”Dokumentaren gjorde hverken seerne klogere på den konkrete sag eller på voldtægtsområdet generelt. Den var en ubehagelig form for reality-tv, hvor seerne skulle gætte på, hvem af de to hovedpersoner, som var den kriminelle løgner,” skriver Eva Aagaard om TV 2-dokumentaren ’Gerningsmand eller offer?’. Carolina Segre
I forrige uge viste TV 2 dokumentaren ’Gerningsmand eller offer?’, hvor en mand, som har været tiltalt og frikendt for voldtægt, møder den kvinde, som var forurettet i sagen, for første gang siden anmeldelsen.
Kvinden har været en markant stemme i debatten om at ændre loven om voldtægt og har kritiseret retssystemet på baggrund af det, hun opfatter som en række fejl i behandlingen af sin sag. Hun har udtalt sig i medierne og betegnet sig selv som voldtægtsoffer, dog uden at sætte navn på den frikendte mand. Han føler sig udsat for en hetz, fordi hun stadig taler om sagen, og fortæller, at en række mennesker i deres fælles omgangskreds fører en smædekampagne mod ham.
Hvis det var tanken, at konfrontationen mellem de to skulle føre til nogen form for forsoning, skete det i hvert fald ikke. Det er enormt ubehageligt at se med, mens kvinden prøver at få manden til at tilstå den forbrydelse, hun mener, han har begået, og han vil have hende til at forstå, hvilke konsekvenser sagen har haft for ham.
Programmet blev diskuteret i ’Presselogen’ på TV 2 News, hvor Mikkel Hertz, nyhedsdirektør for TV 2, blev spurgt, om det kan skræmme voldtægtsofre fra at gå til politiet. Det mente Mikkel Hertz ikke umiddelbart, at programmet kunne, og en af ’Presselogens’ andre deltagere forstod overhovedet ikke, hvorfor udsendelsen skulle kunne have den effekt. Det kan jeg godt forklare dem.
Domsraten for voldtægt er ekstremt lav. Det skyldes dels en utidssvarende lov, dels den omstændighed, at voldtægt ofte er meget svært at bevise. Når vi som samfund beder voldtægtsofre om at anmelde den forbrydelse, de har været udsat for, beder vi dem også acceptere, at der er stor risiko for, at de ikke får oprejsning i retten. Vi beder dem gennemgå svære afhøringer og ydmygende fysiske undersøgelser og rippe op i deres traume ”fordi det er det rigtige at gøre”, ”af hensyn til statistikken” eller ”for at gøre det nemmere for det næste offer, hvis han gør det igen”. Mennesker, som har taget så svært et valg med så dårlige odds, skal beskyttes. Langt, langt de fleste gør det, fordi de føler, de har været udsat for en forbrydelse – uanset hvad retten senere kommer frem til, hvis sagen altså overhovedet ender i retten.
TV 2-dokumentaren lod begge parter komme med deres version af, hvad der skete mellem dem. De fik nogenlunde lige meget taletid, men vinklen var overordnet set hans – en forfulgt frikendt mand, som ville have kvinden til at stoppe med at tale om sagen. Efter dokumentaren er blevet sendt, har kvinden fået trusler fra folk, hun ikke kender.
Det er den besked, voldtægtsofre må tage med efter dokumentaren. Hvis du anmelder, og anklageren ikke kan løfte bevisbyrden, mister du retten til at tale højt om det traume, du bærer rundt på. Det betyder ikke, at det forsvinder. Du vil have dage, hvor du er bange, ked af det og modløs. Du vil måske have udgifter til medicin og psykologhjælp, og du kan miste arbejdsevnen i perioder, men du kan ikke sige offentligt, hvad årsagen er. Hvis du får lyst til at bruge din oplevelse til at arbejde politisk for forandring – en konstruktiv måde at bruge en livsomvæltende, uønsket erfaring på – kan du ikke fortælle om årsagen til dit personlige engagement.
Kommentarsporene på sociale medier er fulde af mennesker, som mener, at fordi manden er frikendt, må kvinden have løjet – altså begået en kriminel handling ved at anmelde falsk. Voldtægtsofre læser også med, når den forurettede part i en sag bliver hængt ud som løgner, fordi sagen ikke endte med en dom.
Hvordan i alverden kan man bede folk om at anmelde en forbrydelse, der er så svær at bevise og dømme, hvis konsekvensen af en frifindelse er, at anmelderen bliver dømt skyldig uden retssag i omverdenens øjne?
Hvis vi vil gøre det trygt for ofre at anmelde voldtægt, må vi slå fast, at en frifindelse ikke er ensbetydende med, at anmeldelsen var falsk. Det skal vi som medier være med til at oplyse befolkningen om, også når vi dækker retssager og fortæller om frifindelser. Identiteten på dem, som bliver frifundet, skal beskyttes, og det må man ikke gå på kompromis med. Men det skal ikke stå i modsætning til, at ofre taler om deres oplevelser, uden at nogen genkendelige personer hænges ud – og det sidste er selvfølgelig meget, meget vigtigt. Ingen skal sværtes til og beskyldes for en forbrydelse, de ikke har begået. Det gælder også for mennesker, som har anmeldt voldtægt. De skal ikke dømmes skyldige i falsk anmeldelse ved en folkedomstol – som TV 2’s dokumentar desværre kom til at lægge op til. Hvis der er sket frifindelse, står vi med to mennesker, som er uskyldige i samfundets øjne. Og som sagtens kan have opfattet situationen forskelligt og begge være sikre på deres version.
Hvis TV 2 ville fortælle historien om en frikendt mand, som følte, det var umuligt at blive renset, kunne de have anonymiseret den anden part, ligesom kvinden har gjort, når hun har fortalt sin version af historien. Hvis de ville lave en dokumentar, som gjorde seerne klogere på voldtægt og diskussionerne om en lovændring, kunne de have inddraget eksperter og forskning på området.
Dokumentaren gjorde hverken seerne klogere på den konkrete sag eller på voldtægtsområdet generelt. Den var en ubehagelig form for reality-tv, hvor seerne skulle gætte på, hvem af de to hovedpersoner, som var den kriminelle løgner. Programmets enten-eller-titel lægger op til, at der kun er to muligheder: Enten er manden en gerningsmand, eller også er han offer for en løgn. Der er ingen forsøg på at løfte debatten op på et højere plan. Dokumentaren gengiver de to hovedpersoners forklaringer uden at efterprøve dem, bygger op til konfrontationen og lader seerne fælde dom ud fra en mavefornemmelse om, hvem der er mest troværdig.
Men seere skal ikke dømme i afsluttede sager, de ikke kender detaljerne i. Voldtægtsofre ser med og læser med i kommentarsporene, når kvinder, som har anmeldt en voldtægt, svines til. Og at de holder risikoen for at få samme behandling op mod muligheden for at få oprejsning i retten. Det er mange gode grunde til ikke at anmelde voldtægt i Danmark. Medier skal ikke give ofrene flere.
Eva Aagaard er journalist
—
Svar fra Mikkel Hertz, nyhedsdirektør, TV 2:
Det er en voldsom og i øvrigt udokumenteret anklage, at TV 2 med dokumentaren ’Gerningsmand eller offer’ skulle have gjort det mere utrygt at anmelde voldtægt i Danmark. Konklusionen bygger desværre også på en række fejlslutninger fra skribentens side.
Eva Aagaard skriver, at programmets overordnede vinkel er at skildre ”en forfulgt frikendt mand, som vil have kvinden til at stoppe med at tale om sagen”. Det er ikke programmets vinkel eller præmis. TV 2 har lavet et program, hvor vi skildrer Kirstine Holsts og Jon Kiellbergs modsatrettede kamp for, hvad de hver især mener ville være retfærdigt. Jon Kiellberg ønsker ganske rigtigt, at den ”hetz”, som han mener, han har været udsat for efter byrettens frifindelse, stopper. Men programmet skildrer også Kirstine Holsts kamp for retfærdighed. Hun mener, som det fremgik af programmet, at retssystemet har behandlet hende uretfærdigt, og hun appellerer samtidig til, at Jon Kiellberg tager ansvar for den handling, hun mener, han har begået. TV 2 har dermed lavet en afbalanceret og sober fremstilling af en voldtægtssag, som samtidig har været katalysator for debatten om en ny voldtægtslovgivning i Danmark – en sag, som Kirstine Holst i øvrigt har været aktiv deltager i.
Eva Aagaard skriver også, at dokumentaren efterlader seerne med det indtryk, at Kirstine Holst har indgivet falsk anmeldelse. Den kommentar må – som flere andre pointer – stå helt for skribentens egen regning. Det er ikke en oplysning, som fremgår af – eller så meget som antydes i – programmet.
Politikere og eksperter har længe diskuteret rammerne for en ny voldtægtslovgivning i Danmark. Med dokumentaren ’Gerningsmand eller offer’ har TV 2 ikke gjort det mere utrygt at anmelde voldtægt i Danmark, men givet seerne et unikt indblik i kompleksiteten for alle parter i en sag som denne, herunder ikke mindst de menneskelige konsekvenser.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg tror alle kender min indstilling til sagen.
Det er også en god skik ikke at lade sig rive med og give efter lysten til at presse sproget til det yderste, men dette moderne heksejagt program er en skændsel. At TV2 og dens chefer, heriblandt Mikkel Hertz ikke vil indse, hvad andre med en vis portion sans og fornuft kan gennemskue, siger en del om, at der ikke er i TV2 regi, at vi skal finde en journalistisk belysning af sagen uden frygt og dadel.
Al nødvendig kontekst og modspil påhviler således Holst, der er den angrebne. Når hun oveni medvirker mod sin vilje, bliver resultatet endnu et overgreb - og en umisforståelig advarsel til alle kvinder i samme situation: æd skammen og ydmygelsen, hvis I vil undgå gabestokken.
Kiellberg siger det selv i programmet: hans mål er, at hun holder sin kæft
Jeg kender ingen af dem, men jeg har fulgt sagen, siden Holst sammen med en række andre kvinder stod frem med deres voldtægtshistorier. Ingen af kvinderne har nogen sinde bare tilnærmelsesvist eksponeret de pågældende mænd. Kiellberg, som jeg har erfaret, at jeg i vist omfang deler netværk med, havde aldrig jeg hørt om før programmet, og det er et fornavn, jeg ikke overser, når jeg støder på det
De eneste, der er blevet klogere af det program er sandsynligvis jer, der står bag det. Og det tyder på et ubegribeligt lavt startniveau, som er vanskeligt at forstå hos mennesker, der har alle muligheder for at lade sig oplyse.
I behandler seksuel vold som underholdningsstof, og I arbejdede langt over eget kompetenceniveau ved at lade de to parter møde hinanden for åben skærm. Den slags kræver et menneske, der er uddannet i den slags og ikke en svært selvovervurderende og uvidende journalist, der tydeligvis nød sin rolle i midten af det, der blev en pinagtig slagmark for alle involverede, inkl. seerne.
Efterfølgende har I været helt uimodtagelige for kritik, hvilket kun øger den mangel på respekt for jeres arbejde, som jeg og mange andre har følt efter udsendelsen.
Det kunne have været så godt, men si dumpede med et brag.
Flere