Dokumentarist og journalist Ulrik Holmstrup er et af to medlemmer af Pressenævnet, som Dansk Journalistforbund har udpeget.

Han var med om bordet, da nævnet besluttede at kritisere Jyllands-Posten for ikke at anonymisere en advokat, da han bad om det. Beslutningen i Pressenævnet har siden fået kritik af både Dansk Journalistforbund og Danske Medier.

»Det overraskede mig lidt, at der kom så meget debat. Men vi har kun haft få sager om ”retten til at blive glemt”, og derfor er debatten vigtig. Jura er ingen eksakt videnskab, og det er fortolkningen af de presseetiske regler heller ikke,« siger Ulrik Holmstrup til Journalisten.

Han bakker op om kendelsen, men ønsker ellers ikke af principielle grunde at udtale sig om den konkrete sag.

Han vil til gengæld gerne dele sine overvejelser om ”retten til at blive glemt”, som han mener er et rigtigt og vigtigt princip.

»Nogle mener, at ”retten til at blive glemt” kan knægte ytringsfriheden. Men jeg synes sandelig, der er forskel på, om noget ikke længere er det første, der popper op på Google, eller om det slet ikke eksisterer mere,« siger Ulrik Holmstrup.

Kontroversiel kendelse

Pressenævnet kritiserede Jyllands-Posten for ikke at fjerne navnet på en dømt advokat fra en 11 år gammel artikel. Jyllands-Posten har valgt at fjerne navnet, men chefredaktør Jørn Mikkelsen er meget utilfreds med kendelsen.

"Der er tale om en principiel og meget opsigtsvækkende kendelse, der nok vil få mærkbare konsekvenser for danske medier," har Jørn Mikkelsen udtalt til Journalisten.

Dansk Journalistforbunds formand Lars Werge har også taget afstand fra kendelsen.

»Det var ikke hensigten med reglen. Vi er overraskede over, at Pressenævnet har udlagt reglerne på denne måde. Vi risikerer, at mange nu vil forsøge at få slettet navne i gamle artikler med henvisning til Pressenævnets nye kendelse," sagde Lars Werge.

Principielt forkert at fjerne noget

”Retten til at blive glemt” giver medierne tre muligheder for at fjerne indhold. Enten kan man anonymisere en kilde, man kan afindeksere artiklen – så den ikke dukker op i søgemaskiner – eller man kan helt afpublicere.

Ulrik Holmstrup mener, anonymisering og afindeksering er vigtige etiske værktøjer. Men han er principielt imod at afpublicere noget, som har været bragt.

»At fjerne noget fuldstændig er jeg principielt imod uanset artiklens karakter. Jeg synes, man i vidt omfang bør imødekomme afindeksering. Så kan du stadig, hvis du kender sammenhængen, få adgang til artiklen. Men jeg har meget svært ved at se en situation, hvor afpublicering er nødvendig. De oplysninger, som kan skade den enkelte, kan løses med afindeksering eller anonymisering,« siger han.

Pressenævnet består af otte medlemmer, som hver har en stedfortræder. Ulrik Holmstrup er som nævnt et af to medlemmer, som er udpeget af Dansk Journalistforbund. Det andet DJ-medlem er Lene Sarup (Fyens Stiftstidende), imens stedfortræderne er Lars Lindskov (freelance) og Janni Pedersen (TV 2).

Har udtalt kritik tre gange

Ulrik Holmstrup peger på, at der skal flere ”retten til at blive glemt”-sager forbi Pressenævnet, før man begynder at kunne se en egentlig praksis på området.

I en række sager har Pressenævnet afvist at udtale kritik i den slags sager. Men der har også været sager, hvor Pressenævnet har kritiseret et medie for ikke at anonymisere.

I juni 2015 fik Politiken kritik for at afvise at anonymisere et boligselskab på politiken.dk.

Og i august 2015 fik Information kritik for kun at fjerne efternavnet på en delingsfører i en artikel på information.dk. Anonymiseringen var ikke god nok, da han stadig kunne identificeres, lød det i kendelsen.

»Der er tale om tre ret forskellige problemstillinger i de tre sager, hvor vi har udtalt kritik. Det her er nyt, og derfor skal der en række sager til, før man kan sige, at vi har dannet os en praksis. I den proces ser vi også på, hvordan medierne fortolker princippet,« siger Ulrik Holmstrup.

De parter, som har skrevet reglerne, mener I fortolker dem forkert i den konkrete sag. Er reglerne så klare nok?

»Det vil jeg mene, de er. Jeg går ud fra, at parterne havde været mere præcise, hvis det var muligt. Vi gennemgår en sag og vurderer klagers og mediets oplysninger – det er altid en individuel vurdering fra sag til sag. Vi kan ikke bare slå op i en bog og sige ”det er så og så længe siden”, og ”personen har den og den baggrund”, og så sige ”ja” eller ”nej”. Derfor tror jeg ikke, man kan udlede, at reglerne ikke er gode nok. De lægger en ramme, som vi efter bedste evne fylder ud,« siger Ulrik Holmstrup.