Tv-stationerne betaler store summer for at hyre pensionerede sportsstjerner som kommentatorer og værter. Det skift har Per Frimann fra TV3+ klaret bedst, mener Journalistens sportspanel. De peger på, at mange andre har store journalistiske mangler.
RANGLISTE. Journalisten har bedt et panel på 11 sportsjournalister, redaktører og kommunikationsfolk om at pege på den tidligere sportsstjerne, der gør det bedst på tv – set med professionelle briller. Hvem er stjernerne, hvem skal øve sig lidt mere, og hvem bør søge nye græsgange? Panelets klare vinder er Per Frimann fra TV3+. Han er godt forberedt og god til at formidle sine pointer med oprigtighed og drenget charme.
»Per Frimann er en god analytiker, der formidler med begejstring og stor faglighed. Man kan mærke, at det er hjerteblod, og at han mener det alvorligt,« siger medlem af sportspanelet Ulrik Jensen, der er radiovært på Sport på 3'eren.
På andenpladsen i miniundersøgelsen kommer Jan Mølby fra TV3+, mens DRs tv-vært Peter Møller er nummer tre. Peter Møller bliver af branchefolkene kaldt et naturtalent.
»Fra første gang Peter Møller stod i studiet, har han gjort det rigtigt. Han er en god interviewer, der ikke har problemer med at stille kritiske spørgsmål til spillere, han kender fra sin tid som aktiv,« siger Jan Schouby, sportsredaktør på Århus Stiftstidende.
Han roser Peter Møller for, at han ikke bliver for indforstået med gæsterne i studiet.
»Han ved jo afsindigt meget om fodbold, men han kan alligevel "undre" sig over de samme ting, som den almindelige ikke fodboldkyndige gør. Det er en stor styrke.«
Netop værtsrollen er noget, de færreste sportskoryfæer magter sammenlignet med professionelle journalister, lyder det fra panelet. Det gælder for eksempel Camilla Martin og Peter Schmeichel. Mens Per Frimann har ni fans i panelet, har Camilla Martin kun tre, og Peter Schmeichel må nøjes med to. Allan Olsen, sportsredaktør på Ekstra Bladet, mener, at Peter Schmeichel har potentiale til at fylde rollen bedre ud. Men han er ramt af en tv-mæssig identitetskrise.
»Han er en kontant fyr med stor udstråling, men han har svært ved at finde ud af, hvilken rolle han skal have – vært eller ekspert. Det er med til at svække programmet,« siger Allan Olsen, der mener, at Peter Schmeichel har formatet til at blive god, men det kræver meget arbejde.
Flere i panelet peger på, at sportsfolkene ofte bliver smidt på tv uden ordentlig træning. Det gælder for eksempel TV 2's Flemming Poulsen og vært på Onside på TV3+ Camilla Martin, der er tidligere badmintonspiller.
»Jeg forstår ikke, hvad der gik gennem hovederne på dem, da de ansatte en dygtig badmintonspiller til et program om fodbold uden først at give hende en meget grundig oplæring. For hvorfor skulle hun have kvaliteterne til at lave et kritisk interview med Flemming Østergaard?« spørger Jan Schouby fra Århus Stiftstidende. Han mener, at Camilla Martin er blevet meget bedre sidenhen.
»Men hun var godt nok meget usikker og famlende i starten.«
I dag er der sport på tv hver dag. Konkurrencen om rettigheder er øget, og det samme gælder folk, der kan formidle det, fortæller Peter Nørrelund, sportschef på TV3. Han sætter tidligere sportsfolk på skærmen, fordi de kender topsport indefra.
»Men der er naturligvis også en blikfangsfaktor, hvor de rigtige profiler er med til at kaste lys over produkterne.«
For eksempel spiller navnet på værterne en stor rolle, når antenneforeningerne skal vælge kabelpakker. Her vejer det tungt, at Viasat kan sige, at de har samlet nogle af de seneste årtiers største danske fodboldnavne – Preben Elkjær, Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Jan Mølby.
TV3's sportschef, Peter Nørrelund, vil ikke fortælle, hvad hans værter tjener.
»Vi betaler folk i forhold til, hvad de kommer med. Og sportsstjerner med lange topkarrierer bag sig kommer med mere end journalister.«
Ifølge Journalistens oplysninger skulle Peter Schmeichels løn ligge i omegnen af to millioner kroner om året – de øvrige kommentatorer tjener dog betydeligt mindre. Især hvis de er tilknyttet public service-stationerne.
Men de fleste sportskoryfæer tjener dog mere – ofte meget mere – end de redaktionelle medarbejdere, der fodrer stjernerne med spørgsmål, vælger temaer og finder klip fra arkivet.
Ifølge Peter Nørrelund stiller TV3+ i dag større krav til deres kommentatorer end tidligere.
»Vi har som de første herhjemme sagt: Det er hårdt arbejde at være ekspert. For 15 år siden hev man bare kommentatorerne ind. Nu er kravene til forberedelse blevet større,« siger Peter Nørrelund.
Kommentator på DR Sporten og formand for Danske Sportsjournalister Andreas Kraul fortæller, at han fra medlemmerne på tv-stationerne fra tid til anden hører kritik af brugen af tidligere sportsstjerner.
»Der er en halvironisk distance til prioriteringen – man skal åbenbart bare have spillet 30 landskampe og være et kendt ansigt for at komme ind på de kommercielle tv-stationer,« forklarer Andreas Kraul.
Han kan samtidig godt forstå, at tv-stationerne bruger sportskoryfæer til de ofte timelange optakter til kampene, fordi Peter Schmeichel nok tiltrækker flere seere end et ukendt medlem af Danske Sportsjournalister.
Han efterlyser, at de danske tv-stationer i optaktsprogrammerne giver ekspertrollen til andre end tidligere spillere.
»I lande som Italien, Spanien og England bruger man rutinerede journalistuddannede sportskommentatorer som eksperter. De er meget respekterede for deres viden. Og man slipper også for, at tidligere spillere kan komme i klemme, fordi de har en bestemt tilknytning til diverse klubber eller tidligere medspillere,« siger han.
Jan Mølby er blevet kritiseret for sin kontante facon og sylespidse, næsten grove one-liners. Alene på Facebook findes der utallige grupper mod Jan Mølby, hvor hans seneste tv-optræden diskuteres og latterliggøres. Journalistens sportspanel synes, at den tidligere Liverpool-spiller gør det glimrende på tv. Faktisk ligger han på en andenplads på ranglisten, lige efter Per Frimann.
»Han er ikke så god en formidler som Per Frimann, men jeg kan godt lide hans knastørre stil. Han ved, hvad han taler om og kalder en spade for en spade. Det gør han godt,« siger Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen, der mener, at Jan Mølby har stjernestatus.
Panelet roser netop Jan Mølby, Preben Elkjær og Peter Møller for, at de har været gode til at skifte rolle fra sportsstjerne til tv-stjerne. Det er et skift, andre har haft sværere ved. Blandt andre Martin Laursen på TV2 Sport, Flemming Poulsen på TV 2 og Brian Laudrup på TV3+. Det manglende bid er en af de væsentligste forklaringer på, at Flemming Poulsen og Brian Laudrup begge ender i midterfeltet i undersøgelsen.
»Nogle sportsfolk har svært ved at være kritiske over for deres gamle kolleger. Men det er de nødt til at kunne. Jeg synes, Brian Laudrup er blevet god. Han siger sin mening,« siger Ulrik Jensen fra Sport på 3'eren.
Selv om det nu er 10 år siden, Rolf Sørensen stoppede som professionel, har TV 2's cykelkommentator stadig en tendens til at trække alt for meget på sine egne erfaringer, mener panelet. Hans selvoptagede kommentarstil har ført til, at man på Journalisthøjskolen og på aarhusianske sportscafeer skal bunde en øl, hver gang Rolf Sørensen som tour-kommentator kommer med en personlig anekdote fra sin egen cykelkarriere.
»Det er en farlig leg,« advarer Jan Schou, Århus Stiftstidendes sportsredaktør.
»På en bjergetape risikerer man at blive fuld efter fem minutter. Og det er jo egentlig overraskende i betragtning af, at Rolf Sørensen aldrig for alvor havde succes i løb med stigninger stejlere end Skejby Bakke.«
Foto: Viasat
Per Frimann
fra TV3+, også kendt som sports-Bubber, vinder på grund af sin smittende entusiasme og grundige forarbejde. Som aktiv spillede han blandt andet på landsholdet og i Anderlecht. Han vandt UEFA-cuppen som 20-årig. Og han har optrådt som medkommentator siden 1995. Som regel sammen med Carsten Werge.
Foto: Viasat
Jan Mølby
er ikke ligefrem kendt for at dele roser ud. Og slet ikke når det danske landshold spiller. Hans stil er kontant og ordene få. Jan Mølby, der som aktiv spillede i blandt andre Liverpool FC, har i en årrække arbejdet som sidemand til Flemming Toft på TV 2. I dag er han en del af holdet på TV3+.
Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen
Peter Møller
Som spiller slap Peter Møller af sted med at skifte fra FC København til Brøndby – og tilbage igen – uden nævneværdige skrammer. Hans skift fra aktiv idrætsudøver til tv-vært er også forløbet smertefrit. Han er et naturtalent og en overraskende kritisk interviewer, lyder sportspanelets vurdering. Har siden nytår været tilbage på DR Sporten.
Journalistens sportspanel
Panelet har vurderet sportskoryfæerne ud fra, om de:
1. Har stjernestatus.
2. Er godt på vej, men trænger til efteruddannelse.
3. Bør for alles bedste nok søge andre græsgange.
Panelet består af: Lars B. Jørgensen, journalist, Sporten.dk; Ulrik Jensen, radiovært, Sport på 3'eren; Anders Lund, journalist og fodboldkommentator, DR Østjylland; Mads Glenn Wehlast, sportsjournalist, Ekstra Bladet; Henrik Eigaard, freelancejournalist, eks-Tips-Bladet; Jan Schouby, sportsredaktør, Århus Stiftstidende; Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør Berlingske Tidende; Sune Aagaard, kommunikationsrådgiver og tidligere judokæmper;
Allan Olsen, sportsredaktør, Ekstra Bladet; Peter Brüchmann, chefredaktør, B.T.; Joachim Sperling, selvstændig kommunikationsrådgiver.
Panelet har kunnet afgive flere stemmer – Michael Tauson, TV 2, Erik Rasmussen, Canal 9, Jesper Thygesen, TV2 Sport, Peter Sørensen, Kanal 6 og Claus Thomsen, Kanal 6, har for eksempel fået stemmer fra så få i panelet, at de ikke tæller med.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.