EB-redaktør: Magtlisten viser ikke den folkelige debat

Journalistens magtliste skal vise, hvem der har dagsordensættende magt. Men den viser kun elitens debat, mener webredaktør Geir Terje Ruud. »Jeg tror ikke, den er repræsentativ for den folkelige debat - eller for de 700.000 brugere, der er inde på EB.dk i dag,« siger han til Journalisten.dk.

Journalistens magtliste skal vise, hvem der har dagsordensættende magt. Men den viser kun elitens debat, mener webredaktør Geir Terje Ruud. »Jeg tror ikke, den er repræsentativ for den folkelige debat – eller for de 700.000 brugere, der er inde på EB.dk i dag,« siger han til Journalisten.dk.

Ifølge chefredaktøren på Ekstra Bladets netavis, Geir Terje Ruud, giver fagbladet Journalistens magtliste ikke et præcist billede af, hvem der har den dagsordensættende magt i Danmark. Det var ellers meningen med listen, som kan ses her.

Ifølge Geir Terje Ruud afspejler listen ikke dagsordenen, som den er i hele Danmark.

Hvad mener du om magtlisten?

»Det er jo ikke dem, der sætter den dagsorden, der rammer de mange mennesker, der for eksempel læser EB.dk. De mennesker, der er på listen, er dem, der er i P1 Orientering og på TV2 News og udtaler sig konstant. De (læserne, red.) er for eksempel på Nationen med til at sætte dagsordenen på en helt anden måde,« siger Geir Terje Ruud til Journalisten.dk.

Han mener, den folkelige debat mangler på listen.

»Hvis det var mig, der lavede listen, så ville jeg sætte Nationen på et sted – som et af de mest magtfulde medier i den danske mediebranche. De driver en debat med tusindvis af indlæg hver eneste dag, og der er 110.000 medlemmer af Nationen,« siger han.

Undrer det dig, at EB.dk eller Nationen ikke er på listen?

»Det overrasker mig ikke rigtigt. Det er jo spørgsmålet, med hvilket blik man ser på verden. Vi er det digitale medie, der citeres mest af andre medier, så sådan set er vi dagsordensættende. Men vi er måske ikke dagsordensættende på den måde, at vi ender i P1 Orientering.«

Det er en del af debatten om dansk mediestøtte, at de trykte dagblade skaber langt de fleste dagsordensættende nyheder. Er listen her et udtryk for, at det er de trykte aviser og DR, der sætter dagsordenen i Danmark?

»Det er et udtryk for, at der er en opfattelse af, at de sætter dagsordenen. Men vi sætter jo dagsordenen hver eneste dag sammen med de andre dygtige webfolk, for eksempel på TV2.dk og politiken.dk – og andre, der er meget aktive med egenproduktion af journalistik på nettet. Det kan godt være, det tager lidt længere tid, før de digitale medier opfattes på samme måde af branchen som de trykte.«

Er listen korrekt, hvis den skal reflektere, hvem der sætter dagsordenen i Danmark?

»Hvis det er den dagsorden, der er vigtig for de mennesker, der selv er på listen, så ja. Men jeg tror ikke, den er repræsentativ for den folkelige debat – eller for de 700.000 brugere, der er inde på EB.dk i dag.«

Ifølge Geir Terje Ruud viser listen snarere elitens debat end den folkelige debat.

»Jeg tror, der eksisterer to debatter i Danmark. Der eksisterer en folkelig debat, som trives i de digitale medier, som er ekstremt åben, og som er god og interessant. Og så er der en debat i de etablerede medier, som drives af en elite. Der er ingen af dem, der deltager på Nationen, der nogensinde inviteres ind i "Deadline", men de er en vigtig del af det danske samfund, og i et demokrati er det vigtigt at lukke alle ind. Det gør vi på de digitale medier.«

1 Kommentar

Luci Smith
20. JANUAR 2011
Re: EB-redaktør: Magtlisten viser ikke den folkelige debat

 TV 2 News og  DR2 representerer en elitær debat som keder mig helt vildt meget. De samme og de samme mennesker. Det er forudsigelig og selvfed. Gatekeeprs søger for, at ingen når derhen, hvis de ikke nærmest er godkendt på forhånd. Det er ligesom at få optaget et læserbrev i Politiken, hvad der nærmest er umuligt for folket i dag. 

Hvis man overser værdien af  E.B.'s Nationen og gratisaviserne, så overser man de folkelige muligheder for at være med i debatten. Eliten bekræfter sig selv i programmer som 'Debatten' , hvor Clement Kjærsgård bestemmer tempo og resultater. 

At der så sker noget som den interview med Bertel Haarder, hvor han gik amok, viser hvor meget gatekeeping der egentligt foregår.