Journalistfagets omdømme skal forbedres. Det skal ske gennem en kampagne, hvor DJ i første omgang sætter 150.000 kroner af til at debattere etik og kvalitet med sine egne medlemmer. Det blev besluttet på DJ's hovedbestyrelsesmøde fredag.
Indtil videre er planen, at forbundet skal være med til at knække kurven for journalistfagets ry, som gennem en årrække – og senest med Se og Hør-sagen – har lidt skade.
Første trin i planen er, at DJ skal ud på redaktionerne og sætte gang i debatten om de etiske dilemmaer, man som journalist kan komme ud for.
»Det er vigtigt, at vi bidrager til at styrke journalistfagets omdømme. Tanken er at sikre fokus på etik. Vi ved, at journalister rundt omkring gør et godt og professionelt stykke arbejde, men vi skal fortsat tage vare på den journalistiske profession,« siger Mogens Blicher Bjerregård, formand i Dansk Journalistforbund.
Dilemmaspil og gode råd
Nogle af de ting, forbundet vil tage ud og foreslå på redaktionerne, er et dilemmaspil om etik, en ordning med etik-ambassadører og et øget kendskab til de presseetiske regler.
Håbet er, at det skal sætte gang i debatten om journalistikkens troværdighed.
Derudover er en medlemsguide og en liste med gode råd nogle af de ideer, som hovedbestyrelsen foreslog for at hjælpe medlemmerne med at skabe mere debat og åbenhed om journalistikken på arbejdspladsen.
Allerede arbejdspladser, som henvender sig
Mogens Blicher Bjerregård er sikker på, at sagen om Se og Hørs ulovlige kreditkortovervågning af kendte har medvirket til at gøre de etiske diskussioner på arbejdspladsen endnu mere aktuelle.
»Der er allerede arbejdspladser, som henvender sig til os for at få os til at den tage etiske diskussion med dem på redaktionen. Vi har gjort det her før, men det er altid nemmere at se meningen med debatten, når man har nogle konkrete eksempler at tage udgangspunkt i,« fortæller han.
Fokus på medlemmerne er første fase i kampagnen, som efter planen skal løbe over efteråret og vinteren. De næste faser har mediearbejdsgiverne og den brede befolkning som målgruppe.
Planen er, at der samlet set skal afsættes cirka 500.000 kroner til kampagnen. Men DJ planlægger at evaluere første fase, inden man beslutter, om projektet skal fortsætte.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
HØRT, Esben !!
Jeg synes, vort forbund har så travlt med alt muligt andet end det, det er sat i verden for: At være et fagforbund.
Sørg nu for ordentlige løn og arbejdsforhold, det vil bl.a. sige nødvendig tid til at aflevere et færdigt, tjekket og gennemarbejdet produkt, så skal respekten for det journalistiske arbejde nok komme tilbage.
Alt det der udenomsværk med etikspil og kampagner - glem det!
Jeg har skiftet fag, og det har været interessant at møde en anden end den journalistiske selvforståelse. Tag nu ebola-epidemien, jeg møder halvstore børn, der ligger vågne om natten af skræk for at smitten kommer og tager dem. Historien er reel nok, men det er proportionerne ikke. Risikoen for at dø af ebola er ca. 1 til 9 mio., hvis man vel at mærke befinder sig i Vestafrika.
Mange mennesker kan ikke selv sætte historierne i relief, det må journalisterne tage på sig, for det er dem vreden og fornemmelsen af tomme tønder vender sig imod.
Der er vidt større problemer i journalistbranchen end etikspil kan løse! http://www.riglandmand.dk/2014/09/en-deprimerende-maned.html
Undskyld hvis jeg blander mig uden journalistisk faglig baggrund.
Under Watergate-skandalen var pressefriheden at uafhængige medier afslørede politiske overgreb.
I dag er mediekoncerner PR-bureauer for transnationale koncerner. Det forhold kræver ingen yderligere imagepleje.
Det kræver finansiel og corporate uafhængighed: føderativ EU, USA, militær uafhængighed.
Testcase: hvilke journalister taler kritisk uafhængig af Israel i mellemøsten?
Flere