Hvad er de største udfordringer for journalistikken, kommunikationen og branchen? Det spørgsmål stillede Journalisten to deltagere på torsdagens generalforsamling i Kreds 4 i Aarhus.

Tage Clausen, 67, pensionist. Journalist, redaktør og anmelder på Jyllands-Posten fra 1977 til i år

Hvad er de største udfordringer for journalistikken?

”Det kan vi jo se på Det Berlingske Hus lige i dette øjeblik. Papiravisen bliver outsourcet. Det, vi har forstået ved en avis, er på vej væk.”

”Man siger godt nok, at det hele stadig skal dreje sig om journalistikken. Ja ja, men det er ved gud en noget anden slags journalistik end den, vi andre har lært. Det er en helt anden måde at henvende sig på.”

Men hvorfor er det en udfordring?

”Det er det, fordi jeg har lært, at når man fortæller en historie, så skal man have en rubrik, som forklarer, hvad det her handler om. Dernæst skal man have en indledning, der gør det klart for læseren, hvad det er for en slags historie, vedkommende skal til at læse, og så skal der være en afslutning. Sådan er det ikke i dag.”

”I dag skal vi lave klik. Vi skal pirre nysgerrigheden. Vi må endelig ikke fortælle historien, men til gengæld lade forstå, at der kommer en historie, hvis læseren klikker videre. Det er en helt, helt anden måde at tænke journalistik på. Det betyder, at jeg ikke er så ked af, at jeg går på pension nu.”

Hvad er den vigtigste fagpolitiske kamp at kæmpe?

”Den er til gengæld så banalt enkel, som den altid har været: Vi har en vare at sælge, og den skal vi sælge dyrest muligt. Vi skal forhandle de bedst mulige løn- og arbejdsforhold. Sådan var det før, og sådan er det nu.”

Og hvordan gør vi det?

”Ja, det gør vi jo helst ved at gøre os uundværlige. Ved at kunne noget, som andre ikke kan. Vi skal ganske enkelt sørge for at have en faglig kompetence, som er penge værd for arbejdsgiveren. Og den skal vi så sælge og have bedst betalt med bedst mulige løn- og arbejdsforhold. Den del af faget er fuldstændigt uændret.”

Emil Fibiger, 33, lokaljournalist på Horsens Folkeblad, uddannet fra Journalisthøjskolen

Hvad er de største udfordringer for journalistikken?

”Hvis jeg tager udgangspunkt i min egen hverdag i Horsens, så handler det om at forblive relevante over for læserne. De oplever en virkelighed, hvor flere og flere af de nyheder, vi laver, ofte kommer fra kilderne selv på Facebook, før vi selv kan nå at skrive historierne. Så det handler om at forblive aktuelle og relevante, men det handler også om tid.”

”Vores formand fortalte her på generalforsamlingen om en undersøgelse, som viste, at borgerne ikke rigtigt længere synes, at vi journalister leverer kritiske historier eller er en vagthund på den måde, vi tidligere har været det. Det kan jeg godt genkende fra min egen hverdag ude fra redaktionen: Det kan simpelthen være svært at have tid til at lave den vagthundsjournalistik, som jo egentlig er vores berettigelse.”

Så hvordan får man mere tid?

”Ja, det er det store spørgsmål. Der er jo færre og færre, der betaler for vores produkter. Og vi bliver også selv færre. Så vi skal måske til at tænke lidt anderledes om, hvor meget vi skal producere og levere. Det er i hvert fald noget, vi taler om i Horsens.”

Hvad er den vigtigste kamp at kæmpe, fagpolitisk?

”Man må jo kæmpe for at bevare de arbejdspladser, der nu engang er. Sørge for, at det ikke hele tiden er journalister, der skæres ned på. Jeg er godt klar over, at der bliver skåret på alle fronter, men på en eller anden måde må vi kæmpe for, at vi ikke bliver endnu færre og skal levere på endnu flere platforme. En anden ting er, at der bliver gjort mere og mere brug af freelancere. Det er svært at få en fastansættelse, så der er også en vigtig kamp at kæmpe: Folk skal ikke hænge i freelanceuvished i flere år for den samme arbejdsplads, bare fordi man ikke tør fastansætte.”