search

Til soldaterne

Årets Cavling-vindere har været til veteranbegravelse uden kamera og blok, givet deres kilder redige-ringsret og taget billeder af lemlæs-tede kroppe, uden at fotografere dem som sådan. Følg sejrsherrerne i to dage, hvor de hellere ville hylde soldater end sig selv.

Årets Cavling-vindere har været til veteranbegravelse uden kamera og blok, givet deres kilder redige-ringsret og taget billeder af lemlæs-tede kroppe, uden at fotografere dem som sådan. Følg sejrsherrerne i to dage, hvor de hellere ville hylde soldater end sig selv.

YDMYGHED. Der er ingen borddans, armgang i lysstofrørene eller vedvarende sejrsbrøl gennem Jyllands-Postens lokaler på Rådhuspladsen. Men stilfærdig glæde. Lange, tætte knus.

Denne onsdag aften har journalisterne Lars Nørgaard Pedersen, Asger Westh og fotograf Stine Larsen lige vundet Cavling-prisen for deres serie "Hjem fra krigen" om psykisk og fysisk lemlæstede soldater, der var været udstationeret i Irak, Afghanistan eller på Balkan.

Stine Larsen sidder på et skrivebord med blussende kinder og betuttet blik. Lars Nørgaard Pedersen skåler i champagne med kollegerne uden rigtig selv at drikke noget, og Asger Westh står i mørket på altanen og ryger en gul Camel for sig selv.

Efter knap et års arbejde med at få soldaternes skæbnefortællinger frem i lyset er journalisterne nu selv placeret i spotlight. En uvant rolle. Stine Larsen mener også, at hun umiddelbart bare vil hjem til en dyne og et pizzaslice i sofaen. Asger insisterer på, at han vil i øvelokale med sit garagerockband, som han plejer.

»Det er sgu vildt nok,« mumler han indadvendt og ryster på hovedet. »Men det her er også soldaternes pris. De er alt i det her projekt.«

Kilderne har haft brug for at tale igen og igen. På alle tider af døgnet. Nogle gange er Asger blevet ringet op af en veteran midt om natten. En af de interviewede soldater ringede desperat efterfølgende og truede med at begå selvmord. Han kunne ikke holde ud at leve mere. Flere af kilderne har tilstået, at de er bange for at havne på forsiden af en formiddagsavis, fordi de risikerer at "gøre noget dumt".

Projektet har krævet mange overnatninger uden familien og arbejdstimer i aften- og nattetimer, for mange af soldaterne lever bedst, når der er mørk ro, og resten af landet er stille.


tv: Dansk Journalistforbund, København, 5. januar kl. 18.12 – Formand for Cavlingkomiteen Kurt Strand ringer vinderne op. Med lumsk smil fører han samtalen på afveje, inden han endelig leverer den gode nyhed. –  th: amager, 6. januar kl. 07.03 Rock‘n’roll, Asger Westh (43). En ægte Cavling-vinder drikker da humle klokken syv om morgenen. – fotos: Poul Rasmussen

Siden februar 2010 har Lars Nørgaard Pedersen og Asger Westh skrevet mere end 100 artikler om hjemvendte soldater og det liv, der venter dem i Danmark. Et liv, soldaterne ofte finder mere kompliceret og anstrengende end det, de kom fra i krigen. Nogle har barrikaderet sig bag fire låse og kommer aldrig ud, andre sover med gevær eller baseballbat ved hånden, en tør ikke åbne sit toiletsæde, fordi han er bange for, hvad der gemmer sig dernede. Han forretter sin nødtørft i plastikposer.

Stine Larsen har taget billeder og lavet web-tv. I alt har de interviewet over 80 krigsveteraner.

15 TIMER EFTER PRISEN
Fotograf Stine Larsen tager ind på Rådhuspladsen torsdag formiddag ved 10-tiden. I går aftes gik turen til TV2 News i stedet for hjemmets sofa. Hun gnider sig i blanke, røde øjne. Sidder på sine hænder og svinger med fødderne. Udbryder:

»Vi havde ikke set det her som et vinderprojekt. Indtil i går kom det bag på mig, at vi har skrevet over 100 artikler. Det er jo ikke noget, vi har planlagt. Det er bare sket.« Hun betegner "Hjem fra krigen" som et klassisk journalistisk projekt for hendes vedkommende, ikke et fototeknisk.

»Mit bedste billede og fotografiske stolthed ligger ikke i det her projekt. Det er helheden, der er lykkedes.«
Ofte har arbejdet været centreret om samtale, og fotografiet har været sekundært. At få fysisk og mentalt arrede soldater til at stå frem og fortælle om deres angstanfald, depression og svaghed har ikke været nemt i et militærmiljø uden klynkekultur. Soldaterne har derfor fået alt tekst til gennemsyn og har haft redigeringsret. En ret, de ikke har benyttet sig af.

Serien har på ingen måde været styret af journalisternes egne følelser, understreger Stine Larsen, men på den anden side kunne den ikke være blevet til uden.
De har abstraheret fra skolebænkens fornuftssnak om ikke at involvere sig personligt.

»For at få soldaterne i tale har vi selv skullet tale som mennesker frem for som journalister. Uden personlig involvering var vi aldrig kommet igennem til kilderne.«

Lars Nørgård Pedersen og Stine Larsen har blandt andet fulgt den 28-årige soldat Jimmi Bøgebjerg Petersen gennem to år.
Efter halvanden måned i Afghanistan bliver han såret i hånd og bryst. Tilstanden er kritisk, da han bliver fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. Han kommer sig. Tre år efter tager Jimmi Bøgebjerg Petersen igen af sted til Afghanistan. Stine følger ham og familien dagene op til hans anden udsendelse. Han kommer aldrig hjem. Den 7. august 2010 bliver Jimmi Bøgebjerg Petersen dræbt af en vejsidebombe.

»Lars ringede mig op og fortalte det. Jeg begyndte bare at græde. Det var eddermame hård kost.«
Både Lars og Stine tog med til Jimmi Bøgebjerg Petersens begravelse. Uden kamera og blok.
»Jeg overvejede aldrig at tage kamera med. Det ville være for tæt på og manglende respekt for familien. Kameraet ville være et skjold for min personlige tilstedeværelse.«

Stine er grundlæggende lettet over, at hun er blevet berørt »ellers ville det stå skidt til«, synes hun. At nogle soldater kommer hjem med et ramponeret sind, forstår Stine Larsen til fulde. År tilbage var hun og Lars Nørgaard Pedersen i Afghanistan. De lå og så glimtet af et raketangreb og hørte dunderet. Den oplevelse har klæbet sig fast. Stine vil aldrig mere tilbage til Afghanistan.


tv: Jyllands-Posten, København, 6. januar kl. 14.11 Lars Nørgaard Pedersen (36) takker kollegerne på JP for at have givet plads til projektet. th: Jyllands-Posten, København, 6. januar kl. 14.20, Kvinde, 31 år og fotograf. Stine Larsen er ikke typisk Cavling-statistik. – fotos: Poul Rasmussen

Da JP åbnede serien, lagde de mandstærkt ud med Stine Larsens billeder. Hun havde taget 16 portrætfotografier af fysiske skadede unge mænd. De er alle fotograferet på samme måde – overbelyst, i bar overkrop og skåret i pasfotosnit. Soldaterne kigger ind i kameraet, og man kan ane deres drengede udtryk. Billederne er udramatiske og enkle. Der er ingen proteser eller tegn på handicap. Det var vigtigt for Stine, at soldaterne så godt ud:

»De skulle ligne, hvad de er – unge mænd med gåpåmod. Billederne er jo næsten banale, men var de blevet taget i helfigur, havde deres gejst og stolthed ikke været tydelig for læseren.«

16 TIMER EFTER PRISEN
Lars Nørgaard Pedersen møder ind på JP. Han føler ikke rigtigt, at Cavling-statuetten er hans ejendom.
»Jeg går jo og siger til alle, at jeg er glad, og det er jeg da også. Men jeg kan ikke rigtigt mærke det. Der er meget praktisk. Man skal huske at takke de rigtige, invitere de rigtige og skrive en tale til de rigtige.«

De tre vindere skal diskutere prisoverrækkelsen. De bliver enige om, at de primært vil invitere soldaterne og de vigtigste kilder. Også Jimmi Bøgebjerg Petersens forældre.
»Ingen politikere,« siger Asger Westh: »No fucking way.« Enighed.

Mange hjemvendte soldater har meldt sig ud af det etablerede samfund. Fire-fem stykker har gennem en periode boet i bivuakker i de danske skove, levet af bær og dyr fra hjemmelavede fælder. En af skovens beboere er veteranen Hans Holm. Han føler sig mere tryg blandt træer end mennesker, og JP-journalisterne vil især gerne se ham til prisoverrækkelsen.

Der følger 20.000 kroner med Cavling-prisen. Stine synes, at de skal give pengene til Livlinen – et hjælpeprojekt for soldater med behov for praktisk assistance eller støttende samtale.

De andre er af samme overbevisning, men trækker alligevel i land:
»Vi kan ikke give penge til kilder,« siger Lars. »Den kritiske kanon skal kunne gå i alle retninger.«

Lars synes ikke, de skal give penge til et projekt, de kan risikere at skulle skrive kritisk om. Som sædvanlig er han tvivleren. Han bærer følelserne udenpå. Den vilde begejstring og skepsissen. Han har instinkt for den gode historie.
Redaktionen beskriver Stine som det menneskelige øre. Et øre, som vitterligt kan lytte og ikke kun høre. Hun har kunnet lytte til soldaterne uden at stille spørgsmålstegn. De to andre har skullet lytte med det journalistiske øre. Har skullet spørge kilder, om soldaterne ikke var blevet syge, selv om de ikke havde været i krig.


tv: Jyllands-Posten, København, 6. januar kl. 14.14. Magten siger tillykke. Igen og igen. Her er det administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch. th: Dansk Journalistforbund, København, 7. januar. Statsministeren gav applaus til den offentlige prisoverrækkelse. – fotos: Poul Rasmussen

Asger Westh går ind for, at de bare skal stille sig op på talerstolen i morgen uden at have arrangeret, hvad der skal siges.
»Bare tage det, som det kommer helt stille og roligt.« Lars blokerer – talen bør planlægges.

Asger besidder en stoisk ro. Den forplanter sig efter sigende i kilderne. Stemmen er næsten monotont afstressende, og bevægelserne er lige så sindige, som Lars' er pludselige.

De tre bliver enige om ikke at lave en velgørenhedsscene, men bare diskret at donere præmiesummen til nogle trængte.
Næste stop er JP's foredragssal. Her bliver de æret af kollegerne med boblevand og lagkage. Ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen er med på stormskærm fra Århus og holder en skåltale uden at svømme over af patos og gestik.

Det er første gang i lang tid, at JP's medarbejdere er samlet, fordi der er noget at fejre, bemærker Lars Nørgaard Pedersen.
Inden turen går videre til "Go' aften Danmark", tager Asger sig en lille lur på gulvet hos JP. Han har ikke sovet i over 30 timer.

41 TIMER EFTER PRISEN
Fredag formiddag møder Asger Westh nybarberet op i DR-byen, og Lars Nørgaard Pedersen dukker op nyklippet med sin mor som følgeskab. Hun er fløjet ind fra Luxembourg. De to mænd skal i "Mennesker og medier" på P1 klokken 13. Prisuddelingen foregår klokken 15. Lars' mor mener, at Asger skal knappe skjorten en anelse højere op.

I programmet fortæller de to om Forsvarets første skepsis mod al den fokus på skadede soldater. De nævner vigtigheden af at værne om soldaterne, så de ikke bliver allemandseje i et casecirkus og dermed potentielle artister i kategorien "ugens glade krøbling".

Efter programmet minder Lars' mor sin søn om at få skiftet klæder til noget mere prætentiøst end strikcardigan og kondisko.
Asger taler om at hente krigsveteranen Hans Holm i taxaen på vej mod prisoverrækkelsen. Han sidder på et værtshus og får en øl, inden hædringen klokken 15.

45 TIMER EFTER PRISEN
Formand for Cavlingkomiteen Kurt Strand holder tale. Kalder Lars, Asger og Stine de tre musketerer. Prismodtagerne selv dedikerer projektet til soldaterne, og JP's nyhedschef, Pierre Collignon, husker vinderne på, at de er blandt avisens fyrtårne, så de ikke svinder helt ind i egen ydmyghed.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er også blandt gæsterne. Efter den formelle del står han og konverserer med en journalist. Asger Westh
lægger en hånd på hans skulder:
»Undskyld, jeg afbryder, Lars. Men der er lige en, du skal hilse på,« siger han og genner afdæmpet statsministeren hen til Hans Holm. Asger lister af. Lader eks-soldaten fortælle.


Konsekvenser af projektet

I artikelserien er det kommet frem, at 16 hjemvendte soldater har begået selvmord siden 2007, og at 281 veteraner med kontakt til støtteprojektet "Livlinen" har forsøgt at tage livet af sig selv efter udsendelse.

Cavlingkomiteen beskriver JP's serie som "featurejournalistik", men med bro til den undersøgende journalistik, hvor fokus er på konsekvens og konfrontation.

Efter JP's serie er der blevet etableret en veteranpolitik, kommet væresteder for hjemvendte soldater og bedre erstatninger for psykiske skader.

Kommentarer
1
Troels Pedersen
05.09.14 15:24
Grønland 5/9.

Grønland 5/9.
Til journalisterne: Endnu en gang til lykke med prisen og TAK for historierne! I har sat et knivskarpt spot på nogen voldsomme problemer, der ellers mest fejes ind under gulvtæppet og ikke bliver fortalt, fordi de ikke er bekvemme for offentligheden og Forsvaret. Så prisen er helt igennem velfortjent!
Mvh. Troels Pedersen, veteran fra Kroatien og Bosnien-Hercegovina.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen