Hvem bestemmer?

Jeg lægger hårdt ud.

Den anden dag havde jeg et møde med en kunde. Vel at mærke en kunde der har et godt produkt og en god sag, der tilmed er vældigt interessant i mediernes optik – relateret til begrebet "Arbejdsliv".

Det var et ideudviklingsmøde omkring fremtidige presseaktiviteter og på et tidspunkt i diskussionen nåede vi frem til, at det kunne være forsøget værd at prøve at gøre emnet "Arbejdsliv" så interessant, at man ligefrem kunne lave en programserie eller en DR2 Temalørdag om emnet.

Metode: Jeg skulle tage en snak med nogen af mine mange naboer – produktionsselskaber – i Filmbyen i Århus og med nogle af de mennesker, jeg kender, der har været inde over DR2 Tema.

Godt så (det blir en lang historie – hold ud!!)

Kort efter diskuterede jeg tilfældigvis situationen med en veninde, der er journalist – freelancer.

(og nu kommer vi til det spændende!)

Hun sagde: "Men hvad nu, hvis mediet (produktionsselskabet, journalisten, whatever) godt kan lide ideen, men ikke vil bruge din kunde som kilde, hvad så?"

"Ja, det er klart, så vil jeg selvfølgelig ikke bruge mere tid på at hjælpe journalisten frem til en god historie – men jeg kan jo ikke forhindre vedkommende i at hugge ideen", svarede jeg.

Og det udviklede sig så til en snak om, hvem det egentlig er, der bestemmer. For min veninde sagde: "Jeg håber og tror, at journalister og medier er så tro mod læserne, at de ikke bare hopper på dit PR-stunt"

Og her kommer så dagens spørgsmålet fra den anden side af bordet: Er medier og journalister så tro mod læserne, at de ikke hopper på mit PR-stunt?

Jeg vil vove den påstand, at enhver god historie (bemærk jeg skriver "god" – det kræver, at der er lidt kød på benet!) kan finde vej til medierne stort set i den form, der er ønsket af virksomheden, såfremt den bliver serveret rigtigt.

Med serveret rigtigt mener jeg udsat for en skarpvinkling – præcis som journalisten selv ville gøre – ud fra de basale nyhedskriterier, som jeg jævnligt tuder mine stakkels kunder ørerne fulde af, nemlig aktualitet – væsentlighed – identifikation – sensation – konflikt. Naturligvis uden at bryde med sandheden.

Men hvordan fungerer det egentlig? Når historien er god nok – er den så sjovest, hvis du som journalist selv har fået ideen på kold kanvas eller er den spiselig, når den bliver serveret som et programforslag og garneret med nyhedskriterier?