DR har udpeget ny direktør for HR og kommunikation

Den 45-årige Elisabeth Geday bliver DR's nye kommunikations- og HR-direktør. Hun tiltræder den 1. august og indgår i DR's direktion.

Den 45-årige Elisabeth Geday bliver DR's nye kommunikations- og HR-direktør. Hun tiltræder den 1. august og indgår i DR's direktion.

Ifølge DR Presse har Elisabeth Geday  en solid erfaring fra kommunikationsbranchen og et indgående kendskab til arbejdsmarkedsområdet. Hun kommer senest fra en stilling som ansvarlig for virksomheden Coloplasts External Affairs-team, der blandt andet varetager virksomhedens globale Public Affairs-opgaver.

DR's kommende kommunikations- og HR-direktør har i øvrigt siddet i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2005 til 2007, hvor hun var partiets arbejdsmarkedsordfører.

Inden da har Elisabeth Geday, der er uddannet cand.scient.pol., arbejdet med presse og kommunikation gennem 15 år i Dansk Arbejdsgiverforening, Ingeniørforbundet i Danmark, SiD og Advice A/S.

Elisabeth Geday bliver den første, der får titel af kommunikations- og HR-direktør i DR

Jobbet blev oprettet i forbindelse med justeringen af organisationen i DR i begyndelsen af maj. Her blev de hidtidige afdelinger for kommunikation og HR lagt sammen i ét nyt, fælles direktørområde blandt andet for at sikre en større sammenhæng mellem kommunikation og HR over for chefer og medarbejdere.

"Det bliver spændende at kombinere HR og kommunikation i landets største kultur- og mediehus. Jeg er vant til at arbejde i spændingsfeltet mellem erhvervsliv, medier og borgere og glæder mig til at være med til at styrke sammenhængen mellem ledelse, organisationsudvikling og intern kommunikation i DR. DR har netop vedtaget strategier for den kommende fireårige periode, så der er et godt afsæt at arbejde ud fra," siger Elisabeth Geday i en officiel udtalelse.

 

0 Kommentarer