Professor: Medierne ignorerer dansk udenrigspolitik

Hvor er dansk udenrigspolitik blevet af i de danske medier? Sådan lyder dagens retoriske spørgsmål fra Hans-Henrik Holm, professor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han efterlyser proportioner i den danske nyhedsdækning.

Hvor er dansk udenrigspolitik blevet af i de danske medier? Sådan lyder dagens retoriske spørgsmål fra Hans-Henrik Holm, professor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han efterlyser proportioner i den danske nyhedsdækning.

Det er ikke fordi, der mangler politisk stof i medierne. I en klumme i dagens udgave af Berlingske Tidende fremhæver Hans-Henrik Holm, hvordan dækningen af politik i dagens medier er omfattende.

"Lange diskussioner mellem kommentatorer ruller over skærmen på TV2 News. Stort set hver eneste TV-avis indeholder analyser og interviews om dagens politiske hovedemner. Avisernes forsider fortæller os om madpakke-sagen og jæger-sagen. Der er meget politik i medierne og mange »sager«," noterer Hans-Henrik Holm.

Problemet er til gengæld, at det uderingspolitisk stort set er forsvundet.

"Vi bruger 15 mia. kr. i udviklingsbistand, og medierne fokuserer på madpakker i stedet for. Der er ingen debat i de store danske medier mere. Nu er det alene nicheaviser og DR2, der en gang imellem lader høre fra sig," skriver han i Berlingske.

Hans-Henrik Holm nævner en række konkrete udenrigspolitiske temaer, hvor Danmark spiller en central rolle, som stort set ikke finder vej til den danske medievirkelighed.

  • Eksempelvis nævner han, hvordan ingen kommentatorer diskuterer betydningen for dansk udenrigspolitik af den netop overståede London-konference om Afghanistan-strategien.
  • Ligeledes efterlyser han en debat om NATOs overvejelser om ny strategi, og hvorvidt det skal være en forsvarsalliance?
  • Og endelig overvejelserne om helt nye beføjelser til den fælles EU-politik som følge af Lissabon-traktaten.

"Den brede offentlige debat af udenrigspolitikken er blevet væk. Forsvundet i et sort hul på Asiatisk Plads? Forsvundet i hemmeligholdte politiske diskussioner i Udenrigspolitisk Nævn? Forsvundet ligesom de pressekonferencer udenrigsministeren tidligere holdt regelmæssigt. Forsvundet i en stadig intensere mediedækning af madpakker, nedskæringer og sager om politisk spin," skriver Holm og langer videre ud efter, hvordan mange medier gjorde et stort nummer ud af, at statsministeren ikke holdt den årlige tale til de herværende ambassadører den 22. januar.

"Men ingen refererede indholdet af den tale, bistandsministeren holdt på hans vegne."

Hele Hans-Henrik Holms klumme kan læses her 

0 Kommentarer