search

Debat: Jo, TV 2, I gør det mere utrygt at anmelde voldtægt

”Hvordan i alverden kan man bede folk om at anmelde en forbrydelse, der er så svær at bevise og dømme, hvis konsekvensen af en frifindelse er, at anmelderen bliver dømt skyldig uden retssag i omverdenens øjne?” spørger journalist Eva Aagaard. Mikkel Hertz svarer på kritikken

I forrige uge viste TV 2 dokumentaren ’Gerningsmand eller offer?’, hvor en mand, som har været tiltalt og frikendt for voldtægt, møder den kvinde, som var forurettet i sagen, for første gang siden anmeldelsen.

Kvinden har været en markant stemme i debatten om at ændre loven om voldtægt og har kritiseret retssystemet på baggrund af det, hun opfatter som en række fejl i behandlingen af sin sag. Hun har udtalt sig i medierne og betegnet sig selv som voldtægtsoffer, dog uden at sætte navn på den frikendte mand. Han føler sig udsat for en hetz, fordi hun stadig taler om sagen, og fortæller, at en række mennesker i deres fælles omgangskreds fører en smædekampagne mod ham.

Hvis det var tanken, at konfrontationen mellem de to skulle føre til nogen form for forsoning, skete det i hvert fald ikke. Det er enormt ubehageligt at se med, mens kvinden prøver at få manden til at tilstå den forbrydelse, hun mener, han har begået, og han vil have hende til at forstå, hvilke konsekvenser sagen har haft for ham.

Programmet blev diskuteret i ’Presselogen’ på TV 2 News, hvor Mikkel Hertz, nyhedsdirektør for TV 2, blev spurgt, om det kan skræmme voldtægtsofre fra at gå til politiet. Det mente Mikkel Hertz ikke umiddelbart, at programmet kunne, og en af ’Presselogens’ andre deltagere forstod overhovedet ikke, hvorfor udsendelsen skulle kunne have den effekt. Det kan jeg godt forklare dem.

Domsraten for voldtægt er ekstremt lav. Det skyldes dels en utidssvarende lov, dels den omstændighed, at voldtægt ofte er meget svært at bevise. Når vi som samfund beder voldtægtsofre om at anmelde den forbrydelse, de har været udsat for, beder vi dem også acceptere, at der er stor risiko for, at de ikke får oprejsning i retten. Vi beder dem gennemgå svære afhøringer og ydmygende fysiske undersøgelser og rippe op i deres traume ”fordi det er det rigtige at gøre”, ”af hensyn til statistikken” eller ”for at gøre det nemmere for det næste offer, hvis han gør det igen”. Mennesker, som har taget så svært et valg med så dårlige odds, skal beskyttes. Langt, langt de fleste gør det, fordi de føler, de har været udsat for en forbrydelse – uanset hvad retten senere kommer frem til, hvis sagen altså overhovedet ender i retten.

TV 2-dokumentaren lod begge parter komme med deres version af, hvad der skete mellem dem. De fik nogenlunde lige meget taletid, men vinklen var overordnet set hans – en forfulgt frikendt mand, som ville have kvinden til at stoppe med at tale om sagen. Efter dokumentaren er blevet sendt, har kvinden fået trusler fra folk, hun ikke kender.

Det er den besked, voldtægtsofre må tage med efter dokumentaren. Hvis du anmelder, og anklageren ikke kan løfte bevisbyrden, mister du retten til at tale højt om det traume, du bærer rundt på. Det betyder ikke, at det forsvinder. Du vil have dage, hvor du er bange, ked af det og modløs. Du vil måske have udgifter til medicin og psykologhjælp, og du kan miste arbejdsevnen i perioder, men du kan ikke sige offentligt, hvad årsagen er. Hvis du får lyst til at bruge din oplevelse til at arbejde politisk for forandring – en konstruktiv måde at bruge en livsomvæltende, uønsket erfaring på – kan du ikke fortælle om årsagen til dit personlige engagement.

Kommentarsporene på sociale medier er fulde af mennesker, som mener, at fordi manden er frikendt, må kvinden have løjet – altså begået en kriminel handling ved at anmelde falsk. Voldtægtsofre læser også med, når den forurettede part i en sag bliver hængt ud som løgner, fordi sagen ikke endte med en dom.

Hvordan i alverden kan man bede folk om at anmelde en forbrydelse, der er så svær at bevise og dømme, hvis konsekvensen af en frifindelse er, at anmelderen bliver dømt skyldig uden retssag i omverdenens øjne?

Hvis vi vil gøre det trygt for ofre at anmelde voldtægt, må vi slå fast, at en frifindelse ikke er ensbetydende med, at anmeldelsen var falsk. Det skal vi som medier være med til at oplyse befolkningen om, også når vi dækker retssager og fortæller om frifindelser. Identiteten på dem, som bliver frifundet, skal beskyttes, og det må man ikke gå på kompromis med. Men det skal ikke stå i modsætning til, at ofre taler om deres oplevelser, uden at nogen genkendelige personer hænges ud – og det sidste er selvfølgelig meget, meget vigtigt. Ingen skal sværtes til og beskyldes for en forbrydelse, de ikke har begået. Det gælder også for mennesker, som har anmeldt voldtægt. De skal ikke dømmes skyldige i falsk anmeldelse ved en folkedomstol – som TV 2’s dokumentar desværre kom til at lægge op til. Hvis der er sket frifindelse, står vi med to mennesker, som er uskyldige i samfundets øjne. Og som sagtens kan have opfattet situationen forskelligt og begge være sikre på deres version.

Hvis TV 2 ville fortælle historien om en frikendt mand, som følte, det var umuligt at blive renset, kunne de have anonymiseret den anden part, ligesom kvinden har gjort, når hun har fortalt sin version af historien. Hvis de ville lave en dokumentar, som gjorde seerne klogere på voldtægt og diskussionerne om en lovændring, kunne de have inddraget eksperter og forskning på området.

Dokumentaren gjorde hverken seerne klogere på den konkrete sag eller på voldtægtsområdet generelt. Den var en ubehagelig form for reality-tv, hvor seerne skulle gætte på, hvem af de to hovedpersoner, som var den kriminelle løgner. Programmets enten-eller-titel lægger op til, at der kun er to muligheder: Enten er manden en gerningsmand, eller også er han offer for en løgn. Der er ingen forsøg på at løfte debatten op på et højere plan. Dokumentaren gengiver de to hovedpersoners forklaringer uden at efterprøve dem, bygger op til konfrontationen og lader seerne fælde dom ud fra en mavefornemmelse om, hvem der er mest troværdig.

Men seere skal ikke dømme i afsluttede sager, de ikke kender detaljerne i. Voldtægtsofre ser med og læser med i kommentarsporene, når kvinder, som har anmeldt en voldtægt, svines til. Og at de holder risikoen for at få samme behandling op mod muligheden for at få oprejsning i retten. Det er mange gode grunde til ikke at anmelde voldtægt i Danmark. Medier skal ikke give ofrene flere.

Eva Aagaard er journalist

Svar fra Mikkel Hertz, nyhedsdirektør, TV 2:

Det er en voldsom og i øvrigt udokumenteret anklage, at TV 2 med dokumentaren ’Gerningsmand eller offer’ skulle have gjort det mere utrygt at anmelde voldtægt i Danmark. Konklusionen bygger desværre også på en række fejlslutninger fra skribentens side.

Eva Aagaard skriver, at programmets overordnede vinkel er at skildre ”en forfulgt frikendt mand, som vil have kvinden til at stoppe med at tale om sagen”. Det er ikke programmets vinkel eller præmis. TV 2 har lavet et program, hvor vi skildrer Kirstine Holsts og Jon Kiellbergs modsatrettede kamp for, hvad de hver især mener ville være retfærdigt. Jon Kiellberg ønsker ganske rigtigt, at den ”hetz”, som han mener, han har været udsat for efter byrettens frifindelse, stopper. Men programmet skildrer også Kirstine Holsts kamp for retfærdighed. Hun mener, som det fremgik af programmet, at retssystemet har behandlet hende uretfærdigt, og hun appellerer samtidig til, at Jon Kiellberg tager ansvar for den handling, hun mener, han har begået. TV 2 har dermed lavet en afbalanceret og sober fremstilling af en voldtægtssag, som samtidig har været katalysator for debatten om en ny voldtægtslovgivning i Danmark – en sag, som Kirstine Holst i øvrigt har været aktiv deltager i.

Eva Aagaard skriver også, at dokumentaren efterlader seerne med det indtryk, at Kirstine Holst har indgivet falsk anmeldelse. Den kommentar må – som flere andre pointer – stå helt for skribentens egen regning. Det er ikke en oplysning, som fremgår af – eller så meget som antydes i – programmet.

Politikere og eksperter har længe diskuteret rammerne for en ny voldtægtslovgivning i Danmark. Med dokumentaren ’Gerningsmand eller offer’ har TV 2 ikke gjort det mere utrygt at anmelde voldtægt i Danmark, men givet seerne et unikt indblik i kompleksiteten for alle parter i en sag som denne, herunder ikke mindst de menneskelige konsekvenser.

 

Kommentarer
10
Eva Aagaard
01.07.20 12:45
Jeg er glad for, at TV2 svarer på kritikken. Men hvis min holdning om, at programmet gør Danmark til et mere utrygt sted for voldtægtsofre, må stå for egen regning, så må TV2’s påstand om, at programmet skildrer kompleksiteten i den konkrete sag, eller voldtægtssager generelt, også stå for egen regning. Programmet viser, at en person, som har anmeldt en forbrydelse, siger, at den har fundet sted, og den person, som er blevet anmeldt, benægter det. Det er ikke komplekst. Det er indlysende.

Programmet skildrer derimod ikke sagen. Det har ikke været intentionen. Det forstår jeg sådan set godt, for sagen er afgjort. Men seerne bliver ikke klogere på, hvorfor sagen er kompleks, dommen bliver ikke forklaret, andre vidneudsagn, som var en del af retssagen, bliver ikke refereret. Seerne bliver heller ikke klogere på, hvorfor voldtægtssager generelt er komplekse, for ingen andre kilder end de to parter medvirker - ingen eksperter, som kunne sætte det i perspektiv.

Hvis ambitionen er at skildre begge parters kamp for det, de mener er retfærdigt, så gør TV2 det ikke godt. De dokumenterer for eksempel ikke, at manden har været udsat for en hetz. De citerer kommentarer fra kvindens Facebook-profil, hvor hendes venner ganske rigtigt skriver grove ting om “gerningsmanden”, hvis navn ikke fremgår nogen steder, og som mange af dem sandsynligvis ikke kender. På samme måde som det sker, hver gang TV2 lægger en nyhed om en voldtægtsanmeldelse på sociale medier - her er det dog stort set lige så ofte den kvinde, som har anmeldt voldtægten, der mistænkeliggøres. Dokumentaren citerer også fra en privat besked, som en redaktør på et netmedie har sendt til en ven, og som indeholder overdrevne påstande om manden, som dog bunder i noget reelt.

TV2 skildrer heller ikke kvindes kamp for en anden voldtægtslovgivning og forklarer på ingen måde, hvad forskellen på den nye og den gamle lov vil være i det hele taget, eller om en samtykkelov ville have gjort en forskel i sagen. De fortæller heller ikke, hvorfor hun mener, der er begået fejl i sagen, men nøjes med at referere, at det mener hun. Den meget omtalte natkjole, som også er med i programmet, og som kvinden mener burde være blevet undersøgt af politiet, bliver refereret som et påstået bevis på, at samlejet skulle have været voldsomt, men det er jo ikke derfor, hun vil have den undersøgt. Det er fordi hun mener, den modbeviser mandens forklaring i retten og styrker hendes. Det tager jeg ikke stilling til, om den gør. Men TV2 gengiver ikke hendes synspunkt korrekt.

Jeg tror ikke, det er TV2’s intention at hænge kvinden ud for at have anmeldt falsk. Men det er tilsyneladende det indtryk, mange seere sidder tilbage med. Og jo, det påvirker voldtægtsofre, hver gang de oplever den store, store mistro der er mod de få, som har modet til at anmelde. Og den mistro har medierne et medansvar for
Fremhævet af Journalisten
Dorte Toft
01.07.20 18:22
Eva Aagaard har ret, men mit råd til voldtagne kvinder er ANMELD IKKE, og min holdning bestyrkes igen og igen. Denne gang af TV2s udsendelsen og de øvrige mediers opfølgning. Lige nu ser jeg den værste folkedomstol og heksejagt, jeg erindrer på et menneske, der ingen forbrydelse har begået. Det er på kvinden i udsendelsen.

At så mange chefredaktører i Presselogen kunne fortælle, at TV2s udsendelse havde gjort DEM klogere på voldtægt, får mig i øvrigt til at fundere over, hvilken sten de bor under, siden de ikke er blevet klogere af alle fortællingerne gennem de seneste år.

Det er åbenbart tungnemhed på første klasse, hvilket står i skarp kontrast til den enorme lydhørhed, der er sammesteds har været og stadig er i relation til advarsler mod #Metoo, om fra kulturpinger, kommentariet eller natpottens dyb. Mængden af varsler om folkedomstol mod mænd og heksejagt på mænd har fuldgødet jorden til angrebene på kvinden.

Den enorme bekymring for mænds skæbne? Danmark er der ikke nævnt navne på overgrebspersoner, og de kan ånde lettede op og fortsætte. Det gør de fleste jo. Det er mønstret.
Fremhævet af Journalisten
David Stray Jorgensen
01.07.20 18:57
Kære Eva

Jeg har ikke mødt en eneste mand der indrømmer en fejl.
At Kirstine må leve med dødstrusler har jo ikke hverken med TV 2 eller Politiken at gøre.
At man hører hvordan en frifindelse kan finde sted, med så mange indicier og så endda til sidst udskamning i medierne, kan aldrig være mediernes skyld.
Måske kender de ikke nogen der har sagt de er blevet voldtaget, fordi hvem fortæller Mikkel med den holdning noget som helst.

Hele hendes familie er truet på livet.
Ingen reaktion fra hverken TV2 eller Politiken.
Der skal skrives direkte til dem.....

Denne sag er bare endnu et eksempel på en i Danmark kvindehadende presse.
Bi så det med#METOO og 2014
Fremhævet af Journalisten
Susanne Sayers
01.07.20 20:52
Mikkel, det var i forvejen svært og utrygt at anmelde voldtægt. Jeg giver Eva Aagaard helt ret i, at I har gjort det sværere. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget. En af de mest almindelige misforståelser omkring voldtægtsafgørelser er, at en frikendelse er lig med en falsk anmeldelse. Men politiet må kun rejse tiltale, hvis forventningen er, at sagen fører til dom. Der var altså tilstrækkeligt faktuelt grundlag til, at anklagerne ikke var grebet ud af den blå luft.
Hvis I – som I postulerede – ville gøre os klogere og ikke bare lægge op til folkedomstol, kunne man have inddraget eksperter osv. Det her er enkeltsagsbehandling.
Jeg kan gentage min egen reaktion på Facebook, efter at jeg havde set indslaget, og jeg kan tilføje, at jeg efterhånden er rasende træt af mediernes evige affejning af kritik. Det her har haft enorme konsekvenser for i hvert fald den ene medvirkende. Det har I et medansvar for. Det burde I tage på jer.

“ Så fik jeg set den meget omtalte dokumentar om en voldtægtsag. Jeg vil ikke her forholde mig til, hvem der har ret eller ikke ret, men jeg vil gerne forholde mig til det journalistiske.
TV2 har selv lagt op til, at sagen skulle indgå i debatten om en ny voldtægtslovgivning baseret på samtykke. Det er bare overhovedet ikke det, den kommer til at handle om. Den er ren enkeltsagsbehandling, og selv om enkeltsager ofte er nyttige at tage frem i en større samfundsdebat, kræver de, at man får dem sat ind i et større perspektiv og inddrager flere sager samt de eksperter, som har en holdning her. Straffelovrådet har som bekendt gennemset flere end 600 voldtægtsdomme – ikke bare en – før sin anbefaling af en lovændring.
Når jeg vejleder journaliststuderende om problemudredende journalistik (et andet ord for kritisk journalistik med fokus på samfundsproblemer) understreger jeg af samme årsag, at det ikke må blive enkeltsagsbehandling, men at konkrete sager altid skal sættes ind i et større perspektiv, der rækker ud over den enkelte sag.
Den opgave synes jeg ikke, at TV2 løfter her. Det bliver ren påstand mod påstand, og udsendelsen vil tilsyneladende ikke andet end det.
Hvad værre er: Titlen lægger an til, at man holder med den ene part. Offer eller gerningsmand? Udsendelsen er også bygget sådan op. Du må tro på enten den ene eller den anden.
Trods alt er titlen bedre end den, der oprindeligt var planlagt: “Den uskyldige voldtægtsmand”. Selv om den til gengæld er klar i præmissen for programmet.
Der var ellers interessante perspektiver, som man kunne have brugt sagen til. Hvor meget skal man finde sig i, hvis man er frikendt? Hvor langt må man som den krænkede part gå, hvis man ikke får oprejsning i retten? Er vores retssystem i det hele taget altid det bedste sted at afgøre sager om kontaktvoldtægter? Kan man som den, der har krænket – muligvis uden at være ganske klar over det – komme offeret i møde og undskylde uden samtidig at risikere en straffesag? Ville det hjælpe?
Men de nuancer vil udsendelsen ikke have frem. Den kører en (fejlagtig) præmis om, at den frikendte mand har været udsat for en smædekampagne fra offerets side, og at alle i mediebranchen vidste, hvem der var tale om. Jeg gjorde ikke før for cirka et år siden, så mere udbredt har det nu ikke været, og manden er heller ikke på noget tidspunkt blevet hængt ud med navns nævnelse i offentligheden. Offeret har heller ikke nævnt navnet i sin kamp for at få ændret lovgivningen på voldtægtsområdet til en samtykkebaseret lovgivning.
Vi skal som seere gøre os til dommere i sagen: Vi skal holde med hende eller med ham.
Det har folkedomstolen så sandelig også gjort de seneste dage. Med efterfølgende meget alvorlige trusler mod i hvert fald den ene part (hende) foruden en skidtspand af udtryk, som jeg ikke har lyst til at gengive, men som nok kunne tjene til at afskrække ofre for voldtægt fra nogensinde at bringe en sag i retten, fordi en eventuel frifindelse åbenbart i samme folkedomstol er lig med, at man har indgivet falsk anmeldelse og derfor fortjener sprogets værste gloser og trusler om afstraffelse.
Havde TV2 overvejet, hvad det ville gøre ved parterne at stå frem på den måde og at sætte dem op mod hinanden, så seerne skal vælge, hvem man tror på? Hvad nu hvis sagen er præcis så kompliceret, som den slags sager ofte er: At hun blev krænket, men at han ikke opfattede det som en voldtægt, og at retten ikke kan bevise, at han vidste, at det var en krænkelse?
Der var så mange vigtige perspektiver, som den dybt ulykkelige sag kunne have været brugt til at illustrere på en nænsom måde, hvis TV2 ikke havde været så forhippet på at fremstille det som en ren personsag.
Tilbage står to (formoder jeg) stadig ulykkelige mennesker, og en tiltrængt modernisering af vores voldtægtslovgivning er blevet taget som gidsel i en udsendelse, som bærer mere præg af nyfigenhed end af ønske om at oplyse og kvalificere debatten.“
Fremhævet af Journalisten
Katrine Brøgger
01.07.20 22:58
Varmt tak til Eva Aagaard for at skrive sort på hvidt, hvad alle, der har indsigt i voldtægt ved - at mediernes behandling af mennesker, der har oplevet overgreb, har afgørende indflydelse på hvordan samfund som helhed behandler ofre for overgreb. FN udgav i november 2019 en håndbog til medier med vejledning i, hvordan journalister og medier kan blive en del af løsningen til at stoppe vold mod kvinder, herunder sexualiseret vold. Håndbogen indeholder et indledende afsnit, der redegør for alle de internationale konventioner, der findes på området - herunder de konventioner, som Danmark har forpliget sig til at følge, bl.a. ved indførelse af samtykkebaseret voldtægtslovgivning. FNs rammeplan for indførelse af samtykkelovgivning på verdensplan er fastsat til 2030. TV2´s redaktion kan med fordel læse Håndbogen, særligt afsnittet om, hvor man behandler mennesker, der har været udsat for overgreb, så man ikke bidrager til at retraumatisere dem. https://www.unwomen.org/en/digital-library/publications/2019/12/handbook-to-address-violence-against-women-in-and-through-the-media
Fremhævet af Journalisten
Lone Holm
02.07.20 02:10
Det kan siges ganske kort: Journalistisk set var det program virkelig dårligt. Ingen kontekst, intet perspektiv. Jeg giver også Eva Aagaard ret.
Fremhævet af Journalisten
Marie Pinholt Krabbe
02.07.20 02:36
Kære Mikkel Hertz
De eneste, der er blevet klogere af det program er sandsynligvis jer, der står bag det. Og det tyder på et ubegribeligt lavt startniveau, som er vanskeligt at forstå hos mennesker, der har alle muligheder for at lade sig oplyse.
I behandler seksuel vold som underholdningsstof, og I arbejdede langt over eget kompetenceniveau ved at lade de to parter møde hinanden for åben skærm. Den slags kræver et menneske, der er uddannet i den slags og ikke en svært selvovervurderende og uvidende journalist, der tydeligvis nød sin rolle i midten af det, der blev en pinagtig slagmark for alle involverede, inkl. seerne.
Efterfølgende har I været helt uimodtagelige for kritik, hvilket kun øger den mangel på respekt for jeres arbejde, som jeg og mange andre har følt efter udsendelsen.
Det kunne have været så godt, men si dumpede med et brag.
Fremhævet af Journalisten
Jon Jørgensen
02.07.20 06:20
Programmet, der angiveligt blev til på Kiellbergs initiativ, laver ingen research af sagen og ingen kritisk prøvning af hans påstande. Bare hans påstand om, at man ikke kan google hans navn, uden at voldtægtssagen dukker op som det første, er forkert - alle hints til sagen er fra efter programmet. Det er nemt at tjekke

Al nødvendig kontekst og modspil påhviler således Holst, der er den angrebne. Når hun oveni medvirker mod sin vilje, bliver resultatet endnu et overgreb - og en umisforståelig advarsel til alle kvinder i samme situation: æd skammen og ydmygelsen, hvis I vil undgå gabestokken.

Kiellberg siger det selv i programmet: hans mål er, at hun holder sin kæft

Jeg kender ingen af dem, men jeg har fulgt sagen, siden Holst sammen med en række andre kvinder stod frem med deres voldtægtshistorier. Ingen af kvinderne har nogen sinde bare tilnærmelsesvist eksponeret de pågældende mænd. Kiellberg, som jeg har erfaret, at jeg i vist omfang deler netværk med, havde aldrig jeg hørt om før programmet, og det er et fornavn, jeg ikke overser, når jeg støder på det
Fremhævet af Journalisten
Mads Thorup
02.07.20 09:32
Håbløst svar af Mikkel Hertz. Håbløs journalistik af TV2. Skamfuldt.
Fremhævet af Journalisten
Maziar Mazor Etemadi
02.07.20 09:39
En moderne heksejagt er hvad dette program er.
Jeg tror alle kender min indstilling til sagen.
Det er også en god skik ikke at lade sig rive med og give efter lysten til at presse sproget til det yderste, men dette moderne heksejagt program er en skændsel. At TV2 og dens chefer, heriblandt Mikkel Hertz ikke vil indse, hvad andre med en vis portion sans og fornuft kan gennemskue, siger en del om, at der ikke er i TV2 regi, at vi skal finde en journalistisk belysning af sagen uden frygt og dadel.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen