Hen over efteråret har Tine Johansen og jeg selv flere gange haft mulighed for at komme helt tæt ind på livet af de fag, vi organiserer i Dansk Journalistforbund.

Næstformanden har været i éndags-praktikforløb i kommunikationsbranchen over det meste af landet, og hendes mange gode oplevelser har været med til at give et indblik i hverdagen i et fag, der ganske ofte står i skudlinjen.

Selv har jeg haft lejlighed til at deltage i en international journalistisk konference – Play The Game i Aarhus – og jeg var gæst ved Pressefotografforbundets traditionsrige PF-konference over to dage i Nyborg.

De kollegiale fællesskaber er altid fornøjelige og udbytterige. De sociale kapitler af sådanne sammenkomster vidner om glæden ved gensyn, røverhistorier og måske lidt for lidt søvn.

Men indholdsmæssigt var der begge steder et meget tydeligt fokus på kvalitet. Forstået som det element, der skal bringe fagene videre i en tid, hvor der er masser af pres på os udefra.

Der er jo masser af anledninger til at være bekymret, når man arbejder som journalist, fotograf eller har andre positioner i medie- og kommunikationsbranchen. Alene oplagstilbagegangen og nedbemandingen på de klassiske nyhedsredaktioner kan stemme sindene i mol.

Læg dertil, at betalingsmodellerne såvel for de gamle udgivelsesformer som for de moderne platforme er vanskelige at få udviklet og gjort holdbare.

Så er der ikke meget at sige til, at en række af vore kolleger føler sig utrygge i fagene og dagligdagen. Det arbejder vi på at få løsnet op for, og DJ styrker i disse år båndene til arbejdspladsernes arbejdsmiljørepræsentanter, ligesom vi forbedrer vores tilbud til medlemmerne på disse felter.

I forbindelse med Play The Game-konferencen, som fokuserer på sportsjournalistik, var jeg blevet bedt om at holde et oplæg i forbindelse med en rundbordsdiskussion. 

Som tidligere sportsjournalist var det naturligvis en glæde at kunne deltage i konferencen, men jeg var blevet bedt om at give et oplæg om, hvordan den undersøgende journalistik har det.

Til det formål talte jeg med en lille håndfuld personer, der har fingeren bedre på den puls, end jeg har. Blandt andre formand for Cavling-komiteen Kirsten Pilgaard og formand for FUJ (Foreningen for Undersøgende Journalistik) John Hansen havde jeg kontakt til.

Alle pegede på, at den undersøgende journalistik – både i sportsjournalistik og generelt – har det ganske godt i Danmark. En lang række projekter føres igennem med store og gode resultater, og mange redaktioner, også på mindre medier, har afsat ressourcer til at grave.

Bagefter talte jeg med et par af de danske journalister om sagen. Og det var også deres indtryk, at det, der i manges øjne betragtes som den fine journalistik – graver- og afslørende journalistik, der ofte tager hæderspriser – har det fint.

Udfordringen er, at den daglige nyhedsjournalistik synes at blive nedprioriteret. Vi har set, hvordan antallet af ansatte på nyhedsmedierne er faldet med 13 procent i løbet af ganske få år (Erik Nordahl Svendsens tal fra Journalisten i marts 2015), mens produktiviteten fortsat synes at stige.

Det taler for, at det går ud over kvaliteten på nyhedsjournalistikken. Det er også her, vi i DJ ofte mærker konsekvenserne og omkostningerne ved det stadig højere nyhedstempo – med dårligt arbejdsmiljø, med stress og nogle gange også med fejl som følge af tempoet.

Det er et fromt ønske, at 2016 vil fremvise et lige så tydeligt fokus på kvalitet for den ”hurtige” journalistik som for de gode pressefotos og de gravende projekter.