search

Den sidste af sin slags

»De dage, jeg holder lukket, kommer folk nogle gange hjem til mig, fordi de vil fotograferes. Jeg er den sidste af vores slags, og jeg må holde fast i vores tradition.«

»De dage, jeg holder lukket, kommer folk nogle gange hjem til mig, fordi de vil fotograferes. Jeg er den sidste af vores slags, og jeg må holde fast i vores tradition.«

DHAKA, BANGLADESH. Da Safdar Hussain som 12-årig begyndte at arbejde som fotografassistent i udkanten af Old Dhaka, var der næsten kun tomme græsmarker og små søer i området.

»Der var jernbanesporet, 10-12 små forretninger og så vejen, selvfølgelig,« forklarer den 66 år gamle fotograf, der startede i lære hos sin onkel.
»Der var også 12 andre fotografer, der arbejdede her, fordi der kom mange folk forbi om dagen, men ellers var der marker og søer, og efter klokken seks om aftenen var der helt øde … ingen mennesker.«
I dag ser hjørnet af Gullistan og Nawabpur Road meget anderledes ud. Der er myldretid fra tidlig morgen til sen nat.

Cykelklokkerne fra de mange rickshawcykler ringer i ørerne. Busser og biler, der dytter konstant.
På fortovet sidder en urmager bøjet ind over sit lille skrivebord med seks armbåndsure, der er skilt i små stykker, foran sig.

Kameraet, som Safdar bruger, byggede han selv for over 40 år siden. Det er stykker af træ med sort, slidt maling, holdt sammen af metalhængsler og bagerst et stykke stof, der giver adgang til filmpladen indeni. Den eneste måde at fokusere på er at åbne bagdøren til kameraet og stikke hovedet ind i kameraet, mens man rykker optikken forsigtigt frem og tilbage, indtil personerne bliver skarpe.

Inde i selve kameraet er der også plads til et lille mørkekammer, hvor han kan fremkalde billederne.


Et negativt print af Shuel, som Safdar lige har fremkaldt inde i kameraet. Om lidt skal det vaskes, og så skal det retoucheres og affotograferes for at få et positivt billede. Når Safdar tager et billede og eksponerer lysfølsomt fotografisk papir, kommer der et negativt billede. Ved at gentage processen kommer der et positivt print. – foto: Jonathan Bjerg Møller

Tre drenge i islamiske dragter sætter sig foran Safdar. Vennerne Rajan, Mohammed Shahid, og Ariful Islam skal fotograferes sammen.

Safdars mobile studie ligger på fortovet. Det består af en nøgen bænk, et slidt baggrundstæppe og plastikpresenning samt en firkantet æske på et hjemmelavet stativ af træ. Der hænger to kollager med små sorthvide pasbilleder som eksempler på hans arbejde. En tredje ligger på et lille skrivebord.

Under bænken ligger små plastikposer og skåle med kemikalier og vand. Når han ikke er på arbejde, opbevarer Safdar kemikalierne i en kommode i sin etværelses lejlighed i Old Dhaka, hvor han bor med sin kone.

Når Safdar skal eksponere et billede, putter han et dæksel på optikken. Så monterer han et stykke fotografisk papir og sørger for, at det sidder godt fast. Når han er klar, løfter han dækslet, og så bliver billedet foreviget. Ligesom for hundrede år siden skal man sidde helt stille. Disse billeder bliver ikke taget på en 1/125 del af et sekund, men bliver eksponeret, indtil Safdar putter dæk-slet tilbage på optikken.


foto: Jonathan Bjerg Møller

»Når der er meget sol, eksponerer jeg i et sekund. Når der er mindre lys, giver jeg tre-fire sekunder. Og når der er endnu mindre lys, så giver jeg fem, seks, syv, otte, ni, ti sekunder til eksponeringen,« siger Safdar.

Når han er færdig, står han med hele armen dybt begravet inde i kameraet og fremkalder fotopapiret i en serie af kemikaliebade. Safdar hiver papiret op fra vandet og begynder forsigtigt at male det med en rød vandfarve. Han "photoshopper" billedet pænere ved at male dele af billedet rødt.

»Jeg maler billedet rødt for at gøre ansigtet hvidere eller lysere. For eksempel er der mindre lys på den nederste del af ansigtet. Når jeg putter rød her og der, så bliver det hele jævnt. Og folk, der har rynker i panden, får en glat pande, når jeg har været der med min røde pensel.« Sort-hvidt papir er nemlig mere lysfølsomt over for den blågrønne del af farvespektret, end for den røde.

Derpå affotograferer han det negative billede. Hver gang han tager et billede af det negative print, får han et nyt positivt print.


Safdar Hussain har selv bygget sit kamera, og hans mobile fotostudie ligger midt på fortovet i hovedstaden i Bangladesh. Han kæmper for at bevare den traditionsrige pasfotografering i gaden. – foto: Jonathan Bjerg Møller

I mange år var det i Dhaka den eneste måde at få lavet pasbilleder og "fotokopier" af vigtige dokumenter. Men i dag er Safdar den sidste af en lang række gadefotografer og en slags levende fotografisk institution. Han husker ikke, hvornår det digitale kamera først kom til Bangladesh. Men han husker, hvordan hans forretning kørte, før de kom.

»Der var dage, hvor jeg kunne tjene 8.000, 10.000 eller selv 20.000 taka per dag (cirka 610, 740, eller 1.500 danske kroner, red.), men de tider kommer aldrig igen,« forklarer han.
»Jeg klarer mig for tiden, men kun lige akkurat. Før var min livsstil 'hifi', og nu er den slet ikke 'hifi'.«

Der er digitale fotostudier overalt i hovedstaden i Bangladesh, og det koster kun 4 taka at få printet et pasbillede. I Dhaka bruger man pasfotos til mere end kun pas. Billederne bliver også anvendt til job-ansøgninger, eller når man skal købe et sim-kort i en mobilforretning og alt derimellem.

»På en normal dag kan jeg nu have fra 10 og nogle gange helt op til 20 kunder. Men min indkomst svinger meget. Det ved alle fotografer. Nogle dage har man meget arbejde, andre dage har man kun lidt. Heldigvis er mine sønner voksne og har gode jobs, så jeg skal ikke forsørge familien længere.«

Safdar har seks børn og seks søskende. Han var den ældste af sine søskende, og derfor måtte han forsørge familien fra en tidlig alder.
»Allerede da jeg var tolv, havde jeg haft forskellige jobs, men de gav ikke nok,« siger han.

»Min far døde, da jeg var ung. Og vi havde brug for penge. Selv om en af mine brødre også arbejdede, var det mig, der skulle forsørge familien. Min onkel foreslog, at jeg kunne arbejde for ham, og det syntes min mor var en god ide.«
»Mit job var at vaske filmene og skære billederne ud. Jeg gav også kunderne deres billeder og hjalp dem til rette, når de skulle fotograferes. Jeg arbejdede meget, og min dagsløn steg.«


Safdar Hussain har sit studie midt på fortovet i udkanten af Old Dhaka. Det er et af byens trafikknudepunkter. Der er et shoppingcenter og et hav af gadesælgere, busstoppesteder og alverdens slags forretninger, der sælger alt fra sodavand til elektronik og beton. Midt i det kaos står Safdar klar til at fotografere og fremkalde pasbilleder. – foto: Jonathan Bjerg Møller

Safdar blev bidt af pengene og besluttede sig for at blive fotograf, men hans onkel ville ikke lære ham hele faget. Safdar blev kun assistent, men han studerede sin chef nøje, og en dag, da de andre skulle til frokost, besluttede han sig for at fremkalde nogle film.

»Da min onkel så billederne, spurgte han, hvem der havde fremkaldt dem. Det var førsteklasses arbejde, sagde han.«
Og fra den dag voksede Safdars ansvar. Til sidst startede han sin egen forretning.

Under den pakistanske besættelse var der brug for identifikationskort med billeder. Det var godt for hans forretning. Senere begyndte folk at rejse til udlandet.
»I slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne var der mange folk, som skulle ud at rejse. Der kom sækkevis af pas til mig, og jeg lavede billeder natten lang. Jeg fik vabler på mine hænder. Jeg knoklede til den lyse morgen, og så kom de og hentede deres pas og fløj til udlandet,« siger Safdar.

Safdar frygter ikke fremtiden.
»Jeg er ikke bange for at miste min forretning. Alle mine sønner har jo gode jobs og tjener penge,« forklarer han.
»Dog vil jeg gerne pensioneres, men det kan ikke lade sig gøre. Selv om jeg er træt af at fotografere, må jeg gøre folk glade. For selv på de dage, jeg holder lukket, kommer folk nogle gange hjem til mig, fordi de vil fotograferes. Jeg er den sidste af vores slags, og jeg må holde fast i vores tradition.«

Klik her for at se videoportrættet af Safdar Hussain


BLÅ BOG
Jonathan Bjerg Møller præsen-terer sig ofte som professional vagabond. Han arbejder freelance  med dokumentarfotografiet og laver langtidsprojekter i Danmark og i udlandet. Gennem sit arbejde forsøger han at menneskeliggøre og nuancere de langsomme historier, som der ofte ikke er plads til i mediernes hverdag. Sammenlagt har han boet et år i Bangladesh.  – foto: Safdar Hussain

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen