Hvilket mediemenneske har sat dagsordenen mest i 2010? Det spørgsmål har Journalistens kompetente magtpanel grublet over. Resultatet er både entydigt og tankevækkende for det menige mediefolk.

For fodfolket har angiveligt stort set ingen indflydelse på den dagsorden, medierne sætter. Så deprimerende klart fremstår konklusionen og budskabet fra magtpanelet.

"Dybdeborende journalister kan godt vælte dagsordenen, men de sætter den ikke," lyder det.
Det er derimod landets chefredaktører, der sætter dagsordenen. Årets suveræne vinder er chef for det hele og allestedsnærværende Lisbeth Knudsen. Ifølge magtpanelet er Lisbeth Knudsen suveræn til at sætte den offentlige dagsorden og påvirke danskernes holdninger. Tre andre chefredaktører følger på pladserne efter hende.

Den oversete fase
Og selvfølgelig er det rigtigt, at chefredaktørerne har magt og indflydelse. Ingen tvivl om det. Alene Lisbeth Knudsens opfordring på TV2 News, om at Lene Espersen burde trække sig, viser hendes suveræne position som kommentator.
Men kommentarer og blogs er ikke hele sandheden om dagsordenens etablering.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at de magtfulde deltagere i magtpanelet har kåret deres egne spejlbilleder. De har peget på dem, der er aktive i fase 1 og fase 3 i den journalistiske proces. I fase 1 sætter cheferne noget i gang. I fase 3 diskuterer de i tv og blogs resultatet af det journalistiske arbejde.
Men hvad med fase 2? Der, hvor journalisterne borer historien ud.

Den kompetente behandling
Tag for eksempel Cavling-holdet fra Jyllands-Posten. Eller tag filmen "Armadillo", der i sin korte version blev set af over 1 million på TV 2, samtidig med at den er den mest sete dokumentar i danske biografer nogensinde.
Har danskerne ikke diskuteret det opsigtsvækkende i, at soldater, udsendt i landets tjeneste, bliver så nedbrudte, at de foretrækker at leve livet videre i en dansk skov? Og har det ikke vakt politisk debat?
Jo.

Det skyldes journalisternes og tilrettelæggerens kompetente behandling af historien. De kunne sagtens have lavet en dårlig historie i både avis og på film. Så var der ingen dagsorden blevet sat. Det er i konkretiseringen af de journali-stiske projekter, at kuglerne støbes til den efterfølgende debat.

Tak til kilderne
Derfor burde mediefolket bag tastatur og kamera også være en del af det øverste lag på en liste, der vil hylde dem, der sætter dagsordenen. Men hverken JP-holdet eller "Armadillo"s tilrettelægger er med på listen over de 100 mest dagsordensættende. Det er beskæmmende.

Og vi skal endnu længere ned i hierarkiet. For det er dybest set i journalistens tillidsfulde samarbejde med historiens kilder, at dagsordenen folder sig ud. Hvis den mission ikke lykkes, har cheferne ikke noget at bryste sig med på tv efterfølgende.

Derfor var det både smukt og rigtigt, da JP-journalisterne hyldede soldaterne og ikke cheferne, da Cavling-prisen blev deres.

Øjvind Hesselager, redaktør