eftersom dette møde er besat af tørnossede øgler, der havde glemt hvad journalistik er«, dukkede replikken op som stribe i tegneserien Doonesbury på avisens bagside.

I »rådet«, hvor de mest aktive folk udfoldede sig, lærte de virksomheden at kende indefra, og så længe, det gik godt – og det gjorde det en halv snes år – var Information en organisme, der fungerede fladt. Vi begyndte med at udligne forskellene i lønninger – motiveringen var udadtil, at alt arbejde var lige meget værd, uanset dets karakter. Og at ligeløn ville eliminere favorisering af enkelte medarbejdere på andres bekostning.
Indadtil var motivet i lige så høj grad båret af misundelse over, at f.eks. Hans Bischoff fik en skyhøj gage sammenlignet med f.eks. min. Da ingen forestillede sig, at Bischoff skulle gå ned i løn – heller ikke han selv – konstruerede vi et princip om »omvendte dyrtidsportioner«. Det betød, at de tillæg, der blev udbetalt automatisk i takt med, at priserne steg, blev vendt på hovedet, således at den højest lønnede fik den laveste dyrtidsportion, og den lavest lønnede fik den højeste.
Det betød i praksis, da dyrtidsportionerne var procentsatser af lønnen, at Bischoff alligevel kom til at lide et løntab, hvorimod f.eks. jeg fik klækkelige forhøjelser. Senere blev ligelønsprincippet gennemført i hele huset (med typograferne som undtagelse indtil ligelønnen nåede op over Typografforbundets tariffer og med et særligt tillæg til direktør og chefredaktører).
Det administrative personale, rengøringspersonalet, korrekturen og pakkeriet fik det samme i løn som journalisterne – noget hidtil uset i den danske bladverden. Denne vedtagelse fik Torben Krogh til at gå af som chefredaktør – han kunne og ville ikke styre avisen uden at have en pulje, der kunne tildeles som personlige tillæg til de medarbejdere, han mente ydede en særlig indsats. Han blev afløst af Knud Vilby, der var mere sympatisk indstillet over for den flade struktur. Som desuden havde den sideeffekt, at den udvidede grænserne for den journalistiske frihed ud over, hvad grundlæggeren, Børge Outze, vel egentlig havde tænkt sig. Det betød, at stort set alt blev trykt, uanset kvaliteten.
Denne tolerance over for stoffet kom i det lange løb til at betyde, at avisen lukkede sig om sig selv. Redaktionssekretariatet, der normalt bedømmer stoffets egnethed til trykning, blev svækket til fordel for de skrivende medarbejdere, der i demokratiets navn selv definerede, hvad der var vigtigt og specielt hvad der ikke var. Men Outze tog det pænt – dels var denne form for anarki ikke ukendt i bladets historie, dels var han af natur opportunist i den forstand, at avisen skulle overleve, som den nu kunne.

Ellegaards pressekarriere begyndte på Ekstra Bladet, hvor han var bud. Derpå var han elev på Roskilde Tidende, og senere journalist på blandt andet Information, TV-Avisen, Det Fri Aktuelt og WeekendAvisen. Han var chefredaktør på Information i perioden 1990-94 og har siden 1997 været Jyllands-Postens korrespondent i Mellemøsten. Bogen ‘EfterTryk – ‘Af en opkomlings optegnelser 1968-98' er udkommet på forlaget Centrum.