Design-duo: ”Vi indså, at vi er pisseligeglade med penge”

I 2014 opsagde Irene Pereyra og Anton Repponen deres velbetalte jobs i et stort designbureau og startede deres eget. Siden har de brugt 40 pct. af deres tid på egne projekter. ”Som designere har vi meget magt. Det er noget lort kun at bruge den på at hjælpe andre med at sælge ting,” siger Irene

Hvordan balancerer man som grafisk designer opgaver, der giver personlig tilfredsstillelse på den ene side, og opgaver, der giver penge og indtjening på den anden?

Det spørgsmål var temaet, da den internationalt anerkendte design-duo ’Anton & Irene’ lørdag holdt oplæg på design-konferencen We Love Graphic Design på Den Sorte Diamant i København.

Bag firmanavnet ’Anton & Irene’ står designerne Irene Pereyra og Anton Repponen. Indtil 2014 arbejdede de som henholdsvis kreativ direktør og UX-design-direktør i det store designbureau Fantasy Interactive i New York. Men så tog de springet og startede deres eget, lille designstudio.

”Vi gjorde det, fordi vi ville have luft til at arbejde på vores egne, personlige projekter. Som designere har vi meget magt. Det er lidt noget lort kun at bruge den på at hjælpe andre med at sælge ting,” sagde Irene Pereyra fra scenen.

Anton Repponen supplerede og fortalte, at målet med at sadle om netop var at få bedre balance mellem opgaver, der giver personlig tilfredsstillelse og inspiration at løse, og opgaver, der giver penge på kontoen.

”Det er ret svært at balancere de to hensyn,” sagde han. 

Hellere tjene færre penge og lave fede projekter

For at sikre balancen satte de to designere deres firma sådan op, at de kun bruger 60 procent af arbejdstiden på opgaver for kunder.

Det betyder, at de bruger 40 procent af tiden på egne projekter. Typisk projekter, de sætter i gang uden at have en kunde eller en forventning om nødvendigvis at komme til at tjene penge på projektet.

Men hvordan får I råd til det? Betaler jeres kunde-opgaver så godt, at I kan tage den tid ud af kalenderen?

”Ja. Og hverken Anton eller jeg har børn, vi er ikke gift, og vi har ikke lån, der skal betales af. Så vi behøver heller ikke at tjene så meget,” forklarer Irene Pereyra til Journalisten efter parrets talk og uddyber:

”I vores gamle bureau tjente vi mange penge. Men så indså vi, at vi er pisseligeglade med penge. Derfor traf vi den beslutning, at vi hellere vil tjene færre penge og til gengæld lave arbejde, som vi nyder, end at tjene flere penge og lave mere uinspirerende arbejde.”

Tror du, I kan fortsætte med det, hvis en af jer, eller I begge to, på et tidspunkt får børn og lån?

”Jeg ved ikke, om vi er typerne, der skal have børn og lån. I hvert fald bliver det ikke lige foreløbig – hvis nogensinde. Vores primære kærlighed lige nu er vores studio,” siger Irene Pereyra.

Fire eksempler og fire råd til andre

Fra scenen på Den Sorte Diamant præsenterede Anton & Irene fire af deres seneste projekter lavet på eget initiativ. Fælles for de fire projekter er, at arbejdet med dem har presset dem langt ud over deres comfort zone.

Og fælles for i hvert fald tre af de fire projekter er også, at de ikke just har været en økonomisk succes for dem. Til gengæld har de givet faglig tilfredsstillelse og anerkendelse.

Til hvert projekt knyttede sig et råd til andre, der drømmer om at lave mere personligt arbejde. Rådene og projekterne følger her:

Råd 1: Lad ikke din jobtitel bestemme, hvilken type design du laver

Første projekt, de fortalte om, var deres seneste eventyr, hvor de har designet et armbåndsur. Ikke umiddelbart noget, der ligger inden for deres felt.

”Projektet er et eksempel på, at man ikke nødvendigvis skal lade sin jobtitel afgøre, hvilken type design man laver. Hvis du er designer, kan du designe alt,” sagde Anton Repponen.

Uret er blevet sat i produktion, og lige nu kører de en Kickstarter-kampagne for at få det finansieret.

”Projektet har indtil i dag, hvor vi begge to har de fysiske ure på, taget tre år. Næste skridt er at finde ud af, hvordan vi får dem solgt. Hvis det ikke lykkes, har vi julegaver til resten af vores liv,” sagde Anton Repponen.

Råd 2: De fleste af os rummer historier, som vil være interessante for andre

Næste projekt, de præsenterede, var ’One shared house’, som er en interaktiv dokumentar om Irene Pereyras alternative opvækst i et lesbisk kollektiv i Amsterdam.

”Siden jeg var barn, har jeg mødt mennesker, der synes, det lyder bizart. Derfor besluttede vi at tage til Amsterdam for at lave en interaktiv dokumentar om det her hus, der engang var mit hjem,” fortalte Irene Pereyras.

Til projektet byggede de blandt andet en mini-version af huset i en skotøjsæske og lavede små møbler magen til dem, som havde været i det rigtige hus i Amsterdam tilbage i 1980’erne.


Screendump fra onesharedhouse.com

”Som interaktiv designer har jeg lært at lave alting i Photoshop. Det her var det første projekt, hvor vi faktisk har lavet noget fysisk i hånden. Det var meget givende,” sagde Irene Pereyras.

Råd 3: Du behøver ikke altid at vide, hvor du er på vej hen

Det tredje projekt, de to designere præsenterede, hedder ’Misplaced’ og er et fotoprojekt, hvor de digitalt har ”fjernet” kendte bygninger i New York og placeret dem uden for deres kontekst i mennesketomme landskaber.

Idéen opstod ved et tilfælde, fortalte Anton Repponen. Han havde i et stykke tid nørdet med at regne ud, hvordan den tyske fotograf Markus Brunetti i sit fotoprojekt ’Facades’ var lykkedes med at lave så rene linjer og direkte perspektiv på billeder af kirker rundt om i verden. Med forskellig software og kameraer forsøgte han at opnå det samme med billeder af kendte bygninger i New York.

”Jeg var lige kommet hjem fra Hawaii, hvor jeg havde brugt tid på at hænge ud på vulkaner og tage billeder. Nærmest ved et uheld kom jeg til at dumpe et billede af et museum i New York ned i et af de her vulkanlandskaber. Og så opstod tanken: Hvilke andre bygninger i New York kan vi flytte?”

Råd 4: Nogle gange er en god historie bare data tilsat sjæl

Det fjerde personlige projekt, som de to designere præsenterede, er også det eneste, de faktisk har tjent penge på. Det er projektet ’One shared house 2030’ for Ikeas innovationslaboratorium Space10.

“Space10 kontaktede mig, fordi de havde set vores projekt om kollektiver og min barndom. De ville gerne have os til at lave noget for dem. Eneste krav var, at det skulle handle om kollektiver og fremtiden,” fortalte Irene Pereyras.

Resultatet blev, at de lavede en survey, hvor flere end 70.000 mennesker fra 150 lande har svaret på spørgsmål om deres præferencer, når man skal bo sammen med andre mennesker. På baggrund af de data lavede de denne lille video om, hvordan mennesker bor i dag og måske kommer til at bo i fremtiden.

0 Kommentarer